Anmeldelse: Ad Astra

Lommefilosofi og -psykologi risler afkølende ned ad startraketterne, der ellers affyres i et imponerende spektakel.

Science fiction er én af byggestenene i den moderne menneskelige fortælling. I hvert fald, når færden mod ikke-kortlagte territorier ikke er til ukendte kontinenter, men afkroge af universet. Forståelsesrammen er siden tidernes morgen blevet mere videnskabelig end mytisk, når forventningen er at møde andre levende væsener frem for guder – men monomyten i fortællingen er typisk den samme. Planeterne roterer rundt om menneskets navlepillende eksistens som altid, når rumrejsen ud i galakserne er indadskuende selvudvikling og selvforståelse. Måske er vi ikke mere komplekse end det. "Ad Astra" lander skævt ud fra det afsæt.

I en nær fremtid sendes elite-astronaut Roy McBride (Brad Pitt) på tophemmelig rummission til Neptun for at gå i fodsporene på en anden astronaut – sin legendariske far (Tommy Lee Jones), der de seneste 30 år har været forsvundet. Efter en ekspedition, som skulle påvise eksistensen af andet liv end på Jorden, men nu ser ud til at true vores blå planets eksistens. Er farmand mon blevet sindssyg, er der mon onde rumvæsner på spil, eller vender afgrunden blikket mod Roy selv, når der kigges længe nok på den? The horror, the horror.

Lommefilosofi og -psykologi risler afkølende ned ad startraketterne, der ellers affyres i et imponerende spektakel. For lige så hypnotisk og dragende, som verden visuelt skabes til perfektion på den mørke side af Månen, kvæles Brad Pitts æstetisk imponerende odyssé mod stjernerne med genbrug, banalitet og tvivlsom indre logik.

For "Ad Astra" er én af de sci-fi-film, der bedst opleves, når indlevelse fuldbyrdes. Max Richters minimalistiske score er et fabelagtigt ekko af det nådesløst uendelige univers, der titter ligegyldigt på, mens familien McBride åbner skabet op for skeletter. Christopher Nolan-favoritten Hoyte van Hoytema gentager sine cinematografiske bedrifter fra "Interstellar", der harmonerer med overjordisk designet world building i overlegen vekselvirkning mellem jordbunden intimitet og højtflyvende action.

Lige så elegant, som filmhåndværket er rent teknisk, ryger oxygen-niveauet ud, når symbolniveau-luftsluserne åbnes i desperation. Instruktør James Gray griber ud efter forbiflyvende, gennemtærskede og forvaskede evig genkomst-temaer, der ikke alene optegner skitsen et sted mellem "Dommedag nu" og "Rumrejsen år 2001", men også samme indre dannelsesrejse mod det ydre rum som i "Gravity". Søgt og forceret vælges der at trække på pop-kulturelle referencer og overforklarende temaer fremfor at stå på helt egne ben. Ekstra hult ender det, når personmotivation, plot-huller og præmisser fra anden akt klodset mister fodfæstet og drøner i kollisionskurs mod et pubertært far og søn-opgør – trods oceaner af lysårs afstand. Måske har vores hovedperson svært ved at kappe navlestrengen, men Gray bør – især med den eminente tekniske ramme – være filmmager nok til ikke at stille sig så meget i skyggen af sci-fi-faderskikkelserne.

"Ad Astra" er et frustrerende og berusende bekendtskab på én og samme tid. Frustrerende, fordi James Gray har alle værktøjerne til at skabe en mindre science fiction-sensation og delvist fejler. Brusende, fordi de tekniske virkemidler er så eminente. Tag med mod stjernerne, hvis medrivende rumrejse i selskab med en suveræn Brad Pitt ønskes. Gå en karakter ned og bliv hjemme, hvis overforklarende sci-fi-floskler brænder din nethinde, og udsynet til et smukt designet solsystem ikke er nok i sig selv. 

Ad Astra

Kommentarer

Ad Astra

  • ★★★★★0

    De få anmeldelser jeg har scannet, virker næsten mere lunkne end denne. 

    T. Nielsen19-09-19 07:54

  • ★★★0

    De få anmeldelser jeg har scannet, virker næsten mere lunkne end denne. 

    Den fejler også på flere iøjnefaldende parametre. Til gengæld rammes en eventyr sci-fi nerve, der går i blodet på én som jeg. Hvilket som nævnt i anmeldelsen gør det til en lettere frusterende oplevelse.

    Dolphinfriendly19-09-19 15:06

  • 0

    Formidabel tur i rummet, selvom slutningen er så banal jeg lige skal have rettet tæerne ud igen! ;) 

    Mikkel Abel19-09-19 16:34

  • ★★★0

    Jeg er ofte uenig ned Nicki Jensen, men i forhold til “Ad Astra” er vi forbavsende enige.

    Kruse19-09-19 17:01

  • ★★★0

    Det blev så ikke helt den film jeg håbede på. Ambitiøs nok, men problematisk film i sin eksekvering og flere scener lugtede lidt af filmstudiet havde en anden dagsorden end filmskaberen. Visuelt overdådig og sikke et år for Pitt. 

    Men blev ikke helt så god som håbet. 

    Babo21-09-19 22:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen