Billederne er ikke opdateret, da der er kommet en del titler til siden. 1. og 2.
Billede 1 er film på begge reoler, sorteret A-R, de to nederste hylder på reolerne til højre, er bokse.
Billede 2 er tv-serier på de to reoler til venstre, sorteret A-Å, så vidt det har været muligt - The Prisoner på toppen, passer ikke rigtigt nogle steder. Den sidste reol er film S-Å og bokse på den nederste hylde.
Så er der lidt LaserDiscs og nogle film på 16mm., ikke spillefilm dog. Ikke endnu.
Jeg var tidligere forholdsvis kvalitetsbevidst, når det kom til køb af nyt, men er blevet noget mere "mellow" omkring det. Jeg går stadig op i at filmene ikke ligner lort, at de er i det rigtige aspect ratio og at lyden er fornuftig, men hvor jeg tidligere ville have gået efter en Criterion Collection af en film, stiller jeg mig ofte tilfreds med en "standardudgivelse", hvis en er til rådighed.
Hvad der lidt falder ud for det, er naturligvis LaserDiscs. De er bedre billedmæssigt end VHS, værre end DVD, er store og klodsede at arbejde med, men det giver en anden oplevelse at se film derpå. Der er en stor del film, som aldrig er udgivet på DVD (eller bedre formater), hvor en vis del af dem er udgivet på LD, hvilket faktisk var lidt af en overraskelse for mig, da mange af de film er i den mere tvivlsomme ende af skalaen. Det betyder i praksis, at jeg bruger min LD-afspiller (doneret af Johan) til at se pissedårlige film på, hvilket er poetisk på en eller anden måde, da LD jo var formatet for feinschmeckere, ikke for os almindelige fattigrøve. Jeg har allerede en liste på LDDb, som jeg holder øje med med titler som Angel 4, Carnosaur 2, samt de to udgaver af Hackers, som jeg ikke allerede ejer.
Jeg køber stadig en blanding af DVD og Blu-ray, dog flest Blu-rays. Jeg overvejer også at opgradere til UHD Blu-ray, nu da der faktisk begynder at udkomme interessante titler.
Min samling er noget rod, bestående af noget mainstream, men mængden af tarvelige film begynder at hobe sig op og som jeg skrev i en gruppe på Facebook forleden, begynder jeg at have bekymrende mange titler med Dudikoff i min samling. Det er også en meget bred blanding af alverdens forskellige genrer - en hylde kan sagtens indeholde horror, action, nazispoitation, rom-coms, arthouse, sci-fi, blaxploitation, postapokalyptisk fest og filmklassikere. Da jeg ikke rigtigt har nogle favoritinstruktører, sker det fra tid til anden, at jeg falder over en som er interessant, køber et udvalg af vedkommendes titler og så aldrig rigtigt vender tilbage og gør samlingen komplet.
TV-serier er jeg begyndt at skære ned på og næsten stoppet med at købe. Dels har jeg virkelig svært ved at følge med i alt hvad der foregår på serie-front og dels synes jeg at diske ikke helt fungerer så fantastisk, når det kommer til at binge - man bliver jo nødt til at rejse sig!
Streaming gør jeg mig ikke ret meget i. Lige nu har jeg adgang til Netflix resten af måneden, for lige at samle op på et par småting og når perioden udløber, bliver det ikke fornyet lige med det samme. Jeg tror at jeg er nede på måske to måneders Netflix om året. Streaming skal have props for at TV-serier fungerer virkelig godt derpå, men måden de præsenterer deres materiale på, er frygtelig. Hvis man ikke lige gider at se dedér 10-20 andre serier og film, som alle andre ser i øjeblikket, er det stort set umuligt at finde noget nyt og spændende. Jeg ville ønske at flere services gjorde som Shudder, den amerikanske horror-service, og havde faktiske mennesker, som lavede lister og forslag.
Digitale køb har jeg gjort.. 3 gange, tror jeg og at leje film digitalt er lidt mere, fordi jeg deltog i noget Google-spørgeskema engang, hvor jeg fik credit til Play Store. Det ene køb var 90'er-udgaven af IT, som var billigere at købe den, end at leje den. Det viste sig dog ret tidligt i gensynet, at den er pissedårlig, så jeg fik aldrig set den færdigt. Jeg ejer enkelte film digitalt, fordi jeg aktiverede nogle koder engang, der fulgte med til nogle af mine Blu-rays. Jeg tror den eneste af de film, som jeg ikke ejer fysisk længere, er Gravity og det er en film, som jeg ikke ligefrem har behov for at gense.
Når jeg får de seneste køb hjem, passerer jeg de 1900 titler i samlingen. I følge My Movies, som jeg bruger til at holde styr på det (og som ikke tæller helt korrekt, fordi nogle af mine bokse ikke er oprettet som bokse), har jeg lidt over 1800 film i samlingen.
Jeg ved ikke helt hvad målet med samlingen ender med at blive, men jeg går mere og mere i retning af at samle ting, som man ikke har let adgang til via moderne midler. Jeg har dog en idé om, at jeg som minimum vil overgå Netflix i antallet af film, hvilket var omkring 4000 på den amerikanske udgave, da de toppede.