Nice, den ser oss' ud til at have fået ret gode anmeldelser i USA, så der er noget at glæde sig til senere i dag! (Nu da jeg er kommet til at have siddet oppe alt for sent og spille Star Wars: Rebellion, indtil det crashede)
Anmeldelse: Star Trek Beyond
Menneskehedens motto i det 23. århundrede, som det ofte gentages i "Star Trek"-franchisens talrige tv-serier og spillefilm, er at opsøge nye verdener og væsner. At drage dristigt ud i det uendelige univers og udforske de kosmiske afkroge, som intet menneske tidligere har besøgt. Måske er det derfor, at J.J. Abrams' "Star Trek Into Darkness" skuffede – en rodet og decideret "udristig" affære, der gladeligt genbrugte kendte bifigurer, replikker og sågar komplette scener fra "Star Trek"-leksikonet uden at supplere med mærkbar, kreativ nytænkning. "Star Trek Beyond" opfinder heller ikke den dybe tallerken, men gudskelov farer filmens flyvende tallerkener (læs: rumskibe) ud ad helt nye, intergalaktiske tangenter.
Og den forrygende "Star Trek Beyond" farer af sted i et hæsblæsende tempo mere eller mindre fra start til slut. Det kommer ikke som den store overraskelse, idet Justin Lin har instrueret løjerne – den engang hæderkronede indie-instruktør, som har udviklet sig til en af klodens mest ombejlede actioninstruktører ovenpå fire succesrige "Fast & Furious"-film.
Mange trekkies blev fortørnede, da Lin blev hyret af Abrams, som selv havde for travlt med "Star Wars" til at blive siddende i instruktørstolen (Abrams agerer dog stadig producer). De kunne slet ikke forestille sig, at en mand, der er bedst kendt for storstilede biljagter og hardcore håndgemæng, kunne lave en sjælfuld "Star Trek"-film med den dybde og eftertænksomhed, som kendetegner franchisens bedste fortællinger. Filmens første trailer – spækket med oneliners og motorcykelstunts – styrkede fansenes frygt. Men Lin gør al skepsis til skamme. Jovist, "Star Trek Beyond" er rig på action, men den har bestemt også noget på hjerte og masser af mægtigt samspil mellem de kære, kendte karakterer.
Filmen begynder med en lettere mut, reflekterende Kaptajn Kirk om bord på rumskibet Enterprise. Efter adskillige års udforskning af Mælkevejens yderkant er Kirk blevet temmelig udmattet, og han har svært ved at se meningen med at kortlægge det endeløse kosmos. Kirk (Chris Pine – stadig blændende i rollen) reflekterer over tilværelsen i en glimrende scene med sin gode ven, overlægen Leonard "Bones" McCoy (Karl Urban – vidunderligt varm og vittig), hvor den ensomme eksistens i verdensrummets vakuum smukt sættes i relief via d'herrers superbe, subtile skuespil og Lins nænsomme instruktion.
Men inden Kirk når at tage en endelig beslutning om sin karriere, bliver Enterprise angrebet og tilmed destrueret af den grufulde Krall (Idris Elba – fandens uhyggelig) og hans armé af små, skarpskydende rumskibe. Og lad det være sagt med det samme: I et år spækket med iøjnefaldende actionsekvenser er Enterprises tilintetgørelse formentlig den bedste af slagsen. Der er simpelthen tale om en verdensklasseopvisning i kampkoreografi, lyddesign og visuelle effekter.
Men i sidste ende er det Enterprises ideologiske opgør med den separatistiske, krigeriske Krall, som bliver filmens største trumfkort. "Man bliver svag af at leve i fred," mener Krall, der ser ingen fordele ved sammenhold mellem mennesker. "Vi må forandre os. Ellers kæmper vi de samme kampe for evigt," svarer Kirk. Det føles som (alt for) lang tid siden, at "Star Trek" har turdet stikke til virkelighedens stridspunkter, som den oprindelige tv-serie gjorde så godt tilbage i 1960'erne, hvor bl.a. racisme og Vietnam-krigen blev dissekeret. "Star Trek Beyond" genopliver franchisens stolte tradition med en inspirerende hyldest til fællesskabet i en trist tid, hvor vi er langt bedre til at bygge mure end broer.
Det er kun ærgerligt, at filmens midterdel ikke lige får 10-15 minutter ekstra at gøre godt med, så vi kunne være kommet endnu længere ind under huden på Kirk og Co. Jovist, alle hovedpersonerne får tid og lov til at brillere i rampelyset, men vi når f.eks. ikke at lære det slagkraftige rumvæsen Jaylah (en veloplagt Sofia Boutella) godt nok at kende, og scenerne med den logiske Spock og følelsesladede McCoy er så gode, at man i dén grad hungrer efter mere. Men med både en start og slutning i særklasse – og adskillige herlige øjeblikke midtimellem (inklusive en tårevædet scene med et lille fotografi, som formentlig vil gå lige i hjertet på trekkies) – er der ingen tvivl om, at "Star Trek Beyond" er værd at opsøge i biffen, uanset om man så er fan eller ej.
