Så er det blevet tid til at åbne næste låge i kalenderen og denne gang skal vi se nærmere på en sort/hvid semi-klassiker af den gode gammeldags slags. :)
Låge nr 2.
The Bishop's Wife (1947)
Mens den idylliske sne blidt og fortryllende forvandler New York til et magisk vinterlandskab der nænsomt sætter dens lettere stressede og distræte borgere i julestemning, stiger den charmerende engel Dudley (Cary Grant) ned fra himlen på en særlig udvalgt mission for at redde en gammel kirke og dens sogn fra fallittens rand, og kirkens desperate biskop fra at miste sin tro på alt og alle.
Efter muntert at have observeret byens pulserende liv og udført et par mirakler for manden og kvinden på gaden, falder Dudley i snak med biskoppens bedårende men ensomme og lettere fortabte hustru Julia (Loretta Young) - hvem han øjeblikkelig mærker en stærk forbindelse til - samt hendes gamle ven i skikkelse af den finurlige ateistiske professor Wutheridge (Monty Wholley), som begge bliver fascineret af den mystiske gentleman.
Trods det at han befinder sig hjemme i vante og varme rammer på domicilet, er det eneste som biskop Henry Brougham (David Niven) mærker under sit møde med den rige enkefrue Agnes Hamilton (Gladys Cooper), der potentielt kan redde kirken, en kold skulder som definitivt vil holde både ham og sognets fattigste borgere ude i kulden, hvis ikke han lover at bruge en stor del af pengene til at ombygge de hellige haller til et pompøst monument for enkens afdøde mand.
Frustreret og tæt på opgivende over ikke at kunne leve op til sine næstekærlige forpligtelser uden samtidig at ende i kapitalismen og materialismens egocentriske jerngreb, beder Henry derfor til de højere magter. Inden længe bliver hans ønske opfyldt, da Dudley kækt og energisk melder sig på banen som hans nye medhjælper og spirituelle problemknuser.
Skønt Dudley umiddelbart synes som værende sendt fra himlen, er Henry trods sit embede skeptisk over den guddommelige indgriben, der har manifesteret sig for øjnene af ham. Og frustrationerne bliver ikke ligefrem mindre angstprovokerende, da Dudleys godmodige assistance pludselig udvikler sig til en spirende romance med Julia, der træt af sin mands distancerende og kølige sindelag overfor hende og deres lille datter lade sig forføre a den ihærdige elskværdige mirakelmager, som til gengæld har en usædvanlig smittende effekt på alle han møder, især af det modsatte køn.
Som tiden går og trods det at målet helliger midlet, kan den jaloux Henry ikke se sig fri for at blive overmandet af smålige følelser en mand i hans position ikke burde have, alt imens Dudley modsat lader sig friste af et liv på jorden blandt almindelige mennesker og i særdeleshed en fremtid sammen med Julia.
----
Da "The Bishop's Wife" udkom året efter "It's a Wonderful Life" (en sammenlignelig fabel om en engel på jorden der leder menneskeheden på rette spor) blev filmen en øjeblikkelig succes men opnåede modsat sidstnævnte film aldrig på sigt at indskrive sig i historiebøgerne som den helt store juleklassiker.
Dette kan godt undre mig en del, da der faktisk er tale om en fremragende film på alle parametre skønt det, at de dragende fodspor i den magiske sne undervejs, samt den velmenende dialog med de humanistiske og næstekærlige over og undertoner periodevis godt kan føles en anelse forceret og direkte i sit fortællemæssige sprog
Dette er dog i det store billede til at leve med, da instruktør Henry Koster og Co elegant og hjertevarmt sørger for at indhylle deres moderne fabel i en både munter, sød og poetisk tankevækkende atmosfære der gør, at filmen vil gå lige i hjertet på selv den mest bitre kyniker.
Som overnaturlig bannerfører for den religiøst baserede julefabel er det en sand fornøjelse at betragte Cary Grant, som nyder sin rolle i fulde drag med en helt igennem livsbekræftende og løssluppen præstation, der til tider er så uimodståelig charmerende, at hans gøren og laden i filmen nærmest tangerer det blasfemiske, når han står overfor det modsatte køn, hvor alle inklusiv biskoppens tjenestepige Mathilda (vidunderligt humoristisk spillet af Elsa Lanchester) bliver helt bløde i knæene over synet af denne lækkerbisken af en engel.
Måske kunne man endda gå så vidt som at se de erotiske undertoner og affæren med Julia som en smule provokerende filmens tema in mente. Men denne frækhed og mod til at gå lige til grænsen, er så også det der gør at filmen aldrig bliver for selvhøjtidelig eller højtravende i sin retorik samtidig med, at det skaber nuancer hos persongalleriet og understreger at tingene på ingen måde er sort hvide trods de religiøse retningslinjer, der er lagt ud af deres himmelske chef hos både biskoppen og englen.
Selv om Dudley har fået pålagt sig en mission - og vi som publikum forventer at han har en uselvisk løsning på problemerne - holdes tvivlen konstant i live via den spirende romance med Julia (spillet bedårende skrøbeligt af Loretta Young) der samtidig er så smukt og rørende eksekveret - med særligt en skøjte scene som romantisk højdepunkt - at de fleste højst sandsynligt håber på, at hun forlader sin mand selvom man egentlig ikke burde gøre det.
Som modpol til filmens mere muntre og romantiske himmelstrøg, og i perfekt kontrast til Cary Grants udadvendte karakter, er David Nivens andægtige og underspillede præstation som den vindtørre biskop ligeledes herligt nuancerede at overvære.
Specielt i de situationer hvor den ellers så regelrette mand af guds hus mister fokus og rammes af så banale følelser som jalousi og misundelse, hvilket til gengæld også er meningen i Dudleys mudrede plan, hvor katedralen i princippet er filmens andenviolin og affæren modsat er omdrejningspunktet, der udstiller og understreger kernen i filmens religiøse budskaber om næstekærlighed og tro på det bedste i sine medmennesker trods udefrakommende og materialistiske manipulerende forsøg på at forvirre sjælen, følelserne og sindelaget i en negativ og fortabt retning.
En af de mange ting jeg godt kan lide ved "The Bishop's Wife" er, at filmens trods sine tydelige kristne budskaber og miljø aldrig på noget tidspunkt føles hverken påtrængende eller belærende i sin måde at fortælle historien eller beskrive sine karakterer på, men derimod gør en dyd ud af at være nuanceret i sit billede på det at tro og med respekt for at inkludere de af os som ikke er troende.
Dette bliver bl.a. klukkende morsomt og rørende skildret i portrættet af den ateistiske professor Wutheridge, der i filmens indledning møder Julia hos en juletræssælger, hvor hun lettere undrende spørger hvorfor han dog køber er træ nu han ikke er troede, hvorpå professoren kækt svarer ; "Nej, men det minder mig om min barndom og derfor elsker jeg julen", hvilket hun jo egentlig godt kan se fornuften i og kvitterer med et imødekommende smil.
