★★★★★★1Prøv at se den igen. Det kan jo være, at du synes bedre om den ved et gensyn. :)
Jeg ville gerne give den et skud, nu netop du anbefaler den. Jeg kan bare dårligt finde tid/overskud til at presse en film ind i disse dage. Så ved ikke hvor jeg skulle smide den ind henne, uden at skulle springe meget jeg hellere vil se/gense over. Måske jeg kan se den sammen med pigerne. Hvis de kan lide den, smitter deres glæde ofte lidt af på mig:)
T. Nielsen 4-12-20 15:30
★★★★★★1Låge nr 4.
Arthur Christmas (2011)
Nu skal vi kigge nærmere på en herlig animeret film, der trods et hightech baseret set-up bare oser af vaskeægte magi og god gammeldags julehygge. Filmen der byder på stemmearbejde af flere store Hollywood navne, var samtidig også det allerførste samarbejde mellem Aardman Studios - folkene bag bl.a. "Walter og Trofast" - og Sony Animated Pictures, hvilket resulterede i en utrolig charmerende dukkeagtig animeret stil, som er svær ikke at holde af.
---
På Nordpolen juleaften går livet sin vante gang hos familien Claus, hvor den ældste broder Steven (Hugh Laurie) og hans ansatte alfer styrer uddelingen af julegaver med militær præcision fra deres imponerende store og højteknologiske kommandocentral, alt imens Julemanden (Jim Broadbent) efterhånden kører den på rutinen og drømmer om en tidlig pension efter mange slidsomme år som den glade giver.
Alligevel går noget grueligt galt undervejs og da Julemanden distræt og træt glemmer at uddele en enkelt gave til den bette Gwen, tager den yngste søn Arthur (James McAvoy) - der elsker julen mere end alle andre i familien Claus - det på sine dedikerede skuldre at bringe den sidste gave ud for at sikre at julefreden og jule-magien forbliver intakt.
Det er dog ikke noget, som Steve mener betyder det store, så for at kunne fuldføre sin mission slår Arthur i stedet pjalterne sammen med sin rebelske bedstefader (Bill Nighty), der i forvejen keder sig temmelig meget, og den OCD-ramte alf Bryony (Ashley Jensen), der elsker at pakke gaver ind, samt et hold af afdankede rensdyr til i fællesskab at kunne bringe julemandens gamle kane tilbage i topform og på oldschool manér få givet den sidste gave inden tiden render ud.
Og således kan et mageløst og farefuldt eventyr over stok og sten tage sin kaotisk muntre begyndelse.
---
"Arthur Christmas" er fra start til slut et helt fantastisk og ofte hæsblæsende ridt, hvor de to instruktører Sarah Smith og Barry Cook slår gækken løs og slipper fantasien fri, så det bimler og bamler med så mange herlige kreative indslag, at man skal se filmen mindst et par gange for at kunne fange alle detaljer og referencer.
Men midt i al festfyrværkeriet og den mageløse animation gemmer der sig heldigvis også en rigtig god historie, hvor moderne tider og gamle dyder bliver sat op imod hinanden, og som er filmens omdrejningspunkt undervejs Arthur og co's magiske mission.
Dette skildrer Smith og Cook på intelligent vis i kontrasten mellem det højteknologiske udstyr - som den regelrette Steve og hans undersåtter benytter sig af - og så Arthur og hans bedstefaders oldschool tilgang med rigtige rensdyr og en langt mere personlig og nærværende menneskelig relation til den opgave, som de har påbegyndt.
Sideløbende fremhæver Smith og Cook så også nogle interessante pointer i familierelationerne blandt de forskellige generationer og den afstand der kan være særligt i en moderne tidsalder, hvor alle nærmest bogstaveligt talt er placeret i hver deres boks, og hvor det er så som så med kommunikationen og forståelsen folk imellem.
Men filmen peger klogt nok aldrig fingre af den ene eller anden side, eller rynker på næsen over den nye teknologi eller de gammeldags dyder men søger i stedet et hjertevarm kompromis med hele molevitten, hvilket er en af "Arthur Christmas" allerstørste styrker og en blandt mange grunde til, at det er en film man bestemt bør give en chance her i juledagene.
Absolut godkendt - og så foregår en af scenerne i Aarhus ;-)
★★★★★1Jeg ville gerne give den et skud, nu netop du anbefaler den. Jeg kan bare dårligt finde tid/overskud til at presse en film ind i disse dage. Så ved ikke hvor jeg skulle smide den ind henne, uden at skulle springe meget jeg hellere vil se/gense over. Måske jeg kan se den sammen med pigerne. Hvis de kan lide den, smitter deres glæde ofte lidt af på mig:)
Cool, det lyder godt. Du må meget gerne give en tilbagemelding, hvis i når at få set den. Jeg tror helt bestemt dine døtre vil synes godt om filmen. Især alfen der hjælper Arthur, tror jeg de vil synes er ret sjov. :)
★★★★★0Absolut godkendt - og så foregår en af scenerne i Aarhus ;-)
Ja, det er rigtigt. Det er en ret fed detalje, at lille Danmark også bliver vist i filmen, hvor de både er i bl.a. Mexico og Afrika undervejs på deres mission. :)
★★★★★0Låge nr 5.
Elf (2003)
Fra en herlig animationsfilm skal vi nu have fat i en film som fra start af - grundet sit nybegynder team bag kameraet og en hovedrolle der stadig manglede sit store gennembrud - ikke blev levnet mange chancer hverken rent økonomisk eller som en kommende julefilms-klassiker, der ville få generationer af børn og voksne til at grine højt og give hinanden en ekstra stor krammer hver gang, at den blev vist på tv eller i hjemmebiografen. Men det blev "Elf" dog i allerhøjeste grad.
---
Under Julemandens vanlige runde juleaften med uddeling af gaver og indtagelse af adskillige glas mælk og brunkager, kravler den nysgerrige baby Buddy ned i den store sæk med gaver under Santa Claus besøg på et børnehjem og vokser de efterfølgende mange år op hos en flok alfer nær julemandens by på Nordpolen i den tro, at han selv er en vaskeægte alf.
Trods det at han modsat de andre alfer lider af gevaldigt vokseværk og konstante buler i hovedet, skænker den lettere enfoldige Buddy (Will Ferrell) det ikke nogen nærmere tanker indtil hans alfe-fader til Buddys store skræk forklarer ham, at han er adopteret og hans rigtige far - den rige forlagsdirektør Walter Hobbs (James Caan) befinder sig i menneskets verden også bedre kendt som New York.
Selvom Buddy er bange for at forlade de trygge kandiserede rammer på Nordpolen og sine venner, beslutter han sig alligevel for at tage ud på en farefuld rejse i håbet om at finde tilbage til sine menneskelige rødder. Men den nye verden er ikke ligefrem noget imødekommende eller idyllisk sted at være i, og Walter er heller ikke ligefrem interesseret i at lære din nye spøjse søn at kende.
Buddy nægter dog at give op og med hjælp fra den underskønne legetøjs-ekspedient Jovie (Zooey Deschanel), gør han et nyt storladent forsøg i håbet om at blive forsonet med sin rigtige far.
---
"Elf" var blot Jon Favreaus anden film som instruktør efter at have lavet den hårdkogte gangsterkomedie "Made" med barndomsvennen Vince Vaughn, så det lå ikke lige til højrebenet at han skulle være i stand til at levere en rendyrket Julefilms-klassiker for hele familien fyldt med barnlig uskyldighed og hjertevarm nostalgi.
Men netop Favreaus fortid viste sig faktisk lige præcis at være en kæmpe fordel, hvilket illustreres allerbedst i den absurde og klukkende morsomme kontrast der opstår i sammenstødet mellem den barnligt naive Buddy og den kyniske forretningsmand Walter - særligt når Buddy spilles uhæmmet gakket og verdensfjernt af komikeren Will Ferrell og sidstnævnte af den barskt udseende James Caan, der netop er kendt for sine intense og aggressive roller bl.a. som Sonny Corleone i gangster-klassikeren "The Godfather".
At se de to diametrale modsætninger ramle sammen af flere omgange og se James Caan agerer mere og mere irriteret og forbløffet over mødet med sin overdrevet energiske og enfoldigt omklamrende søn, der er besat af julen, er humor i verdensklasse og scener som jeg griner så meget af at tårerne triller ned af mine kinder.
Det samme er også tilfældet i den nok allersjoveste scene under et møde på forlagets kontor med den ekstremt snobbede og selvfede forfatter Miles Finch, der spilles af dværgen Peter Dinklage, hvor Will Ferrells Buddy opfører sig så politisk ukorrekt - hvad han dog ikke selv er bevidst om - at man ikke kan lade være med at grine højt. Den scene ville aldrig være gået i dag i en mainstream julefilm.
Men "Elf" er langt fra bare spas og gakkede løjer for undervejs Buddys latterkrampende eventyr, har Jon Favreau og manuskriptforfatter David Berenbaum nemlig sørget for at flette en ganske smuk historie ind i handlingen om en adopteret søn, der søger efter at blive elsket og accepteret af sin biologiske far, som faktisk er utroligt rørende særligt fordi, at familierelationerne også bliver et spejlbillede på Walters egen familie, som han i bund og grund er lige så distanceret fra og kølig over for, som han er det med Buddy.
Som kirsebæret på toppen af julekagen drysser Jon Favreau tilmed ekstra hjertevarm magi ned over filmen ved tilføjelsen af den bedårende og herligt charmerende nørdede Zooey Deschanel med den vidunderlige sangstemme som Buddys kæreste og spirituelle guide Jovie, der vil gå lige i hjertet på de fleste særligt, når hun løfter filmen helt op i skyerne med sødmefyldte covers af klassikere som "Baby It's Cold Outside" og "Santa Claus is Coming to Town", som alt lagt sammen gør "Elf" til en top underholdende og fortryllende god julefilm.
★★★★0Låge nr 5.
Elf (2003)
Den er jeg til gengæld ikke begejstret for. Det skyldes nok især, at jeg bare aldrig har kunne se lyset i Will Ferrell. Han er meget lidt sjov og i stedet meget anstrengende.
★★★★★0Den er jeg til gengæld ikke begejstret for. Det skyldes nok især, at jeg bare aldrig har kunne se lyset i Will Ferrell. Han er meget lidt sjov og i stedet meget anstrengende.
Fair nok. :)
Det er meget op og ned for mit vedkommende mht. Will Ferrell og hans humoristiske måde at spille på. Det kommer meget an på, hvis jeg synes godt om det, hvordan alt andet i den pågældende film er. Dvs. om historien er interessant og godt skrevet, og om kemien med de øvrige skuespillere fungerer, samt om de kan give ham kvalificeret modspil. Alt det synes jeg er tilfældet i "Elf" og derfor kan jeg rigtig godt lide den film.
Men jeg har da bestemt også set andre film med ham, hvor alt rundt om ikke har fungerer og hvor han alene skulle løfte filmen, og hvis det er tilfældet, ja så bliver hans stil og skuespil rigtigt nok meget hurtigt anstrengende.
★★★★★★1Låge nr 5.
Elf (2003)
Fra en herlig animationsfilm skal vi nu have fat i en film som fra start af - grundet sit nybegynder team bag kameraet og en hovedrolle der stadig manglede sit store gennembrud - ikke blev levnet mange chancer hverken rent økonomisk eller som en kommende julefilms-klassiker, der ville få generationer af børn og voksne til at grine højt og give hinanden en ekstra stor krammer hver gang, at den blev vist på tv eller i hjemmebiografen. Men det blev "Elf" dog i allerhøjeste grad.
---
Under Julemandens vanlige runde juleaften med uddeling af gaver og indtagelse af adskillige glas mælk og brunkager, kravler den nysgerrige baby Buddy ned i den store sæk med gaver under Santa Claus besøg på et børnehjem og vokser de efterfølgende mange år op hos en flok alfer nær julemandens by på Nordpolen i den tro, at han selv er en vaskeægte alf.
Trods det at han modsat de andre alfer lider af gevaldigt vokseværk og konstante buler i hovedet, skænker den lettere enfoldige Buddy (Will Ferrell) det ikke nogen nærmere tanker indtil hans alfe-fader til Buddys store skræk forklarer ham, at han er adopteret og hans rigtige far - den rige forlagsdirektør Walter Hobbs (James Caan) befinder sig i menneskets verden også bedre kendt som New York.
Selvom Buddy er bange for at forlade de trygge kandiserede rammer på Nordpolen og sine venner, beslutter han sig alligevel for at tage ud på en farefuld rejse i håbet om at finde tilbage til sine menneskelige rødder. Men den nye verden er ikke ligefrem noget imødekommende eller idyllisk sted at være i, og Walter er heller ikke ligefrem interesseret i at lære din nye spøjse søn at kende.
Buddy nægter dog at give op og med hjælp fra den underskønne legetøjs-ekspedient Jovie (Zooey Deschanel), gør han et nyt storladent forsøg i håbet om at blive forsonet med sin rigtige far.
---
"Elf" var blot Jon Favreaus anden film som instruktør efter at have lavet den hårdkogte gangsterkomedie "Made" med barndomsvennen Vince Vaughn, så det lå ikke lige til højrebenet at han skulle være i stand til at levere en rendyrket Julefilms-klassiker for hele familien fyldt med barnlig uskyldighed og hjertevarm nostalgi.
Men netop Favreaus fortid viste sig faktisk lige præcis at være en kæmpe fordel, hvilket illustreres allerbedst i den absurde og klukkende morsomme kontrast der opstår i sammenstødet mellem den barnligt naive Buddy og den kyniske forretningsmand Walter - særligt når Buddy spilles uhæmmet gakket og verdensfjernt af komikeren Will Ferrell og sidstnævnte af den barskt udseende James Caan, der netop er kendt for sine intense og aggressive roller bl.a. som Sonny Corleone i gangster-klassikeren "The Godfather".
At se de to diametrale modsætninger ramle sammen af flere omgange og se James Caan agerer mere og mere irriteret og forbløffet over mødet med sin overdrevet energiske og enfoldigt omklamrende søn, der er besat af julen, er humor i verdensklasse og scener som jeg griner så meget af at tårerne triller ned af mine kinder.
Det samme er også tilfældet i den nok allersjoveste scene under et møde på forlagets kontor med den ekstremt snobbede og selvfede forfatter Miles Finch, der spilles af dværgen Peter Dinklage, hvor Will Ferrells Buddy opfører sig så politisk ukorrekt - hvad han dog ikke selv er bevidst om - at man ikke kan lade være med at grine højt. Den scene ville aldrig være gået i dag i en mainstream julefilm.
Men "Elf" er langt fra bare spas og gakkede løjer for undervejs Buddys latterkrampende eventyr, har Jon Favreau og manuskriptforfatter David Berenbaum nemlig sørget for at flette en ganske smuk historie ind i handlingen om en adopteret søn, der søger efter at blive elsket og accepteret af sin biologiske far, som faktisk er utroligt rørende særligt fordi, at familierelationerne også bliver et spejlbillede på Walters egen familie, som han i bund og grund er lige så distanceret fra og kølig over for, som han er det med Buddy.
Som kirsebæret på toppen af julekagen drysser Jon Favreau tilmed ekstra hjertevarm magi ned over filmen ved tilføjelsen af den bedårende og herligt charmerende nørdede Zooey Deschanel med den vidunderlige sangstemme som Buddys kæreste og spirituelle guide Jovie, der vil gå lige i hjertet på de fleste særligt, når hun løfter filmen helt op i skyerne med sødmefyldte covers af klassikere som "Baby It's Cold Outside" og "Santa Claus is Coming to Town", som alt lagt sammen gør "Elf" til en top underholdende og fortryllende god julefilm.
Generelt er jeg heller ikke vild med Will Ferrel - men jeg synes faktisk at han fungerer ok i denne.
★★★1Det var så lidt. :)
Ja, der går ofte lang tid imellem de rigtig gode film i denne genre, men "The Christmas Chronicles" er bestemt en af de film, som man bør se.
Og glæd dig til musical-nummeret med Kurt Russell. Han giver den virkelige gas i den scene. :)
Jep, familien så den til aften på basis af din anbefaling. Tøserne og jeg syntes den var skøn, og Elvis nummeret sad lige i skabet. De insisterer på at se nr. 2, selvom jeg siger jeres anbefalinger er til den dårlige side. En klassiker er åbenbart født :)
★★★★★0Jep, familien så den til aften på basis af din anbefaling. Tøserne og jeg syntes den var skøn, og Elvis nummeret sad lige i skabet. De insisterer på at se nr. 2, selvom jeg siger jeres anbefalinger er til den dårlige side. En klassiker er åbenbart født :)
Super! Dejligt at læse at i havde en rigtig god og hyggelig oplevelse med filmen. Og ja, det Elvis-nummer det er sgu bare fedt. :)
Da film nr 2 er klart mere målrettet mod de mindre børn, tror jeg sagtens at dine døtre ville kunne lide den så bare giv den en chance alligevel trods vores kritik. :)
★★★★★2Låge nr 6.
Gremlins (1984)
Og så kan i godt begynde at trække nissehuen lidt ned over øjnene, for nu bliver det altså en lille smule uhyggeligt, når vi nu skal på besøg i Joe Dante, Chris Columbus og Steven Spielbergs skrupskøre horror/monster univers og syrede, eventyrlige julefabel, der bød på en række sære legendariske skanninger, som gav en helt ny og djævelsk betydning af ordet drillenisse.
---
I den lille soveby Kingston Falls går livet sin vante gang for den unge bankassistent Billy (Zach Galligan), der både har problemer med sin tilfrosne spand af en bil og ikke mindst byens ekstremt mavesure matriark Mrs. Deagle, som hader alt og alle og ikke mindst Billy, hvis trofaste hund pludselig ender på den kølige kællings dødsliste efter et sammenstød i banken, hvor Billys store kærlighed Kate (Phoebe Cates) også arbejder.
Mens fnuggende og temperaturen langsomt falder og indhyller gader og stræder i snehvidt vinterlandskab, stiger humøret og hjertevarmen modsat gevaldigt i graderne for Billy, da hans fader - en falleret opfinder - vender tilbage fra en forretningsrejse og giver ham et mystisk men kærligt væsen i gave kaldet en Mowgli. Billy knytter sig straks til den lille muntre bamse, som får navnet Gizmo, og kort tid efter lykkedes det tilmed for Billy at få Kate til at falde for ham.
Men lykken varer desværre ikke uendeligt så, da Billy og hans nabo Pete (Corey Feldman) ved et uheld overtræder de strenge regler for at passe det magiske væsen, bryder helvede pludselig løs, da Gizmo mod sin vilje kloner sig selv til en flok grumme bæster, der morderisk drilsk sætter byen på den anden ende i en sand lavine af kaotiske indslag. Nu er det op til Billy, Kate og Gizmo at besejre de onde drillenisser og sikre at julefreden atter sænker sig over Kingston Falls.
---
"Gremlins" er uden tvivl en film, som de fleste har set utallige gange lige siden de var børn og som bare bliver ved med at holde år ud og år ind takket være Joe Dante og Chris Columbus evne til at blande det mildt uhyggelige og voldsom falden på halen komik med det sødmefyldte og nostalgiske som en omfavnende og afvæbnende kontrast, der gør at filmen sagtens kan accepteres som en klassisk julefilm trods sine periodevis groteske og lettere blodige indslag.
De eventyrlige, overnaturlige, magiske og trods alt hyggelige ingredienser er nemlig alle til stede undervejs denne vilde kamp for at redde byen og dens borgere fra at blive opslugt og fortæret af mørkets kræfter.
Dette bliver skælmsk repræsenteret i form af de onde perverse drillenisse-gremlins, som qua deres samlede kaos og anarki symboliserer anti-tesen ift Julens traditionelle dyder om forbrødring og næstekærlighed og som derfor bare skal besejres med alle tænkelige midler, så kærligheden, julefreden og de lyse kræfter - her repræsenteret via Billy og Kates nyskabte forhold - kan bevares intakt.
Alt dette illustrerer Joe Dante på genial vis i flere bizart morsomme vignetter og dueller mellem Billys team og de glubske gremlins med afsæt i hans forkærlighed for tegnefilm og monsterfilm i alle mulige afskygninger, hvor der både er referencer til Disneys klassiker om "Snehvide og de 7 små Dværge" samt til den udødelige sci-fi perle "Invasion of The Body Snatchers".
Ja, selv i den romantiske del af historien er der også plads til lidt kulsort humor. Bare lyt til Kates fortælling om hvordan hendes far kom af dage, og det er svært ikke at trække på smilebåndet selv om, man egentlig ikke burde.
Og netop denne mesterlige balance er det der ikke blot gør "Gremlins" til en fremragende film men også til en vidunderlig skør Julefilm som - når den tilmed krydres med herlige effekter og et helt igennem suverænt og legendarisk score af Joel Goldsmith - bare er en film som jeg skal se hver eneste år i selskab med en ordentlig stak pandekager og en stor kop kakao med ekstra flødeskum på toppen.
★★★★★★1Jeg elsker Gremlins. Den holder max!!!
T. Nielsen 6-12-20 17:19
★★★★★0Jeg elsker Gremlins. Den holder max!!!
Ja, det er en fremragende film. :)
Jeg kan i øvrigt rigtig godt lide detaljen med, at det lokale politi mere eller mindre har drukket sig i hegnet i juledagene, som om planen bare var slet ikke at foretage sig andet end det. :D
★★★1Super! Dejligt at læse at i havde en rigtig god og hyggelig oplevelse med filmen. Og ja, det Elvis-nummer det er sgu bare fedt. :)
Da film nr 2 er klart mere målrettet mod de mindre børn, tror jeg sagtens at dine døtre ville kunne lide den så bare giv den en chance alligevel trods vores kritik. :)
Tja de er nu 15 og 19 år :)
men derfor kan man jo godt familie-jule-hygge
★★★★★0Tja de er nu 15 og 19 år :)
men derfor kan man jo godt familie-jule-hygge
Hehe, ja ok, jeg vidste ikke lige hvor gamle de var, så jeg tog chancen og troede de var noget yngre. :)
Men ja, man bliver aldrig for gammel til at hygge. Og som sagt giv bare film nr 2 en chance. Blot fordi at os gamle nisser herinde ikke er vilde med den, så kan det jo sagtens være, at de/i synes den er god og kan hygge til den også.
Tonen i film nr 2 er dog bare væsentligt mildere i det og knap så fandenivoldsk i sin humoristiske stil som den første, så der er en klar forskel på film 1 og 2. :)
★★★★★★1Låge nr 6.
Gremlins (1984)
Og så kan i godt begynde at trække nissehuen lidt ned over øjnene, for nu bliver det altså en lille smule uhyggeligt, når vi nu skal på besøg i Joe Dante, Chris Columbus og Steven Spielbergs skrupskøre horror/monster univers og syrede, eventyrlige julefabel, der bød på en række sære legendariske skanninger, som gav en helt ny og djævelsk betydning af ordet drillenisse.
---
I den lille soveby Kingston Falls går livet sin vante gang for den unge bankassistent Billy (Zach Galligan), der både har problemer med sin tilfrosne spand af en bil og ikke mindst byens ekstremt mavesure matriark Mrs. Deagle, som hader alt og alle og ikke mindst Billy, hvis trofaste hund pludselig ender på den kølige kællings dødsliste efter et sammenstød i banken, hvor Billys store kærlighed Kate (Phoebe Cates) også arbejder.
Mens fnuggende og temperaturen langsomt falder og indhyller gader og stræder i snehvidt vinterlandskab, stiger humøret og hjertevarmen modsat gevaldigt i graderne for Billy, da hans fader - en falleret opfinder - vender tilbage fra en forretningsrejse og giver ham et mystisk men kærligt væsen i gave kaldet en Mowgli. Billy knytter sig straks til den lille muntre bamse, som får navnet Gizmo, og kort tid efter lykkedes det tilmed for Billy at få Kate til at falde for ham.
Men lykken varer desværre ikke uendeligt så, da Billy og hans nabo Pete (Corey Feldman) ved et uheld overtræder de strenge regler for at passe det magiske væsen, bryder helvede pludselig løs, da Gizmo mod sin vilje kloner sig selv til en flok grumme bæster, der morderisk drilsk sætter byen på den anden ende i en sand lavine af kaotiske indslag. Nu er det op til Billy, Kate og Gizmo at besejre de onde drillenisser og sikre at julefreden atter sænker sig over Kingston Falls.
---
"Gremlins" er uden tvivl en film, som de fleste har set utallige gange lige siden de var børn og som bare bliver ved med at holde år ud og år ind takket være Joe Dante og Chris Columbus evne til at blande det mildt uhyggelige og voldsom falden på halen komik med det sødmefyldte og nostalgiske som en omfavnende og afvæbnende kontrast, der gør at filmen sagtens kan accepteres som en klassisk julefilm trods sine periodevis groteske og lettere blodige indslag.
De eventyrlige, overnaturlige, magiske og trods alt hyggelige ingredienser er nemlig alle til stede undervejs denne vilde kamp for at redde byen og dens borgere fra at blive opslugt og fortæret af mørkets kræfter.
Dette bliver skælmsk repræsenteret i form af de onde perverse drillenisse-gremlins, som qua deres samlede kaos og anarki symboliserer anti-tesen ift Julens traditionelle dyder om forbrødring og næstekærlighed og som derfor bare skal besejres med alle tænkelige midler, så kærligheden, julefreden og de lyse kræfter - her repræsenteret via Billy og Kates nyskabte forhold - kan bevares intakt.
Alt dette illustrerer Joe Dante på genial vis i flere bizart morsomme vignetter og dueller mellem Billys team og de glubske gremlins med afsæt i hans forkærlighed for tegnefilm og monsterfilm i alle mulige afskygninger, hvor der både er referencer til Disneys klassiker om "Snehvide og de 7 små Dværge" samt til den udødelige sci-fi perle "Invasion of The Body Snatchers".
Ja, selv i den romantiske del af historien er der også plads til lidt kulsort humor. Bare lyt til Kates fortælling om hvordan hendes far kom af dage, og det er svært ikke at trække på smilebåndet selv om, man egentlig ikke burde.
Og netop denne mesterlige balance er det der ikke blot gør "Gremlins" til en fremragende film men også til en vidunderlig skør Julefilm som - når den tilmed krydres med herlige effekter og et helt igennem suverænt og legendarisk score af Joel Goldsmith - bare er en film som jeg skal se hver eneste år i selskab med en ordentlig stak pandekager og en stor kop kakao med ekstra flødeskum på toppen.
Gremlins er herlige - gad vide hvorfor man ikke har gravet dem frem igen - det kunne være oplagt at udvide det univers :-)
★★★★★1Gremlins er herlige - gad vide hvorfor man ikke har gravet dem frem igen - det kunne være oplagt at udvide det univers :-)
Ja, det har også altid undret mig, at der hverken er blevet lavet en fortsættelse eller et reboot. Der har dog været flere gange, hvor der har ligget "Gremlins" projekter klar i støbeskeen, men de er bare aldrig blevet ført ud i livet, desværre.
Jeg kunne godt tænke mig at se en "Gremlins 3" og tænker at det også kunne være en film, som kunne give Joe Dante et tiltrængt comeback. :)
★★★★0Ja, det har også altid undret mig, at der hverken er blevet lavet en fortsættelse eller et reboot. Der har dog været flere gange, hvor der har ligget "Gremlins" projekter klar i støbeskeen, men de er bare aldrig blevet ført ud i livet, desværre.
Jeg kunne godt tænke mig at se en "Gremlins 3" og tænker at det også kunne være en film, som kunne give Joe Dante et tiltrængt comeback. :)
Mon ikke det er mere realistisk med et reboot end en fortsættelse. Var der ikke noget med, at nogen ville lave en tv-serie?
★★★★★0Mon ikke det er mere realistisk med et reboot end en fortsættelse. Var der ikke noget med, at nogen ville lave en tv-serie?
Jo, måske. Men man skal aldrig sige aldrig mht. fortsættelser. Vi har jo set flere eksempler på sequels, der er lavet mange år efter den sidste film. Bare se på "Ghostbusters" serien, hvor den næste i rækken, "Ghostbusters : Afterlife", er en fortsættelse til de gamle film, og hvor den sidste er fra 1989. Så derfor er det slet ikke utænkeligt, at en tredje "Gremlins" film kan komme på tale.
Tv-serien du nævner har også været en af de idéer, som har været på tegnebrættet, men som bare aldrig blev til noget. :)
★★★★★★1Ja, det har også altid undret mig, at der hverken er blevet lavet en fortsættelse eller et reboot. Der har dog været flere gange, hvor der har ligget "Gremlins" projekter klar i støbeskeen, men de er bare aldrig blevet ført ud i livet, desværre.
Jeg kunne godt tænke mig at se en "Gremlins 3" og tænker at det også kunne være en film, som kunne give Joe Dante et tiltrængt comeback. :)
Det lykkedes jo med Jumanji - med et nyt take. Så hvorfor egentlig ikke?
★★★★★1Låge nr 7.
A Very Murray Christmas (2015)
Fra en sort Julekomedie om monstre på bersærker togt skal vi nu have pudset danseskoene, strøget smokingen og smurt stemmebåndet for at tage med ud på en rask melodiøs svingom i Sofia Coppolas muntre og melankolske musical, der byder på et omfattende ensemble cast og en sand lavine af de bedste og mest elskede julesange.
---
På det fashionable hotel Carlyle i New York hvor den erfarne entertainer og legendariske komiker er hyret til at præsentere et overdådigt men også temmelig klægt juleshow med alverdens selvfede kendisser, vågner Bill Murray op i en mindre brandert og kan knastørt og lettere deprimeret konstatere, at han på ingen måde er i julehumør selv om, at julen står lige for døren.
Selvom hans rygklappende producer Liz (Amy Poehler) ihærdig forsøger at puste fornyet energi i den gamle støder, er Murray ikke meget for at påtage sig opgaven trods loyal støtte fra sin mangeårige ven og showets komponist Bill Schaefer.
Og bedre bliver det ikke ligefrem på vej til showet, da først et sammenstød med en provokerende manager (Michael Cera), samt beskeden om at en snestorm har afskåret New York fra omverdenen sender Murrays humør helt ned i kulkælderen, da han uanset gæster eller ej er kontraktmæssig forpligtet til at gennemføre juleshowet.
Da et mindre mirakel pludselig indtræffer og Carlyle bliver ramt af strømsvigt, benytter Murray straks sin force majeure klausul og stikker af til hotellets bar og restaurant, hvor ham og Schaefer slår pjalterne sammen med de sidste rester af hotellets personale og gæster, der bl.a. tæller en gusten bartender, nogle kække franske tjenere, et nygift par i krise og en selvoptaget diva (Maya Rudolph) på jagt efter ungt kød og våde varer.
Måske er den umage gruppe, fællessang og et ordentligt vognlæs alkohol lige den kombination, der skal til for at redde Bill Murrays humør og sikre at julefreden består blandt folk og fæ.
---
Hver gang Sofia Coppola og Bill Murray danner makkerpar, sker der bare et eller andet magisk, underfundigt og forførende morsomt på en utrolig tilbagelænet og afvæbnende facon, der taler til menneskets bedste sider. Alt dette sætter "A Very Murray Christmas" da også en tyk streg under trods sin underspillede, narcissistisk indforståede og skæve excentriske form for humoristiske tone, der står i skarp kontrast til den oftest luftigt muntre julestemning.
Til at manøvrere rundt i det sort-humoristiske muntre krydsfelt af irritabel jule-træthed og kandiseret optimisme, excellerer Bill Murray som en fisk i vand - der så alligevel lidt svømmer rundt uden for sin egen boble - på sin sædvanlige selvironiske krukkede facon som en temmelig deprimeret mand, der har mistet troen på sin egen tilværelse og sine medmennesker.
Ingen kan som Murray dog få en eksistentiel nedtur til at fremstå klukkende morsom og hans sarkastiske kommentarer til sine omgivelser sidder nok engang lige i skabet. Men Sofia Coppola er skam ikke på nogen måde ude i et overfladisk ærinde med sin moderne julefabel men har derimod et smukt og vedkommende formål helt i julens ånd med sin fortælling, da hun introducerer Murray for personalet og gæsterne i hotellets restaurant, som udgør en lille isoleret verden af mennesketyper, der alle har behov for hinandens selskab.
Og hvad bedre til at lette på stemningen og komme hinanden lidt mere ved end musik og drinks, så derfor åbner Sofia Coppola særlig her sluserne på vid gab med stort set hele Julens bagkataloget af medrivende sange i et imponerende medley af sammenhold, hygge og næstekærlighed.
Bill Murray sørger dog hele tiden for at tingene ikke bliver for højtravende med sin drikfældige crooner stil og således skaber Sofia Coppola en vaskeægte jule-historie fyldt med humor, hjerte og god stemning, der alt sammen opsummeres på forrygende vis i den afsluttende og yderst løsslupne drømmesekvens som et sandt festfyrværkeri af kitschet men charmerende og super hyggelig konfekt til sjælen.
★★★★★★1Låge nr 7.
A Very Murray Christmas (2015)
Fra en sort Julekomedie om monstre på bersærker togt skal vi nu have pudset danseskoene, strøget smokingen og smurt stemmebåndet for at tage med ud på en rask melodiøs svingom i Sofia Coppolas muntre og melankolske musical, der byder på et omfattende ensemble cast og en sand lavine af de bedste og mest elskede julesange.
---
På det fashionable hotel Carlyle i New York hvor den erfarne entertainer og legendariske komiker er hyret til at præsentere et overdådigt men også temmelig klægt juleshow med alverdens selvfede kendisser, vågner Bill Murray op i en mindre brandert og kan knastørt og lettere deprimeret konstatere, at han på ingen måde er i julehumør selv om, at julen står lige for døren.
Selvom hans rygklappende producer Liz (Amy Poehler) ihærdig forsøger at puste fornyet energi i den gamle støder, er Murray ikke meget for at påtage sig opgaven trods loyal støtte fra sin mangeårige ven og showets komponist Bill Schaefer.
Og bedre bliver det ikke ligefrem på vej til showet, da først et sammenstød med en provokerende manager (Michael Cera), samt beskeden om at en snestorm har afskåret New York fra omverdenen sender Murrays humør helt ned i kulkælderen, da han uanset gæster eller ej er kontraktmæssig forpligtet til at gennemføre juleshowet.
Da et mindre mirakel pludselig indtræffer og Carlyle bliver ramt af strømsvigt, benytter Murray straks sin force majeure klausul og stikker af til hotellets bar og restaurant, hvor ham og Schaefer slår pjalterne sammen med de sidste rester af hotellets personale og gæster, der bl.a. tæller en gusten bartender, nogle kække franske tjenere, et nygift par i krise og en selvoptaget diva (Maya Rudolph) på jagt efter ungt kød og våde varer.
Måske er den umage gruppe, fællessang og et ordentligt vognlæs alkohol lige den kombination, der skal til for at redde Bill Murrays humør og sikre at julefreden består blandt folk og fæ.
---
Hver gang Sofia Coppola og Bill Murray danner makkerpar, sker der bare et eller andet magisk, underfundigt og forførende morsomt på en utrolig tilbagelænet og afvæbnende facon, der taler til menneskets bedste sider. Alt dette sætter "A Very Murray Christmas" da også en tyk streg under trods sin underspillede, narcissistisk indforståede og skæve excentriske form for humoristiske tone, der står i skarp kontrast til den oftest luftigt muntre julestemning.
Til at manøvrere rundt i det sort-humoristiske muntre krydsfelt af irritabel jule-træthed og kandiseret optimisme, excellerer Bill Murray som en fisk i vand - der så alligevel lidt svømmer rundt uden for sin egen boble - på sin sædvanlige selvironiske krukkede facon som en temmelig deprimeret mand, der har mistet troen på sin egen tilværelse og sine medmennesker.
Ingen kan som Murray dog få en eksistentiel nedtur til at fremstå klukkende morsom og hans sarkastiske kommentarer til sine omgivelser sidder nok engang lige i skabet. Men Sofia Coppola er skam ikke på nogen måde ude i et overfladisk ærinde med sin moderne julefabel men har derimod et smukt og vedkommende formål helt i julens ånd med sin fortælling, da hun introducerer Murray for personalet og gæsterne i hotellets restaurant, som udgør en lille isoleret verden af mennesketyper, der alle har behov for hinandens selskab.
Og hvad bedre til at lette på stemningen og komme hinanden lidt mere ved end musik og drinks, så derfor åbner Sofia Coppola særlig her sluserne på vid gab med stort set hele Julens bagkataloget af medrivende sange i et imponerende medley af sammenhold, hygge og næstekærlighed.
Bill Murray sørger dog hele tiden for at tingene ikke bliver for højtravende med sin drikfældige crooner stil og således skaber Sofia Coppola en vaskeægte jule-historie fyldt med humor, hjerte og god stemning, der alt sammen opsummeres på forrygende vis i den afsluttende og yderst løsslupne drømmesekvens som et sandt festfyrværkeri af kitschet men charmerende og super hyggelig konfekt til sjælen.
Du fik gjort mig nysgerrig - jeg skal se den :-)
★★★★★1Du fik gjort mig nysgerrig - jeg skal se den :-)
Det lyder jo rigtig godt. Giv endelig en tilbagemelding på filmen, når du har set den. :)
★★★★★1Låge nr 8.
The Grinch (2018)
Fra en munter musikalsk deroute i dekadencens højborg - fyldt med sjov og spas i ægte Dean Martin stil - skal vi nu igen et smut over i det animerede univers, og denne gang bliver det i form af den nyeste version af Dr. Seuss klassiske børnebogs-fortælling om den bitre grønne trold Hr. Grinch og hans isnende foragt for julens fortryllende verden af magi og glæde.
---
Mens sneen daler engleblidt ned over den muntre købstad Hvemstrup, er der højt humør blandt byens gæve borgere, som netop er i færd med at hænge den årlige julepynt op til den helt store aften, hvilken borgmesteren har lovet vil blive den mest julede jul nogensinde.
Klar over dette ekstra pres på de voksne tager den bette Cindy Lou (Cameron Seely) - der elsker julen - det på sin kappe at gøre dagene mindre stressfyldte for sin enlige mor til tre Donna (Rashida Jones) og skiver derfor fluks et brev til julemanden i håbet om, at han kan hjælpe den lille familie. Men brevet bliver væk efter en vild kælketur til posthuset og så er gode råd dyre.
Men ikke alle har det på samme måde hvad julen angår og da slet ikke den gustne eneboer Hr. Grinch (Benedict Cumberbatch), der hader højtiden af et godt hjerte skyndt det, at hans bitre pumpeværk er to størrelser for småt. Bedre bliver humøret ikke ligefrem, da Hr. Grinch og hans trofaste væbner hunden Max nødtvunget må drage til byen efter nye forsyninger, alt imens synet af den megen julepynt næsten får den olme trold til at kaste op i lårtykke stråler.
Da Hr. Grinch tilmed efterfølgende via sin jubel-optimistiske nabo Bricklebaum (Keenan Thompson) bliver informeret om, at de netop dette år vil gå amok i julesjov, har han endeligt fået nok og lægger herefter en diabolsk plan om, at fjerne alt der har med julen at gøre i Hvemstrup ved at forklæde sig som Santa Claus og destruere samtlige gaver og dekorationer.
Hvad Hr. Grinch bare ikke ved er, at Cindy Lou og hendes venner vil fange julemanden så han kan hjælpe den bette tøs med hendes mission og snart må den bitre trold derfor konstatere, at hans egoisme og had højst sandsynligt hverken er godt for ham selv eller hans omgivelser.
---
I denne tredje udgave af "The Grinch", som også er min yndlings-filmatisering af den legendariske historie, er det hhv. Scott Mosier - bedst kendt for sit mangeårige samarbejde med Kevin Smith - og Yarrow Cheney - manden bag "Grusomme Mig" serien - der i fællesskab står for at bringe Hr. Grinch og Hvemstrup tilbage på det hvide lærred for fuld musik og i en farvestrålende smuk og sprudlende animationsform, der vil overvinde selv de mest kyniske hjerter.
Allerede i introduktionen af den festlige by Hvemstrup bliver man nemlig klar over, hvilket legesygt og charmerende overflødighedshorn man har med at gøre, når Mosier og Cheney tager os med ud på nogle herligt kreative køreture blandt gader og stræder, hvor detaljegraden i de mange kulørte påfund er svært imponerende. Ja, byen bare emmer af liv og glade dage og står som sådan derfor i perfekt skærende kontrast til Hr. Grinch lettere dystre og isolerede domicil.
Dog er den grønne trold ikke helt alene og undervejs hans både grotesk morsomme indre og ydre dannelsesrejse, samt jagt efter at knuse julen under sine sure tæer, får han tiltrængt selskab af sin herlige lille og super loyale hund Max og en ordentlig bamse af en rensdyr kaldet Fred, der begge bidrager fornøjeligt og kærligt til et af historiens allervigtigste budskaber om ensomhed og isolation.
For Dr. Seuss fortælling har nemlig masser af substans og tyngde gemt blandt de mange spøjse optrin og skælmske løjer - bid mærke i gedebukken med den smukke røst - hvilket er en af årsagerne til dens status som klassiker. I kølvandet på de allerede eksisterende temaer flettes der så tilmed yderligere et smukt budskab ind om julens ægte værdier som sammenhold og næstekærlighed kontra materialisme og kapitalistisk frås, hvilket kommer bedst til udtryk i Hr. Grinch duel mod den kække Cindy Lou.
Alt dette gør "The Grinch" til en både klukkende morsom, herlig opfindsom og rørende, samt eftertænksom fabel, der så absolut fortjener en plads i Julefilmenes glorværdige hall of fame.
★★★★★★1Jeg er glad for det er denne udgave og ikke den middelmådigt irriterende udgave med Carrey (eller følger den mon?)
T. Nielsen 8-12-20 21:38