Vi kritiserer ofte CGI, men hold nu kæft det er imponerende i Dawn og det virker 100% ægte. Reeves har også god stil, sans for sublim action og intensitet. Jeg er godt nok spændt på den tredje film.
What we saw
★★★★0- ★★★★★0
Vi kritiserer ofte CGI, men hold nu kæft det er imponerende i Dawn og det virker 100% ægte. Reeves har også god stil, sans for sublim action og intensitet. Jeg er godt nok spændt på den tredje film.
Jeps også her, har allerede hørt godt om den dog :)
Men ja WETA kan fandme deres kram.
★★★★★1The Edge of Seventeen (2016)
Tilbage i de festlige og farverige 80’ere gjorde John Hughes sin entre som instruktør med en lang række uimodståelige og knuselskelige ungdomsfilm, som med lige dele vedkommende drama og understregende komedie samlet dannede skole for, hvad der efterfølgende skulle blive en utrolig populær og eviggyldig subgenre. Selv om man ikke lige umiddelbart skulle tro det, er highschool miljøet dog ikke bare sådan lige at filmatisere og mange har fejlet grumt med overfladiske karakterer og en overdreven kækhed som fast følgesvend. Nu var det store spørgsmål så, om den debuterende instruktør Kelly Freemon Craig kunne løfte den fornemme arv efter John Hughes og lave endnu en udødelig ungdomsklassiker.
Næsten syttenårige Nadine, (Hailee Steinfeld), har stort set hele sit liv følt sig som en kikset outsider med sin godmodige og joviale far som eneste lyspunkt i en temmelig nederen tilværelse. Hendes mor synes hun er besværlig, storebroderen Darian, (Blake Jenner), er the all american boysscout med det labre udseende som alle forguder, og i skolen står den på daglige ydmygelser og latterliggørelse fra de andre elever. Lige som tingene ser allermest sort ud vender lykken pludselig, da den ensomme Krista, (Haley Lu Richardson), dukker op i Nadines liv, og sammen skaber de et umiddelbart ubrydeligt venskab, der atter får humøret og troen på livet tilbage hos hende. Men mørke skyer lurer i horisonten og da først hendes fader dør, og der senere opstår en smertelig konflikt med Krista, er Nadine nærmest parat til at stille træskoene før lukketid på herrens mark. Ansporet af sin provokerende, underfundige og sarkastiske klasselærer Mr. Bruner, (Woody Harrelson), vælger den forvirrede teenager dog i stedet at tage kampen op imod det pokkers irriterende og udfordrende liv hun befinder sig i, via yderligere assistance af en spirende romance med den nørdede Erwin, (Hayden Szeto), der uventet viser sig som en mulighed for at bryde ensomhedens fængsel og en mulig løsning på alle hendes mange frustrationer.
Man kan ikke ligefrem påstå, at Kelly Freemon Craig opfinder den dybe tallerken eller generelt set er særlig original med sit bud på en vedkommende ungdomsfilm. Men det er ret beset også hamrende ligegyldigt, når hendes evne til at omsætte og formidle det turbulente kaos af tanker og følelser der florerer i enhver teenagers angstfyldte krop og sjæl er ramt så troværdigt, nærværende og med så fornem en indsigt, at jeg ikke kunne være andet end helt oppe og ringe af glæde over denne helt igennem vidunderlige, klukkende morsomme, rørende og hjertevarme film. At “The Edge of Seventeen” hele vejen igennem føles så ægte som den gør, skyldes i høj grad også et fænomenalt godt og yderst velspillet cast anført af Hailee Steinfeld i den altoverskyggende hovedrolle som den rebelske Nadine, der på forfriskende vis er både herlig uforskammet naiv og fuld af fejl i sin fjumrende og ofte kejtede rutsjebanetur af en jagt på at finde en bare nogenlunde fornuftig mening med tilværelsen. Hailee Steinfeld leverer kort og godt en mesterlig og til tider hjerteskærende god præstation, der sætter en tyk streg under, at hendes ligeledes fremragende debut i “True Grit” på ingen måde var en at betragte som en enkeltstående bedrift.
Men selv om Nadine er filmens omdrejningspunkt betyder det ikke, at Kelly Freemon Craig har slækket på nuancerne og lagene ifht. de øvrige teenager roller, som alle får givet muligheden for at træde frem i rampelyset undervejs og ender med at fremstå som værende helstøbte flerdimensionelle karakterer. Sirligt fletter Craig nemlig deres historier sammen med Nadines og skaber et fornemt billede af simple, men for en teenager livsvigtige, ønsker om at få en kæreste, bryde med ensomhed og isolation, samt at være en del af fællesskabet. Men hvad sidstnævnte angår er det ikke for enhver pris, og det er blot en af mange elskelige facetter ved Hailee Steinfelds karakter, som principfast og dermed prisværdigt forfølger sine drømme på sin helt egen facon. Samme gør sig i øvrigt gældende for filmens andet store trumfkort i herlig cool og underspillet skikkelse af gode gamle Woody Harrelson, der mesterligt trækker på al sin skuespilmæssige erfaring og leverer en præstation som er en af karrierens allerbedste, når han på mild sagt atypisk vis excellerer som både en slags zen buddhistisk guide og finurlig faderfigur for den neurotiske Nadine.Kemien imellem Harrelson og Steinfeld er bare bragende god og en sand fornøjelse at følge, ligesom filmen generelt er det, og Kelly Freemon Craig har i mine øjne skabt en ny klassiker i genren med “The Edge of Seventeen”, som dermed skriver sig ind blandt genrens allerbedste siden 80’erne, der tæller film som “Heathers”, “Pump Up The Volume”, “Clueless”, “Fucking Åmål”, “Rushmore“, “Election”, “Mean Girls”, “The Spectacular Now“, “Easy A“ og “Juno”.
9/10
- ★★★★★★1
Fremragende anmeldelse, Nighthawk, og helt og aldeles enig. Det er ikke en film, der ændrer på nogen konventioner, men det er bare et eminent velspillet og vellavet stykke high school film.
Og Juno, Fucking Åmål, Mean Girls og The Spectacular Now er bestemt også riggig, rigtig gode :)
- ★★★★★0
Mange tak for de pæne ord, Guldager. :)
Ja, "The Edge of Seventeen" er bare super god. Jeg bliver sgu bare i rigtig godt humør af den film. Og så er både filmens soundtrack og dets score af Atli Orvarsson også super fedt. :)
★★★1John Adams (2008)
Efter at have siddet gennem HBO tv-serien "John Adams" føler jeg mig opløftet i forhold til, at det fortsat er muligt at producere historiske dramaer uden at forfalde til overfladiske behandlinger, personer der entydigt er gode eller onde og at man stadig kan fremstille historiske personer uden af reducerede dem til karikerede idioter. Jo mere man beskæftiger sig med historiske begivenheder, jo mere bliver man klar over, at disse altid er nuancerede, og at historiske skikkelser uundgåeligt har både sympatiske og mindre sympatiske sider. Perfektion forefindes ikke på denne side af skabelsen.
Det er en styrke ved "John Adams", at den ikke forsøger at bortforklare dette, og at den tager historiske figurer som unægtelig i mange henseende var dybt heroiske og alligevel fremstiller dem som nuancerede skikkelser. Jeg kommer uundgåeligt til at sammenligne den med "1864", som tog en vanvittig spændende og kompleks historisk begivenhed og fordummende reducerede den til en blanding af en julekalender og en novelle i Familiejournalen. Jeg forventer naturligvis ikke, at de danske filmskaber kunne have skabt noget på niveau med "John Adams", men hvor kunne det dog have været meget bedre, hvis blot man havde taget sin egen historie alvorligt.
"John Adams" er en fremragende serie, som jeg ikke helt fatter, at jeg først fik set nu, men i det mindste er jeg glad for, at jeg omsider fik set den.
- ★★★★★★0
John Adams er nok min favorit miniserie. Jeg kom til at se det hele på en gang, da jeg gik i gang med den :)
★★★0Enig med John Adams, HBO måtte gerne lave en lignende serie med en anden præsident.
Har altid været fan af Giamatti om han så spiller russisk næsehorn eller tager en road trip på vingårde.
★★★★0John Adams er så skøn en serie. I andet afsnit og udarbejdelsen af uafhængighedserklæringen er det lige så hårene rejser sig.
Fantastisk at John Adams og Jefferson begge døde 4. juli 1826, på 50 årsdagen og indenfor få timer.- ★★★0
Fantastisk at John Adams og Jefferson begge døde 4. juli 1826, på 50 årsdagen og indenfor få timer.
Jeg kig hen og slog det op efterfølgende, da det næsten virkede for poetisk til at være sandt. Men ja, det gjorde de minsandten.
- ★★★★0
Jeg kig hen og slog det op efterfølgende, da det næsten virkede for poetisk til at være sandt. Men ja, det gjorde de minsandten.
Ja ... what are the odds :-8
★★★★★1Jeg blev nysgerrig på Suicide Squad, da jeg så, at den lå på Netflix. Nu har jeg så set 40 minutter, og det er ikke så elendigt, som jeg er blevet fortalt (endnu). Der er rigtig meget, som ikke fungerer, men jeg havde alligevel ventet, at jeg ville komme til at krumme mere tæer, end jeg har gjort foreløbig. I stedet sidder jeg bare med en ligegyldig følelse, som vel bedst kan beskrives med ordet 'meh'. Det virker dog også lidt som om filmen ikke er kommet igang endnu. Krydser fingre.
- ★★★★0
Kryds alt, der krydses kan og håb på den kommer i gang efter rulleteksterne.
- ★★★★★0
Pauser efter halvanden time og går i seng, men jeg skal se den færdig i morgen. Yes sir.
Så truslen mod menneskeheden i denne film er at Miss Cara Delevingne kysser mennesker om til monstre! Seriously, hvem har fundet på det?! :D
- ★★★★★0
Pauser efter halvanden time og går i seng, men jeg skal se den færdig i morgen. Yes sir.
Så truslen mod menneskeheden i denne film er at Miss Cara Delevingne kysser mennesker om til monstre! Seriously, hvem har fundet på det?! :D
Jeg more mig og forundres mere over at det er Amanda Waller selv, som ender med og skabe årsagen til den trusle som The Suicide Squad skal kæmpe i mod, ved at Recruitere The Enchantress, som så turns evil.
- ★★★★★0
Ja, det tænkte jeg også - uden hende havde de slet ikke haft nogen af alle de problemer de har. Men det er måske ligefrem pointen?
- ★★★★★0
Apropos: Hvorfor er disse uoverskuelige grimme CGI-sandstorme så udbredte i de seneste superhelte blockbusters?
www.gamesradar.com/is-it-just-me-or-are-seething-cgi-baddies-spoiling-blockbusters/
- ★★★★★0
Jeg håber lidt en dag og se flere Superhelte film hvor slutopgøret ikke er så meget VFX guys go nuts, hvor alt springer i luften fra højre og venstrer de er Superhelte men det er blot som om man tager sig selv i "and here comes the VFX end battle" man mister personligheden fra folkene når man blot ser dem fare rundt på skærmen, og man ved det er ren CGI.
- ★★★★★★0
John Adams vil jeg også rigtigt gerne se. Elsker dem slags.
T. Nielsen 6-07-17 12:14
- ★★★2
John Adams vil jeg også rigtigt gerne se. Elsker dem slags.
Jeg kunne også snildt forestille mig, at den er lige dig. Den var i hvert fald lige mig. :)
Det lod i øvrigt til, at "Barry Lyndon" har været et forbillede for serien. Det var flere shots, der lignede noget fra Kubricks film, og en del af musikken var også den samme som i "Barry Lyndon." Eftersom det er en af mine yndlingsfilm, skal jeg ikke brokke mig.
- ★★★★★1
Mr. Bean’s Holiday (2007)
Tilbage i 1989 opfandt Richard Curtis og Rowan Atkinson den ene af to ikoniske karakterer, (i stumfilms famlende skikkelse af den barnlige og emsige Mr. Bean), der senere hen ville udødeliggøre sidstnævnte og sætte en tyk streg under manden med det evigt nørdede og lettere excentriske ansigtsudtryk som værende en af Englands mest underfundige, opfindsomme og sjoveste komikere. I forlængelse af tv serien blev der lavet en ganske succesfuld film i 1997, men Rowan Atkinson og co. var aldrig fuldt ud tilfredse med den planlagte afslutning, og derfor valgte de 10 år senere at genoplive den legendariske figur, hvilket skulle vise sig at blive en vaskeægte solstråle historie.
Pænt træt af det typiske grå og triste regnvejr der hænger over det engelske landskab som en ond drøm, beslutter Mr. Bean, (Rowan Atkinson), sig for til at deltage i den lokale forenings årlige lotteri i håbet om at vinde en luksus rejse til det varme og underskønne Frankrig med de solbeskinnede strande i Cannes som endegyldig destination. Og minsandten om heldet for en sjælden gangs skyld ikke tilsmiler den pudseløjerlige nørd, der nu pludselig og jublende glad befinder sig i toget på vej mod Paris med sin ekstrapræmie, (et videokamera han har lovet at filme hele rejsen med), som kreativ udfordrende medpassager. Men livet som turist er ikke just ligefrem lutter lagkage og knap er Mr. Bean ankommet til det franske før end, at han mister overblikket i den moderne og hippe metropol. På trods af flere forhindringer af både sproglig og kulinarisk art lander han endelig i toget mod Cannes, hvor han bliver uventet værge for den russiske knægt Stepan, (Max Baldry), der er blevet væk fra sin fader, (og medlem af juryen i Cannes festivalen), og sammen drager de to nu af sted for at finde ham. Undervejs turen gennem det idylliske landskab støder Mr. Bean desuden sammen med den selvfede filminstruktør Carson Clay, (Willem Dafoe), og forelsker sig hovedkulds i den underskønne Sabine, (Emma De Caunes), hvem det viser sig, at han har flere ting tilfælles med trods deres respektive sprogbarrierer.
Der har, ud over det åbenlyst morsomme, for mit vedkommende altid været noget dybt fascinerende ved den infantile, krakilske og ofte smålige og nærtagende Mr. Bean karakter som man ret beset ikke burde kunne lide, fordi han i bund og grund er lidt af en egoistisk skiderik, der gerne springer over hvor gærdet er lavest i jagten på at få succes af enhver art. Men alligevel kan man bare ikke lade være med at holde af ham og hans selvdestruktive færden, fordi han trods sin uforskammede opførsel aldrig har ondskabsfulde hensigter i sinde, men i stedet viser sig som et humoristisk spejlbillede på tilskueren, hvis man fjernede det velopdragne høflighedsfilter, som de fleste af os heldigvis er i besiddelse af. Trods det at der er gået hele 10 år siden sidst, har Rowan Atkinson ingen problemer med at absorbere og formidle alle de kendte karaktertræk fra tidligere, og tilføjer sågar en helt ny ligefrem poetisk og på sin helt egen måde selvopofrende dimension til sin rolle, som er bedre spillet end nogensinde før. Alt sammen godt hjulpet på vej af et umanerligt skarpt skrevet manuskript der fiffigt udfolder sig i perfekt balance med Cannes temaet som en herlig meta lagret historie, der til fulde udnytter det franske landskab som baggrundskulisse på en yderst charmerende, nostalgisk og pittoresk facon.
Selv om det umiddelbart ligner noget af et sats af instruktør Steve Bendelak, når han placerer den spinkle Mr. Bean og hans situationskomik i så storladent et sceneri, hvor han nemt kunne risikere at drukne, (især i perioden under filmens herligt billedskønne afstikker ud på de franske landeveje hvor der bliver malet med de helt store nærmest episke penselstrøg), får Bendelak på imponerende vis modsætningerne til at gå op i en højere enhed. Alt imens de forskellige og meget underholdende jokes udfolder sig som en lang række veltimede dominobrikker og Rowan Atkinson excellere i herlig kropsmimik ala Charlie Chaplin og Buster Keaton, gives der såmænd både plads til at drikke af inspirationskilder som den melodramatiske klassiker “Jean De Florette” og den franske legende Jacques Tatis samlede værker, med et kærligt øje til især “Les Vancances de Monsieur Hulot” og “Playtime”. Det store sammensurium fungerer kort og godt tæt på fejlfrit, og hvad sidstnævnte titel angår inddrages den desuden på opfindsom vis i den store finale i Cannes, hvor Willem Dafoe hiver storspillet frem i sit portræt af en ualmindelig selvhøjtidelig og latterfremkaldende krukket instruktør.
Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg havde en del forbehold, inden jeg fik set dette (højst sandsynligt) sidste kapitel, for kunne Rowan Atkinson og Richard Curtis overhovedet finde magien igen efter så lang tids fravær? Men alle mine spekulationer og fordomme blev hurtigt gjort til skamme, og tilbage er der blot at konstatere, at “Mr. Bean’s Holiday” ikke blot er en særdeles fremragende og hylende sjov komedie men også en ualmindelig vellykket og værdig afslutning på sagaen om den pudseløjerlige og motorisk udfordrende englænder. Vive la France, Vive Monsieur Bean!
9/10
- ★★★0
Mr. Bean’s Holiday (2007)
Jeg har aldrig fået set denne - hvilket måske er en fejl - da jeg også lidt antog, at den var nok noget cash-in-crap, men når nu navne som Buster Keaton og Jacques Tatis nævnes, så bliver jeg interesseret.
Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Richard Curtis i forbindelse med lanceringen af "The Boat That Rocked", og han er ualmindelig behagelig og munter herre at tale med. Jeg kunne ikke lade være med at tale med ham om "Blackadder", som jeg er en stor fan af, og som han har skrevet. Det var ikke så professionelt af mig, men han reagerede positivt. :)
- ★★★★★0
Jeg har aldrig fået set denne - hvilket måske er en fejl - da jeg også lidt antog, at den var nok noget cash-in-crap, men når nu navne som Buster Keaton og Jacques Tatis nævnes, så bliver jeg interesseret.
Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Richard Curtis i forbindelse med lanceringen af "The Boat That Rocked", og han er ualmindelig behagelig og munter herre at tale med. Jeg kunne ikke lade være med at tale med ham om "Blackadder", som jeg er en stor fan af, og som han har skrevet. Det var ikke så professionelt af mig, men han reagerede positivt. :)
Jeg havde de samme tanker som dig om "Mr. Bean's Holiday", men blev meget positivt overrasket. Så den kan du sagtens give en chance. :)
Herlig historie om Richard Curtis. Jeg har også indtrykket af, ud fra de interviews jeg har set med ham, at han virker som en rar og meget sympatisk mand. "Blackadder" er jeg også vild med. Jeg har for nylig genset hele serien og den er stadig mega sjov og genialt skrevet. :)
- ★★★3
Jeg har haft en træls omgang influenza de sidste par dage og har derfor tilbragt en del timer på sofaen, mens jeg har indtaget absurde mængder af te med honning og rom. Når man så ligger der med et ømt hoved og en kronisk bagskid på, kan man jo passende se noget forholdsvist afslappende underholdning, og jeg har derfor snuppet et gensyn med en håndfuld John Carpenter-film.
Escape from New York (1981)
Den holder stadig forbløffende godt. "Escape from New York” blev skabt på et skrabet budget men ligner til forveksling en dyr actionfilm. På mange måder har budget givetvis været med til at give den et meget tilfredsstillende 'snavset' fremtoning. Fortsættelsen "Escape from L.A." havde et langt højere budget, men efterlod på mange måde en meget mere glat og ansigtsløs følelse. Kurt Russell er selvfølgelig herlig som en ikonisk gnavne Snake, men Donald Pleasence er i særdeleshed formidabel som den tilfangetagede præsident.
5/6
They Live (1988)
Ikke just et højdepunkt i Carpenters karriere, men stadig en vældig underholdende film. Efter fortolkning handler den enten om en lille gruppe, der gennemskuer en fremmed konspiration eller - mere lumskt - om nogle sølle stakler som bliver hjernevasket af en kult til at blive sindssyge mordere. Det er sjov præmis, der dog aldrig rigtig bliver forløst. Roddy Piper har ikke just Kurt Russells talent, men bidrager ikke mindst sammen med Keith David til et forbløffende og absurd underholdende slagsmål.
4/6
Prince of Darkness (1987)
Af Carpenter-fans ofte betegnet som den film, hvor råddenskaben begynder at sætte ind. Der er da også flere ting, der ikke rigtig kommer til at virke og særlig slutningen efterlader en noget flad fornemmelse. Ikke desto mindre er der mange fascinerende elementer: Ideen om verdens sammenbrud som et lokalt fænomen, et kulørt men sjovt religiøs-videnskabeligt mix, en indledningsvis meget stærk atmosfære og nogle virkelig flotte surrealistiske sekvenser (grønt vand, der falder opad m.m.).
4/6
Halloween (1978)
Vel nok sammen med "The Texas Chain Saw Massacre" slasher-filmenes højdepunkt. Minimal historie, men hold da op hvor er den velfortalt og elegant instrueret. Mens jeg så den, kom jeg til at tænke på genindspilningen af "Friday the 13th", hvor det vist bliver nakket fem-seks personer inden, der er gået fem minutter. Her er vi halvvejs inde i filmen før myrderierne rigtig starter. Uhyggen komme ikke så meget fra mordene i sig selv, men fra den sadistisk lange ængstelig forventning, som filmen opbygger. En mageløs kort sekvens optræder, da morderen spidder en ung mand, og efterfølgende som en hund ligger hovedet på skrå for at observere liget. Han har ikke nogen som helst forståelse for, hvad han laver, eller hvad døden er.
6/6
The Thing (1982)
Et af de forholdsvist få remakes som rent faktisk overgå den ellers glimrende oprindelige film. En film om en ansigtsløs trussel udefra, men den kommer hurtigt i stedet til at handle om identitet og en indre invasion. Der bydes på tons af fantastiske effekter af nærmest surrealistisk kvalitet af de forvredne skikkelser – hvor gode de faktisk var blev ikke mindst demonstreret af, hvor jammerlige de tilsvarende computereffekter var i prequel-filmen fra 2011. Det fantastisk cast får imponerende meget ud af de ellers umiddelbart ret sparsomme figurer, og Ennio Morricone leverer noget virkelig atmosfærefuld Carpenter-agtig musik. Først og fremmest er "The Thing" bare så afsindig underholdende og facetteret, at det er en af de film, jeg med den største fornøjelse kan vende tilbage til igen og igen. Den er afgjort en af mine yndlingsfilm og i mine øjne Carpenters højdepunkt.
6/6
★★★★0Fed stribe film at se i træk, Benway.
Halloween har aldrig rigtigt gjort noget for mig. Jeg anerkender helt klart dens tekniske kvalitet og dens enorme indflydelse på genren, men den har aldrig kunnet påvirke mig. Sikkert fordi jeg først så den, efter at jeg allerede havde set bunker af imitationer. Det bliver pludseligt svært at se originaliteten så (jeg har i øvrigt samme problem med Eksorcisten).
The Thing er uden tvivl favoritten blandt de nævnte. Til gengæld vil jeg personligt nok rykke de to film fra Alive Films/ Larry Franco-handlen en karakter op. Jeg er muligvis farvet af nostalgi, for det var deromkring, at jeg først blev rigtig bevidst om, hvem Carpenter var. Men jeg har altid haft et svagt hjerte for Prince of Darkness og They Live. For mig kan de begge et eller andet med stemning.
Escape From NY har jeg aldrig været den vilde fan af, selvom det da var sjovt at gense den på 35mm forrige år i Cinemateket. Det er muligvis også en af de film, jeg først fik set, efter at jeg havde set en masse efterligninger.