Så blev jeg færdig med serien og det var på flere måder en helt igennem fantastisk oplevelse.
Mike Flanagan har med "Midnight Mass" kreeret et vaskeægte mesterværk der, tror jeg, efterfølgende vil blive siddende længe i krop, sjæl og tanke hos alle, der har lyst til at se dette mageløse værk udfolde sig i al sin grufulde blodige vælde og livsbekræftende optimisme, samt humanisme, hvor religionens skyggesider og dens ditto inspirerende håbefulde lyse sider bliver fremstillet på en utrolig nuanceret måde, som sjældent er set før.
Jeg var hele følelsesregistreret igennem undervejs de 7 afsnit og sad med gåsehud på armene i de horror-prægede momenter, et lille smil på læben og en varme i hjertet når næstekærligheden kom til udtryk, og fik en hel del tårer i øjnene under de mest tragiske øjeblikke.
Åbningsscenen alene var en af dem som ramte mig lige i solar pleksus og var svær at ryste af sig igen. Derudover var der særligt 4 scener, som jeg vil betegne som de absolutte højdepunkter og som samtidig viser, hvor eminent dygtig en forfatter Mike Flanagan er.
Den første er scenen mellem Erin og Riley hvor de snakker om, hvad der sker med krop og sjæl efter man dør. Riley beskriver det ud fra et nøgternt ateistisk synspunkt, mens Erin filosoferer over spørgsmålet ud fra en religiøs vinkel. Det er en utrolig både trist, smuk og poetisk snak de to tidligere kærester har med hinanden her, som gik lige i hjertet på mig.
De to næste er begge med øens sherif Hassan i centrum. Hassan er en yderst interessant karakter ved det, at han er muslim men altså befinder sig på en ø, hvor det religiøse omdrejningspunkt er kristendom - i dette tilfælde den katolske tro. Dette fører til en dybt fascinerende diskussion mellem Hassan og præstens assistent - i skikkelse af den super frelste og hæsligt selvretfærdige Beverly Kean - der omhandler indoktrinering i skolen og biblen vs koranen.
En anden scene med Hassan i centrum omhandler en hjerteskærende anekdote om tiden efter 9/11 og den mistro og det had der efterfølgende blev rettet mod muslimer over en bred kam, selv dem som åbenlyst kæmpede for amerikanske og demokratiske værdier. Det er en fantastisk skrevet scene, som både er dybt rørende og tankevækkende på samme tid.
Sidst blandt mine favorit-scener er samtalen mellem den nye præst på øen - fader Paul Hill - og den svært traumatiserede Riley Finn, der i kontekst med sidstnævntes ulykke diskuterer om meningen med livet og guds betydning eller mangel på samme i det enkelte menneskes liv. Det er ligeså en meget fascinerende snak, hvor jeg hælder mest til Riley Finns synspunkter men alligevel respekterer fader Paul Hills overbevisning.
Alt dette er så sat i kontekst med de bagvedliggende horror-elementer; der gradvist som karaktererne dekonstrueres bliver mere og mere fremtrædende på en helt igennem kriblende ubehagelig facon, som kulminerer i et brutalt vanvid, der skal ses før man tror det.
Der er så vidt jeg kan se ikke en finger at sætte på "Midnight Mass", der både hvad instruktion, manuskript og dialog, samt hvad det rent tekniske angår går op i en højere enhed af ren perfektion. Tilsæt så en række skuespilspræstationer i ren verdensklasse og tilbage står man med et uovertruffent mesterværk i horror-genren.
6 store stjerner herfra.