Anmeldelse: Once Upon a Time... in Hollywood (Blu-ray)

Quentin Tarantinos fabel om Hollywood er bedst, når den læner sig tilbage og skruer helt ned.

Mens vi venter på, at Quentin Tarantino kaster sig over sin angiveligt sidste film – hvad end det bliver "Star Trek", "Kill Bill 3" eller noget andet – kan tiden passende fordrives med at besøge hans version af barndommens Hollywood. "Once Upon a Time… in Hollywood" er instruktørens niende film og en stor hyldest til byen og ikke mindst popkulturen, der har formet ham. Som menneske, filmmager og historiefortæller med referencerne i orden.

"Once Upon a Time… in Hollywood" er et kærlighedsbrev til filmbyen. En kærlighedserklæring, der iscenesættes via venskabet mellem den fallerede skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntmand, Cliff Booth (Brad Pitt). Året er 1969, og sammen prøver makkerparret at navigere igennem et Hollywood i opløsning, hvor gamle stjerner må vige pladsen for nye stjerneskud. Et af de nye talenter er Sharon Tate (Margot Robbie), der flytter ind ved siden af Rick og får stor indflydelse på hans fremtid i drømmenes by.

Skaber navnet Sharon Tate genklang, bør det også været givet, at kultlederen Charles Manson indgår i ligningen. Han spiller også en central rolle i filmen, selvom han ikke gør meget væsen af sig. I Rick og Cliffs søgen efter det store comeback står Sharon Tate i midten som et renskuret symbol, der skal forene det gamle og nye Hollywood. Men i bedste "Inglourious Basterds"-stil er Tarantino ikke interesseret i at følge historiens gang og giver derfor sit eget overraskende twist på en af Hollywoods store tragedier.

Tarantino er muligvis den første, der har menneskeliggjort Sharon Tate. Hun er ikke reduceret til Roman Polanskis kæreste eller Mansons offer. Yndefuldt kropsliggjort af Margot Robbie er hun et ægte menneske. Derfor er det også ærgerligt, at hun – som uskyldighedens symbol den skæbnesvangre nat – ikke får mere at lave end at agere brik i Rick og Cliffs rejse.

Det fabulerende eventyr oser af overskud og coolness, men ni film inde i karrieren skal Tarantino genopfinde sig selv. Den grænsebrydende lyst er stagneret. Visualiseringen af "Don't be a square" i "Pulp Fiction" var banebrydende, men to årtier senere har meta-trætheden ramt. Det grænser til selvparodi, når instruktøren presser bare fødder helt op i den savlende kameralinse. Eller når Kurt Russell agerer dobbeltrolle som stuntkoordinatoren Randy og alvidende fortæller. Fortællemåden bliver søgt.

Fablen om Hollywood er bedst, når den læner sig tilbage og skruer helt ned. Når Cliff med præcision fodrer hunden, eller Rick harcelerer over sine replikleveringer. "Once Upon a Time… in Hollywood" er hyggeligt selskab, men også en Quentin Tarantino, der holder igen på godt og ondt. En kærlig køretur ned ad nostalgiens vej, men heller ikke meget mere. Bare han hiver det store es ud af ærmet i sidste runde.

BILLEDE & LYD

Uden store overraskelser står udgivelsen knivskarpt. Teksturen fra mm-optagelserne er til at føle. Qua filmens periode og tilhørende kostumedesign er farvepaletten også dejlig varm. Filmen, der nok er Tarantinos mest afdæmpede til dato, gør, hvad den skal med DTS HD Master Audio 5.1-lydsporet, hvor især det energiske soundtrack ruller derudad.

EKSTRAMATERIALE

I USA blev filmen genudgivet i et extended cut med 25 minutters hidtil usete scener. De kan ses her. To udvidede scener med Charles Manson, reklamespots, mere Luke Perry og en hyldest til afdøde Burt Reynolds. Ingen af scenerne tilføjer noget særligt, men er godt selskab. Derudover er der en halv times "bag om"-indslag. Fotograf Robert Richardson taler om udfordringerne ved at optage på film og samarbejde med Tarantino, mens processen bag et autentisk genskabt Hollywood anno 1969 gennemgås fra tøj til biler.

Once Upon a Time... in Hollywood (Blu-ray)

Kommentarer

Once Upon a Time... in Hollywood (Blu-ray)

  • ★★★★2

    Mindst 5/6. 

    Riqon 1-02-20 16:46

  • ★★★★★1

    Mindst 5/6. 

    Hørt!

    T. Nielsen 1-02-20 17:02

  • ★★★4

    Jeg giver den 7/6 da det er et mesterværk med ekstra krymmel på toppen. 

    De 3 timer suste bare afste,  mens jeg var konstant underhold og samtidig er det en film, man kan se flere gange, da der er utallige detaljer, som man kan sidde og tolke på. 

    NightHawk 1-02-20 17:14

  • ★★★★★1

    Jeg giver den 7/6 da det er et mesterværk med ekstra krymmel på toppen. 

    De 3 timer suste bare afste,  mens jeg var konstant underhold og samtidig er det en film, man kan se flere gange, da der er utallige detaljer, som man kan sidde og tolke på. 

    Hørt!

    T. Nielsen 1-02-20 17:16

  • ★★★★5

    En kærlig køretur ned ad nostalgiens vej, men heller ikke meget mere.

    Mikkel altså... Den film har så meget mere end nostalgi. Den er en drøm og et eventyr, en leg med mediet, en film med elskværdige helte og skarp humor og tilmed spænding. Og Sharon Tate er ikke ligegyldig, men helt essentiel, og genialt skrevet, når man forstår hvad hun står for. 

    Riqon 1-02-20 21:01

  • ★★★★1

    Mikkel altså... Den film har så meget mere end nostalgi. Den er en drøm og et eventyr, en leg med mediet, en film med elskværdige helte og skarp humor og tilmed spænding. Og Sharon Tate er ikke ligegyldig, men helt essentiel, og genialt skrevet, når man forstår hvad hun står for. 

    Spot on!

    Kruse 1-02-20 21:10

  • 1

    Jeg glæder mig meget til at se den i de nærmeste dage. Da jeg havde købt den, havde jeg en af mine venner på besøg, som kedede sig bravt den første time, mens jeg var meget, meget tilfreds.

    Som vært synes jeg dog, at jeg var nødt til at tilbyde at slukke, mens jeg håbede på et "nej".

    Slayer 1-02-20 21:18

  • ★★★0

    Mikkel altså... Den film har så meget mere end nostalgi. Den er en drøm og et eventyr, en leg med mediet, en film med elskværdige helte og skarp humor og tilmed spænding. Og Sharon Tate er ikke ligegyldig, men helt essentiel, og genialt skrevet, når man forstår hvad hun står for. 

    Fuldstændig enig. Godt skrevet, Riqon. 

    NightHawk 1-02-20 21:21

  • ★★★★★0

    Mikkel altså... Den film har så meget mere end nostalgi. Den er en drøm og et eventyr, en leg med mediet, en film med elskværdige helte og skarp humor og tilmed spænding. Og Sharon Tate er ikke ligegyldig, men helt essentiel, og genialt skrevet, når man forstår hvad hun står for. 

    Hørt II

    T. Nielsen 1-02-20 22:00

  • ★★0

    Mikkel rammer den spot on. 4/6

    Essal 1-02-20 23:41

  • ★★0

    Mikkel altså... Den film har så meget mere end nostalgi. Den er en drøm og et eventyr, en leg med mediet, en film med elskværdige helte og skarp humor og tilmed spænding. Og Sharon Tate er ikke ligegyldig, men helt essentiel, og genialt skrevet, når man forstår hvad hun står for. 

    En drøm, et eventyr, en leg med mediet.. Bundet op på nostalgi. ;)

    Og jeg er fuldstændig med på hvad hun står for - som jeg også nævner - både som uskyldigheden, og katalysatoren for transitionen mellem gammel og ny Hollywood. Men som levendegjort karakter i et tre timers epos har hun godt nok ikke meget at lave, hvilket jeg synes er drøn ægerligt. 

    Mikkel Abel 2-02-20 00:59

  • ★★★0

    7/10 herfra. Den er bedre end de 4 forrige film, men det er stadig noget rod... 

    Guldager 2-02-20 06:26

  • 0

    6 af 6! Sgu tæt på at være et mesterværk... Igen, så har JEG "Jackie Brown" som værende min yndlings QT...såeh

    Gasivodo 2-02-20 09:55

  • 0

    Er helt enig med anmeldelsen, og i særdelelshed det med fødderne. Hans “se, jeg har en fod-fetisch, og hvis i ikke fangede det i de foregående film, så skal jeg være HELT sikker på i forstår det kære publikum” er virkeligt belastende  det var decideret forstyrrende får både min kone og jeg, der begge flere gange blev “forstyrret” af det, og bare måtte udbryde “stop det nu altså...”

    Sjølle 2-02-20 11:54

  • ★★★2

    7/10 herfra. Den er bedre end de 4 forrige film, men det er stadig noget rod... 

    Jeg er ikke enig i, at "Once Upon a Time In Hollywood" skulle være rodet. For selvom der er flashbacks og der springes lidt i tid hist og pist, samt det at man følger forskellige karakterer, er der stadig en klar rød tråd igennem fortællingen og en gennemgående fokus på de to hovedpersoner Rick og Cliffs kvaler og karakteres udvikling.

    Dette bliver tilmed intelligent - og med en klar vision fra Tarantinos side - spejlet i det omkringliggende miljø og den tidsånd de befinder sig i, og hvor man desuden kan drage stærke paralleller til, hvad der foregår i verden anno 2020 både i og uden for underholdningssbranchen.

    Er helt enig med anmeldelsen, og i særdelelshed det med fødderne. Hans “se, jeg har en fod-fetisch, og hvis i ikke fangede det i de foregående film, så skal jeg være HELT sikker på i forstår det kære publikum” er virkeligt belastende  det var decideret forstyrrende får både min kone og jeg, der begge flere gange blev “forstyrret” af det, og bare måtte udbryde “stop det nu altså...”

    Jeg synes den fokus, der er på den såkaldte fod-fetish er helt absurd. Jeg mindes, at der er én scene i filmen - dér hvor Cliff samler hippie-tøsen op - hvor der fokuseres på fødderne for en kort bemærkning. Men det var slet ikke noget jeg skænkede en tanke, før du og Mikkel nævner det, og det er da slet ikke noget som på nogen måde forstyrrer helhedsindtrykket af en film, der varer 3 timer.

    Det virker for mig helt bizart i det store billede at denne bagatel er noget, der skal fremhæves som et kritikpunkt.

    NightHawk 2-02-20 14:52

  • ★★★★★1

    Jeg er ikke enig i, at "Once Upon a Time In Hollywood" skulle være rodet. For selvom der er flashbacks og der springes lidt i tid hist og pist, samt det at man følger forskellige karakterer, er der stadig en klar rød tråd igennem fortællingen og en gennemgående fokus på de to hovedpersoner Rick og Cliffs kvaler og karakteres udvikling.

    Dette bliver tilmed intelligent - og med en klar vision fra Tarantinos side - spejlet i det omkringliggende miljø og den tidsånd de befinder sig i, og hvor man desuden kan drage stærke paralleller til, hvad der foregår i verden anno 2020 både i og uden for underholdningssbranchen.

    Jeg synes den fokus, der er på den såkaldte fod-fetish er helt absurd. Jeg mindes, at der er én scene i filmen - dér hvor Cliff samler hippie-tøsen op - hvor der fokuseres på fødderne for en kort bemærkning. Men det var slet ikke noget jeg skænkede en tanke, før du og Mikkel nævner det, og det er da slet ikke noget som på nogen måde forstyrrer helhedsindtrykket af en film, der varer 3 timer.

    Det virker for mig helt bizart i det store billede at denne bagatel er noget, der skal fremhæves som et kritikpunkt.

    Du har så meget ret. Men kan man ikke finde en ægte kritik, kan man jo fokusere på noget som ingen ville skænke en tanke normalt:)

    T. Nielsen 2-02-20 15:13

  • ★★★★0

    Desuden kan fødder være vildt sexede. Jeg husker dog ikke nogen fødder fra filmen, så der var jeg nok for optaget af mine popcorn og filmens mange andre kvaliteter. 

    Riqon 2-02-20 15:42

  • ★★★★5

    En drøm, et eventyr, en leg med mediet.. Bundet op på nostalgi. ;)

    Nej, simpelthen forkert! Excuse my passion :) Nostalgifaktoren er ikke det bærende element. Så havde den heller ikke virker for mig. Jeg har intet forhold til 60'erne og tv-serials. Men denne films univers fanger mig og leger med mig.

    Når Rick er på settet, så er det kommentarer til skuespil og feminisme og samtidig en historie med fyldige karakterer. Når Cliff er på ranchen, så er det både spænding og på et tidspunkt næsten gys og så selvfølgelig ren tilfredsstillelse. 

    Alt dette har ikke noget direkte med nostalgi at gøre. 

    Og jeg er fuldstændig med på hvad hun står for - som jeg også nævner - både som uskyldigheden, og katalysatoren for transitionen mellem gammel og ny Hollywood. Men som levendegjort karakter i et tre timers epos har hun godt nok ikke meget at lave, hvilket jeg synes er drøn ægerligt. 

    Sharon Tate er også Quentin Tarantino. Den som sidder i biffen og nyder sine egne film. Hendes glæde over at være berømt, selv når hun næsten ikke er det, og hendes glæde over at høre andre le med af de komiske øjeblikke i hendes film... Det fortæller os ikke bare om en uskyld og måske også en lidt barnlig narcissisme vi alle har i os. Det er dybe karakterøjeblikke, perfekt skrevet og perfekt leveret af Margot Robbie. Hun bliver derfor også én vi ikke vil se blive slagtet af Manson.

    Jeg forstår ikke hvad man egentlig klager over her. (Jeg har jo også hørt hende nævnt som kritikpunkt af andre.) Hun blev aldrig lagt frem som mere end en bi-figur. Hun fungerer jo efter hensigten, hvis man ellers ser hvad den er. Eller handler det om at en dygtig skuespillerinde som Robbie ikke har lov at tage små roller? Jeg kan ikke se hvordan det trækker filmen ned på 4. ;)

    Og ja, jeg ved at 4 stjerner også betyder det er en god film. Men det er søndag og jeg havde lige tid til at diskutere lidt. 

    Riqon 2-02-20 15:59

  • ★★★0

    Jeg er atter helt enig med Riqon. Både hvad der bliver skrevet ifht. nostalgi-argumentet og hvad brugen af Sharon Tate angår. 

    NightHawk 2-02-20 16:10

  • ★★★★0

    Samme her. Rigtigt godt skrevet, Riqon. 

    Kruse 2-02-20 16:16

  • ★★★★★0

    Samme her. Rigtigt godt skrevet, Riqon. 

    Det er fantastisk skrevet og jeg et 100% enig. 

    T. Nielsen 2-02-20 16:17

  • ★★★1

    Det er altid interessant når selv en 4/6-karakter (dvs. GOD film) udmunder i en diskussion om, at man ikke har forstået den pågældende film og bliver anset som angreb på konsensus.  

    Dolphinfriendly 2-02-20 16:23

  • ★★★★5

    Det er altid interessant når selv en 4/6-karakter (dvs. GOD film) udmunder i en diskussion om, at man ikke har forstået den pågældende film og bliver anset som angreb på konsensus.  

    Jeg tror du er rimeligt meget påvirket af den egen holdning til filmen, hvis du ser det som et angreb på konsensus og ikke et “angreb” på de skrevne argumenter i anmeldelsen. Altså en ganske almindelig og sober diskussion.

    Kruse 2-02-20 16:50

  • ★★0

    Det virker for mig helt bizart i det store billede at denne bagatel er noget, der skal fremhæves som et kritikpunkt.

    Beklager min kritik, men jeg håber selvfølgelig, at det i min anmeldelse fremgår problemet er større end blot fødderne. For mig er det blot et symptomatisk element, for flere af de ting der er trættende i filmen, og derfor bliver det blandt andet fremhævet. De 4/6 står og falder selvfølgelig ikke med beskidte hippie-fødder (jeg minder dog om, at Sharon Tate i biografen også ser sit snit til at presse dem op i kameraet, så det er HELE TO fodscener for meget!). For mig er det blot et symptom på en kedelig meta-Tarantino, der er så forhippet på hans egen auterisme og nedbrydning af filmsproget (eks. voice-over), hvor det bliver kedeligt. Derfor, bliver det en indflydende bagatel i en tre timers film.

    Du har så meget ret. Men kan man ikke finde en ægte kritik, kan man jo fokusere på noget som ingen ville skænke en tanke normalt:)

    Mystisk kommentar, men nu er det jo mine øjne der ser, og på et tredje gensyn med filmen er det måske andre elementer der optager fokus fremfor det chokerende klimaks (ved tredje gennemsyn er den tre timers lange køretur ikke sådan for alvor destinationen værd), mens tematikkerne om Hollywoods uskyld, gammel og ny filmbranche osv. allerede synes overraskende redundante. 

    Nej, simpelthen forkert! Excuse my passion :) Nostalgifaktoren er ikke det bærende element. Så havde den heller ikke virker for mig. Jeg har intet forhold til 60'erne og tv-serials. Men denne films univers fanger mig og leger med mig.

    Når Rick er på settet, så er det kommentarer til skuespil og feminisme og samtidig en historie med fyldige karakterer. Når Cliff er på ranchen, så er det både spænding og på et tidspunkt næsten gys og så selvfølgelig ren tilfredsstillelse. 

    Alt dette har ikke noget direkte med nostalgi at gøre. 

    Det er bare helt fint det ikke er for dig, men for MIG er det. For mig er det mestendels bundet op på Tarantinos egen nostalgi. Dér er Bruce Lee, reference til populær og obskur tv-serie her og der, Damien Lewis med fæl Steve McQueen-paryk, vintage-posters, og spaghettiwesterns. Som et erklæret kærlighedsbrev til hans egen ungdom, og det miljø hans elsker, hvordan kan nostalgi så ikke være et bærende element? Og så kan du da sagtens udvælge enkeltstående scener, hvor suspense og whatever er et bærende element. Det har jeg aldrig benægtet skulle være til stede? Jeg mindes i hvert fald ikke at skrive ALLE scener er bundet op på nostalgi, men som helhedspakke og bærende udtryk synes jeg klart det er dét bærende element.

    Jeg forstår ikke hvad man egentlig klager over her. (Jeg har jo også hørt hende nævnt som kritikpunkt af andre.) Hun blev aldrig lagt frem som mere end en bi-figur. Hun fungerer jo efter hensigten, hvis man ellers ser hvad den er. Eller handler det om at en dygtig skuespillerinde som Robbie ikke har lov at tage små roller? Jeg kan ikke se hvordan det trækker filmen ned på 4. ;)

    Jeg klager over, at hun er uinteressant. Bi-figurer må godt være spændende og ikke blot agere device/symbol for andre karakterers rejse eller tematiske pointer. Hvorfor skal jeg se Sharon Tate sidde fem minutter og kigge på sig selv (inklusive fødder, om jeg må be'!!), køre derudaf med Polanski, mens hun agerer male gaze i Playboy-scenen...fordi feminisme? Så kan der helt sikkert være mellemtekst af Tarantino selv, og kommentarer til eget virke, men jeg synes hverken det er nærmere dybt eller perfekt skrevet.

    Og jeg må selvfølgelig minde alle om, at 4/6 er en hæderlig film, og det er jo dejligt alle fortsat kan se perfektion i hver en replik eller billede Tarantino kan sætte sammen. Jeg gjorde det bare ikke med UOATIH. :)


    Og Sharon Tate er ikke ligegyldig, men helt essentiel, og genialt skrevet, når man forstår hvad hun står for. 

    Men kan man ikke finde en ægte kritik, kan man jo fokusere på noget som ingen ville skænke en tanke normalt

    Det virker for mig helt bizart i det store billede at denne bagatel er noget, der skal fremhæves som et kritikpunkt.

    Nej, simpelthen forkert! Excuse my passion :)

    Og så finder jeg disse kommentarer underligt harcelerende, som om jeg skulle havde misset nogen pointe fuldstændig, objektivt tage fejl eller noget. Beklager jeg ikke deler jeres oplevelse, men 4/6 er stadigvæk en god film, og jeg synes da egentlig (håber jeg), at jeg giver udtryk for hvorfor.

    Mikkel Abel 2-02-20 16:51

  • ★★★★★2

    Det er altid interessant når selv en 4/6-karakter (dvs. GOD film) udmunder i en diskussion om, at man ikke har forstået den pågældende film og bliver anset som angreb på konsensus.  

    Tror du tillægger det for hårde værdier. Synes Riqon argumenter ret redeligt.

    T. Nielsen 2-02-20 16:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen