The Clone Wars (sæson 3)
Nu sker der spændende ting og sager. I første halvdel af de 22 afsnit er der lagt stor vægt på politiske historier. Krig og politik hænger som bekendt uløseligt sammen, og jeg foretrækker en god historie med kød på - frem for endeløse laser battles. Der er bl.a. endnu et herligt besøg på Mandalore, og der er storpolitik i Senatet på Coruscant.
Den anden halvdel af sæson 3 består af fire længerevarende historier over flere afsnit.
Den første er klart den bedste: Vi kommer til Darth Maul's hjemplanet Dathomir, hvor vi møder The Nightsisters. Alene navnet "Nightsisters" er jo totalt bad-ass. Man får pludselig sympati med Asajj Ventress, der både er oplært i The Nightsisters' kundskaber af Mother Talzin og i the Dark Side af Count Dooku. Sammen med en fjern slægtning til Darth Maul tager de to på en vanvittig underholdende mission.
I den næste lange historie går der ren fantasy i den. På den mystiske "planet" Mortis finder Anakin, Obi-Wan og Ahsoka de overjordiske Force Wielders. Der gives en slags forklaring på The Force og på Anakins skæbne som ham der skal bringe balance i Galaksen. Og så får vi sørme besøg af Shmi Skywalker og Qui-Gon Jinn. Og det er endda selveste Liam Neeson og Pernilla August, der lægger stemmer til. Dette er ikke tilfældet for de øvrige karakterer, hvor man har fundet dygtige stemmeskuespillere, som næsten lyder som de rigtige skuespillere fra live-action filmene.
I de to sidste lange historier er der først en rimelig fed prison-break mission over 3 afsnit, der bl.a. involverer en ung Tarkin (der på dette tidspunkt kun er kaptajn). Og sæsonen slutter af med to afsnit, hvor Ahsoka er strandet på en planet med nogle predator-agtige øgler, der morer sig med at jagte og dræbe unge Jedi børn.
Det er interessant og ganske rørende at se, hvordan forholdet mellem Anakin og Ahsoka udvikler sig. Anakin er typisk den strenge lærermester overfor Ahsoka og gør ofte lidt grin med hende. Men indimellem skinner det igennem, hvor meget han faktisk holder af hende. Det er desuden ganske interessant at bemærke, at Anakin er langt mere moden og fornuftig i The Clone Wars end i live-action filmene.
Vigtigste afsnit: 5-6 (Mandalore) + 12-14 (Ventress, Savage Opress og The Nightsisters).
★★★★★½