Anmeldelse: Black Panther
"Black Panther" formår ikke helt at tage et skridt væk fra det sikre, men her er bestemt nok friske idéer.
Det tør siges, at instruktøren Ryan Coogler har haft en lovende start på sin karriere. Debutfilmen "Fruitvale Station" og efterfølgende "Creed" har kastet en masse ros og priser af sig. Der er derfor forventninger til hans bud på en Marvel-film, som vi får at se med "Black Panther". Selvom det meste er set før, formår Coogler alligevel at tilføje sit eget præg på begivenhederne.
Efter tabet af Wakandas konge i "Captain America: Civil War" vender T'Challa/Black Panther (Chadwick Boseman) hjem for at blive kronet som den nye konge. Men i baggrunden lurer Erik Killmonger (Michael B. Jordan) og Ulysses Klaue (Andy Serkis), der konspirerer mod kongeriget. Black Panther må forsvare sit rige med hjælp fra eks'en Nakia (Lupita Nyong'o), den stolte kriger Okoye (Danai Gurira), søsteren Shuri (Letitia Wright) og CIA-agenten Everett Ross (Martin Freeman).
Selve plottet er ikke just originalt, da filmen langt hen ad vejen kører den sædvanlige Marvel-stil. Dvs. humoristiske indslag, energiske og overredigerede kampscener, karakterer, vi kan holde af, komplimenteret af godt skuespil og en lidt undervældende skurk. Så langt så godt, men Coogler tilføjer enkelte friske tiltag.
Ligesom i kildematerialet er der høstet meget inspiration fra afrikanske stammer – i form af traditioner, der skal opretholdes og ceremonier. Dette er ret velskabt, hvilket fører til nogle medrivende scener, selvom historien er ret typisk for superheltegenren. Det er stadig noget, man generelt ikke ser i film, slet ikke i superheltefilm, så her skiller "Black Panther" sig allerede ud. Ligeledes byder filmen på politiske temaer, såsom nationalisme vs. internationale forpligtelser. Filmen spiller fint med dette emne, omend en smule overfladisk. Der skal trods alt være plads til de typiske superhelte-elementer, men det er rart at se en Marvel-film, der har noget på hjerte.
Så vi har en forfriskende æstetik og politiske budskaber, der hjælper med at give "Black Panther" lidt ekstra kød på handlingen. Man må også sige, at den formår at udføre den sædvanlige origin story en lille tand bedre end de fleste. Nogen gange føles det, som om Coogler ikke rigtig får plads til sin egen vision, selvom han har lidt mere plads sammenlignet med andre.
"Black Panther" formår ikke helt at tage et skridt væk fra det sikre, men her er bestemt nok friske idéer til, at den efterlader et indtryk. En superheltefilm med noget på hjertet, interessante inspirationer fra afrikanske stammer og skuespillere, der snakker afrikansk engelsk (hvilket er en dejlig tilføjelse) tilføjer noget til den standardiserede Marvel-formular. Ikke så meget, som man kunne ønske, men filmen er bestemt et kig værd.
