Dejligt at se, at der er andre, som ikke er tilhængere af "Bad Astra"-bevægelsen!
Anmeldelse: Ad Astra (4K UHD)
Konklusionen i "Ad Astra" er tåkrummende banal, men der er intet trivielt ved James Grays guddommelige rumbilleder.
"Brad Pitt er tilbage!" kunne overskriften her sensationelt proklamere. En af Hollywoods sidste rigtige filmstjerner er vendt tilbage – selvom den ombejlede skuespiller aldrig har været væk. Men pladsen i sladderbladene og hovedroller i blockbusters er de seneste år blevet udskiftet med smalle film og rollen som producer. Men Brad Pitt er tilbage, og således står 2019 til 2020 i Pittens navn. Rollen som afdanket stuntmand i "Once Upon a Time… in Hollywood" kulminerede med Oscar-sejr, mens en anden og mere overset indsats – som astronaut i "Ad Astra" – lod superstjernen indfinde sig direkte blandt stjernehimlen på allersmukkeste vis.
"Ad Astra" sigter mod stjernerne og omhandler den frygtløse astronaut Roy McBride, der lider af seriøse daddy issues. Roy har altid stået i skyggen af sin højtstående astronaut-far, som forsvandt på en mission årtier tilbage og ikke er hørt fra siden. Men et signal nær Neptun vidner om, at faderen måske lever og er skyld i kraftige energiudladninger, der kan forårsage galaksens endeligt. Med livet som indsats drager Roy på hemmelig mission i søgen efter sin far – og med ønsket om at træde ud af hans fodspor.
I den nære fremtid har menneskeheden indlogeret sig på månen og Mars, mens rumrejse er lige så trivielt som en bustur. I "Ad Astra" er der intet sublimt ved rumodysséen. Det er nærmere et nødvendigt onde for en menneskehed og moder Jord, der er løbet tør for vitale ressourcer. Men James Gray gemmer det sublime i detaljen. Hoyte van Hoytema har taget sine "Interstellar"-billeder med videre, og tilbage står et rumepos så smukt afbildet, at selv "2001" får kamp til stregen.
Som altoverskyggende drivkraft for raketten står Brad Pitt, der med undtagelse af rollen som Cliff Booth leverer sin bedste præstation i ti år. Konstant hviler kameraet på den hårdtprøvede Roy, der lever en isoleret tilværelse. Med håbet om ligesom sin far at blive den bedste astronaut har den ensomme vandrer ofret alt, mens (eks)konen blot er blevet et minde forladt på Jorden. Igennem en insisterende voice-over er seeren konstant hensat til Roys tanker og overvejelser om livet. For alle, der nogensinde har været ramt af tilværelsens tomrum og den ensomme vej mod endemålet, er der selskab at hente.
Så kan det godt være, at Roys lommefilosofiske tanker som konklusion kan kondenseres til noget så tåkrummende banalt som en plakat med teksten "Live, love, laugh". At verdens endestation ikke gemmer på større sandheder vil skuffe mange, men på rejsen derhen melder sig spørgsmål om accepten af eksistentiel angst, menneskelige forbindelser og rum i tomrummet. Yderst vedkommende, rørende tematiske punkter, som det hører enhver god sci-fi-film til, når mødet med det uendelige univers indfinder sig.
James Gray er en af amerikansk films helt store oversete stemmer. Fra debuten "Little Odessa", gangsterhittet "We Own the Night" og nu til det helt store gennembrud med "Ad Astra" har instruktøren leveret en stime af fremragende, lavmælte dramaer. Med Brad Pitts indebrændte astronaut sigter Gray mod stjernerne med en distanceret rumrejse, hvor livets banaliteter og uforløste sandheder er at foretrække over stort anlagt drama og tidsrejser gennem sorte huller.
BILLEDE & LYD
Med en 4K UHD-opskalering er "Ad Astra" blevet ydet en fantastisk udgivelse, som billede- og lydside i særdeleshed fortjener. Kontrasterne i farvetonerne er knivskarpe, når turen går fra den grålige måne til knaldrøde Mars og blålige Neptun. Teksturen i billedet er rig og detaljerig, når stjernehimlen kan anes i horisonten. Yderst flot. Ligeledes laver lydsidens Dolby Atmos-lydspor mirakler, hvad end raketmotoren skal ruske stuen igennem, eller Max Richters soundtrack skal nå nye dramatiske højder.
EKSTRAMATERIALE
Som ekstra godter gemmer der sig på denne udgivelse to korte, slettede scener med kommentarspor af James Gray, mens instruktøren også har leveret et detaljerigt kommentarspor til selve filmen. Her bliver der nørdet rum- og raketvidenskab i jagten på at skabe en troværdig fortælling. Herudover er der fem "bag om"-indslag af sammenlagt 40 minutters varighed. Her kigger "The Art of Ad Astra" blandt andet på billedside og produktionsdesign, mens Brad Pitt åbner op for sit karakterarbejde i indslaget "A Man Named Roy".
