Anmeldelse: Abominable (Blu-ray)

Hele filmen føles let, sjov og sød. Muligvis endda for sød.

Sideløbende med de store animationsstudier som Disney, Pixar og Studio Ghibli har DreamWorks Animation nu efterhånden også fået skabt sig et navn med titler som "Shrek", "Sådan træner du din drage", "Kung Fu Panda" og "Madagascar". Deres seneste udspil har på hjemmemarkedet valgt at skrotte den danske titel, "Den lille afskyelige snemand", til fordel for den internationale. Så når dit barn rabler uforståeligt om en tegnefilm med en sød snemand, er det højst sandsynligt "Abominable", der hentydes til.

Yi er en mindre populær pige, der efter at have mistet sin far føler sig misforstået af sin familie og konstant holder sig i gang med sit arbejde og violinspil i smug. En aften opdager hun på sit tag en såret Yeti, som en gruppe militante forskere ivrigt jagter. De to udvikler hurtigt et venskab, men der går ikke længe, før nabodrengene opdager dem på taget, og snart er de alle på flugt i håbet om at kunne få deres nye ven hjem til Mount Everest i god behold.

"Abominable" er en af de sjældne fornøjelser af en film, der aldrig spilder sin tid, men ej heller virker forhastet. Fra første øjeblik bliver man kastet ind i en menneskelig og sympatisk hjemrejse-fortælling, der indeholder alle punkter fra opskriftsbogen til en velfungerende animationsfilm for børn – blot med et lille twist. Skurkens intentioner er ikke fuldstændigt åbenlyse, heltindens nabo er ikke helt så overfladisk som først antaget, og måske er det heller ikke hendes familie, der er de fraværende i forholdet. "Abominable" jonglerer med en række tunge temaer uden at tabe et eneste af dem på gulvet, og hele filmen føles let, sjov og sød. Muligvis endda for sød. Det er svært ikke at fælde en tåre under filmens sidste række af sentimentale scener, men samtidig giver det også lidt dårlig smag i munden, at det sødmefyldte bliver skruet op på max.

Selvom filmen præsenterer den klassiske skabelon i nye klæder, er sammenligningerne lette at drage. Man kan endda argumentere for, at "Abominable" på mange måder virker som en genindspilning af DreamWorks Animations egen "Hjem", men skabelonen fungerer langt bedre denne gang. Selve animationerne er ligeledes betagende. Naturscenerne er heri højdepunkterne, men figurerne har også et enkelt, men smukt design. De danske stemmer flyder desværre let sammen, da de ofte er ret identiske og i samme toneleje. Dette skaber unødige problemer under bl.a. spændingsscenerne, hvor karaktererne ofte råber i munden på hinanden. Her er det engelske lydspor klart det danske overlegent, og især samspillet mellem Chloe Bennet som Yi og Albert Tsai som Peng er fremragende.

"Abominable" er måske ikke DreamWorks Animations nye store franchise – den titel har "Trolls" desværre nok fået. Det er dog en lille perle, der med lige dele humor, action og sødme formår at være en film for hele familien. Ikke alt fungerer lige godt – f.eks. ville en tilbagevendende vittighed om nogle slanger, der siger "woop", ikke være savnet, hvis man havde klippet den ud. Instruktøren Jill Culton har dog en uovertruffen fornemmelse for tempo i sine film, og temaerne om venskab, identitet og familie skal nok give målgruppen lidt at tænke over.

Billede & Lyd

Den digitale produktion står knivskarpt på denne udgivelse, hvor hver en detalje i animationerne er tydelig. Især lyset og farverne er en overvældende oplevelse i mere end et enkelt tilfælde, og skulle man være allergisk overfor sentimentalitet, har udgivelsen trods alt denne æstetiske nydelse. Det engelske Dolby Atmos 7.1 er naturligvis bedre end det danske Dolby Digital 5.1-lydspor, men fælles for begge er, at musikken i baghøjtalerne overdøver dialogen i centerhøjtaleren en smule. Der mangler også en smule power og bas i actionscenerne, imens de mere rolige scener lydmæssigt byder på en behagelig atmosfære.

Ekstramateriale

Udgivelsen er såmænd spækket med ekstramateriale. Der er bare ikke meget af det, der har den store gensynsværdi. Den ene kortfilm, "Marooned", minder mest om en charmeforladt udgave af "WALL·E", og den anden, "Show & Tell", er sjusket animeret og ret enerverende. Kommentarsporet er en smule forvirrende, da der er hele syv mennesker at holde styr på, men det indeholder trods alt en masse brugbar information om produktionen. Det gør filmens 11 featuretter ikke i en tilfredsstillende grad, da der ofte kredses om de samme emner ganske overfladisk. De slettede scener byder ikke på ny indsigt, men er alligevel et enkelt kig værd – mest for at stille nysgerrigheden.

Abominable (Blu-ray)