Låge nr 14.
Die Hard 2 (1990)
youtu.be/ErLin2paFZU
Fra en herlig kæk, klukkende morsom og super romantisk forvekslingskomedie skal vi nu hen over isen i et hæsblæsende og nervepirrende tempo med Renny Harlins forrygende og top underholdende fortsættelse til den mesterlige "Die Hard", der nok engang formåede at blande Julens næstekærlige budskaber med intens og højeksplosiv action, samt en fandenivoldsk helt hvis dedikation ud i at sikre Julefreden kunne imponere selveste Santa Claus.
---
To år er gået siden sidst og Julen står atter for døren for den dedikerede betjent John McClane (Bruce Willis), der har trodset et voldsomt snevejr for at hente sin kone i lufthavnen i Washington. Men knap er McClane ankommet før end at han havner i problemer, da han først parkerer ulovligt og efterfølgende rager uklar med et par klaphatte af nogle emsige lokale politifolk.
McClane tager dog de patetiske uenigheder i stiv arm og ringer i stedet fluks til sin kone Holly (Bonnie Bedelia) i flyet for at høre hvornår hun lander, hvilket straks løfter humøret en hel del. Mens McClane venter i lufthavnens restaurant, sker der pludselig mærkelige ting og sager, da et par suspekte typer udveksler nogle pakker, hvilket han ikke kan dy siger for at undersøge nærmere. Og kort efter ender gavflaben pludselig i en drabelig duel mod de to formodede terrorister.
Da McClane efterfølgende kontakter lufthavn-politiets chef Carmine Lorenzo (Dennis Franz) for at fortælle at et terrorangreb med stor sandsynlighed er under opsejling, bliver han hånligt grinet baglæns ud af kontoret af den arrogante dilletant, der ikke har tænkt sig at hjælpe med noget som helst. Bange for Hollys sikkerhed beslutter McClane sig for selv at tage affære og slår sig herefter sammen med den lokale pedel Marvin.
Da McClane senere erfarer, at den vanærede og korrupte oberst Stewart (William Sadler), samt et følge af hans mænd tilfældigvis dukker op i lufthavnen samtidig med, at den gustne diktator og narkobaron Ramon Esperanza (Franco Nero) er på vej i et fangetransport-fly, ved McClane at fanden snart er løs i laksegade, hvilket da også bliver bekræftet, da lufthavnen kort efter modtager trusler fra Oberst Stewart, der har taget kontrol over al deres teknologi og nu holder samtlige fly i luften som gidsler indtil Esperanza er sat fri.
Vel vidende at Holly er i yderste livsfare, sætter McClane nu alt på ét bræt for at udføre endnu et julemirakel, redde Holly og de andre passagerer og endegyldigt give Stewart og hans gustne crew en hadegave, som de sent vil glemme.
---
Det er altid mere end svært at skulle følge efter, hvad der af stort set alle filmelskere betragtes som en udødelig klassiker. Alligevel påtog den på daværende tidspunkt temmelig uerfarne finske instruktør Renny Harlin sig for at gøre et forsøg, hvilket endte ud med en højst overraskende og særdeles vellykket 2'er, der for mit vedkommende viste sig at være lige så langtidsholdbar og faktisk lige så herlig og fandenivoldsk underholdende som den første film i sagaen om den utrættelige John McClane.
Det julede islæt holdes atter i hævd via de forskellige dekorationer og musikken med den hyggelige kendingsmelodi "Let it Snow" og får tilmed en ekstra stemningsfuld dimension i form af et ordentligt vognlæs sne, der både direkte og indirekte har stor betydning for filmens handling og julede atmosfære.
Og på actionfronten skruer Renny Harlin den helt op på 11 med en række spektakulære og medrivende shootouts og nogle drabelige set-pieces, der bl.a. involverer McClane tæt på besejret på en rulletrappe og McClane i et eksplosivt ridt via et katapultsæde.
Fusionen mellem McClane og Julemanden er senere tæt på perfekt sidst i filmen under en jagt med snescootere, hvor den heroiske betjent tager den klassiske kanetur til nye højder, alt imens den onde krampus-agtige Stewart og hans hær af drillenisser får snebolde i nakken, istapper i øjet og kul i udstødningen.
Bruce Willis er atter i hopla som den flabede superbetjent og med som de nederdrægtige modstandere, får han denne gang kvalificeret modspil af William Sadler som den ultra kolde og sadistiske oberst Stewart, samt gode gamle Franco Nero som den slibrige narkobaron.
Og som ekstra krydderi på de kaotiske skærmydsler, får man tilmed Dennis Franz for fuld udblæsning som en hysterisk morsom Scrooge-lignende karakter, der hader alt og alle indtil, at John McClane får ham på bedre tanker med sit uselviske og selvopofrende menneskesyn, der er lige i Julens ånd.
