"hans film ikke blot burde have flere monsterbrøl end forgængeren, men også flere brølere"...Haha good one:-D
Anmeldelse: Godzilla II: King of the Monsters (UHD)
Godzzzzzzzzilla vender tilbage i kedelig, kaotisk og karakterløs fortsættelse.
Gareth Edwards' "Godzilla" fra 2014 var en ujævn omgang – en flot, stemningsmættet monsterfilm med flere fine øjeblikke og godt skuespil, men også med adskillige overflødige karakterer og for lidt action. Der var altså rig plads til forbedringer i en eventuelt toer, og her er den så: "Godzilla II: King of the Monsters".
Men i stedet for at lære af etterens fejl har instruktøren Michael Dougherty, der ellers står bag de hædrede genrefilm "Trick 'r Treat" og "Krampus", åbenbart tænkt, at hans film ikke blot burde have flere monsterbrøl end forgængeren, men også flere brølere. Så, jo, der er langt mere action i denne ombæring, men også en overrumplende syndflod af sideløbende historier og karakterløse karakterer i form af videnskabsmænd og soldater, der spilles af alskens verdensstjerner, hvis talent bliver totalt forspildt. Ja, ofte aner man seriøst ikke, hvad dælen der foregår, og derfor bliver det umuligt at leve sig ind i personerne og det, der foregår omkring dem. Og helt ærligt... en film om kulørte bæster, der kæmper om verdensherredømmet, burde ideelt set være rimelig ligetil, ik'?
Mange vil stensikkert harcelere over min kritik på denne fortærskede facon: "Hvad fanden havde du forventet, dit fjols?! Der er jo ikke tale om en prætentiøs kunstfilm, men et actionbrag om et ildspyende kæmpemonster, der æder atombomber og tæsker en trehovedet flyveøgle! Du skal sgu da bare slå hjernen fra og nyde den pragtfulde action, din elitære dødbider!" Men ud over at filmen spilder det meste af sin spilletid på sit intetsigende, proppede persongalleri, så er actionsekvenserne med Godzilla og Co. simpelthen for ringe til at opveje filmens skavanker. Billederne er så dunkle, og kameraet flagrer så forvildet omkring, at det tit er svært at se, hvad der foregår. Til gengæld er det så tydeligt, at monstrene og miljøerne kun består af computerskabte pixels, at intensitetsniveauet forbliver på nulpunktet. Jovist, indimellem dukker et imponerende skud op, men oftest ligner "Godzilla II: King of the Monsters" ærlig talt et ældre PlayStation-spil.
Indrømmet, i de oprindelige, japanske "Godzilla"-film var det indlysende, at monstrene var håndlavede kostumer med kampsvedende mimere under de mange lag af latex. Men den store arbejdsindsats og den tydelige gejst, der blev lagt i både håndarbejdet og monstrenes festlige fejder, gjorde filmene charmerende og skideskægge. Der er en verden til forskel på de gamle films fornøjelige kitsch og så denne nye films sjælløse, kaotiske CGI-bombardement.
Netop charme og humor er mangelvarer her i "Godzilla II: King of the Monsters", der tager sig selv forbløffende alvorligt. Bevares, en af verdensmestrene i spydig sarkasme, Bradley Whitford, får lov til at levere et par muntre bemærkninger, og jeg trak på smilebåndet, da Godzilla næsten slugte et andet monsters hoved efter en drabelig dyst. Men man savner i dén grad mere galskab og morskab i en film, der bugner af alenlange monologer om mytologiske væsner, trættende tirader om menneskehedens egoisme samt dødssyge skænderier mellem en datter og hendes to forskerforældre, som gang på gang stortuder i slowmotion. Gab. Hvis filmmagernes hovedmål er så banalt som at fastslå, at vi homo sapiens i realiteten er planetens værste monstre, så er én af deres missioner i det mindste lykkedes. For ovenpå denne film er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville gøre mindre ondt på krop og sind at blive kvast af Godzillas gigantiske poter end at gense et menneskeskabt makværk som dette.
BILLEDE & LYD
"Godzilla II: King of the Monsters" er ikke en synderlig flot film – ud over at billedsiden er sovset ind i ofte distraherende kunstige computereffekter, så udspiller mange af scenerne sig i bælgravende mørke eller på områder plaget af tåge, røg eller snestorme. Men 4K-billedsiden er trods alt imponerende. Detaljerigdommen er høj hele vejen igennem, og selvom billederne ofte er dunkle, så går ingen vigtige detaljer nogensinde tabt i mørket, og både sortniveauet og farverne er enormt imponerende hele vejen igennem.
Diskens Dolby Atmos-lydspor er (ikke overraskende) enormt aggressivt, og subwooferen får sig en ordentlig workout. Brøl, skud og eksplosioner kommer igennem med en imponerende slagkraft, og samtlige højttalere kommer hyppigt i spil. Man føler nærmest, at monstrene og helikopterne flyver rundt i hjemmebiografen. Hver eneste replik kommer lykkeligvis klokkeklart igennem, men til gengæld bliver Bear McCrearys udmærkede musik ofte kvalt i den auditive suppedas. Selv i filmens få relativt stilfærdige sekvenser er musikken mixet forunderligt lavt. Spøjst.
EKSTRAMATERIALE
Instruktøren Michael Dougherty, manuskriptforfatteren Zach Shields og skuespilleren O'Shea Jackson Jr. har i fællesskab indtalt et kommentarspor til filmen. D'herrer gennemgår filmens skabelse på både informativ og engageret vis, så hvis man er vild med filmen, bør man helt afgjort gense den med trioens kommentarspor aktiveret.
På udgivelsens medfølgende Blu-ray-disk finder vi en stor stak korte dokumentarer, der tilsammen varer lige godt halvanden time, og som stiller skarpt på alt fra filmens visuelle effekter og skuespillertrup til Godzilla-franchisens historik og den kommende "Godzilla vs. Kong"-film, hvori Godzilla skal slås mod selveste King Kong. Vi krydser fingre for, at den bliver abeskøn. Dokumentarerne er en kende overfladiske, så det er sikkert kun fans, der vil finde dem seværdige. Derudover huser skiven i alt fire trailers til filmen (som får den til at fremstå langt mere interessant og stemningsfuld, end den vitterligt er) samt et par slettede scener, som bestemt ikke havde gjort filmen bedre.