Jeg skal også indrømme, at jeg var pænt trist. Jeg var rystet, ikke oprørt.
Når man tænker på, hvor svært James Cameron havde det med David Finchers behandling af Newt og Hicks i Alien 3, så er det decideret bizart at slå John Connor ihjel inden for fem minutter af Terminator: Dark Fate. Især hvis forlydenderne om, at dette påhit er James Camerons, er sande.
Hvis man ser bort fra det utroligt komplicerede og dybt paradoksale i, at Skynet, som ikke længere burde eksistere, har sendt flere terminatorer, hvis eksistens burde være ophørt samtidig med Skynets, tilbage i tiden for at slå en dreng ihjel, som ikke kommer til at eksistere, med mindre han lever længe nok til, at hans voksne jeg kan sende sin egen far tilbage i tiden for at beskytte sin mor i første omgang, så havde jeg faktisk været bedre stemt over for denne tragedie af en film, hvis filmen så bare havde brugt denne chokstart til noget interessant. I stedet videregives rollen som menneskehedens frelser til en anden, der så må tage denne rolle på sig i en film, der må betegnes som et opkog af de to bedste Terminator-film tilsat nogle gode idéer fra de andre film i en franchise, der aldrig burde have været blevet en franchise, i og med at historien så fint afsluttes i T2 og endda endnu finere i den alternative slutning.
Hvis jeg skal nævne et bestemt punkt, hvor jeg definitivt opgav alt håb for Terminator: Dark Fate, så var det omkring replikken: "You are not the mother of SOME MAN who saves the future... YOU are the future." Her himlede jeg så kraftigt med øjnene, at jeg frygtede, de aldrig ville blive sig selv igen. Der er bare et eller andet ved den replik og tankegangen bag, der ringeagter moderrollen, som var så vigtig en del af fortællingen i de første to film. Det er svært at tro på, at den samme Sarah Connor, der har gjort alt for sin søn, sarkastisk sammenligner sig selv med Jomfru Maria.