Tjo, hvornår vil en film også for meget? Så har jeg altid ment, bedre for meget end for lidt :)
Anmeldelse: Captain America: Civil War
Marvel-toget er ikke til at stoppe - og der kommer mere og mere last på. Groft sagt kan de to mest populære "primær-Marvel-universer" i filmens verden opdeles i X-Men og The Avengers. Begge universer er derudover opdelt i hovedhistorier og spin offs, der ofte har en vis indflydelse på hinanden. Historierne væves sammen på tværs af titler - og følger du ikke med, kan de mange referencer i den støt voksende række af film nemt fremstå indforstået. Det betyder også, at det efterhånden er blevet vanskeligt at adskille hovedhistorier fra de spin offs, hvor der plejer at være mest fokus på karakterernes udvikling; modsat hovedhistorierne, hvor fokus hér - ikke overraskende - er historien. Nyeste film i Avengers-universet og tredje Captain America-film er et kerneeksempel på sammensmeltningen.
I "Captain America: Civil War" følger vi nemlig ikke blot et par medlemmer af superhelteorganisationen The Avengers som i bl.a. den mesterlige "Captain America: The Winter Soldier". Størstedelen af hele Avengers-holdet er tilbage - mens der også bliver introduceret nye medlemmer i det langt fra homogene slæng. Der er med andre ord rigtig mange superhelte - i én film. Som bekendt kan for mange kokke give anledning til røg i køkkenet - og noget skal jo antænde problematikken. Dette gøres ganske enkelt ved at genbruge et velkendt X-Men tema, nemlig det om at alle med overnaturlige kræfter skal indlemmes i et register. Iron Man støtter op om forslaget, mens Captain America nægter - hvilket skaber to grupperinger af superhelte. Alt dette leder hen til enhver teenagers våde drøm - et mytologisk opgør mellem nogle af de allervildeste superhelte nogensinde.
Præcis som for nogle uger siden med "Superman v Batman" er det altså ikke længere nok med kamp mellem skurke og helte - nu skal der også være opgør mellem vores alle sammens good guys. Selvom Marvels superhelte slipper noget bedre gennem nåleøjet end DC's to kappeklædte hævnere, kan den i perioder underholdende og kække "Captain America: Civil War" ikke sige sig fra at have sin andel af problemer.
På sin vis gør "Captain America: Civil War" alt det, der kan forventes af en Marvel-superheltefilm - og mere til. Den er obligatorisk spækket med underholdende actionsekvenser, friske replikker og flotte CGI-effekter. Den foregående Captain America-film, "The Winter Soldier", prøvede noget nyt og viste vejen ud af de narrative skabeloner, der er trukket hen over superheltefilmene i en dyb, konform søvn. Hvis ikke vi allerede kendte de mange superhelte i forvejen, er vi efterhånden nået så langt ind til benet, at der ikke engang kan koges suppe på det. Med andre ord er vores barndoms helte med al respekt ved at være pensionsmodne. Altså indtil der kommer to-tre andre fortolkninger, som vanen nu er. Måske derfor handler tredje film om Captain America ikke så meget om ham, men mere om overgangsfasen til en ny generation af Avengers. Tilføjelserne af Black Panther, Spider-Man og Ant-Man giver et tiltrængt frisk pust på bekostning af Hulk, Thor og Nick Fury. Særligt en herlig Ant-Man er skyld i årets måske mest spektakulære actionsekvens, hvor evnerne omsættes ekstremt kreativt - og humoristisk.
Tematisk set bevæger vi os fra en altid aktuel overvågningsproblematik til konsekvenserne af den. Hvordan venner bliver fjender, hvordan selveste FN kan fejle i at samle nationer, og hvordan onde terrorister er dukkeførerne bag. Hvordan superhelte - og underforstået vi alle - er slaver af had og regler. Retorikken er ganske vist overfladisk og firkantet, men indenfor filmens egen logik er rammerne til at acceptere. "Captain America: Civil War" iscenesættes med eksplosiv vold og farverig CGI-magt, som var det den evige genkomst, omsat som episk storfilm. Den vil det hele på den halve tid - til trods for at filmen varer to og en halv time. Hjelmen af for ambitionsniveauet. Men det ér altså lidt noget rod, når mangel på fokus og en overflod af sideplots sender filmen i druknedøden. Der famles ofte i mørket efter et solidt balancepunkt mellem handlingstrådene, og mange ender bindes aldrig helt perfekt sammen. Selvom der er tale om i perioder forrygende underholdning, tynges filmen desværre af at ville alt, alt for meget.
"Captain America: Civil War" er muligvis det tætteste, vi indtil videre er kommet på en superhelte-operette. Hvor der intet er at udsætte på underholdningen i sig selv, knækker momentum under vægten af de store ambitioner og alt for mange handlingstråde.