Anmeldelse: Venom

Hvis enhver anden end Tom Hardy havde taget rollen som den overspillende og nærmest komiske Eddie Brock, ville denne film nok have floppet totalt.

Spænd bæltet, for nu gøres der klar til endnu en ny Marvel-kreation, og det kunne godt ligne en broget en af slagsen. Men man kan ikke være andet end i godt selskab, når det er Tom Hardy, der styrer løjerne, og det er uden tvivl hans performance, som er lyspunktet i det, der ligner et kaotisk rod af en film, som med bedste intentioner prøver at være den nye, skæve anti-superhelt i klassen. Men én ting er sikker: En af verdens bedste bromances er skabt!

Eddie Brock er en mand med høj retfærdighedssans. I hvert fald hvis du spørger ham selv. Og i sin jagt efter at fælde onde selskaber og nedsable deres James Bond-skurkelignende overhoveder skyr han ingen midler. Derfor er det ikke underligt, at han ender fyret og alene, efter et interview går galt. Eddie Brock er godt på vej til at blive en supertaber, da han i et forsøg på oprejsning ender med at blive inficeret af rumsymbioten Venom. Langsomt begynder Venom at blive en større del af Eddie, og et yderst særpræget, men tæt venskab er skabt, og Eddie og Venom kan nu sammen begynde at ændre verden igen.

"Venom" er noget af en ny tilføjelse til vores superhelte-franchiser. Med sine markante hugtænder, den muskuløse krop og den både aggressive og skræmmende attitude forventer man at blive ramt af kuldegysninger, når Venom indtager biograflærredet. Men på trods af sin "Scream"-agtige stemme er det mere som at blive overfaldet af et meget stort, men meget lidt uhyggeligt monster. Venom er på ingen måder skræmmende på trods af hans lyst efter menneskelige organer. Han er nærmere den stålfaste og aggressive dom til Tom Hardys submissive menneskelige natur – men hvor er det dog en kombi, der sparker røv!

For hvis enhver anden end Tom Hardy havde taget rollen som den overspillende og nærmest komiske Eddie Brock, ville denne film nok have floppet totalt. I stedet får vi en film, som gerne vil sparke en ny og fantastisk filmserie af sig, men minder om en buddy-komedie med et makkerpar fra to forskellige verdener (pun intended!), som skal gå så grueligt meget igennem, før de får hinanden. Men i forhold til alle de andre superhelte-film, der er blevet spyttet ud de sidste mange år, så kan jeg ikke tage øjnene væk fra dette miskmask af en film. Nærmest alt er galt ved "Venom". Vi har et overdrevet plot, som ene og alene bæres af Tom Hardy, og hvor alle andre skuespillere forringes til klichéfigurer, som lige skal sige deres respektive replikker, der dermed sætter gang i handlingen, og så kan vi nemt undvære dem igen.

Heltene – antiheltene – er Tom Hardy og hans nye bedste ven, og de spiller røven ud af bukserne, men det er bestemt ikke den rette måde at få en film til at blive holdbar på. Heller ikke med det manglende visuelle format og den skærende dårlige opbygning af form og timeline. Illusionen om, at dette er et univers, vi kan relatere til, brister hurtigt. "Venom" virker som en gammel film, der vises på et nyt lærred. Den føles ufærdig og overdrevet, og der var flere gange, at jeg tog mig selv i at fnise, hvor jeg er sikker på, at holdet bag filmen havde håbet på en mere målløs og frygtindgydende reaktion.

Men. Jeg vil se mere. Tom Hardy og Venom er blevet alles nye standard for den perfekte bromance, og så kan filmene blive nok så usammenhængende og dårligt sat op. Jeg lover, at jeg stadig tager ind i biograferne og fnisende fortsætter dette underholdende eventyr.

Venom