Præcist - INTET er tilfældigt - fantastisk cast, hele vejen rundt :-)
Ohhh jeg kan nu komme på en bestemt person man da gerne måtte klippe ud af den film.... :)
De bedste julefilm : En top 25 julekalender!
★★★★★0
★★★★★★0Ohhh jeg kan nu komme på en bestemt person man da gerne måtte klippe ud af den film.... :)
Ja, han fik lige sneget sig ind, men kan vel dårligt regnes blandt castet :-)
- ★★★★★0
Ja, han fik lige sneget sig ind, men kan vel dårligt regnes blandt castet :-)
Jeg følger ikke Cinemasins mere, da jeg synes det blev lidt for meget af det samme, men han cinemasins til Home Alone 2 var priceless, da counteren går hel amok da han dukker op.
★★★★1Jeg følger ikke Cinemasins mere, da jeg synes det blev lidt for meget af det samme, men han cinemasins til Home Alone 2 var priceless, da counteren går hel amok da han dukker op.
Der røg jeg lige af?
Hvad er Cinemasins? Og hvilken counter er der tale om?
★★★★★1Låge nr 22.
It's a Wonderful Life (1946)
Og således skal vi nu vinke pænt farvel til de skrupskøre og farverige 90'ere og den herlige Kevin McCallister samt hans skøre familie, for i stedet at tage de gammeldags sort/hvide briller på og sætte kursen imod forstaden Bedford Falls, hvor Frank Capras vidunderlige og evigt hjertevarme klassiker tager imod os med åbne arme, som det efterhånden har været fast tradition i Julen i adskillige årtier.
---
Året er 1945 og Julen er lige på trapperne i den lille slumrende og hyggelige by Bedford Falls, hvor sneen efterhånden har lagt sig hen over gader og stræder på den mest idylliske måde, man kan forestille sig. Men ikke alle er kommet i stemning til at fejre den optimistiske højtid og da slet ikke den dybt frustrerede og temmelig fortabte pengeudlåner George Bailey (James Stewart), der er så langt nede i kulkælderen humørmæssigt set, at han kraftigt overvejer at tage sit eget liv ved at springe ud fra den lokale bro.
Imens et sted i himlen bliver Clarence (Henry Travers) - der er i praktik til at blive en rigtig engel - opmærksom på den stakkels mands problemer men må vente med at foretage sig noget indtil, at hans chef har forklaret sin nysgerrige elev om George Baileys fortid og hvad årsagen er til, at han er havnet i denne dybt eksistentielle krise. Efter at have set to eksempler fra Georges barndom hvor han både redder sin broder fra at drukne og sin distræte arbejdsgiver - en gammel apoteker - fra at forgifte en af de faste kunder, står det klart at George er højt værdsat i byen
Et spring frem i tiden til 1928 begynder dog at lægge flere nuancer til den heroiske og evigt optimistiske ungersvends komplicerede liv. For ligesom George står på tærsklen til at foretage en jordomrejse, inden han starter et spændende liv på college, må han bittert droppe begge dele, da hans fader dør og George dermed tvinges til at overtage familiens lånevirksomhed for at undgå det går konkurs og de ansatte og firmaets kunder ender i store økonomiske problemer. Trods den tyngende byrde på sine skuldre stiger Georges humør dog voldsomt i graderne, da han pludselig møder sit livs kærlighed Mary Harch (Donna Reed), der også er dybt forelsket i ham.
George må dog senere sande, at han godt kan skyde en hvid pil efter sine college-drømme, da han bliver nødt til at lægge alle kræfter i for at få tingene til at løbe rundt. Særligt da byens mastodont, bestyrelsesmedlem og ejer af den største bank i skikkelse af den ekstremt kyniske Henry F. Potter (Lionel Barrymore) presser på for at få den lille konkurrent til at dreje nøglen om, så han kan overtage kundekredsen og score en hurtig profit. For at undgå at det gamle betroede familiefirma ikke ryger i kløerne på den glubske ågerkarl, må George og Mary derfor bruge alle deres penge - som ellers skulle gå til en bryllupsrejse - og endnu engang misser George muligheden for at forlade Bedford Falls.
Inden længe og mens alle andre har succes begynder George - skønt det at have kone og børn - at blive mere og mere bitter over sin tilværelse og de forliste drømme. Så da hans medarbejder og onkel (Thomas Mitchell) mister et større beløb tilhørende firmaet under et besøg hos Mr. Potter, ligner det en konkurs og George står nu pludselig til at miste alt. I ren desperation går han amok på sin familie og forsvinder ud i natten sikker på at alt havde været bedre uden hans tilstedeværelse. Men Clarence vil det anderledes og i håbet om at få George til at skifte mening, viser englen in spe ham at han bestemt ikke er uundværlig for byens borgere eller sine nærmeste trods hans problemer.
---
Efter afslutningen på anden verdenskrig havde befolkningen i USA i den grad brug for en hyggelig, humoristisk og vedkommende film med en spirende optimisme til at få tankerne væk fra deprimerende afsavn og tab af tro og over i en indbydende verden af nostalgi, håb forbrødring og næstekærlighed. Og således udkom Frank Capras mageløse mesterværk "It's a Wonderful Life" derfor på det mest perfekte tidspunkt, man overhovedet kunne forestille sig.
Alligevel tog det sin tid for "It's a Wonderful Life" at blive anerkendt som et stort værk grundet en række umiddelbare anmeldelser, der ikke havde meget tilovers for Frank Capras ellers fine brug af sentimentale virkemidler, så først da filmen blev vist fast på tv i Juledagene hvert år, blev dens status både som en højt elsket film og som en uvurderlig Juleklassiker fuldt ud etableret og dens spraglede persongalleri taget til sig, som var de en fast del af folks egen familie.
Som guide til at drive den knuselskelige historie og dens hjertevarme traditionelle Julebudskaber hen over isen og ind og ud mellem det smukke stemningsfulde landskab havde Frank Capra allieret sig med den karismatiske James Stewart, hvem Capra tidligere havde lavet to succeser med. Kombinationen af mesterinstruktøren og den legendariske skuespiller var et perfekt match i at formidle filmens budskaber og altoverskyggende tema om - trods hård modstand, forliste drømme og utallige nederlag - aldrig at miste troen på sig selv og sine medmennesker.
James Stewart leverer en helt igennem fantastisk præstation som George Bailey og er hele tiden perfekt i stand til at balancere mellem karakterens mørke, bitre og forpinte side og så den optimistiske, bredt favnende og romantiske side på lige overbevisende vis. Særligt er scenerne i det alternative Bedford Falls og så da han forelsker sig i Donna Reeds bedårende Mary - i en vidunderlig romance - alt sammen perfekte eksempler på hvor fremragende en skuespiller han var.
"It's a Wonderful Life" er bare en fantastisk rørende og super hyggelig film, som er en af de essentielle film, man bare skal se her i Julen.
- ★★★★★★1
Låge nr 22.
It's a Wonderful Life (1946)
Og således skal vi nu vinke pænt farvel til de skrupskøre og farverige 90'ere og den herlige Kevin McCallister samt hans skøre familie, for i stedet at tage de gammeldags sort/hvide briller på og sætte kursen imod forstaden Bedford Falls, hvor Frank Capras vidunderlige og evigt hjertevarme klassiker tager imod os med åbne arme, som det efterhånden har været fast tradition i Julen i adskillige årtier.
---
Året er 1945 og Julen er lige på trapperne i den lille slumrende og hyggelige by Bedford Falls, hvor sneen efterhånden har lagt sig hen over gader og stræder på den mest idylliske måde, man kan forestille sig. Men ikke alle er kommet i stemning til at fejre den optimistiske højtid og da slet ikke den dybt frustrerede og temmelig fortabte pengeudlåner George Bailey (James Stewart), der er så langt nede i kulkælderen humørmæssigt set, at han kraftigt overvejer at tage sit eget liv ved at springe ud fra den lokale bro.
Imens et sted i himlen bliver Clarence (Henry Travers) - der er i praktik til at blive en rigtig engel - opmærksom på den stakkels mands problemer men må vente med at foretage sig noget indtil, at hans chef har forklaret sin nysgerrige elev om George Baileys fortid og hvad årsagen er til, at han er havnet i denne dybt eksistentielle krise. Efter at have set to eksempler fra Georges barndom hvor han både redder sin broder fra at drukne og sin distræte arbejdsgiver - en gammel apoteker - fra at forgifte en af de faste kunder, står det klart at George er højt værdsat i byen
Et spring frem i tiden til 1928 begynder dog at lægge flere nuancer til den heroiske og evigt optimistiske ungersvends komplicerede liv. For ligesom George står på tærsklen til at foretage en jordomrejse, inden han starter et spændende liv på college, må han bittert droppe begge dele, da hans fader dør og George dermed tvinges til at overtage familiens lånevirksomhed for at undgå det går konkurs og de ansatte og firmaets kunder ender i store økonomiske problemer. Trods den tyngende byrde på sine skuldre stiger Georges humør dog voldsomt i graderne, da han pludselig møder sit livs kærlighed Mary Harch (Donna Reed), der også er dybt forelsket i ham.
George må dog senere sande, at han godt kan skyde en hvid pil efter sine college-drømme, da han bliver nødt til at lægge alle kræfter i for at få tingene til at løbe rundt. Særligt da byens mastodont, bestyrelsesmedlem og ejer af den største bank i skikkelse af den ekstremt kyniske Henry F. Potter (Lionel Barrymore) presser på for at få den lille konkurrent til at dreje nøglen om, så han kan overtage kundekredsen og score en hurtig profit. For at undgå at det gamle betroede familiefirma ikke ryger i kløerne på den glubske ågerkarl, må George og Mary derfor bruge alle deres penge - som ellers skulle gå til en bryllupsrejse - og endnu engang misser George muligheden for at forlade Bedford Falls.
Inden længe og mens alle andre har succes begynder George - skønt det at have kone og børn - at blive mere og mere bitter over sin tilværelse og de forliste drømme. Så da hans medarbejder og onkel (Thomas Mitchell) mister et større beløb tilhørende firmaet under et besøg hos Mr. Potter, ligner det en konkurs og George står nu pludselig til at miste alt. I ren desperation går han amok på sin familie og forsvinder ud i natten sikker på at alt havde været bedre uden hans tilstedeværelse. Men Clarence vil det anderledes og i håbet om at få George til at skifte mening, viser englen in spe ham at han bestemt ikke er uundværlig for byens borgere eller sine nærmeste trods hans problemer.
---
Efter afslutningen på anden verdenskrig havde befolkningen i USA i den grad brug for en hyggelig, humoristisk og vedkommende film med en spirende optimisme til at få tankerne væk fra deprimerende afsavn og tab af tro og over i en indbydende verden af nostalgi, håb forbrødring og næstekærlighed. Og således udkom Frank Capras mageløse mesterværk "It's a Wonderful Life" derfor på det mest perfekte tidspunkt, man overhovedet kunne forestille sig.
Alligevel tog det sin tid for "It's a Wonderful Life" at blive anerkendt som et stort værk grundet en række umiddelbare anmeldelser, der ikke havde meget tilovers for Frank Capras ellers fine brug af sentimentale virkemidler, så først da filmen blev vist fast på tv i Juledagene hvert år, blev dens status både som en højt elsket film og som en uvurderlig Juleklassiker fuldt ud etableret og dens spraglede persongalleri taget til sig, som var de en fast del af folks egen familie.
Som guide til at drive den knuselskelige historie og dens hjertevarme traditionelle Julebudskaber hen over isen og ind og ud mellem det smukke stemningsfulde landskab havde Frank Capra allieret sig med den karismatiske James Stewart, hvem Capra tidligere havde lavet to succeser med. Kombinationen af mesterinstruktøren og den legendariske skuespiller var et perfekt match i at formidle filmens budskaber og altoverskyggende tema om - trods hård modstand, forliste drømme og utallige nederlag - aldrig at miste troen på sig selv og sine medmennesker.
James Stewart leverer en helt igennem fantastisk præstation som George Bailey og er hele tiden perfekt i stand til at balancere mellem karakterens mørke, bitre og forpinte side og så den optimistiske, bredt favnende og romantiske side på lige overbevisende vis. Særligt er scenerne i det alternative Bedford Falls og så da han forelsker sig i Donna Reeds bedårende Mary - i en vidunderlig romance - alt sammen perfekte eksempler på hvor fremragende en skuespiller han var.
"It's a Wonderful Life" er bare en fantastisk rørende og super hyggelig film, som er en af de essentielle film, man bare skal se her i Julen.
Den måtte jo komme - måske den største juleklassiker af dem alle.
- ★★★★★1
Imponerende bedrift at det lykkes at indfri alle forventninger - det burde ikke kunne lade sig gøre - men det skete alligevel.
“Eat Bricks” momentet er vanvittigt - og “finalen” er mindst lige så sjov i andet take.Helt vild præstation. Der er en årsag til at der normalt går mange år mellem disse klassikere.
Ja, det er vildt, at de har kunnet lave en 2'er, der er stort set ligeså god som 1'eren. Og så er det en kløgtig måde, de får løst forklaringen bag, hvordan Kevin bliver væk her anden gang. Der er virkelig tænkt over hver en detalje, hvilket egentlig er meget sigende for den overordnede kvalitet mht. kreativitet, og sammenhæng imellem forviklingerne. :)
- ★★★★★0
Den måtte jo komme - måske den største juleklassiker af dem alle.
Det er en af de største i hvert fald. Det er bare ikke rigtig Jul uden "It's a Wonderful Life" har været på skærmen. :)
- ★★★★★★1
Låge nr 22.
It's a Wonderful Life (1946)
Og således skal vi nu vinke pænt farvel til de skrupskøre og farverige 90'ere og den herlige Kevin McCallister samt hans skøre familie, for i stedet at tage de gammeldags sort/hvide briller på og sætte kursen imod forstaden Bedford Falls, hvor Frank Capras vidunderlige og evigt hjertevarme klassiker tager imod os med åbne arme, som det efterhånden har været fast tradition i Julen i adskillige årtier.
---
Året er 1945 og Julen er lige på trapperne i den lille slumrende og hyggelige by Bedford Falls, hvor sneen efterhånden har lagt sig hen over gader og stræder på den mest idylliske måde, man kan forestille sig. Men ikke alle er kommet i stemning til at fejre den optimistiske højtid og da slet ikke den dybt frustrerede og temmelig fortabte pengeudlåner George Bailey (James Stewart), der er så langt nede i kulkælderen humørmæssigt set, at han kraftigt overvejer at tage sit eget liv ved at springe ud fra den lokale bro.
Imens et sted i himlen bliver Clarence (Henry Travers) - der er i praktik til at blive en rigtig engel - opmærksom på den stakkels mands problemer men må vente med at foretage sig noget indtil, at hans chef har forklaret sin nysgerrige elev om George Baileys fortid og hvad årsagen er til, at han er havnet i denne dybt eksistentielle krise. Efter at have set to eksempler fra Georges barndom hvor han både redder sin broder fra at drukne og sin distræte arbejdsgiver - en gammel apoteker - fra at forgifte en af de faste kunder, står det klart at George er højt værdsat i byen
Et spring frem i tiden til 1928 begynder dog at lægge flere nuancer til den heroiske og evigt optimistiske ungersvends komplicerede liv. For ligesom George står på tærsklen til at foretage en jordomrejse, inden han starter et spændende liv på college, må han bittert droppe begge dele, da hans fader dør og George dermed tvinges til at overtage familiens lånevirksomhed for at undgå det går konkurs og de ansatte og firmaets kunder ender i store økonomiske problemer. Trods den tyngende byrde på sine skuldre stiger Georges humør dog voldsomt i graderne, da han pludselig møder sit livs kærlighed Mary Harch (Donna Reed), der også er dybt forelsket i ham.
George må dog senere sande, at han godt kan skyde en hvid pil efter sine college-drømme, da han bliver nødt til at lægge alle kræfter i for at få tingene til at løbe rundt. Særligt da byens mastodont, bestyrelsesmedlem og ejer af den største bank i skikkelse af den ekstremt kyniske Henry F. Potter (Lionel Barrymore) presser på for at få den lille konkurrent til at dreje nøglen om, så han kan overtage kundekredsen og score en hurtig profit. For at undgå at det gamle betroede familiefirma ikke ryger i kløerne på den glubske ågerkarl, må George og Mary derfor bruge alle deres penge - som ellers skulle gå til en bryllupsrejse - og endnu engang misser George muligheden for at forlade Bedford Falls.
Inden længe og mens alle andre har succes begynder George - skønt det at have kone og børn - at blive mere og mere bitter over sin tilværelse og de forliste drømme. Så da hans medarbejder og onkel (Thomas Mitchell) mister et større beløb tilhørende firmaet under et besøg hos Mr. Potter, ligner det en konkurs og George står nu pludselig til at miste alt. I ren desperation går han amok på sin familie og forsvinder ud i natten sikker på at alt havde været bedre uden hans tilstedeværelse. Men Clarence vil det anderledes og i håbet om at få George til at skifte mening, viser englen in spe ham at han bestemt ikke er uundværlig for byens borgere eller sine nærmeste trods hans problemer.
---
Efter afslutningen på anden verdenskrig havde befolkningen i USA i den grad brug for en hyggelig, humoristisk og vedkommende film med en spirende optimisme til at få tankerne væk fra deprimerende afsavn og tab af tro og over i en indbydende verden af nostalgi, håb forbrødring og næstekærlighed. Og således udkom Frank Capras mageløse mesterværk "It's a Wonderful Life" derfor på det mest perfekte tidspunkt, man overhovedet kunne forestille sig.
Alligevel tog det sin tid for "It's a Wonderful Life" at blive anerkendt som et stort værk grundet en række umiddelbare anmeldelser, der ikke havde meget tilovers for Frank Capras ellers fine brug af sentimentale virkemidler, så først da filmen blev vist fast på tv i Juledagene hvert år, blev dens status både som en højt elsket film og som en uvurderlig Juleklassiker fuldt ud etableret og dens spraglede persongalleri taget til sig, som var de en fast del af folks egen familie.
Som guide til at drive den knuselskelige historie og dens hjertevarme traditionelle Julebudskaber hen over isen og ind og ud mellem det smukke stemningsfulde landskab havde Frank Capra allieret sig med den karismatiske James Stewart, hvem Capra tidligere havde lavet to succeser med. Kombinationen af mesterinstruktøren og den legendariske skuespiller var et perfekt match i at formidle filmens budskaber og altoverskyggende tema om - trods hård modstand, forliste drømme og utallige nederlag - aldrig at miste troen på sig selv og sine medmennesker.
James Stewart leverer en helt igennem fantastisk præstation som George Bailey og er hele tiden perfekt i stand til at balancere mellem karakterens mørke, bitre og forpinte side og så den optimistiske, bredt favnende og romantiske side på lige overbevisende vis. Særligt er scenerne i det alternative Bedford Falls og så da han forelsker sig i Donna Reeds bedårende Mary - i en vidunderlig romance - alt sammen perfekte eksempler på hvor fremragende en skuespiller han var.
"It's a Wonderful Life" er bare en fantastisk rørende og super hyggelig film, som er en af de essentielle film, man bare skal se her i Julen.
En af mine all-time favoritter, også uden for kredsen af julefilm. Jeg tuder af glæde HVER gang i slutningen. Den er så rørende og livsbekræftende.
T. Nielsen23-12-20 06:51
- ★★★★★★1
Ja, det er vildt, at de har kunnet lave en 2'er, der er stort set ligeså god som 1'eren. Og så er det en kløgtig måde, de får løst forklaringen bag, hvordan Kevin bliver væk her anden gang. Der er virkelig tænkt over hver en detalje, hvilket egentlig er meget sigende for den overordnede kvalitet mht. kreativitet, og sammenhæng imellem forviklingerne. :)
Helt enig - kvaliteten ligger i at der ingen mislyde er. Vi er velvilligt klar til det næste eventyr. ;-)
- ★★★★★1
Låge nr 23.
The Santa Clause (1994)
Og så er det minsandten gået hen og blevet lillejuleaften her i den store Julefilmstråd, hvor vi nu skal lægge gode gamle James Stewart og en af de største af genrens klassikere bag os, for i stedet at tage godt og kærligt fat i dellerne på en moderne en af slagsen i herlig rund og lattermild buttet form af John Pasquins rørende komedie "The Santa Clause", som blev et kæmpemæssig hit for Disney.
---
På arbejdet kører alt bare på skinner for den succesfulde og karriere-fikserede sælger Scott Calvin (Tim Allen), der er snublende nær på en forfremmelse i et større legetøjsfirma. På hjemmefronten er der til gengæld ikke meget at råbe hurra for, da Scott ud over at være nylig fraskilt også har et temmelig anstrengt forhold til sin ekskone Laura (Wendy Crewson) og i særdeleshed til hendes nye mand, psykiateren Neal Miller (Judge Reinhold), der har en kedelig vane med konstant at belære Scott om hvordan, han bedst opdrager sin søn Charlie.
Da Lauren og Neal tilmed forsøger at påvirke Charlie (Eric Lloyd) - imens de afleverer den bette knægt til hans vanlige besøg hos sin far lige op til Jul - med deres negative kommentarer om Scotts manglende evner til at skabe en hyggelig Jul, har Scott efterhånden fået nok og sætter derfor alle sejl til for at imponere sønnike. Da Scott i stedet er ved at brænde sit køkken ned, ender han og en dybt skuffet Charlie i stedet på en trist café og forsøger her at nyde de sørgelige rester, der stadig er tilbage på menukortet.
Hjemme i vante rammer igen prøver Scott at få Charlie i bedre humør, men må indse at hans manglende tro på Julemanden og Julens magi ikke ligefrem gør tingene bedre. Mens natten sænker sig over villakvarteret og sneen daler blidt fra himlens top, hører Charlie pludselig mystiske lyde oppe fra taget og hiver fluks sin far med ud i haven for at se, hvad pokker der foregår. Da Scott tror det er en gemen tyv der lusker rundt, råber han manden i rødt an, hvilket får så fatale konsekvenser, at far og søn pludselig befinder sig i Julemandens kane som gavegivere på vej mod Nordpolen.
Efter ankomsten til den magiske by i de kølige omgivelser bliver Scott informeret om af nissen Bernard (David Krumholtz), at Scott er den nye Julemand - til Charlies store glæde - og at han har 11 måneder indtil næste omgang i den røde kane til at må få styr på sit liv i mellemtiden. Scott tror dog det hele blot har været en syret drøm, da han atter vågner op i sin egen seng efter en slurk varm kakao og en ordentlig morfar, men inden længe står det krystalklart for ham, da hans krop begynder at ændre sig, at der nok alligevel var noget om snakken.
Efterfølgende kommer Scott i endnu flere problemer, da hans chef grundet den bizarre vægt tror at han har fået en depression, alt imens Lauren og Neal gør et forsøg på at få Scott frataget sin forældremyndighed, da de er overbevist om at han qua sit ændrede udseende og snak om Nordpolen er blevet sindssyg. Desperat for at miste sin søn sætter Scott nu alt ind på både at tage sit nye job seriøst over for Charlie og samtidig få Lauren overbevist om, at han stadig er til at stole på trods den overnaturlige forvandling.
---
Det der adskiller John Pasquins fremragende moderne Julefabel fra så mange andre i sin genre af kandiseret nostalgi og humoristiske indslag er, at selve dens bagvedliggende temaer om skilsmisse, depression, tab af uskyld og et barns trivsel under meget ubehagelig forhold faktisk hører til blandt de mest dystre og ubehagelige af slagsen, og derfor ikke burde være en af de mest oplagte valgmuligheder at benytte sig af i noget så umiddelbart uskyldigt og tilforladeligt som en hyggelig Julefortælling.
Men takket være en mesterlig indsats af komikeren Tim Allen - der på dette tidspunkt mest var kendt for sin herlige hovedrolle i hit serien "Home Improvement" - lykkedes det for John Pasquin at omsætte de deprimerende emner - bl.a. skildret i scenen på caféen i filmens begyndelse - til en først bittersød og endegyldigt klukkende morsom og meget rørende historie om en faders uforbeholdne kærlighed til sit barn og de længder, man vil gå for at bevare de familiære relationer - som den store Julemands Mission symboliserer.
Tim Allen er lige i sit es, når han giver den gas som den lidt for smart-i-en-fart agtige far, der ikke til at starte med kan se ud over sin egen karriere-liderlige næsetip men som langsomt ændrer sit syn på sig selv og sine prioriteter, da han indser hvad der står på spil.
Ingen klassiker har dog opnået selv samme status uden et solidt cast og samme er ligeså tilfældet med de andre roller rundt om Tim Allen, der alle leverer et par fremragende præstationer. Bedst er Eric Lloyd som sønnen Charlie, der har den helt rigtige udstråling af naivitet og eventyrlyst men samtidig også spiller hjerteskærende godt i de scener, hvor han er splittet mellem sine to familier.
Ligeledes er Judge Reinhold som den ultra pædagogiske og analyserende psykiater - og Scotts konkurrent som den nye mand - en fornøjelse at følge med hans skiftevis provokerende overbærenhed og nonchalant tilbagelænede form for humor. Og som Julemandens højre hånd i skikkelse af nissen Bernard er David Krumholtz herlig sarkastisk qua sine New Jersey gangster-agtige attituder.
"The Santa Clause" - som havde premiere tilbage i 1994 - har nok altid stået lidt i skyggen af de to "Home Alone" film, der årene inden havde gået deres sejrsgang i biograferne, men det er faktisk ikke rimeligt overhovedet, da "The Santa Clause" qua sine mange kvaliteter bestemt også fortjener en glorværdig plads blandt de allerbedste Julefilm.
- ★★★★★★1
Låge nr 23.
The Santa Clause (1994)
Og så er det minsandten gået hen og blevet lillejuleaften her i den store Julefilmstråd, hvor vi nu skal lægge gode gamle James Stewart og en af de største af genrens klassikere bag os, for i stedet at tage godt og kærligt fat i dellerne på en moderne en af slagsen i herlig rund og lattermild buttet form af John Pasquins rørende komedie "The Santa Clause", som blev et kæmpemæssig hit for Disney.
---
På arbejdet kører alt bare på skinner for den succesfulde og karriere-fikserede sælger Scott Calvin (Tim Allen), der er snublende nær på en forfremmelse i et større legetøjsfirma. På hjemmefronten er der til gengæld ikke meget at råbe hurra for, da Scott ud over at være nylig fraskilt også har et temmelig anstrengt forhold til sin ekskone Laura (Wendy Crewson) og i særdeleshed til hendes nye mand, psykiateren Neal Miller (Judge Reinhold), der har en kedelig vane med konstant at belære Scott om hvordan, han bedst opdrager sin søn Charlie.
Da Lauren og Neal tilmed forsøger at påvirke Charlie (Eric Lloyd) - imens de afleverer den bette knægt til hans vanlige besøg hos sin far lige op til Jul - med deres negative kommentarer om Scotts manglende evner til at skabe en hyggelig Jul, har Scott efterhånden fået nok og sætter derfor alle sejl til for at imponere sønnike. Da Scott i stedet er ved at brænde sit køkken ned, ender han og en dybt skuffet Charlie i stedet på en trist café og forsøger her at nyde de sørgelige rester, der stadig er tilbage på menukortet.
Hjemme i vante rammer igen prøver Scott at få Charlie i bedre humør, men må indse at hans manglende tro på Julemanden og Julens magi ikke ligefrem gør tingene bedre. Mens natten sænker sig over villakvarteret og sneen daler blidt fra himlens top, hører Charlie pludselig mystiske lyde oppe fra taget og hiver fluks sin far med ud i haven for at se, hvad pokker der foregår. Da Scott tror det er en gemen tyv der lusker rundt, råber han manden i rødt an, hvilket får så fatale konsekvenser, at far og søn pludselig befinder sig i Julemandens kane som gavegivere på vej mod Nordpolen.
Efter ankomsten til den magiske by i de kølige omgivelser bliver Scott informeret om af nissen Bernard (David Krumholtz), at Scott er den nye Julemand - til Charlies store glæde - og at han har 11 måneder indtil næste omgang i den røde kane til at må få styr på sit liv i mellemtiden. Scott tror dog det hele blot har været en syret drøm, da han atter vågner op i sin egen seng efter en slurk varm kakao og en ordentlig morfar, men inden længe står det krystalklart for ham, da hans krop begynder at ændre sig, at der nok alligevel var noget om snakken.
Efterfølgende kommer Scott i endnu flere problemer, da hans chef grundet den bizarre vægt tror at han har fået en depression, alt imens Lauren og Neal gør et forsøg på at få Scott frataget sin forældremyndighed, da de er overbevist om at han qua sit ændrede udseende og snak om Nordpolen er blevet sindssyg. Desperat for at miste sin søn sætter Scott nu alt ind på både at tage sit nye job seriøst over for Charlie og samtidig få Lauren overbevist om, at han stadig er til at stole på trods den overnaturlige forvandling.
---
Det der adskiller John Pasquins fremragende moderne Julefabel fra så mange andre i sin genre af kandiseret nostalgi og humoristiske indslag er, at selve dens bagvedliggende temaer om skilsmisse, depression, tab af uskyld og et barns trivsel under meget ubehagelig forhold faktisk hører til blandt de mest dystre og ubehagelige af slagsen, og derfor ikke burde være en af de mest oplagte valgmuligheder at benytte sig af i noget så umiddelbart uskyldigt og tilforladeligt som en hyggelig Julefortælling.
Men takket være en mesterlig indsats af komikeren Tim Allen - der på dette tidspunkt mest var kendt for sin herlige hovedrolle i hit serien "Home Improvement" - lykkedes det for John Pasquin at omsætte de deprimerende emner - bl.a. skildret i scenen på caféen i filmens begyndelse - til en først bittersød og endegyldigt klukkende morsom og meget rørende historie om en faders uforbeholdne kærlighed til sit barn og de længder, man vil gå for at bevare de familiære relationer - som den store Julemands Mission symboliserer.
Tim Allen er lige i sit es, når han giver den gas som den lidt for smart-i-en-fart agtige far, der ikke til at starte med kan se ud over sin egen karriere-liderlige næsetip men som langsomt ændrer sit syn på sig selv og sine prioriteter, da han indser hvad der står på spil.
Ingen klassiker har dog opnået selv samme status uden et solidt cast og samme er ligeså tilfældet med de andre roller rundt om Tim Allen, der alle leverer et par fremragende præstationer. Bedst er Eric Lloyd som sønnen Charlie, der har den helt rigtige udstråling af naivitet og eventyrlyst men samtidig også spiller hjerteskærende godt i de scener, hvor han er splittet mellem sine to familier.
Ligeledes er Judge Reinhold som den ultra pædagogiske og analyserende psykiater - og Scotts konkurrent som den nye mand - en fornøjelse at følge med hans skiftevis provokerende overbærenhed og nonchalant tilbagelænede form for humor. Og som Julemandens højre hånd i skikkelse af nissen Bernard er David Krumholtz herlig sarkastisk qua sine New Jersey gangster-agtige attituder.
"The Santa Clause" - som havde premiere tilbage i 1994 - har nok altid stået lidt i skyggen af de to "Home Alone" film, der årene inden havde gået deres sejrsgang i biograferne, men det er faktisk ikke rimeligt overhovedet, da "The Santa Clause" qua sine mange kvaliteter bestemt også fortjener en glorværdig plads blandt de allerbedste Julefilm.
Selvom jeg ikke er den største fan af Tim Allen, så kan man ikke komme udenom at han virkelig lykkes i denne. Lidt en forvandling han gennemgår :-)
★★★★★0The Santa Clause har et ganske kynisk præmis, hvis man lige tænker det igennem lidt. Julemanden dør, og du er som hans morder dømt til at indtage hans plads. Alle hans nisser er dømt til at acceptere dig, morderen, som hans erstatning. Din krop svulmer desuden op og dit hår og skæg vokser ustoppeligt indtil du ligner ham. Du er en juleslave. Det er jo sygt. Og så laver Disney en lille "munter" fortælling ud af det. Den er overvejende morsom, men historien er altså lidt fucked up ;)
- ★★★★★0
The Santa Clause har et ganske kynisk præmis, hvis man lige tænker det igennem lidt. Julemanden dør, og du er som hans morder dømt til at indtage hans plads. Alle hans nisser er dømt til at acceptere dig, morderen, som hans erstatning. Din krop svulmer desuden op og dit hår og skæg vokser ustoppeligt indtil du ligner ham. Du er en juleslave. Det er jo sygt. Og så laver Disney en lille "munter" fortælling ud af det. Den er overvejende morsom, men historien er altså lidt fucked up ;)
Jeg er sådan set enig med dig i, hvilket jeg også nævner i min anmeldelse, at "The Santa Clause" præmis er ret syret/skævt især med tanke på at, det er en Disney produktion.
Men jeg synes, at det er forkert at kalde Scott Calvin for en morder, da måden Julemanden kommer af dage på jo sker efter et uheld og ikke via en bevidst handling fra Scotts side. At kalde ham for morder sætter derfor karakteren i et helt forkert lys, som jeg ikke synes er fortjent.
At Scott efterfølgende skal overtage tjansen som Julemanden, synes jeg et eller sted dog er meget passende som en slags lærestreg - man kunne se det som en slags samfundstjeneste - da han jo er involveret i uheldet.
Samtidig kan man også vælge at tolke Julemanden i dette tilfælde som et symbol på den overordnede magi og tro der hører til Julen og som Scott med sin måde at agere på underminere betydningen af og derfor personligt bliver tvunget til at involvere sig i for at genskabe selv samme magi og tro - både på et overordnet plan og i forhold til Charlies tro.
Jeg tror ikke, at nisserne opfatter Scott Calvin som en morder men mere som endnu en erstatning. Man må antage at jobbet som Julemand der kravler rundt på tagene og ind i folks huse er forbundet med en hvis risiko, så derfor er det nok ikke første gang, at Julemanden er blevet skiftet ud. Og ligeså er Julemanden for nisserne nok også mere en repræsentant for den overordnede magi end en person, som de er bedste venner med.
Jeg vil heller ikke kalde det for sygt den forvandling som Scott Calvin gennemgår, da det jo har et klart formål med at gøre ham til en langt mere ansvarsbevidst far, som lærer at sætte mennesker over materielle goder og som via sin forvandling opnår et meget tættere og stærkere forhold til sin søn, der tilmed får forstærket sin tro og håbet om en bedre fremtid midt i en af sønnens sværeste perioder.
Så ja, det kan godt være at præmissen som udgangspunkt er syret, men i sidste ende opvejes det "fucked up" koncept jo klart af en masse positive ting og det er for mit vedkommende det væsentligste at tage med sig fra filmen. :)
- ★★★★★1
Apropos Disney så husk at Disneys Juleshow starter her kl. 16 på DR1. :)
- ★★★★★★1
Apropos Disney så husk at Disneys Juleshow starter her kl. 16 på DR1. :)
Noteret - tøserne bliver bænket om lidt :-)
- ★★★★★1
Låge nr 24.
The Muppet Christmas Carol (1992)
Så nåede vi langt om længe frem til den store magiske dag også bedre kendt som Juleaften, og hvilken bedre måde at komme i den helt rette stemning på end at besøge de elskede Muppets fra Jim og Brian Hensons fantasifulde univers og deres helt igennem fortryllende og hjertevarme musikalske fortolkning af Charles Dickens legendariske overnaturlige historie om den knarvorne Mr. Scrooge og Julens betydning.
---
Året er 1843 i London og kulden har for alvor taget et isnende greb iblandt folk og fæ, der trods den megen sne alligevel glæder sig afsindigt meget til at fejre Juleaftensdag i familiens skød, med en god portion velduftende mad og med pejsens varmt glødende skær knitrende i baggrunden. Lige med undtagelse altså af den lokale rigmand i skikkelse af den kyniske og pessimistiske gnier Ebenezer Scrooge (Michael Caine), der bare hader Julens mange glæder som var det pestens komme.
Trods skønsang og højt humør får alle i stedet den kolde skulder af den gamle gnier, hvilket især de ansatte i Mr. Scrooges revisorfirma og bank får at mærke, da han dukker op med sine mavesure kommentarer. Alligevel tager hans assistent Bob Cratchit (Kermit) chancen og beder om en fridag nu det er Juleaftensdag, hvor alle andre holder fri og firmaet derfor ikke har mulighed for at tjene penge. Selvom han ikke er meget for det, kan Mr Scrooge dog godt se fornuften i det og giver allernådigst Bob og de andre medarbejdere en pause fra arbejdet.
Mens alle andre hygger sig, drager Mr. Scrooge mod sin gustne domicil for at nøjes med en bitter portvin og en ostemad inden han hopper i seng, da han pludselig bliver hjemsøgt af hans to tidligere partnere - brødrene Marley (Statler og Waldorf) - som anbefaler ham at ændre sin måde at leve på, hvis ikke han vil ende med at ødelægge sig selv og alle omkring ham. Det pjat gider Mr. Scrooge slet ikke at høre på, men da kl. slår 1 kommer han chokeret på bedre tanker, da det første af tre genfærd dukker op for at vise ham fortiden, nutiden og fremtiden.
I fortiden må den gamle Ebenezer nu pludselig gense sin ungdom, hvor han fik sin første læreplads hos den godmodige Mr Fezziwig (Fonzie) og forelskede sig i den underskønne Belle. Men det hyggelige gensyn bliver kort efter til et tårevædet minde, da Ebenezer bliver mindet om at hans besættelse ud i at tjene penge endte med at koste forholdet til Belle. Da klokken senere slår 2, tager det næste spøgelse den gamle sjuft med rundt for at høre, hvad hans familie og ansatte synes om ham og Ebenezer må hurtig sande, at ingen har noget godt at sige qua hans altid negative opførsel og kynisme.
Da Ebenezer får et indblik i familien Chachits liv og ser at deres yngste søn Tim er dødeligt syg, og hører Bobs kone (Miss Piggy) brokke sig højlydt over sin mands usle chef, får han straks dårlig samvittighed. Kort efter dukker det sidste spøgelse op for at præsentere fremtiden, der viser sig at være et goldt og modbydeligt sted fyldt med had og afmagt som en direkte konsekvens af den arv og det livssyn Mr. Scrooge har efterladt sig, hvor alle er sig selv nærmest og slet ingen gider at besøge hans slidte og sørgelige gravplads.
Chokeret over at blive konfronteret med de ubehagelige konsekvenser af hans nihilistiske opførsel beslutter Mr Scrooge at ændre sig fuldstændig og gøre sit bedste for i stedet at sprede glæde og lykke blandt borgerne.
---
Lige siden den yderst fantasifulde og finurlige dukkemager Jim Henson skabte tv-serien "The Muppet Show" tilbage i 70'erne - hvilket blev en kæmpe succes der løb over skærmen i hele fem sæsoner og havde utallige rigtige store skuespillere som gæster - var hans store drøm at tage sit kulørte galleri af skæve, gakkede og knuselskelige karakterer videre op på det store lærred.
Det lykkedes sidst i seriens levetid, hvor kombinationen af de charmerende dukker, virkelige skuespillere, musical numre og et klukkende morsomt arsenal af popkulturelle referencer resulterede i hele tre film - den ene mere populær end den anden. Det var dog først i den fjerde film "The Muppet Christmas Carol", at de afholdte dukker med den karismatiske frø Kermit i spidsen blev viklet ind i en klassisk fortælling, som tilmed var og er en af de mest læste og værdsatte skønlitterære værker.
Da Charles Dickens "A Christmas Carol" - inden Mupperne tog historien under kærlig behandling - havde været fortolket adskillige gange på stort set nogenlunde samme måde, vidste Brian Henson - der havde taget over efter sin faders død - at der skulle noget helt særligt til for at gøre deres version unik ud over Muppernes sædvanlige humoristiske rutiner såsom at bryde den 4 mur, hvilket den spøjse Gonzo altid var garant for og som Muppen da også excellerer i som filmens alvidende fiktive udgave af den legendariske forfatter.
Det særlige og det der i sidste ende gjorde udslaget for at Muppernes udgave sidenhen blev en klassiker var derimod en række utroligt charmerende, velklingende og mesterligt skrevne og komponerede sange, som Brian Henson kreerede i samarbejde med sin manuskriptforfatter Jerry Juhl og komponisten Miles Goodman, der bare ramte den helt rette stemning af Julens humoristiske hygge og romantiske nostalgifølelse, så det var en fryd for alle sanser.
Et andet trumfkort var castingen af Michael Caine som den ekstremt mavesure Ebenezer Scrooge, der må ud på en overnaturlig dannelsesrejse for at lære at blive en bedre og mere positivt person, som altid sætter mennesket over penge, materielle goder og privilegier. Michael Caine er fantastisk i den rolle og leverer en af karrierens allerbedste præstationer, der er lige skræmmende som den er dybt rørende.
"The Muppet Christmas Carol" er på alle ledder og kanter en magisk betagende og super hyggelig film, som på smukkeste vis indfanger alt der er indbegrebet af Julen og dens evigt vedkommende budskaber.
- ★★★★★2
Flot at min favorit kom på juleaften. God bless us everyone.
- ★★★★★★1
Låge nr 24.
The Muppet Christmas Carol (1992)
Så nåede vi langt om længe frem til den store magiske dag også bedre kendt som Juleaften, og hvilken bedre måde at komme i den helt rette stemning på end at besøge de elskede Muppets fra Jim og Brian Hensons fantasifulde univers og deres helt igennem fortryllende og hjertevarme musikalske fortolkning af Charles Dickens legendariske overnaturlige historie om den knarvorne Mr. Scrooge og Julens betydning.
---
Året er 1843 i London og kulden har for alvor taget et isnende greb iblandt folk og fæ, der trods den megen sne alligevel glæder sig afsindigt meget til at fejre Juleaftensdag i familiens skød, med en god portion velduftende mad og med pejsens varmt glødende skær knitrende i baggrunden. Lige med undtagelse altså af den lokale rigmand i skikkelse af den kyniske og pessimistiske gnier Ebenezer Scrooge (Michael Caine), der bare hader Julens mange glæder som var det pestens komme.
Trods skønsang og højt humør får alle i stedet den kolde skulder af den gamle gnier, hvilket især de ansatte i Mr. Scrooges revisorfirma og bank får at mærke, da han dukker op med sine mavesure kommentarer. Alligevel tager hans assistent Bob Cratchit (Kermit) chancen og beder om en fridag nu det er Juleaftensdag, hvor alle andre holder fri og firmaet derfor ikke har mulighed for at tjene penge. Selvom han ikke er meget for det, kan Mr Scrooge dog godt se fornuften i det og giver allernådigst Bob og de andre medarbejdere en pause fra arbejdet.
Mens alle andre hygger sig, drager Mr. Scrooge mod sin gustne domicil for at nøjes med en bitter portvin og en ostemad inden han hopper i seng, da han pludselig bliver hjemsøgt af hans to tidligere partnere - brødrene Marley (Statler og Waldorf) - som anbefaler ham at ændre sin måde at leve på, hvis ikke han vil ende med at ødelægge sig selv og alle omkring ham. Det pjat gider Mr. Scrooge slet ikke at høre på, men da kl. slår 1 kommer han chokeret på bedre tanker, da det første af tre genfærd dukker op for at vise ham fortiden, nutiden og fremtiden.
I fortiden må den gamle Ebenezer nu pludselig gense sin ungdom, hvor han fik sin første læreplads hos den godmodige Mr Fezziwig (Fonzie) og forelskede sig i den underskønne Belle. Men det hyggelige gensyn bliver kort efter til et tårevædet minde, da Ebenezer bliver mindet om at hans besættelse ud i at tjene penge endte med at koste forholdet til Belle. Da klokken senere slår 2, tager det næste spøgelse den gamle sjuft med rundt for at høre, hvad hans familie og ansatte synes om ham og Ebenezer må hurtig sande, at ingen har noget godt at sige qua hans altid negative opførsel og kynisme.
Da Ebenezer får et indblik i familien Chachits liv og ser at deres yngste søn Tim er dødeligt syg, og hører Bobs kone (Miss Piggy) brokke sig højlydt over sin mands usle chef, får han straks dårlig samvittighed. Kort efter dukker det sidste spøgelse op for at præsentere fremtiden, der viser sig at være et goldt og modbydeligt sted fyldt med had og afmagt som en direkte konsekvens af den arv og det livssyn Mr. Scrooge har efterladt sig, hvor alle er sig selv nærmest og slet ingen gider at besøge hans slidte og sørgelige gravplads.
Chokeret over at blive konfronteret med de ubehagelige konsekvenser af hans nihilistiske opførsel beslutter Mr Scrooge at ændre sig fuldstændig og gøre sit bedste for i stedet at sprede glæde og lykke blandt borgerne.
---
Lige siden den yderst fantasifulde og finurlige dukkemager Jim Henson skabte tv-serien "The Muppet Show" tilbage i 70'erne - hvilket blev en kæmpe succes der løb over skærmen i hele fem sæsoner og havde utallige rigtige store skuespillere som gæster - var hans store drøm at tage sit kulørte galleri af skæve, gakkede og knuselskelige karakterer videre op på det store lærred.
Det lykkedes sidst i seriens levetid, hvor kombinationen af de charmerende dukker, virkelige skuespillere, musical numre og et klukkende morsomt arsenal af popkulturelle referencer resulterede i hele tre film - den ene mere populær end den anden. Det var dog først i den fjerde film "The Muppet Christmas Carol", at de afholdte dukker med den karismatiske frø Kermit i spidsen blev viklet ind i en klassisk fortælling, som tilmed var og er en af de mest læste og værdsatte skønlitterære værker.
Da Charles Dickens "A Christmas Carol" - inden Mupperne tog historien under kærlig behandling - havde været fortolket adskillige gange på stort set nogenlunde samme måde, vidste Brian Henson - der havde taget over efter sin faders død - at der skulle noget helt særligt til for at gøre deres version unik ud over Muppernes sædvanlige humoristiske rutiner såsom at bryde den 4 mur, hvilket den spøjse Gonzo altid var garant for og som Muppen da også excellerer i som filmens alvidende fiktive udgave af den legendariske forfatter.
Det særlige og det der i sidste ende gjorde udslaget for at Muppernes udgave sidenhen blev en klassiker var derimod en række utroligt charmerende, velklingende og mesterligt skrevne og komponerede sange, som Brian Henson kreerede i samarbejde med sin manuskriptforfatter Jerry Juhl og komponisten Miles Goodman, der bare ramte den helt rette stemning af Julens humoristiske hygge og romantiske nostalgifølelse, så det var en fryd for alle sanser.
Et andet trumfkort var castingen af Michael Caine som den ekstremt mavesure Ebenezer Scrooge, der må ud på en overnaturlig dannelsesrejse for at lære at blive en bedre og mere positivt person, som altid sætter mennesket over penge, materielle goder og privilegier. Michael Caine er fantastisk i den rolle og leverer en af karrierens allerbedste præstationer, der er lige skræmmende som den er dybt rørende.
"The Muppet Christmas Carol" er på alle ledder og kanter en magisk betagende og super hyggelig film, som på smukkeste vis indfanger alt der er indbegrebet af Julen og dens evigt vedkommende budskaber.
Godt nok længe siden jeg sidst har set den. Henson kunne noget ganske særligt :-)
- ★★★★★1
Flot at min favorit kom på juleaften. God bless us everyone.
Dejligt at høre. Jeg holder også rigtig meget af den film, som jeg har set fast hver Jul siden midten af 90'erne. Mupperne bliver man aldrig for gammel til at hygge sig med. :)
Godt nok længe siden jeg sidst har set den. Henson kunne noget ganske særligt :-)
Så må du snart have den genset. Super hyggelig stemning og så er sangene bare fantastiske. Ja, Jim Henson han var ret genial. En meget kreativt person med en herlig gakket form for humor. :)
- ★★★★★0
I Danmark holder vi jo Jul d. 24 December med gaver osv. Men i USA og England pakker man først gaver ud og holder Jul d. 25 December, som regel om formiddagen. Denne tradition har vi også selv holdt i min familie et par år. Så for at tage det hele med kommer der lige én film mere her i tråden senere i dag. :)
- ★★★★★1
Låge nr 25.
Little Women (1994)
Som en ekstra mandel i risalamanden - eller bonusgave under toplistens spraglede Juletræ om man vil - har jeg her på 1. Juledag været et allersidste smut nede i den store gavesæk og fundet en helt igennem vidunderlig film frem i form af Gillian Armstrongs fortryllende udgave af Louisa May Alcott's storslåede litterære værk, om fire søstres livsbekræftende og inspirerende kamp for at bevare håbet og optimismen i skyggen af den amerikanske borgerkrigs mørke.
---
I den lille landsby Concorde i Massachusetts går livet sin stille og rolige gang alt imens sneen har lagt sig som en smuk dyne over landskabet, og søstrene March - med deres energiske moder (Susan Sarandon) i spidsen - forbereder sig på at have nogle muntre juledage sammen og holde en hyggelig juleaften trods det, at deres fader er udstationeret og befinder sig i farefulde og triste omgivelser langt derfra.
Samtidig med at de sidste skoledage bare skal overstås - særligt for den mindste søsters vedkommende i skikkelse af den lettere forfinede Amy (Kirsten Dunst) - og de huslige forpligtelser skal overholdes, hvilket hænger den oprørske Jo (Winona Ryder) langt ud af halsen, gør den altid dedikerede ældste søster Meg (Trini Alvarado) sit bedste for at alt går helt efter bogen. De trivielle hverdagssysler bliver dog til en hvis grad forsødet med udsigten til en tiderne taget i betragtning overdådig og velduftende julemiddag, som ingen af dem dog når at sætte tænderne i, da den introverte men altid uselviske søster Beth (Claire Danes) synes, at de i stedet bør give maden til de fattige familier i nabolaget.
Ind imellem de gode gerninger er der dog også plads til snakke om fremtiden. Men hvor Meg og Amy bare drømmer om at finde den perfekte ægtemand - sidstnævnte helst en med masser af penge på kistebunden - siger den slags småborgerlige ritualer og banaliteter slet ikke Jo noget som helst. Hun foretrækker nemlig at gøre alting selv og vil langt hellere koncentrere sig om at blive forfatter eller skuespiller, hvilket hun også sætter en dyd i at understrege når søstrene fordriver tiden på loftet i deres hemmelige loge og teaterklub, hvor de som det eneste sted kan slå gækken løs og parodiere de selvhøjtidelige mandfolk i byen.
Alligevel har Jo efterhånden fået et godt øje til naboens nevø Theodor (Christian Bale), der ligesom hende er en rebelsk sjæl, og inden længe er de to da også blevet gode venner. Helt anderledes forholder det sig til gengæld med Meg, der forelsker sig hovedkulds i Theodors private underviser John Brooke (Eric Stoltz). Men alt er langt fra fryd og gammen, for som årene går opstår der jalousi, misundelse og smertelige opgør søstrene imellem, der så småt driver en kile af ufred ned imellem den ellers så fasttømrede familien March.
Da Beth bliver meget syg, beslutter søstrene dog i samspil med den efterfølgende Jul at lægge stridighederne på hylden for en stund. Som årene går trækker diverse forpligtelser dem dog i forskellige retninger og især Jo må gøre op med sig selv om hun stadig vil være helt sin egen lykkes smed eller, om hun er villig til at gå på kompromis med sine egne principper og måske også give kærligheden en chance, hvilket hun uventet får muligheden for under et ophold i New York, da hun møder den charmerende poet og professor Friedrich Bhaer (Gabriel Byrne).
---
På trods af at der er perioder af "Little Women" - der strækker sig over flere år fra barndommen og ungdommens legesyge og naive tid og over i det ansvarsbevidste og følelsestunge voksenliv - som foregår under andre årstider, spiller Julen alligevel en altoverskyggende rolle i forhold til at beskrive den næstekærlighed og omtanke på andre menneskers ve og vel, som den utroligt standhaftige og uselviske familien March så smukt besidder.
For det er nemlig især under disse to gange i filmen - hvor handlingen befinder sig i vinterferien og i Juledagene med alskens idylliske pynt og snedækkede landskaber som perfekt og meget stemningsfuldt baggrundstæppe - at de fire søstre og deres mors livssyn og væremåde kommer allerbedst til udtryk. Dette på en måde som ikke bare definerer resten af filmen men også udgør selve essensen af Julens betydning og hvad den har mulighed for at medbringe af næstekærlighed, sammenhold og håb.
I kombination med Thomas Newmans smukke og gåsehudsfremkaldende score er det at følge familien March i medgang og modgang ligeledes en nærmest eventyrlig oplevelse, der skaber en helt særlig og magisk atmosfære rundt om fortællingen, samt i beskrivelsen af de fire søstres uimodståeligt charmerende og hjerteskærende romantiske, men bestemt og klukkende morsomme dannelsesrejse.
Uden at filmen på nogen måde er et belærende feministisk manifest, er der alligevel ingen tvivl om at både Louisa May Alcotts to bøger og Gillian Armstrongs film adaptation begge har en række klare feministiske budskaber, der bedst repræsenteres gennem søstrenes mor og i særdeleshed i skikkelse af den herligt rebelske og fandenivoldske Jo March, som Winona Ryder spiller på en fuldstændig formidabel, sensibel, medrivende og knuselskelig måde, der gør karakteren til et forbillede af ukuelig gåpåmod og optimisme helt i Julens ånd.
"Little Women", version 1994, er både en yderst begavet, fremragende spillet og helt utrolig behagelig film at hygge sig med for hele familien og samtidig også en film, som hylder Julen på allersmukkeste vis. The end.
- ★★★★★3
Her får i lige hele listen med de 25 udvalgte Julefilm. Tak for at i gad og følge med og tak for jeres kommentarer undervejs. :)
- The Christmas Chronicles
- The Bishop's Wife
- Die Hard
- Arthur Christmas
- Elf
- Gremlins
- A Verry Murray Christmas
- The Grinch (2018)
- Merry Christmas Mr. Bean
- A Charlie Brown Christmas
- The Polar Express
- Fars Fede Juleferie
- Christmas in Connecticut
- Die Hard 2
- Nightmare Before Christmas
- Klaus
- Love Actually
- Miracle On 34'th Street
- Fred Claus
- Home Alone
- Home Alone 2
- It's a Wonderful Life
- The Santa Clause
- The Muppet Christmas Carol
- Little Women (1994)
- ★★★★★★1
Så må du snart have den genset. Super hyggelig stemning og så er sangene bare fantastiske. Ja, Jim Henson han var ret genial. En meget kreativt person med en herlig gakket form for humor. :)
Bestemt ikke den værste opgave at gå i krig med :-)
- ★★★★★★1
Låge nr 25.
Little Women (1994)
Som en ekstra mandel i risalamanden - eller bonusgave under toplistens spraglede Juletræ om man vil - har jeg her på 1. Juledag været et allersidste smut nede i den store gavesæk og fundet en helt igennem vidunderlig film frem i form af Gillian Armstrongs fortryllende udgave af Louisa May Alcott's storslåede litterære værk, om fire søstres livsbekræftende og inspirerende kamp for at bevare håbet og optimismen i skyggen af den amerikanske borgerkrigs mørke.
---
I den lille landsby Concorde i Massachusetts går livet sin stille og rolige gang alt imens sneen har lagt sig som en smuk dyne over landskabet, og søstrene March - med deres energiske moder (Susan Sarandon) i spidsen - forbereder sig på at have nogle muntre juledage sammen og holde en hyggelig juleaften trods det, at deres fader er udstationeret og befinder sig i farefulde og triste omgivelser langt derfra.
Samtidig med at de sidste skoledage bare skal overstås - særligt for den mindste søsters vedkommende i skikkelse af den lettere forfinede Amy (Kirsten Dunst) - og de huslige forpligtelser skal overholdes, hvilket hænger den oprørske Jo (Winona Ryder) langt ud af halsen, gør den altid dedikerede ældste søster Meg (Trini Alvarado) sit bedste for at alt går helt efter bogen. De trivielle hverdagssysler bliver dog til en hvis grad forsødet med udsigten til en tiderne taget i betragtning overdådig og velduftende julemiddag, som ingen af dem dog når at sætte tænderne i, da den introverte men altid uselviske søster Beth (Claire Danes) synes, at de i stedet bør give maden til de fattige familier i nabolaget.
Ind imellem de gode gerninger er der dog også plads til snakke om fremtiden. Men hvor Meg og Amy bare drømmer om at finde den perfekte ægtemand - sidstnævnte helst en med masser af penge på kistebunden - siger den slags småborgerlige ritualer og banaliteter slet ikke Jo noget som helst. Hun foretrækker nemlig at gøre alting selv og vil langt hellere koncentrere sig om at blive forfatter eller skuespiller, hvilket hun også sætter en dyd i at understrege når søstrene fordriver tiden på loftet i deres hemmelige loge og teaterklub, hvor de som det eneste sted kan slå gækken løs og parodiere de selvhøjtidelige mandfolk i byen.
Alligevel har Jo efterhånden fået et godt øje til naboens nevø Theodor (Christian Bale), der ligesom hende er en rebelsk sjæl, og inden længe er de to da også blevet gode venner. Helt anderledes forholder det sig til gengæld med Meg, der forelsker sig hovedkulds i Theodors private underviser John Brooke (Eric Stoltz). Men alt er langt fra fryd og gammen, for som årene går opstår der jalousi, misundelse og smertelige opgør søstrene imellem, der så småt driver en kile af ufred ned imellem den ellers så fasttømrede familien March.
Da Beth bliver meget syg, beslutter søstrene dog i samspil med den efterfølgende Jul at lægge stridighederne på hylden for en stund. Som årene går trækker diverse forpligtelser dem dog i forskellige retninger og især Jo må gøre op med sig selv om hun stadig vil være helt sin egen lykkes smed eller, om hun er villig til at gå på kompromis med sine egne principper og måske også give kærligheden en chance, hvilket hun uventet får muligheden for under et ophold i New York, da hun møder den charmerende poet og professor Friedrich Bhaer (Gabriel Byrne).
---
På trods af at der er perioder af "Little Women" - der strækker sig over flere år fra barndommen og ungdommens legesyge og naive tid og over i det ansvarsbevidste og følelsestunge voksenliv - som foregår under andre årstider, spiller Julen alligevel en altoverskyggende rolle i forhold til at beskrive den næstekærlighed og omtanke på andre menneskers ve og vel, som den utroligt standhaftige og uselviske familien March så smukt besidder.
For det er nemlig især under disse to gange i filmen - hvor handlingen befinder sig i vinterferien og i Juledagene med alskens idylliske pynt og snedækkede landskaber som perfekt og meget stemningsfuldt baggrundstæppe - at de fire søstre og deres mors livssyn og væremåde kommer allerbedst til udtryk. Dette på en måde som ikke bare definerer resten af filmen men også udgør selve essensen af Julens betydning og hvad den har mulighed for at medbringe af næstekærlighed, sammenhold og håb.
I kombination med Thomas Newmans smukke og gåsehudsfremkaldende score er det at følge familien March i medgang og modgang ligeledes en nærmest eventyrlig oplevelse, der skaber en helt særlig og magisk atmosfære rundt om fortællingen, samt i beskrivelsen af de fire søstres uimodståeligt charmerende og hjerteskærende romantiske, men bestemt og klukkende morsomme dannelsesrejse.
Uden at filmen på nogen måde er et belærende feministisk manifest, er der alligevel ingen tvivl om at både Louisa May Alcotts to bøger og Gillian Armstrongs film adaptation begge har en række klare feministiske budskaber, der bedst repræsenteres gennem søstrenes mor og i særdeleshed i skikkelse af den herligt rebelske og fandenivoldske Jo March, som Winona Ryder spiller på en fuldstændig formidabel, sensibel, medrivende og knuselskelig måde, der gør karakteren til et forbillede af ukuelig gåpåmod og optimisme helt i Julens ånd.
"Little Women", version 1994, er både en yderst begavet, fremragende spillet og helt utrolig behagelig film at hygge sig med for hele familien og samtidig også en film, som hylder Julen på allersmukkeste vis. The end.
Helt enig i at det er en skøn film - der er selvfølgelig jul med i den. Men det er alligevel den mest overraskende på din liste :-)