Lige kort om filmen: ‘hyggelig’ er nok det bedst beskrivende ord. Ikke uden sine klicheer, men Allen rammer en fin stemning og beskriver det med lethed, at 90min bare fløj afsted. I liked it, didn’t love it.
Men lad mig dog spørge, charmerende film, analytisk eller sødsuppe?
Det første og sidste. Ultimativt ender den med en ret banal pointe om ægte lykke, men de solgt det godt skuespillerne.
Jeg er enig med dig i, at det er en hyggelig og charmerende film, der lever højt på Woody Allens forkærlighed for at hylde nostalgien og de gamle dyder, hvilket også er synonym med hans egen person og levevis. Han skriver eksempelvis stadig sine manuskripter på en gammel skrivemaskine, som han købte i sine unge år, da han lavede stand-up.
Og jeg er også helt enig omkring skuespillet, som er rigtig godt i samtlige roller. Owen Wilson, som den klassiske Woody Allen substitut, gør det fremragende og leverer i mine øjne en af de bedste præstationer, hvor en anden går ind og overtager en rolle fra Allen selv siden, at han lagde skuespillet på hylden efter "Scoop".
Owen Wilson forstår i den grad at lægge den helt rigtige betoning og ageren i sine replikker og kropssprog, så man klart fornemmer Allens tilstedeværelse men uden, at Wilson selv forsvinder, hvilket er ret imponerende. I den modsatte grøft kunne man så tage Kenneth Brannagh i "Celebrity" , som også forsøger at gå Woody Allen i bedene, men hvor det desværre ender i så karikeret overspil, at hans præstation ender som en parodi.
Jeg er til gengæld ikke enig med dig, når du skriver, at "Midnight In Paris" er sødsuppe. For selv om filmen som sagt er charmerende og hyggelig, så er det i min verden, og slet ikke i dette tilfælde, ikke et ord som jeg ville forbinde med en type film som "Midnight In Paris". Med sødsuppe er jeg mere over i noget kvalm romantik eller et pænt og poleret lystspil uden noget på hjerte. Og jeg mener også sagtens, at man kan gå analytisk til værks i filmens underliggende temaer, hvis man skulle have lyst til det.
"Midnight In Paris" er alt andet end sødsuppe på trods af dens romantiske og humoristiske stemning, og handler ikke kun om definitionen af ægte lykke, men også om at leve i nuet og elske og værdsætte nuet frem for at leve i fortiden efter devisen at alt var bedre i gamle dage. Så på den måde går filmen i to modsatte retninger, hvor den både hylder nostalgien men også kommer med en behersket løftet pegefinger om ikke at lade sig forblinde af nostalgiens tillokkende væsen. Dermed er "Midnight In Paris" på én og samme tid en meget typisk, men også atypisk Woody Allen film. :)
