Var i biffen forrige Søndag her i Århus, og se Vores Mand i Amerika, som faktisk blev første film i Corona biograf. Efter ikke at ha været i bio siden ja Feb. Er jeg rimelig sikker på.
Fabelagtig dansk film med en drønhamrende spændende historie om en kontroversiel dansk mand der fik stor betydning for danskerne under 2. Verdenskrig, samt senere hen ved en anden begivenhed.
Christina Rosendahl har igen fundet en god historie og formået at få os danskere til at se noget på vores eget sprog, jeg indrømmet springer ikke ind og se hver enkelt nye danske storheds dansk drama i biografen. Men Vores Mand I Amerika, dens historie fangede mig blot da jeg hørte om den og så traileren. Ulrich Thomsen har aldrig været bedre samt resten af castet alle levere en indlevelse så man er fanget hel fra den meget overraskende start til den stille outtro.
Peter Albrechtsen må ha haft det som et barn i en slikbutik med alle de lyde der sku indfanges af ham og hans team, hvor de rigtig fik lov til at lege med lydbilledet og bearbejdningen noget jeg har på fornemmeren sker gang på gang, når han er sammen med Rosendahl på en ny film.
Den nu famøse Pool scenen havde så mange nævnt og rost og snakket om i diverse artikler og små skriv så jeg var lidt forberedt, men den tog mig stadigvæk ved surprise, genial måde at vise hvad der skete i den tid.
Jeg snakkede også med en af mine venner da vi havde set den, og spurgte hende om netop poolscenen, og hun ku godt mærke en ubehag, uden at vide, hvad det var hun hørte til at starte med.
Men den scene der lydmæssigt nok påvirkede mig mest var en mere simpel ting. Vil ikke spoile men det har med bare fødder at gøre og en bestemt lyd jeg kun kender alt for godt. Den scene og lyd gik lige i marven (siger man det?) på mig.
Jonas Struck har stået for musikken og fået skabt et virkelig stemnings opbygget score hvor især Radio Speech og Airport Showdown står tydeligt i hukommelsen.
Men ja jeg nød virkelig filmen.
