God anmeldelse, Nicki. Jeg skipper den over. Jeg er kørt godt træt i X-Men. Ærgerligt at Singer ikke laver noget andet mere, for hans bedste film er jo "The Usual Suspects".
Anmeldelse: X-Men: Apocalypse
Der var engang, hvor Bryan Singer var talk of the town i den amerikanske filmbranche. Kultfilm som "Public Access" og ikke mindst "The Usual Suspects" var åbenbaringer, der banede vejen. Det var dog de to første "X-Men"-film, der for alvor placerede den nu 50-årige new yorker blandt de mest eftertragtede filmskabere i Hollywood. Siden da har Singer været fast inventar indenfor tegneseriefilmatiseringerne. Måske var det på tide at prøve noget helt andet.
"X-Men: Apocalypse" er ikke noget helt andet. Tværtimod, den er helt som forventet. Supermutanten En Sabah Nur (Oscar Isaac) er vågnet efter 5-6000 tusind års ufrivillig døs. Ja, der er langt fra at være solgud i det gamle Egypten til pludseligt at stå midt i 1980'ernes kolde krig. Menneskeheden er ikke længere slaver. Det skal der laves om på, siger En Sabah Nur – og hvilken anden måde er der end at smadre verdenen, som vi kender den, og begynde på en frisk?
Ikke alle mutanter er enige med endnu en dommedagshungrende superskurk, mens andre er – og så er der kamp med livet som indsats, selvom vores helte jo næppe dør – ellers var der jo ikke grobund for endnu flere superheltefilm efter samme slidte skabelon. Ja, historien ér meget bekendt. Faktisk har den i bund og grund ikke ændret sig over de indtil videre seks X-Men-"hovedfilm".
Ironisk nok er filmens mest iøjnefaldende kvalitet – persongalleriet – også den mest påfaldende svaghed. Hæderkronede skuespillere som Michael Fassbender, Oscar Isaac, Jennifer Lawrence og James McAvoy går bogstaveligt talt gennem ild og vand for at tæve liv i karaktererne. Men det er dødevande. Særligt Fassbenders portræt af Magneto, der endeligt har fundet fred i familielivets favn, for at det pludseligt rives ud af hænderne på ham, er indledningsvis rørende. Karakteren reduceres dog hurtigt til den klassiske hævner, Fassbender har spillet siden "X-Men: First Class". Hvorfor er han drevet af præcis samme motiv film efter film? Hvorfor udvikler karakteren sig ikke? Hvorfor er manuskriptforfatteren ikke blevet fyret? Samme ensidige tendens gør sig gældende for filmens andre karakterer. Hos alle som én, som blev den ene "X-Men"-film efter den anden opslugt i en tidslomme, forsvinder al erfaring og morale med et kulørt CGI-puf for at blive gentaget endnu engang – i næste film i rækken.
Til trods for at filmene fortælles lineært med sin andel af tidsrejser og tidsaldre forbliver karaktererne ergo de samme som altid. Eftersom flere af historierne overlapper hinanden, skal der hele tiden tages højde for sammenfald med de andre film – og der skal åbnes op for de næste i rækken. Fremfor at bruge tiden, vel at mærke over to og en halv time, på at fortælle én god og meningsfuld historie, skøjtes der rundt mellem referencer til de andre film og fremadrettede handlingstråde. Selvfølgeligt byder "X-Men: Apocalypse" på eksplosioner og effektarbejde, som ville gøre Michael Bay kåd, når den obligatoriske storby med hængebroer smadres til atomer. Vi kan vælge at blive irriteret over den tåbelige dialog eller lappe de mange punch lines i os. Eller måske lade os begejstre over en fem minutter lang sekvens med hurtigere-end-tiden mutanten Quicksilver, der forsøger at overgå en mindeværdig sekvens fra "X-Men: Days of Future Past". Personligt har jeg aldrig tidligere kedet mig så meget under en "X-Men"-film som med denne.
Selvom "X-Men"-filmene i min bog er blandt de allerbedste tegneseriefilmatiseringer, særligt Bryan Singers to første i rækken, falder "X-Men: Apocalypse" til jorden som gennemsnitlig og uinteressant. Det nyeste skud på mutantstammen føles mest af alt som tilløbsstykke til andre film i den støt voksende franchise end et selvstændigt bidrag i et tegneserieunivers, som bør have langt mere at byde på.