Black Panther (2018)
Det seneste skud på stammen af Marvel superheltefilm, skiller sig mest ud fra resten af filmene ved dens udpræget afrikansk inspireret scenografi og valget af hovedsagligt farvede skuespillere. Selv om årsagen til dette valg måske mere er kommercielt, er dette sikkert et tiltrængt tiltag, for at omfavne mangfoldigheden i verden. Men ellers er der ikke voldsomt meget at rose filmen for synes jeg.
Jeg har læst enkelte steder, at den er blevet kaldt den måske bedste Marvel filmatisering. Det kan jeg vitterligt ikke se det kan være andet end et udslag af, at vi lever i en tid hvor politisk korrekthed er den nye fetichistme. Man kan indrømmet godt forsvare at den er bedre end jeg synes, men med tanke på hvor gode de bedste Marvelfilm de rent faktisk er, så nej, denne hører ikke til deroppe ifølge mig.
Nuvel, tonen er ikke så pjattet og skævt fjollet som i f.eks. ”Thor: Ragnarock”, der netop grundet sit skøre anstrøg mistede al sin spænding, hvis det var meningen den skulle have nogen. Der er Black Panther langt mere seriøs, om end stadig ret kulørt, og det kan jo være godt nok, hvis man foretrækker dette. Problemet er blot at den absolut ikke er særligt spændende synes jeg og så har den altså ikke meget tilbage at byde ind med.
Historien svinger mellem det lidt kedeligt banale og de mere underholdende banaliteter, der løftes op via godt spil. Her vil jeg så fremhæve Michael B. Jordan, om hvem jeg sad og tænkte at jeg næsten ville ønske de havde valgt ham som Black Panther, fremfor at gøre ham til skurken. Ikke at Chadwick Boseman er dårlig, tværtimod. Jordan’s karisma brændte bare bedre igennem synes jeg. Pudsigt nok bliver jeg dog nød til at påstå, at en af filmens bedste faktisk er Andy Serkis, der giver den som overspillende karismatisk skurk.
Man kan muligvis også rose historien for at have lidt mere på hjertet, end mange af de andre Marvelfilm. Her er der lidt politiske tanker bag, set i forhold til vores verden, flygtninge med mere. Det stikker ikke specielt dybt, men det er der. Der er så også en del som jeg synes bliver lidt bøvet.
Som det afrikanske land vores helt kommer fra, der præsenteres så højteknologisk at det mere ligner en del af Star Wars universet, takket være den sjældne metal der er i undergrunden, men som alligevel yder at bruge blandt andet pansrede næsehorn og spyd når de slås (go figure).
I øvrigt et land der må siges at have været ret så protektionistisk på alle måder. Samtidig får man lidt indtrykket af et land der gerne vil freden og ikke vil deltage i krige, men som alligevel har en toptrænet hær af (naturligvis) kvindelige soldater og angrebsvåben der ville få den amerikanske våbenlobby til at savle (oh the irony).
Så er der skurken som uanset hvor god Jordan er, har nogle meget ædle og etiske bevæggrunde som at ville hjælpe alle undertrykte sorte til at rejse sig og tage magten, men som alligevel er mere racistiske mod sine egne end en gennemsnitlig DF’er (hmm).
Som altid er der også de obligatoriske actionscener, der nu efterhånden godt kan blive lidt trættende udi deres overkill af CG brug og overdrevne ”larger-than-life” tilgang. Den del kan kaldes solidt og desværre også forglemmeligt, selv om kvindehæren nu er ret sej, indrømmet!
Bedømmelse: 5/10
