Anmeldelse: Alien - 6 Film Collection (Blu-ray)

I forbindelse med udgivelsen af "Alien: Covenant" på Blu-ray har 20th Century Fox valgt at samle sagaen med undtagelse af "Alien vs. Predator"-spin-off-filmene i en samlet boks. Billed- og lydkvalitet samt ekstramateriale er det samme som på tidligere udgivelser – der er blot ingen ekstra discs med mere supplerende ekstramateriale, som man f.eks. finder i "Anthology"-udgaven. Den eneste ændring er tilføjelsen af den seneste film. Det er dog en glimrende anledning til at tage endnu et kig på en af de allerstørste og længst kørende gyserfranchises hidtil.

Alien

I 1979 skabte den dengang ukendte instruktør Ridley Scott et klaustrofobisk og stemningsmættet mesterværk, som mange senere hen ville forsøge at gøre efter. "Alien" foregår næsten hovedsageligt om bord på rumskibet Nostromo, hvor et arbejdshold modtager et nødopkald. Da de undersøger dette nærmere, kommer de i kontakt med en ukendt organisme. Tonen i "Alien" er sat lige fra starten af, hvor de lange korridorer, filmens langsomme tempo, de mørke billeder og den dvælende score alle supplerer til at skabe en intens og unik filmoplevelse. Filmen er brutal, nådesløs, blodig og skræmmende.

Selv set med nutidens øjne er effekterne, kulisserne og kunstneren H.R. Gigers designs af både det ukendte fartøj samt xenomorphen (som rumvæsenet blev døbt) intet mindre end mesterlige. I hovedrollen finder vi heller ikke den klassiske macho man, men derimod en kvinde ved navn Ripley. Dette er blevet Sigourney Weavers signaturrolle, da hun leverer den rette dosis skrøbelighed uden at miste sin bad-ass attitude. Det er dog Ridley Scotts fortjeneste, at "Alien" stadigvæk anses af mange som hovedværket i hans lange og omfangsrige karriere. Scott formår at trykke på alle de rigtige knapper og fastholde en tilpas mængde mystik undervejs. Det er på alle måder et tidløst mesterværk, som stadig vil blive elsket af mange generationer fremover.

Aliens

Det var en rigtig god ide af 20th Century Fox at vente på, at James Cameron havde tid til at instruere sit eget manuskript af fortsættelsen til "Alien". I 1986 var Cameron endelig klar til at skabe endnu et mesterværk, der var med til at definere en af Hollywoods tungeste drenges karriere. Resultatet blev en markant anderledes film end forgængeren med et langt større fokus på action end gys. Ripley har svævet rundt i rummet i hele 57 år, og da hun bliver fundet, er der brug for hendes hjælp. De intetanende arbejdere fra "Alien" er udskiftet med kampberedte stereotypiske soldater i "Aliens", der i dén grad er klar til intergalaktisk krig. "Aliens" skrotter fuldstændigt den klaustrofobiske stemning og tilføjer en stor del til mytologien uden at ødelægge mystikken fuldstændigt.

Filmen bibevarer dog ubehaget, men med et øget tempo og en hel del flere modstandere ender man ofte på kantet af sædet fremfor med hænderne for øjnene. Cameron er en ren magiker med praktiske effekter, og "Aliens" er sammen med "Terminator 2: Dommedag" hans mest imponerende stykke arbejde effektmæssigt og klart et værk, der af dén årsag aldrig vil blive glemt. Ripley kommer også igennem hele følelsesregisteret i denne film, hvilket landede Sigourney Weaver en velfortjent Oscar-nominering for hendes præstation. "Aliens" er på mange måder den perfekte efterfølger, og fans af franchisen kan stadig diskutere, hvorvidt den faktisk overgår originalen.

Alien 3

Startskuddet på instruktøren David Finchers gloværdige karriere blev "Alien 3". Det er måske lidt sært, når Fincher selv den dag i dag ikke vil kendes ved filmen pga. filmselskabets konstante indblanding, men det blev trods alt hans debutfilm som instruktør. Endnu en gang er Ripley den eneste overlevende fra sidste film, men denne gang styrter hun ned på en fængselsplanet udelukkende med mandlige fanger. Da våben ikke er tilladt, får de alle sig en stor opgave, da de opdager, at Ripley ikke er alene. "Alien 3" (pudsigt nok den eneste "Alien"-film med et tal i titlen) prøver ihærdigt at genskabe magien fra den originale film, nu med en ny udgave af xenomorphen, der har blandet sit DNA med en ko eller en hund – alt afhængigt af hvilken udgave af filmen, man vælger at se. "Alien 3" er dog en rodebutik i begge udgaver.

Tematisk set leger filmen en del med emner som mandschauvinisme, religion og tillid uden rigtigt at følge nogen af delene til dørs. Tempoet er samtidig skruet helt i bund til fordel for stemningen, som slet ikke kan måles med originalen, da filmens klipning ofte er spontan. Samtidig er introduktionen af en CGI-alien et hovedrystende dårligt valg, da den på ingen måde er troværdig eller føles som en naturlig integreret del af filmens visuelle udtryk. "Alien 3" har dog en af verdenshistoriens modigste slutninger i blockbusterens historie, og filmen har trods alt en underholdende start og slutning samt et interessant præmis.

Alien: Genopstandelsen

I 1997 blev Jean-Pierre Jeunet sat til at instruere "Alien: Genopstandelsen", hvor Ripley 200 år efter "Alien 3" bliver klonet som en menneske/alien-hybrid. Hun er dog ikke den eneste klon, og da en masse aliens slipper fri og udraderer et helt rumskib med kurs mod Jorden, får Ripley igen sit at se til. Jeunets farvebombardement gør "Alien: Genopstandelsen" til en helt anden film end sine forgængere. Gyset er fuldstændigt tilsidesat i denne omgang, og tilbage står en flok stereotyper i et tegneserieunivers med et plot så langt ude, at man ikke ved, om man skal grine eller græde.

Tempoet er skruet helt op, og den tilsatte humor virker malplaceret og idéforladt. Det er svært ikke at være bare lidt underholdt under filmens obskure ramasjang, men "Alien: Genopstandelsen" skider højt og flot på franchisens mytologi og stemning, hvilket i dén grad har fornærmet en del fans. Det mest positive ved "Alien: Genopstandelsen" er, at de utroværdige CGI-aliens trods alt passer sammen med filmens visuelle udtryk. Selvom det er franchisens største hæmsko, er det dog ikke helt håbløst - der er bare en del kameler der skal sluges undervejs.

Prometheus

"Alien" som franchise var ikke i nærheden af slut med "Alien: Genopstandelsen". Efter de to "Alien vs. Predator"-spin-offs, som de fleste af os gerne helst vil glemme, kom Ridley Scott tilbage. Han ville lave en række prequels til "Alien". Hvor mange er svært at sige, da der har været nogle forskellige udmeldinger på dette område – senest pga. den seneste films dårlige omsætning. "Prometheus" blev den første prequel og udkom i 2012. På en ukendt mission for at finde ud af, hvordan mennesket er opstået, ankommer rumskibet Prometheus' besætning til en måne langt fra Jorden med tegn på en uddød civilisation. Der går dog ikke længe, før de opdager, at alt ikke er så fredeligt.

"Prometheus" tager fat i en hidtil uudforsket del af den originale "Alien"-film – ingeniørerne. For hvem er disse væsener egentlig? Det er en meget ambitiøs film, der gerne vil udfordre sit publikums forståelse af det kendte univers og leger med en række eksistentielle temaer. Med Scott tilbage bag kameraet får franchisen et tiltrængt visuelt og stemningsmæssigt løft. Desværre mister Scott grebet om fortællingen halvvejs igennem, og i filmens sidste akt får "Prometheus" alt for travlt. Selvom karakterernes åbenlyst stupide adfærd ødelægger filmens troværdighed, formår den dog stadig at forblive et interessant værk, der i den grad har splittet franchisens fans.

Alien: Covenant

Et stort kritikpunkt af "Prometheus" var, at der simpelthen ikke var nok aliens i filmen. Det retter Ridley Scott op på i "Alien: Covenant" fra 2017. Et koloniseringsrumskib med kurs mod en beboelig planet modtager et signal, der får dem til at undersøge en anden umiddelbar beboelig planet. Her er alt dog langt fra, hvad det ser ud til. Selvom Michael Fassbender havde en betydelig rolle som cyborgen David i "Prometheus", er det først i "Alien: Covenant", at han virkelig skinner. igennem Han formår at være den nye del af franchisens bindeled – og så endda med en tilhørende fremragende præstation. "Alien: Covenant" har dog mange af de samme problemer som "Prometheus".

Ikke alene virker karakterernes valg højst besynderlige, men plottets udvikling udfolder sig i et besynderligt højt tempo. "Alien: Covenant" har bestemt mange flere aliens at byde på og hertil en række makabre sekvenser, men det bliver også alt for meget af det gode i sidste ende. Tilsæt det faktum, at filmen ikke formår at svare på de spørgsmål, som "Prometheus" stiller, men derimod stiller en række nye i stedet. Filmen afrundes med et forudsigeligt og grinagtigt plot-twist, der sætter et definitivt punktum for filmens manglende troværdighed.

Som enhver anden større franchise er "Alien"-franchisen en ujævn omgang, der bedst vil blive husket for sin stærke begyndelse. De første to film er intet mindre end mesterværker, hvor resten rumsterer omkring det jævne. Der er dog øjeblikke og dele i samtlige film, som gør dem værd at se, og det er interessant at følge franchisens udvikling fra starten til den foreløbige slutning. Mytologien udvides tilpas fra film til film, og i de seneste film er der nærmest intet mystik tilbage. Heldigvis er der masser af andre ting at holde af, selvom troværdigheden ikke altid er i top.

Billede- og lydkvaliteten er fænomenal, hvad angår de ældste og nyeste film, imens henholdsvis "Alien 3" og "Alien: Genopstandelsen" er et mulehår derfra. Det er dog stadig en betydelig forbedring af dvd-udgivelserne. Udgivelsen indeholder både biografudgaven samt Director's Cut af "Alien" og "Aliens" samt biografudgaven og "Assembly Cut" af "Alien 3" - sidstnævnte er det tætteste vi nogensinde kommer på Finchers vision af filmen. Hertil er der en lang række featurettes blandt ekstramateriale af allerhøjeste kvalitet, der i dén grad supplerer til forståelsen af filmene og anbefales på det kraftigste.