Fedt, det kunne godt lyde som en kommende biograftur. ☺️

Anmeldelse: Get Out
Tilbage i oktober på CPH PIX blev der holdt et debatarrangement kaldet "Genre Came Sneaking". Det gik ud på at debattere den voksende tendens, hvor mindre kunstneriske film i højere grad benytter sig af klassiske genrekonventioner, primært fra horrorfilm, til at fortælle deres egne, særlige historier – og om denne strategi holder. Med udgivelsen af horror-komedien "Get Out", der er lavet af den amerikanske komiker Jordan Peele, er filmundergrunden for en gangs skyld kommet til det store lærred – og det holder!
Chris (Daniel Kaluuya) og Rose (Allison Williams) har været kærester i fem måneder. Nu skal de på weekendtur, hvor Chris skal møde Roses forældre. De er velhavende og bor i en af de mange rige, afsides forstæder uden for New York. Hvis dette ikke var akavet nok, så er han endnu mere uvant og utilpas ved situationen end normalt, da han i modsætning til Roses idylliske, hvide overklassefamilie er sort og kommer fra fattige kår, hvor han aldrig har kendt faderen, og hvor moderen blev dræbt af en flugtbilist, da han var 11 år. Chris og Rose elsker dog hinanden, og det er et vigtigt skridt for alle par at vænne sig til hinandens baggrunde – uanset hvor forskellige de kan være. Roses familie gemmer dog måske på en langt mere skummel baggrund, end de fleste andre familier.
Gyserkomedier er langt fra en ny opfindelse, men sjældent kan sådan en film balancere alle sine meget forskellige dramaturgiske elementer. Horror-delen kan hurtigt blive plat, humoren usjov og dramaet utroværdigt. Få mestrer kunsten, men ligesom John Landis' "En amerikansk varulv i London" eller Sam Raimis "Evil Dead" formår "Get Out" ubesværet at indfange og byde os på både troværdige og dybt underholdende former for humor, drama og gys.
"Get Out" er først og fremmest en yderst velskrevet film. Dialog, spændingsopbygning og handlingsfremdrift er imponerende balanceret i det meste af filmen. Næsten hver eneste scene drives på spændende vis frem til den næste, især gennem det imponerende kamera- og klippearbejde, som indrammer og modstiller hver en replik. Præmisserne for både horroren, humoren og den utroligt ærlige menneskefortælling bag underholdningen er simple, men tages altid op af det gennemførte filmhåndværk. Det leder til en original fortælling, der udfolder sig på selvsikker, klassisk manér.
Når en filmmaskine er så velsmurt som denne, løber den altid risikoen for at føles en tand for konstrueret, og dette slipper "Get Out" desværre ikke for. De simple, men mange præmisser kommer lidt i vejen for en perfekt filmoplevelse. Heldigvis er filmen altid så engagerende, selv under sin lidt forhastede slutning, at der altid er noget at lægge mærke til eller betages af – i stedet for tanken om, hvor absurd og konstrueret filmens univers må være, for at alle disse både syrede og dybfølte ting overhovedet kan ske.
Efter 104 medrivende minutters filmiske balancekunst er det dog det underliggende menneskelige drama, der får lov til at stå tydeligst tilbage i hukommelsen. At spore den skjulte hverdagsdiskrimination gemt i mikroskopisk små, nedladende kommentarer mod én selv (eller andre), når vi møder mennesker fra andre sociale og kulturelle områder, og finde ud af at grine af dem, så vi kan komme hinanden lidt mere ved, er blot en uvurderlig menneskelig egenskab. Når en film kan vise os dét, samtidigt med at underholde os fra start til slut, kan vi kun være taknemmelige – og især med "Get Out" kan vi takke den ofte oversete filmundergrund.