Moovy TV: Interview med skaberne af Disneys "Percy Jackson og olymperne": Jonathan Steinberg og Dan Shotz
De to showrunners taler med os om deres kritikerroste fantasy-serie baseret på Rick Riordans bestsellere.
For snart 20 år siden udkom Rick Riordans børnebog, "Lyntyven" (eller "The Lightning Thief"), om den unge, hårdt prøvede knægt Percy Jackson, som opdager, at de græske guder ikke blot findes, men at han tilmed er søn af en af dem. Og kun Jackson og hans venner kan bremse en altødelæggende krig mellem Olympens guder.
Siden da har Riordan skrevet en masse bøger om den heroiske Jackson, som er blevet solgt i over 180 millioner eksemplarer på verdensplan.
Derfor giver det sig selv, at Disney har produceret en tv-serie baseret på de ekstremt populære og prisbelønnede bøger, og 1. sæson blev kickstartet for få uger siden og har fået fantastiske anmeldelser og høstet imponerende seertal.
Og vi har interviewet seriens to såkaldte showrunners, der skriver og producerer serien, og som tilmed har arbejdet på projektet siden 2019: Dan Shotz og Jonathan Steinberg. Vi diskuterer alt fra seriens unge cast og musikken af Bear McCreary ("God of War", "Battlestar Galactica") til duoens tætte samarbejde med bøgernes førnævnte forfatter, Rick Riordan.
Sammen har d'herrer tidligere lavet fantasifulde tv-føljetoner som "See" og "Black Sails" samt actionserien "Human Target" og kult-katastrofeserien "Jerricho".
Makkerparret har altså masser af tv-erfaring, og det kan mærkes på "Percy Jackson og olymperne", som er et enormt gennemført streaming-eventyr, der fornemt sammenfletter en gribende coming of age-historie med græsk mytologi, og som bugner af mindeværdige helte og skurke.
Serien kan ses nu på Disney+, og vores interview med Shotz og Steinberg kan ses her: