★★★★★★1Never mind, den er også tussegammel, men der er en lille blomst der siger “oss maj” mens den hopper og tigger for at få gødning. Det er en familietradition hos os at sige “oss maj”, når der er noget andre får, som man også gerne selv vil have :)
Og den ramte du så plet med :)
Så har jeg sikkert set den engang. Men “os maj” kom faktisk fra en gammel ven på Fyn. Han har den sikkert derfra så:)
T. Nielsen20-12-20 09:07
★★★★★0Har du i øvrigt fået set “Happiest Season” (2020)? Den har vidst kun været tilgængeligt gennem Hulu indtil videre, så det besværliggør det selvfølgelig.
Nej, jeg har desværre ikke set den endnu (ville rigtig gerne se den) og har heller ikke Hulu, så jeg må væbne mig med tålmodighed indtil den dukker op på BD. :)
★★★★★1Husk i øvrigt at det er i dag kl. 14.55, at DR sender det allersidste afsnit af Det Magiske Jukeværksted. Emil og Tobias er med igen og laver noget ret spektakulært med nougat og marcipan, og ude i køkkenet går Micki og Gorm amok i flæskestegs-sliders med sovs, chokoladebarer "Rocky Roads" style og hjemmelavede skumfiduser. Og så kigger Maria Lucia også forbi med en hyggelig Julesang. :)
★★★★★★1Husk i øvrigt at det er i dag kl. 14.55, at DR sender det allersidste afsnit af Det Magiske Jukeværksted. Emil og Tobias er med igen og laver noget ret spektakulært med nougat og marcipan, og ude i køkkenet går Micki og Gorm amok i flæskestegs-sliders med sovs, chokoladebarer "Rocky Roads" style og hjemmelavede skumfiduser. Og så kigger Maria Lucia også forbi med en hyggelig Julesang. :)
Det ser jeg senere - efter håndbold. Hvad skete der forresten med Timm Vladimir - han skulle jo have været vært på alle programmerne - men blev afløst af Mette Bluhme Rieck i program 2 og 3?
Rigtig hyggelig serie, med masser af god stemning :-)
★★★★★1Det ser jeg senere - efter håndbold. Hvad skete der forresten med Timm Vladimir - han skulle jo have været vært på alle programmerne - men blev afløst af Mette Bluhme Rieck i program 2 og 3?
Rigtig hyggelig serie, med masser af god stemning :-)
Det er et godt spørgsmål. Jeg synes også at det er underligt, at han lige pludselig ikke var vært længere. De sagde i afsnit 2, at han var blevet syg, hvilket jo er fair nok, men når det så strækker sig over flere uger, så undres man da en del.
Tim Vladimir har jo også en restaurant m.m., så det kan være at han hellere har villet koncentrere sig om at holde den del af foreningen kørende nu, hvor landet igen er blevet ramt af restriktioner.
Mette Blume Reick er skam også en super god vært, men det er bare lidt underligt uden Tim Vladimir, da "Det Magiske Juleværksted" har været hans projekt de sidste 4-5 år. :)
★★★★★★0Det er et godt spørgsmål. Jeg synes også at det er underligt, at han lige pludselig ikke var vært længere. De sagde i afsnit 2, at han var blevet syg, hvilket jo er fair nok, men når det så strækker sig over flere uger, så undres man da en del.
Tim Vladimir har jo også en restaurant m.m., så det kan være at han hellere har villet koncentrere sig om at holde den del af foreningen kørende nu, hvor landet igen er blevet ramt af restriktioner.
Mette Blume Reick er skam også en super god vært, men det er bare lidt underligt uden Tim Vladimir, da "Det Magiske Juleværksted" har været hans projekt de sidste 4-5 år. :)
Det ændrer heldigvis ikke på programmet. Forøget arbejde kan sagtens være årsagen.
★★0Fik han ikke corona?
★★★★★0Fik han ikke corona?
Jo, det har du helt ret i. Det var jeg ikke lige klar over. I afsnit 2 sagde de blot, at han var syg men uden at nævne, hvad det gik ud på.
★★★★0Giv den gamle en chance. Selv min kone som blev chokeret, når det gik op for hende at jeg havde sat en sort/hvid film på, måtte overgive sig. "Den må vi se hvert år," sagde hun. Det har vi så glemt at gøre. Måske det skulle blive i år.
Det vil jeg kraftigt overveje. I år når det dog ikke at blive. Jeg når ikke engang dem jeg normalt ser :/
★★★★★1Låge nr 20.
Home Alone (1990)
Fra to umage brødres hæsblæsende kamp på Nordpolen for at komme hinanden nærmere ved og samtidig redde Julen, skal vi nu tilbage hen over isen til den mere almindelige men ej mindre gakkede verden og hilse på de to genier John Hughes og Chris Columbus vidunderlige og super sjove klassiker, om en ukuelig og optimistisk knægts hårdtslående duel mod to vederstyggelige tyveknægte og deres gustne forsøg på at forpurre den søde Juletid.
---
I deres enorme hus beliggende i et umiddelbart fredsommelige nabolag er familien McAllister midt i de kaotiske forberedelser til deres årlige Juleferie i Frankrig, da en spøjs politibetjent pludselig kigger forbi for at høre, om de har sikkerheden i orden mens de er væk. Den eneste der bemærker noget er den yngste søn Kevin (Macaulay Culkin), men da der foregår noget mere interessant på hans storebror Buzz (Devin Ratray) værelse, tænker den bette knægt ikke nærmere over det.
Ud af vinduet har Buzz nemlig spottet en anden creepy personage i skikkelse af den gamle nabo Marley (Robert Blossom), som rygtet siger er ingen ringere end den formodede sneskovls serimorder. Så da han opdager dem stå og spionere, er Kevin tæt på at skide i bukserne af skræk. En ordentlig stak pizzaer, en slåskamp med den provokerende Buzz, og en nærdødsoplevelse senere - der får alle i familien op i det røde felt - sendes Kevin på loftet som straf af sin mor (Catherine O'Hara), som harsk får at vide at Kevins største ønske ville være at den irriterende familie blev tryllet bort.
Nogle gange skal man dog passe på med hvad man ønsker sig, for i løbet af natten blæser der pludselig en mystisk vind ind over nabolaget, der ender med at kortslutte familiens vækkeur. Da chaufføren fra mini-bussen ringer på døren næste dag, opdager Kevins forældre til deres skræk at de har sovet over sig og haster alle afsted, så de kan nå ud i lufthavnen i tide. Desværre har genboens irriterende spørge Jørgen knægt Mitch Murphy været forbi under afgangen fra huset og bliver forvekslet med Kevin, der nu tror at han har fået sit tidligere ønske opfyldt.
Midt under flyveturen til Frankrig får Kevins mor en mærkelig fornemmelse og selvom Kevins far (John Heard) prøver at berolige hende, indser hun pludselig at Kevin stadig befinder sig hjemme på loftet. Mens forældrene panisk forsøger at vende tilbage til USA, nyder Kevin stilheden og savner hverken sine formanende forældre eller sine irriterende søskende, og benytter i stedet chancen til at gøre alt det han aldrig plejer at få lov til. Efter indtagelsen af store mængder is og pizza med ekstra ost, drager Kevin på et togt til den lokale købmand og så starter balladen.
For mens Kevin er på vej hjem, opdager han pludselig at to gustne typer følger efter ham, hvem han straks forsøger at skræmme bort fra sit hus. Men så let lader de to griske og nederdrægtige forbryder Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern) sig ikke narre og da de indser at knægten er alene hjemme, sætter de nu alle sejl til for at plyndre den store villa. Men Kevin har bestemt ikke tænkt sig at give op uden kamp og med stor kreativitet, et luftgevær og en edderkop, samt assistance fra en uventet kant, gør han sit bedste for at give de to slynger en aften, som de sent vil glemme.
---
Jeg har nok set "Home Alone" noget nær 117 gange, men alligevel glæder jeg mig hvert år til et gensyn med denne mesterligt orkestrerede film, der umiddelbart fremstår som værende lavet på baggrund af den mest ligetil opskrift, men - som det er typisk for John Hughes værker - alligevel byder på adskillige lag i fortællingen, der gør filmene langtidsholdbare på ubestemt tid. For mens man bliver introduceret for et større persongalleri, lægges der allerede i de indledende scener nemlig grundlaget for de mange forviklinger, der opstilles som detaljerede dominobrikker, der bare mangler det afgørende stød.
Af eksempler på dette fornemme overblik som manuskriptforfatter John Hughes og filmens instruktør Chris Columbus fremviser kan bl.a. nævnes den gamle mystiske nabo, guldtanden, den nærige onkel Frank, luftgeværet og Buzz fugleedderkop, hvilket umiddelbart ikke ser ud af det store. Men fælles for alle dele er, at de alligevel udgør vigtige ingredienser til den samlede fortællings morale og Julede budskaber om familiens betydning, næstekærlighed og selvopofrelse, kontra dens mørke modpoler i form af grådighed, egoisme og kapitalisme.
Alt dette kommer allersmukkest til udtryk i det venskab der opstår mellem Kevin og den gamle nabo Marley, der begge finder ud af de kan hjælpe hinanden ud af deres ensomhed ved at tro på det bedste i andre mennesker frem for altid at gøre det modsatte. Sublimt skildret i en fremragende scene i den lokale kirke hvor John Williams i forvejen mageløse og magiske score rammer nye højder, så man sidder med en tåre i øjenkrogen og efterfølgende gåsehud på armene, når musikken lægger an til det endelige opgør mellem Kevin og de onde kræfter i skikkelse af de to banditter Harry og Marv.
I den afsluttende fase skruer Chris Columbus og John Hughes så hele herligheden op på 11 med et festfyrværkeri af grovkornet slapstick humor i en uforbeholden hyldest til de gamle stumfilms legender som Buster Keaton og tegnefilm a la "Tom & Jerry" med en perlerække af legesyge og grotesk morsomme stunts, der altid medfører flere latterkramper hos mig, hver eneste gang jeg ser dem. Også her, og som i resten af filmen, viser Macaulay Culkin hvor stort et talent han er ved at have et forrygende overskud undervejs de gakkede stunts, hvor der både er plads til barnlig kækhed og gammelklogt ræsonnement.
Og som de to kvabsede stratenrøvere af nogle gustne tyveknægte er Joe Pesci og Daniel Stern helt forrygende gode i deres samspil som en moderne og væsentlig mere absurd voldelig og dermed top underholdende udgave af "Gøg & Gokke". Kontrasten imellem dem og den heroiske Kevin fungerer bare upåklageligt og sætter dermed en tyk streg under filmens mesterligt udførte humor, budskaber og status som en af de absolut bedste Julefilm, der nogensinde er lavet.
★★★★★★1En herlig film!
★★★★★★1Låge nr 20.
Home Alone (1990)
Fra to umage brødres hæsblæsende kamp på Nordpolen for at komme hinanden nærmere ved og samtidig redde Julen, skal vi nu tilbage hen over isen til den mere almindelige men ej mindre gakkede verden og hilse på de to genier John Hughes og Chris Columbus vidunderlige og super sjove klassiker, om en ukuelig og optimistisk knægts hårdtslående duel mod to vederstyggelige tyveknægte og deres gustne forsøg på at forpurre den søde Juletid.
---
I deres enorme hus beliggende i et umiddelbart fredsommelige nabolag er familien McAllister midt i de kaotiske forberedelser til deres årlige Juleferie i Frankrig, da en spøjs politibetjent pludselig kigger forbi for at høre, om de har sikkerheden i orden mens de er væk. Den eneste der bemærker noget er den yngste søn Kevin (Macaulay Culkin), men da der foregår noget mere interessant på hans storebror Buzz (Devin Ratray) værelse, tænker den bette knægt ikke nærmere over det.
Ud af vinduet har Buzz nemlig spottet en anden creepy personage i skikkelse af den gamle nabo Marley (Robert Blossom), som rygtet siger er ingen ringere end den formodede sneskovls serimorder. Så da han opdager dem stå og spionere, er Kevin tæt på at skide i bukserne af skræk. En ordentlig stak pizzaer, en slåskamp med den provokerende Buzz, og en nærdødsoplevelse senere - der får alle i familien op i det røde felt - sendes Kevin på loftet som straf af sin mor (Catherine O'Hara), som harsk får at vide at Kevins største ønske ville være at den irriterende familie blev tryllet bort.
Nogle gange skal man dog passe på med hvad man ønsker sig, for i løbet af natten blæser der pludselig en mystisk vind ind over nabolaget, der ender med at kortslutte familiens vækkeur. Da chaufføren fra mini-bussen ringer på døren næste dag, opdager Kevins forældre til deres skræk at de har sovet over sig og haster alle afsted, så de kan nå ud i lufthavnen i tide. Desværre har genboens irriterende spørge Jørgen knægt Mitch Murphy været forbi under afgangen fra huset og bliver forvekslet med Kevin, der nu tror at han har fået sit tidligere ønske opfyldt.
Midt under flyveturen til Frankrig får Kevins mor en mærkelig fornemmelse og selvom Kevins far (John Heard) prøver at berolige hende, indser hun pludselig at Kevin stadig befinder sig hjemme på loftet. Mens forældrene panisk forsøger at vende tilbage til USA, nyder Kevin stilheden og savner hverken sine formanende forældre eller sine irriterende søskende, og benytter i stedet chancen til at gøre alt det han aldrig plejer at få lov til. Efter indtagelsen af store mængder is og pizza med ekstra ost, drager Kevin på et togt til den lokale købmand og så starter balladen.
For mens Kevin er på vej hjem, opdager han pludselig at to gustne typer følger efter ham, hvem han straks forsøger at skræmme bort fra sit hus. Men så let lader de to griske og nederdrægtige forbryder Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern) sig ikke narre og da de indser at knægten er alene hjemme, sætter de nu alle sejl til for at plyndre den store villa. Men Kevin har bestemt ikke tænkt sig at give op uden kamp og med stor kreativitet, et luftgevær og en edderkop, samt assistance fra en uventet kant, gør han sit bedste for at give de to slynger en aften, som de sent vil glemme.
---
Jeg har nok set "Home Alone" noget nær 117 gange, men alligevel glæder jeg mig hvert år til et gensyn med denne mesterligt orkestrerede film, der umiddelbart fremstår som værende lavet på baggrund af den mest ligetil opskrift, men - som det er typisk for John Hughes værker - alligevel byder på adskillige lag i fortællingen, der gør filmene langtidsholdbare på ubestemt tid. For mens man bliver introduceret for et større persongalleri, lægges der allerede i de indledende scener nemlig grundlaget for de mange forviklinger, der opstilles som detaljerede dominobrikker, der bare mangler det afgørende stød.
Af eksempler på dette fornemme overblik som manuskriptforfatter John Hughes og filmens instruktør Chris Columbus fremviser kan bl.a. nævnes den gamle mystiske nabo, guldtanden, den nærige onkel Frank, luftgeværet og Buzz fugleedderkop, hvilket umiddelbart ikke ser ud af det store. Men fælles for alle dele er, at de alligevel udgør vigtige ingredienser til den samlede fortællings morale og Julede budskaber om familiens betydning, næstekærlighed og selvopofrelse, kontra dens mørke modpoler i form af grådighed, egoisme og kapitalisme.
Alt dette kommer allersmukkest til udtryk i det venskab der opstår mellem Kevin og den gamle nabo Marley, der begge finder ud af de kan hjælpe hinanden ud af deres ensomhed ved at tro på det bedste i andre mennesker frem for altid at gøre det modsatte. Sublimt skildret i en fremragende scene i den lokale kirke hvor John Williams i forvejen mageløse og magiske score rammer nye højder, så man sidder med en tåre i øjenkrogen og efterfølgende gåsehud på armene, når musikken lægger an til det endelige opgør mellem Kevin og de onde kræfter i skikkelse af de to banditter Harry og Marv.
I den afsluttende fase skruer Chris Columbus og John Hughes så hele herligheden op på 11 med et festfyrværkeri af grovkornet slapstick humor i en uforbeholden hyldest til de gamle stumfilms legender som Buster Keaton og tegnefilm a la "Tom & Jerry" med en perlerække af legesyge og grotesk morsomme stunts, der altid medfører flere latterkramper hos mig, hver eneste gang jeg ser dem. Også her, og som i resten af filmen, viser Macaulay Culkin hvor stort et talent han er ved at have et forrygende overskud undervejs de gakkede stunts, hvor der både er plads til barnlig kækhed og gammelklogt ræsonnement.
Og som de to kvabsede stratenrøvere af nogle gustne tyveknægte er Joe Pesci og Daniel Stern helt forrygende gode i deres samspil som en moderne og væsentlig mere absurd voldelig og dermed top underholdende udgave af "Gøg & Gokke". Kontrasten imellem dem og den heroiske Kevin fungerer bare upåklageligt og sætter dermed en tyk streg under filmens mesterligt udførte humor, budskaber og status som en af de absolut bedste Julefilm, der nogensinde er lavet.
Helt enig. Der findes ikke nogen film (det skulle da lige være 2’eren) som jeg har hulket så meget af grin over - på trods af at jeg genser den hver jul. På trods af at man ved præcis hvad der sker for Joe Pesci & Co så er det stadig lige så skægt. Din sammenligning med Tom & Jerry er præcist mine tanker - for uanset om normale mennesker var blevet kørt bort i en ligvogn - så slapper vi helt af, for vi ved det hele bare er en leg - og at de bare rejser sig igen.
Samtidig har den sin naive barnetro i behold - og et budskab om næstekærlighed, familie og sammenhold. 2’eren er tæt på at være lige så god.
★★★1Låge nr 20.
Home Alone (1990)
Fra to umage brødres hæsblæsende kamp på Nordpolen for at komme hinanden nærmere ved og samtidig redde Julen, skal vi nu tilbage hen over isen til den mere almindelige men ej mindre gakkede verden og hilse på de to genier John Hughes og Chris Columbus vidunderlige og super sjove klassiker, om en ukuelig og optimistisk knægts hårdtslående duel mod to vederstyggelige tyveknægte og deres gustne forsøg på at forpurre den søde Juletid.
---
I deres enorme hus beliggende i et umiddelbart fredsommelige nabolag er familien McAllister midt i de kaotiske forberedelser til deres årlige Juleferie i Frankrig, da en spøjs politibetjent pludselig kigger forbi for at høre, om de har sikkerheden i orden mens de er væk. Den eneste der bemærker noget er den yngste søn Kevin (Macaulay Culkin), men da der foregår noget mere interessant på hans storebror Buzz (Devin Ratray) værelse, tænker den bette knægt ikke nærmere over det.
Ud af vinduet har Buzz nemlig spottet en anden creepy personage i skikkelse af den gamle nabo Marley (Robert Blossom), som rygtet siger er ingen ringere end den formodede sneskovls serimorder. Så da han opdager dem stå og spionere, er Kevin tæt på at skide i bukserne af skræk. En ordentlig stak pizzaer, en slåskamp med den provokerende Buzz, og en nærdødsoplevelse senere - der får alle i familien op i det røde felt - sendes Kevin på loftet som straf af sin mor (Catherine O'Hara), som harsk får at vide at Kevins største ønske ville være at den irriterende familie blev tryllet bort.
Nogle gange skal man dog passe på med hvad man ønsker sig, for i løbet af natten blæser der pludselig en mystisk vind ind over nabolaget, der ender med at kortslutte familiens vækkeur. Da chaufføren fra mini-bussen ringer på døren næste dag, opdager Kevins forældre til deres skræk at de har sovet over sig og haster alle afsted, så de kan nå ud i lufthavnen i tide. Desværre har genboens irriterende spørge Jørgen knægt Mitch Murphy været forbi under afgangen fra huset og bliver forvekslet med Kevin, der nu tror at han har fået sit tidligere ønske opfyldt.
Midt under flyveturen til Frankrig får Kevins mor en mærkelig fornemmelse og selvom Kevins far (John Heard) prøver at berolige hende, indser hun pludselig at Kevin stadig befinder sig hjemme på loftet. Mens forældrene panisk forsøger at vende tilbage til USA, nyder Kevin stilheden og savner hverken sine formanende forældre eller sine irriterende søskende, og benytter i stedet chancen til at gøre alt det han aldrig plejer at få lov til. Efter indtagelsen af store mængder is og pizza med ekstra ost, drager Kevin på et togt til den lokale købmand og så starter balladen.
For mens Kevin er på vej hjem, opdager han pludselig at to gustne typer følger efter ham, hvem han straks forsøger at skræmme bort fra sit hus. Men så let lader de to griske og nederdrægtige forbryder Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern) sig ikke narre og da de indser at knægten er alene hjemme, sætter de nu alle sejl til for at plyndre den store villa. Men Kevin har bestemt ikke tænkt sig at give op uden kamp og med stor kreativitet, et luftgevær og en edderkop, samt assistance fra en uventet kant, gør han sit bedste for at give de to slynger en aften, som de sent vil glemme.
---
Jeg har nok set "Home Alone" noget nær 117 gange, men alligevel glæder jeg mig hvert år til et gensyn med denne mesterligt orkestrerede film, der umiddelbart fremstår som værende lavet på baggrund af den mest ligetil opskrift, men - som det er typisk for John Hughes værker - alligevel byder på adskillige lag i fortællingen, der gør filmene langtidsholdbare på ubestemt tid. For mens man bliver introduceret for et større persongalleri, lægges der allerede i de indledende scener nemlig grundlaget for de mange forviklinger, der opstilles som detaljerede dominobrikker, der bare mangler det afgørende stød.
Af eksempler på dette fornemme overblik som manuskriptforfatter John Hughes og filmens instruktør Chris Columbus fremviser kan bl.a. nævnes den gamle mystiske nabo, guldtanden, den nærige onkel Frank, luftgeværet og Buzz fugleedderkop, hvilket umiddelbart ikke ser ud af det store. Men fælles for alle dele er, at de alligevel udgør vigtige ingredienser til den samlede fortællings morale og Julede budskaber om familiens betydning, næstekærlighed og selvopofrelse, kontra dens mørke modpoler i form af grådighed, egoisme og kapitalisme.
Alt dette kommer allersmukkest til udtryk i det venskab der opstår mellem Kevin og den gamle nabo Marley, der begge finder ud af de kan hjælpe hinanden ud af deres ensomhed ved at tro på det bedste i andre mennesker frem for altid at gøre det modsatte. Sublimt skildret i en fremragende scene i den lokale kirke hvor John Williams i forvejen mageløse og magiske score rammer nye højder, så man sidder med en tåre i øjenkrogen og efterfølgende gåsehud på armene, når musikken lægger an til det endelige opgør mellem Kevin og de onde kræfter i skikkelse af de to banditter Harry og Marv.
I den afsluttende fase skruer Chris Columbus og John Hughes så hele herligheden op på 11 med et festfyrværkeri af grovkornet slapstick humor i en uforbeholden hyldest til de gamle stumfilms legender som Buster Keaton og tegnefilm a la "Tom & Jerry" med en perlerække af legesyge og grotesk morsomme stunts, der altid medfører flere latterkramper hos mig, hver eneste gang jeg ser dem. Også her, og som i resten af filmen, viser Macaulay Culkin hvor stort et talent han er ved at have et forrygende overskud undervejs de gakkede stunts, hvor der både er plads til barnlig kækhed og gammelklogt ræsonnement.
Og som de to kvabsede stratenrøvere af nogle gustne tyveknægte er Joe Pesci og Daniel Stern helt forrygende gode i deres samspil som en moderne og væsentlig mere absurd voldelig og dermed top underholdende udgave af "Gøg & Gokke". Kontrasten imellem dem og den heroiske Kevin fungerer bare upåklageligt og sætter dermed en tyk streg under filmens mesterligt udførte humor, budskaber og status som en af de absolut bedste Julefilm, der nogensinde er lavet.
Amen, to that :)
Vi har også lige genset både 1 og 2’eren. Favoritfilmene hos de store piger, og damn hvor man bare igen og igen kan grine af slap stick tæskene til Pesci og Stern
★★★★★★0Fire låger tilbage.
Jeg ved godt man ikke må føle på pakkerne før man åbner, men kommer alligevel med et gæt på de sidste;
Alene hjemme 2
White Christmas
A Christmas Carol
It’s a Wonderfull Life
★★★★0Vi mangler da også
The Santa Clause.
★★★★★★0Eller
Black Christmas (1974)
★★★★★★0Vi mangler da også
The Santa Clause.
Kom lige i tanke om at det er en top-25. Så det er muligt at alle 5 kommer med ;-)
★★★0Kan simpelthen ikke huske hele tråden, så jeg nævner sikkert nogen Nighthawk allerede har haft med, but here goes et par andre hurtige:
Mission Julemand - med Arnold
The Night before - 2015, Seth Rogen, har ikke fået set den endnu, kan nogen anbefale den?
Bossen og Bumsen
Og de korte: En Shrecklig jul samt En mammutlig jul
★★★★★★0Bossen og Bumsen
Er også et godt bud - den ville være blandt mine 5 sidste.
★★★★★0En herlig film!
Det ville godt nok have været en kedelig omgang, hvis John Hughes og Chris Columbus havde valgt den løsning. ;)
★★★★★2Helt enig. Der findes ikke nogen film (det skulle da lige være 2’eren) som jeg har hulket så meget af grin over - på trods af at jeg genser den hver jul. På trods af at man ved præcis hvad der sker for Joe Pesci & Co så er det stadig lige så skægt. Din sammenligning med Tom & Jerry er præcist mine tanker - for uanset om normale mennesker var blevet kørt bort i en ligvogn - så slapper vi helt af, for vi ved det hele bare er en leg - og at de bare rejser sig igen.
Samtidig har den sin naive barnetro i behold - og et budskab om næstekærlighed, familie og sammenhold. 2’eren er tæt på at være lige så god.
Og så er er der jo også de forskellige farverige biroller, som John Hughes også laver til sine film og som i "Home Alone"s tilfælde tæller pizzabudet, nisse-pigen i læderjakken, den gustne julemand med den gamle spand af en bil, gangsteren fra den sort/hvide film Kevin ser, den mega irriterende genbo Mitch Murphy, og så den super nærige og mavesure onkel Frank. Og så er der jo også John Candys herlige polka musikant med det store hjerte. :D
Netop de her herlige biroller og måden de kommer i spil på - ikke blot i "Home Alone" men også i John Hughes øvrige film - er også en utrolig vigtig årsag til, at hans film er så gode, sjove og mindeværdige. :)
★★★★★1Amen, to that :)
Vi har også lige genset både 1 og 2’eren. Favoritfilmene hos de store piger, og damn hvor man bare igen og igen kan grine af slap stick tæskene til Pesci og Stern
Ja, de slapstick scener slår aldrig fejl. De er bare så vild over the top, at de bliver ved med at være sjove. :D
★★★★★1Låge nr 21.
Home Alone 2 : Lost In New York (1992)
Vi fortsætter nu lystigt videre med endnu et forrygende kapitel i det magiske makkerpar John Hughes og Chris Columbus Jule-fortællingen om den herligt kække og altid kreativt tænkende Kevin McCallister, der nok engang tørnede sammen med sine to ærkefjender i en sequel, som på alle mulige måder malede sit snefyldte canvas med endnu større og vildere penselstrøg end sin legendariske forgænger
---
To år er gået siden sidst og familien McCallister har atter samlet tropperne til en ny Juleferie, som denne gang vil foregå i det solbeskinnede Miami, da onkel Frank (Gerry Bamman) ikke er så glad for alt det der sne-halløj. Det kan Kevin (Macaulay Culkin) til gengæld godt lide og er derfor pænt irriteret over at skulle tilbringe Juledagene iblandt palmetræer og varmblodede flamingoer. Inden afrejsen står den dog på skolens traditionelle Juleafslutning som ender i vild tumult mellem Kevin - der bliver totalt ydmyget - og hans storebror Buzz (Devin Ratray) til stor morskab for onkel Frank.
Efter at Buzz har spillet offerkortet på den mest udspekulerede måde, ender Kevin som straf igen på det støvede loft aftenen inden flyrejsen. Næste morgen og klog af skade husker hans mor og far (Catherine O'Hara og John Heard) dog at få Kevin med, og så er det ellers afsted til lufthavnen i en rasende fart med hele familien inklusiv den gnavne onkel Frank, hvis flyet skal nås til tiden. Men i de overbefolkede gange i terminalen mister Kevin overblikket og kommer i stedet til at følge en der ligner hans far. Så mens familien sidder mageligt i sæderne til Miami, ender Kevin - med sin faders taske - til sin store overraskelse i stedet i New York.
Just ankommet til den pulserende storby mutters alene beslutter Kevin sig for at tage på lidt sightseeing nu, at han er der alligevel. Efter en kort tur til Central Park, hvor hvor han bliver skræmt fra vid og sans af en hjemløs ældre dame med adskillige duer siddende på sig, ender den bette knægt på det fashionable Hotel Plaza, hvor han tjekker ind på et luksusværelse med hele svineriet med hjælp fra sin faders kreditkort. Hotellets manager (Tim Curry) er dog sikker på, at der er ugler i mosen og vil derfor gøre alt han kan for at afsløre den nye gæst.
Mens Kevin nyder sin nye luksustilværelse med is, chokolade og B-film, sidder resten af familien fast i Miami i pisøsende regnvejr til alles store utilfredshed ikke mindst Kevins forældre, der nok engang pinligt må konstatere, at de har glemt deres yngste søn, som de erfarer via brugen af kreditkortet befinder sig i New York. Men lykken varer som bekendt ikke evigt må Kevin sande, da han først må flygte desperat fra hotellet og efterfølgende finder ud af at hans to ærkefjender Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern) er stukket af fra fængslet for at stjæle alle pengene fra en nærliggende legetøjsbutik.
Da Kevin tidligere under sin sightseeing i byen har haft en hyggelig snak med butikkens ejer Mr. Duncan (Eddie Bracken) ved han, at pengene skulle gå til et børnehjem. Så for at de stakkels børn kan få en god Jul, beslutter Kevin sig for at sætte en brat stopper for slynglernes planer og lokker dem efterfølgende til Kevins onkels hus, der er ved at blive renoveret og derfor er det perfekte sted til at give Harry og Marv en ordentlig røvfuld som tak for deres tarvelige tyveri og forsøg på at ødelægge Julen.
---
Det er genkendelsens glæde i aller højeste potens fra første fløjt og klang med bjælden, når Chris Columbus og John Hughes på mest fornøjelig vis slår dørene op til endnu et herligt eventyr med Julen og de svagestes beskytter i skikkelse af den charmerende spasmager Kevin McCallister og hans knuselskelige skøre flok af familiemedlemmer og pudseløjerlige personager der følger med, når de lyse og mørke kræfter på morsom vis duellerer i Julestjernens skær.
Midt i Chris Columbus og John Hughes vanlige virkemidler af komiske forviklinger og klassiske Julesange byder de to humoristiske gentlemen på en række nye karakterer, hvor især tre af dem får betydningsfulde roller i det overordnede plot og for dets traditionelle budskaber om griskhed og næstekærlighed.
Som et perfekt og temmelig vammelt eksempel på førstnævnte er Tim Curry forrygende creepy og slesk som den snobbede manager i kapitalismens højborg her i form af det overdådige Hotel Plaza, hvor kun de meget rige har råd til at opholde sig.
Men gode gamle Kevin får på befriende vis sat den arrogante narresut på plads med et genialt stunt som man - selv om Kevin jo ret beset er på kant med loven - bare elsker ham for når der en sjælden gang er mulighed for at give eliten et drilsk spark i bollerne.
Hvad det næstekærlige islæt angår er det den hyggelige og godmodige indehaver af den gammeldags legetøjsbutik Mr. Duncan - der bliver spillet af veteranen og Hollywood legenden Eddie Bracken - som bringer den helt rigtige nostalgiske stemning ind i historien og agerer et bindeled mellem både Kevin og de forældreløse børn, samt den hjemløse Due-Dame fra Central Park.
Sidstnævnte bliver hjerteskærende godt spillet af Brenda Fricker og er en smuk reference til den første films møde mellem den gamle Marley og Kevin, hvor der ligeledes gemte sig en tragisk og dybt rørende historie bag den umiddelbart faretruende facade.
Due-Damen kommer desuden også i spil i den store finale på den mest geniale facon efter, at Kevin har haft sit hårdtslående og rablende vanvittige opgør med Harry og Marv, der atter bliver ondulerer så man bare skraldgriner af sine lungers fulde kraft.
"Home Alone 2 : Lost in New York" er ligesom den forrige i serien en helt igennem fantastisk underholdende film, der excellerer i en perfekt blanding af hjertevarm sentimentalitet, gakket humor og vilde stunts, så det er en fryd for øjet. Og derfor skal filmen naturligvis med på listen over de bedste Julefilm.
★★★★★★1Låge nr 21.
Home Alone 2 : Lost In New York (1992)
Vi fortsætter nu lystigt videre med endnu et forrygende kapitel i det magiske makkerpar John Hughes og Chris Columbus Jule-fortællingen om den herligt kække og altid kreativt tænkende Kevin McCallister, der nok engang tørnede sammen med sine to ærkefjender i en sequel, som på alle mulige måder malede sit snefyldte canvas med endnu større og vildere penselstrøg end sin legendariske forgænger
---
To år er gået siden sidst og familien McCallister har atter samlet tropperne til en ny Juleferie, som denne gang vil foregå i det solbeskinnede Miami, da onkel Frank (Gerry Bamman) ikke er så glad for alt det der sne-halløj. Det kan Kevin (Macaulay Culkin) til gengæld godt lide og er derfor pænt irriteret over at skulle tilbringe Juledagene iblandt palmetræer og varmblodede flamingoer. Inden afrejsen står den dog på skolens traditionelle Juleafslutning som ender i vild tumult mellem Kevin - der bliver totalt ydmyget - og hans storebror Buzz (Devin Ratray) til stor morskab for onkel Frank.
Efter at Buzz har spillet offerkortet på den mest udspekulerede måde, ender Kevin som straf igen på det støvede loft aftenen inden flyrejsen. Næste morgen og klog af skade husker hans mor og far (Catherine O'Hara og John Heard) dog at få Kevin med, og så er det ellers afsted til lufthavnen i en rasende fart med hele familien inklusiv den gnavne onkel Frank, hvis flyet skal nås til tiden. Men i de overbefolkede gange i terminalen mister Kevin overblikket og kommer i stedet til at følge en der ligner hans far. Så mens familien sidder mageligt i sæderne til Miami, ender Kevin - med sin faders taske - til sin store overraskelse i stedet i New York.
Just ankommet til den pulserende storby mutters alene beslutter Kevin sig for at tage på lidt sightseeing nu, at han er der alligevel. Efter en kort tur til Central Park, hvor hvor han bliver skræmt fra vid og sans af en hjemløs ældre dame med adskillige duer siddende på sig, ender den bette knægt på det fashionable Hotel Plaza, hvor han tjekker ind på et luksusværelse med hele svineriet med hjælp fra sin faders kreditkort. Hotellets manager (Tim Curry) er dog sikker på, at der er ugler i mosen og vil derfor gøre alt han kan for at afsløre den nye gæst.
Mens Kevin nyder sin nye luksustilværelse med is, chokolade og B-film, sidder resten af familien fast i Miami i pisøsende regnvejr til alles store utilfredshed ikke mindst Kevins forældre, der nok engang pinligt må konstatere, at de har glemt deres yngste søn, som de erfarer via brugen af kreditkortet befinder sig i New York. Men lykken varer som bekendt ikke evigt må Kevin sande, da han først må flygte desperat fra hotellet og efterfølgende finder ud af at hans to ærkefjender Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern) er stukket af fra fængslet for at stjæle alle pengene fra en nærliggende legetøjsbutik.
Da Kevin tidligere under sin sightseeing i byen har haft en hyggelig snak med butikkens ejer Mr. Duncan (Eddie Bracken) ved han, at pengene skulle gå til et børnehjem. Så for at de stakkels børn kan få en god Jul, beslutter Kevin sig for at sætte en brat stopper for slynglernes planer og lokker dem efterfølgende til Kevins onkels hus, der er ved at blive renoveret og derfor er det perfekte sted til at give Harry og Marv en ordentlig røvfuld som tak for deres tarvelige tyveri og forsøg på at ødelægge Julen.
---
Det er genkendelsens glæde i aller højeste potens fra første fløjt og klang med bjælden, når Chris Columbus og John Hughes på mest fornøjelig vis slår dørene op til endnu et herligt eventyr med Julen og de svagestes beskytter i skikkelse af den charmerende spasmager Kevin McCallister og hans knuselskelige skøre flok af familiemedlemmer og pudseløjerlige personager der følger med, når de lyse og mørke kræfter på morsom vis duellerer i Julestjernens skær.
Midt i Chris Columbus og John Hughes vanlige virkemidler af komiske forviklinger og klassiske Julesange byder de to humoristiske gentlemen på en række nye karakterer, hvor især tre af dem får betydningsfulde roller i det overordnede plot og for dets traditionelle budskaber om griskhed og næstekærlighed.
Som et perfekt og temmelig vammelt eksempel på førstnævnte er Tim Curry forrygende creepy og slesk som den snobbede manager i kapitalismens højborg her i form af det overdådige Hotel Plaza, hvor kun de meget rige har råd til at opholde sig.
Men gode gamle Kevin får på befriende vis sat den arrogante narresut på plads med et genialt stunt som man - selv om Kevin jo ret beset er på kant med loven - bare elsker ham for når der en sjælden gang er mulighed for at give eliten et drilsk spark i bollerne.
Hvad det næstekærlige islæt angår er det den hyggelige og godmodige indehaver af den gammeldags legetøjsbutik Mr. Duncan - der bliver spillet af veteranen og Hollywood legenden Eddie Bracken - som bringer den helt rigtige nostalgiske stemning ind i historien og agerer et bindeled mellem både Kevin og de forældreløse børn, samt den hjemløse Due-Dame fra Central Park.
Sidstnævnte bliver hjerteskærende godt spillet af Brenda Fricker og er en smuk reference til den første films møde mellem den gamle Marley og Kevin, hvor der ligeledes gemte sig en tragisk og dybt rørende historie bag den umiddelbart faretruende facade.
Due-Damen kommer desuden også i spil i den store finale på den mest geniale facon efter, at Kevin har haft sit hårdtslående og rablende vanvittige opgør med Harry og Marv, der atter bliver ondulerer så man bare skraldgriner af sine lungers fulde kraft.
"Home Alone 2 : Lost in New York" er ligesom den forrige i serien en helt igennem fantastisk underholdende film, der excellerer i en perfekt blanding af hjertevarm sentimentalitet, gakket humor og vilde stunts, så det er en fryd for øjet. Og derfor skal filmen naturligvis med på listen over de bedste Julefilm.
Imponerende bedrift at det lykkes at indfri alle forventninger - det burde ikke kunne lade sig gøre - men det skete alligevel.
“Eat Bricks” momentet er vanvittigt - og “finalen” er mindst lige så sjov i andet take.
Helt vild præstation. Der er en årsag til at der normalt går mange år mellem disse klassikere.
★★★★★★1Og så er er der jo også de forskellige farverige biroller, som John Hughes også laver til sine film og som i "Home Alone"s tilfælde tæller pizzabudet, nisse-pigen i læderjakken, den gustne julemand med den gamle spand af en bil, gangsteren fra den sort/hvide film Kevin ser, den mega irriterende genbo Mitch Murphy, og så den super nærige og mavesure onkel Frank. Og så er der jo også John Candys herlige polka musikant med det store hjerte. :D
Netop de her herlige biroller og måden de kommer i spil på - ikke blot i "Home Alone" men også i John Hughes øvrige film - er også en utrolig vigtig årsag til, at hans film er så gode, sjove og mindeværdige. :)
Præcist - INTET er tilfældigt - fantastisk cast, hele vejen rundt :-)