Jeg ville gerne have set det oprindelige cut. Var ikke specielt begejstret for "Rogue One", må jeg erkende. Men skal jeg være ærlig, så tror jeg en helt anden instruktør havde klædt filmen. Actiondelen fejler intet. Problemet er, at the good guys over hele linjen er dybt uinteressant forløst. Vi ved, hvor det hele ender, men ikke hvordan. Denne vished gør, at filmen kun kan blive interessant, hvis filmen går op i karakterer og deres indbyrderes relation, motivation og dilemmaer. Der er usandysnligt meget plot og ikke nok karakterdybde, hvorfor sidste akt føles for lang og en smule uvedkommende. Jeg havde ganske enkelt ikke knyttet et ordentligt bånd med karakterne og sad tilbage lidt emotionelt uberørt, selvom slutningen tydeligvis forsøger at rive op i følelserne. Jeg ville langt hellere have set en film, der udforskede Jyn Ersos splittelse mellem rebellerne og Imperiet, hvordan hendes forhold til sin far Galen komplicerer hendes situation. Måske skulle en håndfuld karakterer været skåret væk til fordel for Forest Whitakers militante ekstremist Saw Gerrera, der havde potentiale til at blive den velnok mest interessante karakter foruden Mikkelsens Galen, der på papiret synes at være den mest spændende, men i realiteten bliver brugt til umanerlig lidt. Et skærpet fokus på de moralske paradokser og etiske dilemmaer ift. hvad der er rigtigt at gøre i givne (krigs)situationer ville have klædt filmen og forhåbentlig gjort den mere kompleks. Det er enormt ærgerligt, at det ikke er lykkedes, for det er tydeligt, at den rent faktisk forsøger at drage paralleller til vores virkelighed. I stedet er "Rogue One" endt ud som en jævnt underholdende, enormt flot film med mange imponerende krigsslagscener - men heller ikke mere end det. Desværre. Sidste års store skuffelse.
"Rogue One"-klipperne afslører, hvordan ekstraoptagelserne ændrede filmen (Spoilers)
2benjamin51 4-01-17 16:20
★★0Jeg oplevede det ret anderledes: Jeg synes, at filmen med få, men til gengæld meget effektive midler fik etableret såvel de gamle venskaber som de nye. Jeg fik en klar fornemmelse af loyaliteten og sammenholdet mellem dem. Og dermed var MIT bånd til dem etableret, og jeg sad med pres på tårekanalerne tilsidst i filmen, hvilket jeg aldrig ville have gjort, hvis karaktererne havde føltes som fremmede for mig.
De informationer og scener, der gav os Jyn Ersos baggrund og motivation, var ligeså sparsomme, men velfungerende som dem der i Episode 4 introducerer Luke Skywalker for os. Mere er ikke nødvendigt. Jeg oplevede det som en simpel, men rørende historie.
Filmen lægger hverken op til eller gør krav på at skulle gå i dybden med de indbyrdes relationer mellem hovedpersonerne, endsige om såkaldte "dilemmaer" hos dem. Og hvorfor i alverden skulle Jyn dog føle "splittelse mellem rebellerne og imperiet"?? ... Med tanke på, at det var imperiet der tog hendes far fra hende og dræbte hendes mor, kan hun da kun hade imperiet. Der hverken er eller skal være nuancer i den henseende. Filmens plot lægger vægt på Jyns forhold til hendes far; savnet og kærligheden til ham. Det eneste, som Jyn skal beslutte, er om hun vil engagere sig i oprørernes sag og samtidig realisere hendes fars ønske om at destruere Dødsstjernen eller bare passe sig selv. Og den eneste motivation filmen lægger vægt på hos den samling oprørere, vi følger på den farlige mission, er at de gerne vil gøre det rigtige (i modsætning til visse mere tvivlsomme ting, de tidligere har gjort) og gøre en positiv forskel.