Anmeldelse: Kold vinter
Mesterinstruktør dissekerer intolerancens anatomi i knivskarp genistreg om desperate mennesker i krisetid.
Én ting er, at trykke sit publikum på maven og efterlade den dér kildende, mildt ubehagelige fornemmelse i mellemgulvet som hurtigt er rystet af sig. Det evner enhver nogenlunde kompetent filmskaber. Noget helt andet er, at levere sit aftryk som mentale leverstød i slow motion, af den slags, der efterlader sig arvæv af eftertænksomhed. Sådan én instruktør har rumænske Cristian Mungiu været siden den rystende koldkrigs-abortfilm, "4 måneder, 3 uger og 2 dage". Som titlen antyder, er det ikke mindre Isnende i mesterinstruktørens seneste lussing, "Kold vinter".
Som i Cristian Mungius andre film, tager handlingen sted i Rumæniens knapt så solrige samfundslag. I en lille isoleret landsby i bjergene gør lokalbefolkningen sig klar til julen. Hjerternes tid er dog alt andet end hjerteligt i den lille by, hvor sammenholdet for alvor trues. Heriblandt ved en sær hændelse, som en lille knægt skræmmes af i den mørke skov. Det mærker drengens far, Matthias (Marin Grigore), der er tilbage fra Tyskland, efter han som slagter har tjent penge til sin familie. Dog er det ikke så ligetil at holde hjulene kørende hos den lokale bager. Der være 30 medarbejdere ansat, før livsnødvendige EU-midler kan hjælpe med at holde hjulene kørende. Hvilket er et problem, når lokale arbejdsløse ikke vil arbejde for den lige dén løn, men gerne vil have billigt brød. Da så gæstearbejdere fra Sri Lanka hentes ind, stikker svinehunden snuden frem blandt de knapt så gæstfrie bedsteborgere i byen. Som i forvejen består af ungarere, rumænere og tyskere, der rejser rundt i Europa efter arbejde.
Ingen er hellige, når Cristian Mungiu skyder med skarpt. Korruption og magtmisbrug fik én over nakken i den mesterlige "Prøven". I "Kold vinter" udstilles hykleri, egoisme, racisme, kønsroller, nationalisme og intolerance glat, nøgternt og bemærkelsesværdigt indsigtsfuldt. I et 360 graders-perspektiv følges ganske vist Matthias, der enfoldigt drysser rundt i byen, men uden at forholde sig reelt til begivenhederne. I stedet leder den observerende mand publikum ikke alene ind i fordommenes provinsielle rige, men over landsbyen i helikopterperspektiv som nøje udtænkt metafor over globaliseringens menneskelige konsekvenser.
For hvor meget globalisering tåler mennesket egentlig? Mentaliteten i den lille rumænske soveby kan de fleste nok overført genkende fra ligusterfascistiske samfund og arbejdskulturer, når snakken går og kaster upålidelige skygger af virkeligheden op på vægge og afkroge. Men også dér, hvor vi selv i et øjebliks klarsyn vender det blik mod os selv og vores egne, sikkert ikke mindre snæversynede, fordomme om andre mennesker. En sytten minutter lang scene i én indstilling, kun bestående af vrede borgeres råb og forsøg på forsoning i tålmodig dialog, er en genistreg i fremstillingen af netop dét.
Den 54-årige instruktør og manuskriptforfatter udstiller ikke mennesker for at være ondskabsfuld over for en særlig befolkningsgruppe eller etnicitet. Eller for at kritisere sit eget ophav. Men for at vi kan vende blikket indad. For at forstå mekanismerne bag intolerances opkog i smeltedigel. Samt for at genoverveje, om hvordan frygt, forestillinger og fremmedhadet opstår. Uanset det er stor- eller lokalpolitisk. Og på den måde opfordre til refleksion, forståelse og dialog, før yderligere radikalisering og polarisering opstår og splitter befolkningsgrupper. Såvel lokalt, som internationalt. Såvel Rumænien, som Europa.
"Kold vinter" foregår ganske vist i en transylvansk bjerglandsby, men som ladet metafor rettes spottet mod menneskelig natur ikke alene i Rumænien, men også Europa og den globale scene i det hele taget. Hvordan populisme eskalerer i krisetid og fordomme fodres af had, og af hvilke komplekse mekanismer de opstår. Cristian Mungiu belyser elegant og intelligent vigtigheden i grundig dialogarbejde som en essentiel proces. For hvem ved, hvad der ellers venter i den kolde, mørke skov, hvis ikke vi i det mindste forsøger?