Over det sidste årti har Marvel ændret popkultur i sådan en grad, at det er svært at forestille sig et filmisk landskab uden. Superheltefilmene i Marvel Cinematic Universe er selvskrevne blockbusters, der nu med titel nummer 20 i rækken kan fejre ti år med uhørt succes. Hæderlige "Ant-Man and the Wasp" er muligvis ikke den mest eksplosive måde at fejre jubilæum, men tilføjer i stedet et friskt kapitel i fortællingen om Marvels muligvis mest skæve superhelt.
Oven på begivenhederne i "Captain America: Civil War" må Scott Lang (Paul Rudd) leve med konsekvenserne af sine valg som både superhelt og far. Kampen for at kombinere familielivet med ansvaret som Ant-Man forstyrres af Hope van Dyne/Wasp (Evangeline Lilly) og Hank Pym (Michael Douglas), der har brug for ham til en vigtig mission.
If it ain’t broke, don’t fix it. Opskriften i "Ant-Man and the Wasp" er stort set den samme som første film om klodsede Scott Lang, dog uden at nå helt samme niveau ud i fiks ping-pong mellem det i øvrigt velskrevne persongalleri. Paul Rudd, Michael Pena og Michael Douglas redder dog langt hen ad vejen dagen, til trods for at der – vanen tro i Marvel regi – bydes på en småfesen skurk, skiveskåret forudsigeligheder og Disney-kernefamilieværdier.
Netværk er omdrejningspunktet. Generationsdramaet mellem forældre og deres børn er igen en gennemgående tematik. Scott Langs valg mellem det at være superhelt med kriminel baggrund og far til en lille datter er i Ant-Man-universet (selvfølgelig) mere slap stick-komik end dyster socialrealistisk drama. Skæg og ballade i hænderne på særligt Rudd og Pena er fornøjeligt, og den lette devil may care-stemning gør "Ant-Man and the Wasp" til et befriende muntert og hyggeligt sidespor i Avengers-universet, hvor gakket kvantefysik møder fjollede og kreative tegneseriepåfund.
Med evner følger stort ansvar. Hvor ville det være fantastisk, hvis der var andet på spil end endnu en introduktion af endnu flere superhelte i det efterhånden enormt omfattende Marvel Cinematic Universe op til den næste Avengers-film i rækken. Superheltefilm om kvantefysik kunne byde på en endnu mere løssluppen fortælling, end hvad tilfældet er med seneste tilføjelse til MCU. Som familiesaga er "Ant-Man and the Wasp" slet ikke stærk nok, selvom der spilles lige rigeligt nok på jammerskinkerne.
"Ant-Man and the Wasp" er en hyggelig tilføjelse til Marvels omfattende række af superheltefilm, dog uden at være en synderlig bemærkelsesværdig film nummer 20 om Avengers-heltene. Det er dog umuligt at se bort fra den solide underholdning, det forrygende fjollede persongalleri og vanvittige kvantefysik-påfund, hvilket bestemt kan retfærdiggøre et gensyn med Paul Rudd og Michael Pena.
★★★★★0Den første var yderst underholdende, så glæder mig til den her også, og ja hele den her leg med det med størrelser er ganske kreativ især, når det bruges som et kamp element.
Btw. nogen der har set den meget Cringe agtige reklamespot Paul Rudd og Evangeline Lilly, har lavet til Nordisk Film biografgænger?
Eller Nordisk Film moviegoers, som de kalder det.
Gad godt vide, hvordan den aftale lige er kommet i hus.
★★★★★★0Jeg er overrasket over at se, at en hård kritiker som Nicki befinde sig i den høje ende af ros/rating med denne nye Marvelfilm.
T. Nielsen 5-07-18 09:42
★★★★0Nicki var blot en langsom starter. Nu er han varm og jeg er spændt på at høre dommen om film nummer 40 i MCU :)
★★★★★0Opskriften i "Ant-Man and the Wasp" er stort set den samme som første film om klodsede Scott Lang, dog uden at nå helt samme niveau ud i fikse ping-pong mellem det i øvrigt velskrevde persongalleri.
Gik det lidt hurtigt med at skrive denne anmeldelse? Jeg forstår ikke det du skriver.