1950'erne har ringet, de vil gerne have deres kønsstereotyper igen ;)
Nixen - vi har købt patentet - nu er det vores Muhahahahahahahah :-)
De bedste julefilm : En top 25 julekalender!
★★★★★★0- ★★★★★★0
Næ hov, lidt må vi vel have lov til at tage med os i graven:-P
Nemlig :-)
★★★★★0Låge nr 18.
Miracle On 34'th Street (1947)
Efter at have indtaget en stor portion af den mest velsmagende og kandiserede romantik, skal vi nu atter et smut ud på arkivet og grave dybt i den store støvede skattekiste for denne gang at se nærmere på George Seatons højt agtede Julefilms-klassikker, der indbragte hele tre Oscar statuetter og desuden bød på en charmerende introduktion af en kommende superstjerne.
---
Alt imens stormagasinet Macy's årlige Vinterparade løber af stablen i New York - i de hektiske dage mellem Thanksgiving og Juleaftensdag - spankulerer den evigt godmodige gammelfar Kris Kringle (Edmund Gwenn) rundt i gaderne for at se om alting nu også er præcis som det bør være i højtidens hyggelige ånd. Fremme ved den sidste del af optoget kan han dog til sin store forargelse konstatere at det ingenlunde er tilfældet, da han opdager at paradens alkohols-dunstende Julemand har drukket sig gevaldigt i hegnet
Efter at have gjort Macy's pr-ansvarlige - i skikkelse af den energiske Doris Walker (Maureen O'Hara) - klar over blamagen, skynder hun sig i stedet at ansætte den anstændige Hr. Kringle, som da også har en slående lighed med Julemanden. Da folk på vejen et helt oppe og ringe over den karismatiske præstation, beslutter Doris sig straks for at hyre ham permanent som Macy's glade gaveuddeler i stormagasinet i håbets om samtidig at sætte gang i omsætningen.
Doris 8 årige datter Susan (Natalie Wood) - der i forvejen tror at Julemanden er fup og fiduser - er dog slet ikke imponeret men til gengæld pænt skeptisk over, hvad den skæggede starut mon egentlig er ude på. Så for at berolige hende lidt og måske få Susan omvendt tager deres hygsomme og fantasifulde nabo Fred Gailey (John Payne) - der også har et godt øje til hendes mor - Susan med til stormagasinet så hun selv kan få syn for sagen om, at den nye Santa Claus både er den ægte vare og at han kun vil det bedste for alle andre.
Susan når dog kun ganske kort at hilse på Hr. Kringle inden hendes mor hiver hende væk, da hun ikke mener at hendes datter skal bruge tid på det pjat. Men efterfølgende sker der mystiske ting og sager, da Susan opdager at Hr. Kringle åbenbart kan tale alle sprog samtidig med at Doris erfarer, at han udviser en uhørt form for uselviskhed ved at anbefale kunderne at gå i andre butikker, hvis ikke de kan få gaverne hos Macy's. Det lyder umiddelbart som en skør idé men bliver hurtigt en overraskende salgssucces for foreningen.
Hr. Kringle insisterer dog på, at det skyldes at han vitterlig er Julemanden, så derfor sendes han straks til firmaets påståelige psykolog, hvem han uheldigvis kommer op at slås med og derfor ender på en psykiatrisk afdeling. Klar over at Hr. Kringle kan noget særligt og måske er hvem han påstår at være, beslutter Doris, Fred og Susan i fællesskab at gå i clinch med firmaet og sætter herefter gang i en forrygende retssag.
---
At en mindre Julefilm skulle vise sig at være en af de bedste og mest populære i 1947 og tilmed ende med at blive nomineret til fire af de aller fornemmeste priser, var der ingen hverken foran eller bag kameraet der havde forestillet sig, da de sagde ja til at medvirkende i "Miracle On 34'th Street" selv om, de drog fordel af at måtte filme scener midt i den rigtige, traditionelle og storladne Juleparade - som var et fast kendetegn i New York - og at filmen desuden fik fantastisk markedsføring af at måtte bruge det rigtige stormagasin Macy's og konkurrentens Gimbels navne og lokationer.
Tilmed udkom "Miracle On 34'th Street" i kølvandet på Frank Capras kæmpe succes "It's a Wonderful Life", så det lå ikke lige i kortene at George Seatons film skulle være i stand til at opnå samme popularitet.
Men tager man et nærmere kig på historien og karakter-beskrivelserne, er det tydeligt at begge dele i sig selv er filmens allerstørste styrke og at der altså er tale om en vaskeægte genistreg, der leger intelligent med sammenblandingen af den mystik og magi - skabt af fantasi, eventyrlyst og barnlig naivitet - som har skabt legenden om Julemanden og så den modsatrettede kølige kapitalisme og konsurmerisme, som stormagasinet Macy's repræsenterer.
Som Julemanden med det borgerlige navn Kris Kringle er Edmund Gwenn - der også vandt en Oscar for sin herlige præstation - intet mindre end fantastisk at se på, når han vimser rundt og spreder god stemning alt imens han nøgternt analyserer sine omgivelser for at se hvordan, han bedst kan gøre verden til et bedre og mere positivt sted. Både på det mere overordnede plan men også på det personlige i forhold til at bringe sine tre medhjælpere Doris, Fred og Susan tættere sammen.
Og som den skeptiske og nonchalant Susan er Natalie Wood (som senere blev en stor stjerne) fremragende og meget meget sjov med sine gammelkloge ansigtsudtryk og knastørre kommentarer uden, at hun dog på noget tidspunkt glemmer at hun spiller et barn med dertilhørende mimik og uskyldig glæde.
"Miracle On 34'th Street" er en vidunderlig film og et absolut must at se, hvis man som jeg er vild med film, hvor Julen er i centrum.
★★★0
Os’ maj;-P
Citat fra den gode gamle blomstergødningsreklame?
- ★★★★★★1
Låge nr 18.
Miracle On 34'th Street (1947)
Efter at have indtaget en stor portion af den mest velsmagende og kandiserede romantik, skal vi nu atter et smut ud på arkivet og grave dybt i den store støvede skattekiste for denne gang at se nærmere på George Seatons højt agtede Julefilms-klassikker, der indbragte hele tre Oscar statuetter og desuden bød på en charmerende introduktion af en kommende superstjerne.
---
Alt imens stormagasinet Macy's årlige Vinterparade løber af stablen i New York - i de hektiske dage mellem Thanksgiving og Juleaftensdag - spankulerer den evigt godmodige gammelfar Kris Kringle (Edmund Gwenn) rundt i gaderne for at se om alting nu også er præcis som det bør være i højtidens hyggelige ånd. Fremme ved den sidste del af optoget kan han dog til sin store forargelse konstatere at det ingenlunde er tilfældet, da han opdager at paradens alkohols-dunstende Julemand har drukket sig gevaldigt i hegnet
Efter at have gjort Macy's pr-ansvarlige - i skikkelse af den energiske Doris Walker (Maureen O'Hara) - klar over blamagen, skynder hun sig i stedet at ansætte den anstændige Hr. Kringle, som da også har en slående lighed med Julemanden. Da folk på vejen et helt oppe og ringe over den karismatiske præstation, beslutter Doris sig straks for at hyre ham permanent som Macy's glade gaveuddeler i stormagasinet i håbets om samtidig at sætte gang i omsætningen.
Doris 8 årige datter Susan (Natalie Wood) - der i forvejen tror at Julemanden er fup og fiduser - er dog slet ikke imponeret men til gengæld pænt skeptisk over, hvad den skæggede starut mon egentlig er ude på. Så for at berolige hende lidt og måske få Susan omvendt tager deres hygsomme og fantasifulde nabo Fred Gailey (John Payne) - der også har et godt øje til hendes mor - Susan med til stormagasinet så hun selv kan få syn for sagen om, at den nye Santa Claus både er den ægte vare og at han kun vil det bedste for alle andre.
Susan når dog kun ganske kort at hilse på Hr. Kringle inden hendes mor hiver hende væk, da hun ikke mener at hendes datter skal bruge tid på det pjat. Men efterfølgende sker der mystiske ting og sager, da Susan opdager at Hr. Kringle åbenbart kan tale alle sprog samtidig med at Doris erfarer, at han udviser en uhørt form for uselviskhed ved at anbefale kunderne at gå i andre butikker, hvis ikke de kan få gaverne hos Macy's. Det lyder umiddelbart som en skør idé men bliver hurtigt en overraskende salgssucces for foreningen.
Hr. Kringle insisterer dog på, at det skyldes at han vitterlig er Julemanden, så derfor sendes han straks til firmaets påståelige psykolog, hvem han uheldigvis kommer op at slås med og derfor ender på en psykiatrisk afdeling. Klar over at Hr. Kringle kan noget særligt og måske er hvem han påstår at være, beslutter Doris, Fred og Susan i fællesskab at gå i clinch med firmaet og sætter herefter gang i en forrygende retssag.
---
At en mindre Julefilm skulle vise sig at være en af de bedste og mest populære i 1947 og tilmed ende med at blive nomineret til fire af de aller fornemmeste priser, var der ingen hverken foran eller bag kameraet der havde forestillet sig, da de sagde ja til at medvirkende i "Miracle On 34'th Street" selv om, de drog fordel af at måtte filme scener midt i den rigtige, traditionelle og storladne Juleparade - som var et fast kendetegn i New York - og at filmen desuden fik fantastisk markedsføring af at måtte bruge det rigtige stormagasin Macy's og konkurrentens Gimbels navne og lokationer.
Tilmed udkom "Miracle On 34'th Street" i kølvandet på Frank Capras kæmpe succes "It's a Wonderful Life", så det lå ikke lige i kortene at George Seatons film skulle være i stand til at opnå samme popularitet.
Men tager man et nærmere kig på historien og karakter-beskrivelserne, er det tydeligt at begge dele i sig selv er filmens allerstørste styrke og at der altså er tale om en vaskeægte genistreg, der leger intelligent med sammenblandingen af den mystik og magi - skabt af fantasi, eventyrlyst og barnlig naivitet - som har skabt legenden om Julemanden og så den modsatrettede kølige kapitalisme og konsurmerisme, som stormagasinet Macy's repræsenterer.
Som Julemanden med det borgerlige navn Kris Kringle er Edmund Gwenn - der også vandt en Oscar for sin herlige præstation - intet mindre end fantastisk at se på, når han vimser rundt og spreder god stemning alt imens han nøgternt analyserer sine omgivelser for at se hvordan, han bedst kan gøre verden til et bedre og mere positivt sted. Både på det mere overordnede plan men også på det personlige i forhold til at bringe sine tre medhjælpere Doris, Fred og Susan tættere sammen.
Og som den skeptiske og nonchalant Susan er Natalie Wood (som senere blev en stor stjerne) fremragende og meget meget sjov med sine gammelkloge ansigtsudtryk og knastørre kommentarer uden, at hun dog på noget tidspunkt glemmer at hun spiller et barn med dertilhørende mimik og uskyldig glæde.
"Miracle On 34'th Street" er en vidunderlig film og et absolut must at se, hvis man som jeg er vild med film, hvor Julen er i centrum.
Sidst jeg så den var som barn, men efter dit skriv fortjener den et gensyn. Kan se den ligger på Disney+ :-)
★★★★★★0Citat fra den gode gamle blomstergødningsreklame?
Den kender jeh vist ikke:)
T. Nielsen19-12-20 07:36
★★★★★1"Miracle On 34'th Street" fra 1947 er en vildt charmerende julefilm, godt at se den på listen.
- ★★★★★0
Nu kan jeg ikke holde min mund længere. Jeg har ikke kommenteret ret meget på denne tråd, eftersom jeg ikke er speciel vild med julen eller julefilm. Jeg kan godt lide super sjove film som Bad Santa eller Bad Moms Christmas, men klæbrige romantiske julefilm får jeg røde knopper af.
Derfor havde jeg ikke forventet, at Love Actually ville være noget for mig. Jeg satte mig dog alligevel til at se den sidste Jul, da det jo nærmest er et must at kende den.
Puha, det var en kamp at komme igennem den. Tåkrummende banal og klistret sukkersød, og jeg var især irriteret på den lille møgunge, som jeg bare havde løst til at slå :-).
Bagefter beroligede jeg mig med, at det nok bare var fordi, jeg "kun" er en mand, og at det primært må være kvindelige fans af romantiske komedier, som elsker denne film.
Men jeres kommentarer fortæller en anden historie - nemlig at voksne mænd også falder i svime over filmen. Det skal I selvfølgelig have lov til. Men det går over min ringe forstand, at folk, der har set tusindvis af film, og som generelt har en god kritisk sans, kan hylde dette forfærdelige bras...
Ja ja, det er december, det er snart Jul, og vi skal være positive. Men jeg havde altså lige brug for et "rant".
Især fordi hele min familie (3 stk. piger) har proklameret, at de rigtig skal hygge sig med Love Actually fredag aften. Så kan jeg bare sidde alene for mig selv og se en drengerøvsfilm. Jeg tror, at jeg vil begynde at gense alle Star Trek filmene forfra...
Og du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive din mening og kritisere de film, der er med på min liste, så længe det bare foregår på en stille og rolig måde, hvilket jeg også synes du har gjort her. :)
Dog synes jeg, at det er noget underlødigt pjat at begynde at snakke om "hvor meget mand man er" i den sammenhæng og at der skal sættes spørgsmålstegn ved den kritiske sans blot fordi, at man kan lide denne specifikke film.
Det er for mig at se alt sammen fuldstændig irrelevant og har intet at sige i forhold til, om man også kan synes godt om en romantisk komedie. Og du siger det jo sådan set selv efterfølgende, at det det i bund og grund handler om er om historien og karakterene er likeable - præcis ligesom det jo i øvrigt gør med alle andre typer film og genrer.
Er det godt skrevet, instrueret og spillet, samt er karakterer og historie likeable - hvilket jeg mener det klart er i "Love Actually" - ja så er det for stort set alles vedkommende det, der er årsagen til at man holder af en film og tager den til sig, og har derfor ikke noget at gøre med om man er kvinde eller mand.
Jeg kan som eksempel nævne, at jeg både elsker at se diverse Jane Austen filmatiseringer og at jeg også elsker at se "Rambo" sagaen fordi, der for begge typer films vedkommende er noget at komme efter både kvalitetsmæssigt og underholdningsmæssigt.
- ★★★★★1
Den har så meget kant, at den ballancerer mellem katastrofe og komedie. Heldigvis går det som vi håber, uden at den bliver for sød. Nok den julefilm med flest ikoniske øjeblikke. Jeg bliver aldrig træt af at se den. Britisk romcom på det højeste niveau.
Fuldstændig enig. Richard Curtis er eminent dygtig til at balancere mellem de to modpoler i sine film, hvilket "Love Actually" er endnu et mesterligt eksempel på. :)
- ★★★★★0
Hold op det er længe siden jeg har set den. Men den var god dengang.
Og jeg har også et svagt punkt for flere romantiske komedier som "Notting Hill", "Pretty Woman" og "50 First Dates", bare for at nævne nogle få og jeg er 135 kg. mand ;)
Jeg håber du vil give den en chance mere her i Julen, hvis du kan finde tiden til det. Den er vist på Viaplay og bliver også vist på DR i løbet af de næste par uger.
"Notting Hill" og "Pretty Woman" er jeg også ret glade for og har dem også stående i min samling. :)
- ★★★★★0
1950'erne har ringet, de vil gerne have deres kønsstereotyper igen ;)
Jeg har heller kommenteret, mest fordi jeg ikke har set så mange af filmene og fordi julefilm ikke er noget, jeg går vildt op i.
Men Love Actually er super godt skruet sammen.
Gremlins er bare herlig.
Die Hard er også gode, men jeg ser det ikke som en decideret julefilm (og nej, vi behøver ikke diskutere det)
Fars Fede Juleferie husker jeg som sjov, men det er nok 20 år siden, jeg har set den.
The Bishop's Wife og A Very Murray Christmas skal jeg have set, de virker gode.
A Nightmare Before Christmas fandt jeg utrolig overvurderet, men skal nok have set den igen.
Klaus er virkeligt, virkeligt god og fortjener at komme i en julefilms-kanon sammen med de andre film. En ny-jule-klassiker, som flere burde se.
Resten siger mig ikke så meget :)
Fedt at du også lige ville skrive et par kommentarer selvom, at det ikke er din favorit-genre. Jeg tror der kommer et par stykker mere, du vil synes godt om.
Og giv endelig "Nightmare Before Christmas" en chance mere på et tidspunkt. :)
- ★★★★★1
Sidst jeg så den var som barn, men efter dit skriv fortjener den et gensyn. Kan se den ligger på Disney+ :-)
Mange tak. :) Ja, giv den endelig et gensyn en af dagene. Man bliver bare i rigtig godt humør af den film.
Hvis du skulle få lyst til at have en fysisk kopi til din samling, så kan jeg varmt anbefale dens BD udgivelse. Billedet er knivskarpt og lyden fremragende for så gammel en film at være. Og så er der også et rigtig godt kommentarspor med Maureen O'Hara som spiller Doris Walker og en glimrende dokumentar om filmen med på skivens ekstramateriale. :)
"Miracle On 34'th Street" fra 1947 er en vildt charmerende julefilm, godt at se den på listen.
Fedt! Dejligt at høre at du også synes rigtig godt om filmen. :)
- ★★★★★★1
Fuldstændig enig. Richard Curtis er eminent dygtig til at balancere mellem de to modpoler i sine film, hvilket "Love Actually" er endnu et mesterligt eksempel på. :)
Det er jo helt vanvittigt så meget Richard Curtis har været inde over - og det meste bliver man i godt humør af ;-)
- ★★★★★★1
Mange tak. :) Ja, giv den endelig et gensyn en af dagene. Man bliver bare i rigtig godt humør af den film.
Hvis du skulle få lyst til at have en fysisk kopi til din samling, så kan jeg varmt anbefale dens BD udgivelse. Billedet er knivskarpt og lyden fremragende for så gammel en film at være. Og så er der også et rigtig godt kommentarspor med Maureen O'Hara som spiller Doris Walker og en glimrende dokumentar om filmen med på skivens ekstramateriale. :)
Fedt! Dejligt at høre at du også synes rigtig godt om filmen. :)
BD, noteret - burde nok være i min julesamling :-)
- ★★★★★★0
Fedt at du også lige ville skrive et par kommentarer selvom, at det ikke er din favorit-genre. Jeg tror der kommer et par stykker mere, du vil synes godt om.
Og giv endelig "Nightmare Before Christmas" en chance mere på et tidspunkt. :)
Ja, folk ser også mærkeligt på mig, når jeg siger, jeg ikke synes den var så god :)
Altså, jeg forventer stærkt, at It's A Wonderful Life kommer med, og der er vi helt sikkert også enige.
White Christmas skal jeg måske se igen efter din beskrivelse. Var ikke så glad for dne.
- ★★★★★0
Ja, folk ser også mærkeligt på mig, når jeg siger, jeg ikke synes den var så god :)
Altså, jeg forventer stærkt, at It's A Wonderful Life kommer med, og der er vi helt sikkert også enige.
White Christmas skal jeg måske se igen efter din beskrivelse. Var ikke så glad for dne.
Jeg har dog ikke skrevet om "White Christmas", så er det en anden film du mener? :)
- ★★★★★★1
Jeg har dog ikke skrevet om "White Christmas", så er det en anden film du mener? :)
Det var lidt af en brain fart :)
Mente Miracle on 34th Street. White Christmas kunne jeg godt lide, men tænker næsten også, at den burde komme med. Hvis ikke, så er det hvert fald en anbefaling herfra.
- ★★★★★1
Låge nr 19.
Fred Claus (2007)
Fra en nostalgisk klassiker omhandlende Julemandens kamp mod den usle mammons kyniske greb om de små børn og barnlige sjæles uskyldighed, skal vi nu se nærmere på en nyere fabel i form af David Dobkins opfindsomme og legesyge hvad-nu-hvis variant, der bød på et herligt ensemble cast, humor i højt gear, og ikke mindst en hurtig-snakkende komiker med højt hår og højt til loftet, der bare gav den fuld pedal på det store Jule-orgel.
---
På det idylliske nordpolen er den kække knægt Frederick Claus evigt populær blandt de øvrige unger i den lille landsby, hvor han bor med sin gamle og godmodige forældre. En skønne dag brister den lykkelige situation som enebarn dog, da han uventet får en lillebror ved navn Nick, der hurtigt vokser op og med sin uforbeholdne godhed og totalt uselviske gerninger får tildelt helgen status og ender med fuldstændig at overskygge den fortvivlede Fred.
Frustreret over på alle fronter at måtte indtage rollen som den evige 2'er beslutter Frederick sig i stedet for at stikke af og blive sin egen lykkes smed i New York. Flere årtier senere må den nu midaldrende Fred (Vince Vaughn) dog skuffet indse, at drømmende ikke ligefrem har kunnet leve op til virkeligheden, der i stedet har givet ham en ussel tjans for et inkassofirma, en gusten lille lejlighed og en større gæld som tak for indsatsen.
Heldigvis har Fred både en sød kæreste i skikkelse af parkeringsvagten Wanda (Rachel Weisz) og en god ven i den forældreløse knægt Samuel (Bobby Thompson), og med udsigten til at kunne åbne et kasino tegner fremtiden måske ligefrem lys. Der er bare lige et lille problem med depositummet, som pludselig stiger i pris fra de gustne typer der ejer lokalerne, og så må den stakkels Fred ud og skaffe penge på alternativ vis.
Et voldsomt sammenstød med en flok aggressive lokale Julemænd fra Frelsens Hær senere må Fred nødtvungent gå tiggergang hos sin broder Nick Claus (Paul Giamatti), der i mellemtiden har opnået legendestatus som den store alfaderlige Julemand. Men for at kunne få udbetalt det nødvendige beløb må Fred gøre sin bror en tjeneste først og tage til Nordpolen for at hjælpe nisserne med gaverne inden, at den store dag oprinder, da Nick og hans værksted er kommet under revision af bestyrelsen bag Julemandens by.
Fred er dog alt andet end tilfreds med aftalen og i at skulle se fortiden i øjnene, så der opstår hurtigt kaotiske tilstande efter hans ankomst, hvilket blot bliver forværret da bestyrelsens super kyniske effektivitets-ekspert Clyde A. Northcutt (Kevin Spacey) - der hader Julen grundet et barndomstraume - dukker op for at kigge dem over skulderen.
---
Selvom "Fred Claus" på overfladen ligner et udelukkende festfyrværkeri af uforpligtende sjov og spas i kategorien for tomme kalorier, ja så bliver man heldigvis snydt på den gode måde ved det, at der under den kandiserede og kulørte canvas gemmer sig en ganske rørende og overraskende hjertevarm fortælling om to familier i opløsning, forbrødring og tilgivelse, der gør de sukkersøde sentimentale stunder for mere end spiselige og giver de tossede løjer en god portion tyngde uden dog at gå fuldstændig på kompromis med sit humoristiske bagland.
Især i spillet mellem de to brødre Fred og Nick - der spilles fremragende af Vince Vaughn og Paul Giamatti - gør historien indtryk. Dette sker først og fremmest fordi, at de to skuespillere portrætterer deres indre og ydre konflikter på en forholdsvis seriøs facon selvom, at de er omgivet af herlige fjollerier - de går bl.a. helt amok i en vild slåskamp med hinanden - sjove kulisser, spøjse effekter og for Paul Giamattis vedkommende en korporligt udfordrende Julemandsdragt.
Paul Giamatti er bare vidunderlig naiv og evigt godtroende det meste af filmen - på nær den føromtalte scene hvor der farer en djævel i ham - og man får derfor hurtigt helt ondt ham, når hans godhed og venlighed ikke bliver accepteret af modparten. Dette er både tilfældet for Vince Vaughns misundelige og bitre Fred og i endnu højere grad fra filmens egentlig skurk Clyde A. Nothcutt, som Kevin Spacey spiller med vanlig harsk kynisme og overlegen arrogance, hvilket dog passer perfekt ind i filmens klassiske rammefortælling, hvor det gode og det onde duellerer om at kontrollere Julen.
I midten af de to modpoler befinder Vince Vaughns Fred sig så og her er det godt tænkt af instruktøren David Dobkin umiddelbart at placere karakteren i et diametralt anderledes job som inkasso-mand og altså være en person, der lever af at tage andres ting og ødelægge andres lykke, alt imens Julemanden jo som bekendt altid gør det stik modsatte.
Lige den type med at være et godt menneske på bunden og med hjertet på rette sted trods det at fremstå som en ufølsom skiderik, er Vince Vaughn en verdensmester i at spille og i "Fred Claus" scorer han atter højt på den konto med sine utallige og ofte improviserede rants og monologer, der så også undervejs viser hans mere følsomme og forstående side.
"Fred Claus" er måske ikke anset som en af de bedste af sin slags, men jeg kan nu rigtig godt lide dens gakkede humor og sentimentale budskaber, og finder den faktisk temmelig undervurderet indenfor sin genre. Så hvis man ikke har fået set den endnu, så giv den endelig en chance.
- ★★★★★0
Det var lidt af en brain fart :)
Mente Miracle on 34th Street. White Christmas kunne jeg godt lide, men tænker næsten også, at den burde komme med. Hvis ikke, så er det hvert fald en anbefaling herfra.
Ahh ok. Jamen "Miracle on 34'th Street" må du endelig give en chance mere så. :)
Om "White Christmas" dukker op eller ej, kan jeg ikke afsløre endnu :)
★★★★1Låge nr 18.
Miracle On 34'th Street (1947)
Har aldrig set den, men er til gengæld rigtig glad for genindspilningen fra 1994.
Jeg håber du vil give den en chance mere her i Julen, hvis du kan finde tiden til det. Den er vist på Viaplay og bliver også vist på DR i løbet af de næste par uger.
Jeg har den også på dvd, så det er udelukkende tiden der er en faktor her :)
Låge nr 19.
Fred Claus (2007)
Den husker jeg som sådan semi-god.
- ★★★★★1
Har aldrig set den, men er til gengæld rigtig glad for genindspilningen fra 1994.
Den er faktisk også rigtig god. 1994 udgaven er næsten identisk med originalen fra 1947. Jeg kan ikke rigtig huske, at der er blevet ændret på noget angående historien/måden historien er bygget op på og karakterene andet end, at dialogen er lidt anderledes. Det er jo John Hughes der har skrevet og produceret remaket, så her skiller den sig selvfølgelig ud men ellers ikke. :)
- ★★★★★1
Har aldrig set den, men er til gengæld rigtig glad for genindspilningen fra 1994.
Giv den gamle en chance. Selv min kone som blev chokeret, når det gik op for hende at jeg havde sat en sort/hvid film på, måtte overgive sig. "Den må vi se hvert år," sagde hun. Det har vi så glemt at gøre. Måske det skulle blive i år.
★★★★★0Har du i øvrigt fået set “Happiest Season” (2020)? Den har vidst kun været tilgængeligt gennem Hulu indtil videre, så det besværliggør det selvfølgelig.
- ★★★★★★1
Låge nr 19.
Fred Claus (2007)
Fra en nostalgisk klassiker omhandlende Julemandens kamp mod den usle mammons kyniske greb om de små børn og barnlige sjæles uskyldighed, skal vi nu se nærmere på en nyere fabel i form af David Dobkins opfindsomme og legesyge hvad-nu-hvis variant, der bød på et herligt ensemble cast, humor i højt gear, og ikke mindst en hurtig-snakkende komiker med højt hår og højt til loftet, der bare gav den fuld pedal på det store Jule-orgel.
---
På det idylliske nordpolen er den kække knægt Frederick Claus evigt populær blandt de øvrige unger i den lille landsby, hvor han bor med sin gamle og godmodige forældre. En skønne dag brister den lykkelige situation som enebarn dog, da han uventet får en lillebror ved navn Nick, der hurtigt vokser op og med sin uforbeholdne godhed og totalt uselviske gerninger får tildelt helgen status og ender med fuldstændig at overskygge den fortvivlede Fred.
Frustreret over på alle fronter at måtte indtage rollen som den evige 2'er beslutter Frederick sig i stedet for at stikke af og blive sin egen lykkes smed i New York. Flere årtier senere må den nu midaldrende Fred (Vince Vaughn) dog skuffet indse, at drømmende ikke ligefrem har kunnet leve op til virkeligheden, der i stedet har givet ham en ussel tjans for et inkassofirma, en gusten lille lejlighed og en større gæld som tak for indsatsen.
Heldigvis har Fred både en sød kæreste i skikkelse af parkeringsvagten Wanda (Rachel Weisz) og en god ven i den forældreløse knægt Samuel (Bobby Thompson), og med udsigten til at kunne åbne et kasino tegner fremtiden måske ligefrem lys. Der er bare lige et lille problem med depositummet, som pludselig stiger i pris fra de gustne typer der ejer lokalerne, og så må den stakkels Fred ud og skaffe penge på alternativ vis.
Et voldsomt sammenstød med en flok aggressive lokale Julemænd fra Frelsens Hær senere må Fred nødtvungent gå tiggergang hos sin broder Nick Claus (Paul Giamatti), der i mellemtiden har opnået legendestatus som den store alfaderlige Julemand. Men for at kunne få udbetalt det nødvendige beløb må Fred gøre sin bror en tjeneste først og tage til Nordpolen for at hjælpe nisserne med gaverne inden, at den store dag oprinder, da Nick og hans værksted er kommet under revision af bestyrelsen bag Julemandens by.
Fred er dog alt andet end tilfreds med aftalen og i at skulle se fortiden i øjnene, så der opstår hurtigt kaotiske tilstande efter hans ankomst, hvilket blot bliver forværret da bestyrelsens super kyniske effektivitets-ekspert Clyde A. Northcutt (Kevin Spacey) - der hader Julen grundet et barndomstraume - dukker op for at kigge dem over skulderen.
---
Selvom "Fred Claus" på overfladen ligner et udelukkende festfyrværkeri af uforpligtende sjov og spas i kategorien for tomme kalorier, ja så bliver man heldigvis snydt på den gode måde ved det, at der under den kandiserede og kulørte canvas gemmer sig en ganske rørende og overraskende hjertevarm fortælling om to familier i opløsning, forbrødring og tilgivelse, der gør de sukkersøde sentimentale stunder for mere end spiselige og giver de tossede løjer en god portion tyngde uden dog at gå fuldstændig på kompromis med sit humoristiske bagland.
Især i spillet mellem de to brødre Fred og Nick - der spilles fremragende af Vince Vaughn og Paul Giamatti - gør historien indtryk. Dette sker først og fremmest fordi, at de to skuespillere portrætterer deres indre og ydre konflikter på en forholdsvis seriøs facon selvom, at de er omgivet af herlige fjollerier - de går bl.a. helt amok i en vild slåskamp med hinanden - sjove kulisser, spøjse effekter og for Paul Giamattis vedkommende en korporligt udfordrende Julemandsdragt.
Paul Giamatti er bare vidunderlig naiv og evigt godtroende det meste af filmen - på nær den føromtalte scene hvor der farer en djævel i ham - og man får derfor hurtigt helt ondt ham, når hans godhed og venlighed ikke bliver accepteret af modparten. Dette er både tilfældet for Vince Vaughns misundelige og bitre Fred og i endnu højere grad fra filmens egentlig skurk Clyde A. Nothcutt, som Kevin Spacey spiller med vanlig harsk kynisme og overlegen arrogance, hvilket dog passer perfekt ind i filmens klassiske rammefortælling, hvor det gode og det onde duellerer om at kontrollere Julen.
I midten af de to modpoler befinder Vince Vaughns Fred sig så og her er det godt tænkt af instruktøren David Dobkin umiddelbart at placere karakteren i et diametralt anderledes job som inkasso-mand og altså være en person, der lever af at tage andres ting og ødelægge andres lykke, alt imens Julemanden jo som bekendt altid gør det stik modsatte.
Lige den type med at være et godt menneske på bunden og med hjertet på rette sted trods det at fremstå som en ufølsom skiderik, er Vince Vaughn en verdensmester i at spille og i "Fred Claus" scorer han atter højt på den konto med sine utallige og ofte improviserede rants og monologer, der så også undervejs viser hans mere følsomme og forstående side.
"Fred Claus" er måske ikke anset som en af de bedste af sin slags, men jeg kan nu rigtig godt lide dens gakkede humor og sentimentale budskaber, og finder den faktisk temmelig undervurderet indenfor sin genre. Så hvis man ikke har fået set den endnu, så giv den endelig en chance.
Jeg har aldrig hørt om den før - men alene castet og din omtale gør at jeg gerne giver den en chance hvis den dukker op, nær mig.
Citat fra den gode gamle blomstergødningsreklame?
Den kender jeh vist ikke:)Never mind, den er også tussegammel, men der er en lille blomst der siger “oss maj” mens den hopper og tigger for at få gødning. Det er en familietradition hos os at sige “oss maj”, når der er noget andre får, som man også gerne selv vil have :)
Og den ramte du så plet med :)