Anmeldelse: Train to Busan
Zombie-film er tilsyneladende stadig en eftertragtet vare på det globale filmmarked. I hvert fald når der kræses så fermt om de klassiske dyder som her. Som den første koreanske film nogensinde har "Train to Busan" formået at hive mere end 10 millioner mennesker i biografen. Det er noget af en bedrift for en så konventionsbåret film. Og efter en lidt tung tur ud af startblokken udvikler denne togtur fra helvede sig da også til at være endda ret underholdende.
En storbyfar stiger på toget med sin datter, og sammen skal de nedlægge en længere strækning for at se den anden forælder. På grund af en nylig skilsmisse er stemningen de to passagerer imellem i forvejen anstrengt. Forholdet bliver dog for alvor sat på prøve, da en zombie-epidemi bryder ud i fuldt flor, allerede inden madpakken når at blive pakket op.
"Train to Busan" fortsætter lystigt traditionen for sydkoreansk genrefusion med denne både underholdende og til tider drivende sentimentale størrelse. Hardcore menneskejagt ses i skøn forening med familiedrama, hvor det her er et speget far/datter-forhold, der stjæler fokus. Hvor meget publikum orker sidstnævnte del vil altid være en temperamentssag, men frygt ikke – fans af genren får rigelige mængder action, dødskramper og bidegymnastik.
Og hvad med hovedretten? Altså det vi er her for – zombierne? Det er aldrig en nem opgave for hverken de fysiske aktører eller producenterne bag ved kameraet at opfinde den dybe tallerken, når de proteinglade dødsvandrere endnu engang skal portrætteres. I "Train to Busan" sidder looket og især kropssproget i skabet. Der er arbejdet virkelig godt med det fysiske udtryk, og selve overgangsfasen (hvor folk overgiver sig til virussen, inden de transformeres) er yderst virkningsfuld.
Dét til trods savnes der kvalitet i eksekveringen af de mange kamp- og flugtscener, som udgør overvægten af filmen. Instruktør Yeon Sang-ho er et åbenlyst visuelt talent – med en god fotograf i maven – men det hele bliver en kende mekanisk undervejs i selve udførelsen. Som en vis pun-begejstret anmelder på Moovy ville sige: "Det mangler bid!"
Der hvor filmen gør det svært for sig selv er i vandpauserne. Den knap to timers lange spilletid ender med at blive en lidt for lang togtur, når karaktererne samtidig er flade som riskager. Og i sidste akt lider historien af "Return of the King"-syndromet, hvor instruktøren har svært ved at runde sin film af. Det er dog ikke noget, der saboterer filmen, og "Train to Busan" er – trods alt – på skinner et langt stykke ad vejen.