Anmeldelse: Kubo – den modige samurai

Nu hvor Studio Ghibli har stoppet produktionen, og Pixar efterhånden laver flere efterfølgere end originale film, er der opstået et tomrum i animationsfilmverdenen. Det har givet plads til det nye og relativt ukendte animationsfirma Laika, der med "Coraline", "ParaNorman" og "Æsketroldene" må siges at være kommet godt fra start. Med "Kubo – den modige samurai" beviser selskabet, at de tåler sammenligning med de allerbedste i branchen.

Vi følger den japanske dreng Kubo, der bor alene med sin svagelige mor på en klippe med udsigt over havet. Når Kubo ikke tager sig af sin mor, bruger han tiden i den nærliggende landsby, hvor han fortæller lokalbefolkningen historier om store samuraier og glubske monstre. Disse historier stammer dog ikke fra drengens fantasifulde sind. Nej, i den verden, vi befinder os i, er både magi og uhyrer ægte. Så da moderens onde søstre en dag dukker op, opstår der problemer. Kubos mor må ofre sig for at beskytte sin søn fra søstrenes heksekræfter. Det resulterer i, at Kubo på mærkværdig vis vågner op midt i en snestorm med en talende abe. Den fortæller ham, at han er nødt til at drage ud på en lang og farefuld rejse for at finde tre magiske genstande, som kan bruges til at besejre hans onde familie.

Stilmæssigt befinder "Kubo – den modige samurai" sig et sted i spektret mellem Studio Ghiblis og Pixars film. Sammenligningen med Ghibli er næsten uundgåelig, når handlingen udspiller sig i Japan, men samme poetiske udtryk som Hayao Miyazaki har "Kubo" ikke helt. Den er trods alt lettere tilgængelig, som amerikanske animationsfilm typisk har for vane at være. Heldigvis bliver den aldrig belærende eller fordummende. Hverken børn eller voksne vil føle sig talt ned til.

Selvom "Kubo – den modige samurai" dybest set er en alvorlig fortælling om en dreng, der oplever urimeligt meget modgang, bliver stemningen i Travis Knights film aldrig trøstesløs. Knight forstår at krydre den seriøse fortælling med komiske indslag. De kommer primært fra en talende samurai-bille, der med sin forvirrede adfærd og dårlige oneliners er et underholdende, men til tider også anstrengende bekendtskab. Billen komplimenterer dog perfekt den alvorlige abe og den evigt optimistiske Kubo, der til sammen danner en dynamisk trio.

Det, der imidlertid hæver fortællingen fra det gode til det deciderede sublime, er dens stemning. Dario Marianellis eventyrlige musik og den betagende flotte stop motion-animation gør det umuligt ikke at blive opslugt af den japanske fantasiverden, hvor nye overraskelser altid kun er et stenkast væk. At historien så er en kende formularisk, er derfor let at se igennem fingre med. For eksekveringen er imponerende træfsikker – selv hvis man ikke tager med i betragtningen, at Travis Knights aldrig har instrueret en spillefilm før.

"Kubo – den modige samurai" er et godt bud på årets bedste animationsfilm. Med sin fortælling om en dreng, der skal ud på en lang og farefuld rejse, er filmen måske ikke ligefrem revolutionerende, men til gengæld er den velproduceret og dybt sympatisk. For debuterende instruktør Travis Knight og animationstudiet Laika, der indtil videre kun har produceret fire film, ser fremtiden overordentlig lys ud.

Kubo – den modige samurai