Anmeldelse: Dune

Denis Villeneuves længe ventede sci-fi-storfilm er lige så flot og forførende som Dunes ørkenverden, men desværre langtfra lige så varm.

"Dune", Frank Herberts skelsættende science fiction-roman fra 1965, er umulig at filmatisere. Den påstand møder man i hvert fald tit. Som regel i artikler, der peger på David Lynchs filmflop fra 1984 som et bevis på, at Herberts historie kun fungerer på skrift. Det er åbenbart irrelevant, at flere computerspil og sågar en Emmy-belønnet miniserie fra 2000 allerede har fortolket "Dune" med stor succes. Men skeptikerne insisterer på, at "Dune" er for kompleks og grandios til, at den kan omdannes til levende billeder. Sludder. "Dune" skaber sin egen omfangsrige mytologi, men den er først og fremmest en gedigen pageturner. Et actionfyldt eventyr med festlige helte og skurke, gigantiske ørkenmonstre og kæmpe slag, der synes skræddersyet til det store lærred.

Denis Villeneuves spritnye filmatisering af Herberts bog (eller rettere sagt bogens første halvdel) er i lange passager et fænomenalt filmeventyr, som simpelthen skal opleves på det store lærred – og gerne omkranset af store højttalere. Både billed- og lydsiden overdænges garanteret med Oscars næste år, for filmholdet har skabt et decideret forførende filmunivers, hvis lige næppe er set (eller hørt) siden Peter Jacksons "Ringenes herre". De bedårende billeder af ørkenens kridhvide klitter står tilmed så skarpt, at jeg instinktivt famlede efter solbriller i biografmørket.

Den ørken finder vi på planeten Arrakis, bedre kendt som Dune, hvor et særligt krydderi ligger i sandet. Krydderiet muliggør rumrejser og er derfor universets mest dyrebare råstof. Den tyranniske Harkonnen-familie regerer Dune og terroriserer de indfødte, de såkaldte fremen, alt imens de dræner ørkenen for naturressourcer. Men universets kejser, Shaddam IV, beslutter pludselig at smide Harkonnen-klanen på porten og overdrage krydderihøsten til hertugen Leto Atreides. Den barmhjertige og beundrede Leto rejser til Dune sammen med sin konkubine, Jessica, og deres søn, Paul. Her håber Leto på at slutte fred med fremen-folket. Men samtidigt fornemmer hertugen, at kejserens beslutning er et led i en udspekuleret plan.

Et resumé af "Dune" kan slet ikke indkapsle alle de intriger, karakterer og underliggende budskaber om magt og overtro, som optræder i Herberts banebrydende bestseller. En filmatisering er naturligvis også nødt til at være selektiv, hvis den skal indfange fortællingens essens uden at miste momentum og slagkraft. Men her fejler Villeneuves filmatisering og giver derved ny ammunition til skeptikerne. For den ellers exceptionelle instruktør forsøger at klemme så mange begreber, steder og episoder fra kildematerialet ind på 155 minutter, at vores indtryk af filmens verden og særligt personerne i den forbliver frustrerende overfladisk.

Det er dog umuligt ikke at være tryllebundet fra start til slut, fordi "Dune" er så majestætisk i sit udtryk. Men i sidste instans er "Dune" altså en skuffende hul og kold film, fordi dens flakkende fokus spænder ben for vores indlevelse i filmens menneskelige skæbner. Det skal dog siges, at Timothée Chalamet er superb som Paul – Atreides-slægtens store håb, som måske endda er den heroiske frelser, der indgår i fremen-folkets spådomme. Chalamets på én gang skrøbelige og bestemte portræt af Paul gør ham til en tiltalende helt.

Men desværre får Rebecca Ferguson praktisk talt kun lov til at forklare plottet i rollen som Jessica. Som Leto får Oscar Isaac slet ikke tid og plads til at demonstrere den næstekærlighed, som skal sikre både fremen-folkets og publikums gunst. Og Josh Brolin er nærmest en glorificeret statist i rollen som Pauls mentor, Gurney Halleck, som undervejs skråler til sin protegé: "Du må forstå, at Harkonnen-folket ikke er mennesker, de er brutale dyr!" Det er han nødt til at sige, for vi får ikke lov til at se den brutalitet. Det er forunderligt at opleve så dårlig beslutningstagen fra Villeneuve, der i årevis har været en af de mest træfsikre filmmagere i Hollywood.