Vinegar Syndrome har løftet sløret for oktober måneds udgivelser:
Michael Findlay's Flesh Trilogy (1967-1968) - 2 x BD limited edition (4000 eks.) - Med sin såkaldte Flesh-trilogi skabte instruktøren Michael Findlay nogle af 1960'ernes mest mørke og chokerende sexploitation-film.
The Touch of Her Flesh (1967) handler om Richard (spillet af Findlay selv), der kommer hjem og finder sin kone i seng med en anden. Richard flygter ud på gaden, bliver kørt ned og mister bl.a. et øje - og så går han ellers på hævntogt efter alle promiskuøse kvinder! I efterfølgeren The Curse of Her Flesh (1968) vender Richard tilbage og fortsætter sit hævntogt, nu med særlig med fokus på konens elsker Steve. Den tredje film, The Kiss of Her Flesh (1968), sætter Richard, der nu er fuldstændig sindssyg op mod den afdøde hustrus søster, som forsøger at sætte en stopper for galningens myrderier.
Flesh-trilogien er et bizart stykke kulturhistorie fra 1960'erne, før pornoens frigørelse, der samtidigt i sine mord kan ses som en forløber til sen-1970'er og 1980'ernes slasher-film. Alle tre film er naturligvis restaurerede fra deres originale 35mm- negativer. Der er desuden en booklet med et essay, kommentarspor på alle tre film samt en masterclass med Michael Findlays enke Roberta Findlay, der selv var skuespiller og kreativ partner.
VS har i forvejen udsendt Michael Findlays yeti-horrorfilm Shriek of the Mutilated fra 1974. Flesh-trilogien udsendes i et samarbejde mellem det klassiske exploitation-video-label Something Weird Video og VS.
--
Hong Kong-film hitter i høj grad hos mange af de såkaldte boutique-labels i disse år, og VS står heller ikke tilbage. Oktober byder på endnu en blu-ray-udgivelse med martial arts-stjernen Cynthia Rothrock:
Magic Crystal (1986) - region A BD limited edition (5000 eks.) - en vild og eventyrlig blanding af fantasy, sci-fi, komedie og kung-fu, som kun Hong Kong kan lave det. Andy Lau spiller en agent på jagt efter en kuffert med en magisk krystal, som KGB også er på udkig efter.
Ny restaurering fra det originale negativ, original kantonesisk lyd med engelske undertekster og alternativ engelsk dub, kommentarspor, booklet og to nye interviews. Limited edition slipcase.
Rabid Grannies (1988) - regionsfri BD LE - noget så usædvanligt som en belgisk (!) splatterfilm, fra dengang det begreb var højeste mode.
Et par ældre kvinder holder deres fælles fødselsdag foran en forsamling af indbudte familiemedlemmer, der alle sammen er mest interesserede i at gøre sig til og sikre sig arven. Men en mystisk gave ankommer fra en slægtning, og så bliver de to elskelige damer forvandlet til blodtørstige bæster. Rabid Grannies kan bedst sammenlignes med Peter Jacksons over-the-top splatstick fra samme periode.
Troma købte filmen og udsendte den i USA i en forkortet udgave, hvor mange af effekterne var barberet ned. Men VS har lavet et nyt transfer fra et uklippet interpositiv, og Rabid Grannies udkommer her første gang i USA i en version, der er hele otte minutter længere end den kendte fra Troma.
Som en pudsig detalje så bad instruktøren alle filmens franske skuespillere om at sige deres replikker på fonetisk engelsk for bedre at kunne sælge den til udlandet. Om det er derfor, at VS kun har inkluderet et engelsk lydspor, skal jeg ikke kunne sige, men det er da nærliggende.
Extras består af et kommentarspor, nye interviews både med de belgiske filmfolk og Tromas præsident Lloyd Kaufmann samt en spillefilmslang dokumentarfilm og flamsk horror. Der er også nogle ældre extras og for helhedens skyld et ældre video-transfer af den mere kendte 88 minutter lange amerikanske udgave. Der er et limited edition lenticular slipcover (6000 eks.).
Og apropos Troma, så har Vinegar Syndrome tilsyneladende indgået et samarbejde med dem, for der er to mere Troma-titler på bordet i denne måned:
Bloodsucking Freaks (1976) - 4KHD/ BD-combo limited edition - Sardu og hans dværgassistent Ralphus driver sammen New Yorks mest kontroversielle off-off-Broadway-teater som ikke lader det berygtede franske Grand Guignol-teater meget tilbage, når det kommer til makabre og blodige forestillinger. En arrogant teaterkritiker, Creasy Silo, hader stedet og gør det til sin mission at få det lukket. Men hvad hverken publikum eller Creasy Silo ved er, at forestillingerne og blodudgydelserne i dem er virkelige - og Sardu planlægger at Creasy Silo til at optræde snart.
En makaber og chokerende kult-horror-komedie, der var med til at at lægge grund til filmselskabet Troma, kendt for deres særegne blanding af dårlig smag, vilde effekter og meget skæv humor.
Nyt 4k-transfer af et fuldstændigt uklippet internegativ, nyt kommentarspor og featurette om repremieren fra i år samt en stor bunke ældre extras, inkl. en live-kommentar af instruktøren fra en horror-messe og et kommentarspor af Eli Roth, masser af interviews. Limited edition vendbart (!) slipcover med magnetlukning (7000 eks.)
Mother's Day (1980) - 4K UHD/ BD-combo limited edition - hvert år tager tre tidligere college-værelseskammerater på fælles tur og på trods af advarsler fra en lokal butiksejer, så vælger pigerne i år at campere langt ude i udkants-New Jersey. Det skulle de naturligvis aldrig have gjort! For pigerne render hurtigt ind i par sadistiske brødre, og det bliver ikke bedre, da brødrene slæber dem hjem i deres soveposer for at møde ... mor!
Mother's Day var en af de allerførste købekassetter på vhs, som jeg anskaffede mig for mere end 30 år siden - bl.a. fordi den blev markedsført som SPLATTERFILMEN Mother's Day (med modebegrebet "splatterfilmen" i større font end selve titlen). Filmen foregriber Fredag den 13.'s fokus på body count og blodige effekter og regnes ofte for at være et af de bedste indslag i den meget tidlige del af slasher-bølgen samt en af Tromas bedste film, ikke mindst pga. sin kulsorte humor.
Ny restaurering fra det originale 35mm-negativ, kommentarspor og masser af interviews m.m. Limited edition slipcover (7000 eks.)
--
Sidste titel i denne omgang fra VS selv er nok også den største og mest kendte, hvilket selvfølgelig ikke siger så meget uden for de kredse, der normalt køber den slags film:
Mark of the Devil (1970) - 3-disk-udgave m. 1 x 4K UHD og 2 x BD - Vesttysk horror-exploitation. Under heksejagterne i 1700-tallets Østrig begynder den unge Christian (Udo Kier), der er i lære hos en fanatisk heksejæger, at tvivle på både sine læremesters retfærd og hele foretagendet pga. brutaliteten, tilfældighederne og hykleriet i det.
Her er i vi oppe i den øvre skala af det, som amerikanerne under et fællesbegreb kalder for Euro-Cult, altså mere eller mindre obskure (og ofte voldelige) genrefilm fra Europa.
Mark of the Devil henter tydelig inspiration i folk-horror-klassikeren The Witchfinder General (1968), hvis succes den da også forsøgte at slå mønt på.
Herhjemme blev den sågar markedsført som en direkte sequel under titlen Heksejægerens torturkammer, hvor Witchfinder General kom op i Danmark som Heksejægeren.
Mark of the Devil er på sin vis blot en billigere og langt grovere variation over samme tema, og den skabte naturligvis skandale pga. sine udpenslede torturscener. Vi taler "torture porn," før det blev et begreb. Den blev da også stærkt censureret mange steder, og i USA fik alle biografgængere udleveret brækposer som et smart marketingsstunt. Det lykkedes åbenbart, for Mark of the Devil solgte langt bedre end den film, den forsøgte at efterligne.
I dag er den naturligvis interessant som et stykke brutalt europæisk exploitation-historie, og fordi det er Udo Kiers første egentlige hovedrolle.
Der er en ny 4K-restaurering fra det originale negativ, nye kommentarspor og interviews, fraklip, en dokumentarfilm fra 2014 om bølgen af nye britiske horror-instruktører i 1960-70'erne samt masser af ældre extras. Limited edition slipcase og slipcover-combo (7000 eks.).
Alle filmene udkommer i slutningen af oktober med undtagelse af Magic Crystal, der pt. ser ud til først at udkomme efter Black Friday-udsalget i slutningen af november.