The Marvels
Jeg havde givet mig selv de bedste betingelser for at få det optimale ud af filmen. Et fint gensyn med Captain Marvel. Herefter kværnede jeg Ms. Marvel serien igennem. Og til sidst et herligt gensyn med WandaVision. Så burde man være klædt godt på til de tre Marvels helte.
Det positive først: Jeg er stadig charmeret af Kamala Khan. Både hende og hendes familie er et herligt bekendtskab og et friskt pust.
Og så var jeg meget overrasket over Brie Larson. I Captain Marvel og de øvrige MCU film, hvor hun var med, virkede hun ret intetsigende. Men i The Marvels lyser hun pludselig op med charme, karisma og meget mere personlighed. Om det er instruktøren, manuskriptet eller hende selv, der skal have æren, ved jeg ikke. Men fedt var det i hvert fald.
På historifronten er der også lidt godt at sige. For der gemmer sig rent faktisk en glimrende historie under den rodede fortælling. En døende planet, en desperat hersker, og en superhelt med dårlig samvittighed over at være delvis skyld i, at et folk er ved at gå til grunde. Det er et godt grundlag.
Bare ærgerligt at det bliver sovset ind i en masse ligegyldigt action og fjollerier. De tre Marvels bringes sammen, da de på mystisk vis begynder at skifte plads, hver gang en af dem gør brug af sine kræfter. Det virker utrolig "skrevet" og meget lidt logisk. Actionscenerne gør så flittig brug af denne egenskab, hvilket i teorien kunne have set fedt ud. Men det bliver mest bare rodet og fjollet.
Endnu mere fjollet bliver det, da de besøger en planet, hvor befolkningen danser og synger i stedet for at tale. Så midt i en ellers meget alvorlig fortælling får vi pludselig en tåkrummende musical seance. Men det er slet ikke det værste. Senere skal en rumstation evakueres. Og måden det gøres på ved hjælp af katte er det absolut mest tåbelige, jeg endnu har set i nogen MCU film.
Det der redder filmen fra at være det rene makværk, er de mere stille scener med de tre helte. Samt en historie og en skurk, der potentielt set kunne have være rigtig god.
★★★☆☆☆
