Det går jeg stærkt ud fra, at der er. Her er et par uddrag af en artikel om det:
“What ultimately gets most filmmakers to actually commit to the 4:3 format are the aesthetic benefits – namely framing options. I could write an entire article about how framing is affected by various aspect ratios, and the merits of each format, but for the sake of this post I will focus on just one key factor: Framing faces”.
The reason is quite simple: A human head fills up more of the frame at 1.33 when compared to 2.35. A normal closeup at 2.35 is going to leave a lot of empty/negative space on the opposite side of the frame. This could of course be an excellent artistic choice for a specific project, but it won’t highlight the actor’s micro-expressions the same way a 4:3 frame will.
There’s something about 4:3 that helps us connect more intimately with the characters. It feels more naturalistic in a sense, and for character driven pieces it can offer an effective gateway for the audience to zero-in on the subtleties of the performances.
There are countless other aesthetic benefits to 4:3 too, not the least of which is how powerful it can be for creating a more boxed-in/claustrophobic look…”
For en, der beskæftiger sig med billeder og redigering, er der en verden til forskel på hvordan et motiv tager sig ud i forskellige formater.
Men jeg ser ikke mange stilister i Hollywood. Kubrick var det. Demme, Cronenberg, Van Sant... de har dette aspekt langt mere i overvejelserne end andre. Demme og Cronenberg vælger altid 1.85:1 og det passer perfekt ind til deres historier. Og så er der en lille film som Buried med en fuldkommen unødig 2.35:1 for en klaustrofobisk film at være. Næppe særligt overvejet.
Det er jo, når man lige tænker over det, både fornuftige og logiske argumenter, der bliver fremlagt her og jeg kan sagtens følge hvorfor, at nogle instruktører derfor vælger lige netop dette 4:3 format til at visualisere og forstærke deres fortælling. Jeg vil dog så også tilføje, at jeg har set adskillige film, der ikke var filmet i dette format og hvor jeg var stærkt følelsesmæssigt berørt alligevel. I sidste ende handler det jo også ligeså meget om, om historien, instruktionen og skuespillet går op i højere enhed. Gør det ikke det, ja så er selve framingen et eller andet sted ret ligegyldig.
Men det var interessant lige at få læst lidt om, hvad et bestemt format kan gøre for historie-fortællingen og skuespillet. :)