Anmeldelse: Superman (4K UHD)

Fire årtier senere er "Superman" stadig super.

Tænk, at en 40 år gammel superheltefilm føles som et friskt pust her i 2018. Jovist, dens (efter nutidens standarder) simple special effects er tydeligt forældede, men Richard Donners "Superman" er forfriskende optimistisk, romantisk og tålmodig her i en tid, hvor både den virkelige verden og mange superheltefilm er præget af håbløshed, hastværk og had. Og idet man i 1978 ikke havde ressourcerne til at lave ekstravagante actionscener badet i computereffekter, så bruger "Superman" i stedet sine (super)kræfter på den gode historie og dens karakterer.

Vi starter på planeten Krypton, hvor lederne er lige så indifferente over for deres verdens forestående død som mange af Jordens politikere er i dag. Lige før Krypton eksploderer, bliver Kal-El (Supermans fødenavn) sendt væk i et rumskib af sin statelige fader, Jor-El (Marlon Brando var måske nok en diva, der nægtede at lære sine replikker, men han er totalt troværdig og forførende karismatisk). Drengen styrter ned på vores bitte, blå klode, og her opdrages han på en gård af Jonathan og Martha Kent, der døber ham Clark. Næret af solens stråler bliver Clark stærkere og stærkere, indtil han en dag føler sig hidkaldt til det kolde nord, hvor han lærer alt om sit ophav og sine evner – og for første gang flyver iført sin ikoniske dragt med det store S på brystet.

Dén flyvetur optræder først 50 minutter inde i filmen. Superman bliver ofte klandret for at være kedelig, fordi han praktisk talt er usårlig, men ved at tilbringe så meget tid med den unge Kent, mens helten altså stadig er i sin "puppe", ufuldkommen og udsat, kommer vi helt ind under Supermans ellers uigennemtrængelige hud – vi kommer også derind, fordi filmmagerne er enormt dygtige til at udforske de sårbarheder i helten, der ikke kan heles af solstråler: Supermans ensomhed og længsel efter at høre til.

Det er ufatteligt rørende, da Clark blot kan se til, mens hans adoptivfars hjerte går i stå, men også da han som ældre i et kort øjeblik, nærmest forpint, fjerner sine karakteristiske briller og overvejer at afsløre sin sande identitet over for Lois Lane. Han indser dog hurtigt, at sandheden og lykken må vige for løgnen, der holder hans elskede ude af farezonen.

Det lyder helt trist, men "Superman" er for det meste rendyrket ramasjang rig på charme, romantik og humor – meget af sidstnævnte forankret i Gene Hackmans vildt veloplagte indsats som den gale, geniale storforbryder Lex Luthor. Og så falder vi naturligvis også for Superman, fordi en blot 25-årig Christopher Reeve er så helt og holdent perfekt i rollen – charmerende som bare pokker og ferm til både at fremstå fuldkommen usårlig og afvæbnende jordnær. Og Reeve og Margot Kidder, der spiller Lane, har en fantastisk kemi, der gør deres romance reelt rørende, særligt da en tragedie indtræffer mod slutningen.

Dog er det hverken Reeve eller de dengang revolutionerende effekter, der overbeviser os om, at Superman vitterligt kan flyve – det gør derimod John Williams' majestætiske musik, der med sine gudesmukke melodier og musikalske råstyrke skubber os helt op i skyerne. Ligesom i mange superheltefilm siden da, der tydeligt har efterabet Donner og Co.'s plot-skabelon, så dykker filmens momentum en smule i anden halvdel, hvor skurkens onde masterplan overtager historiens førersæde. Men "Superman" – både helten og filmen som helhed – forbliver fortryllende og keder ikke ét sekund. Der er blevet lavet bedre superheltefilm siden 1978, men kun få lige så fornøjelige og ingen lige så toneangivende.

BILLEDE & LYD

Medmindre du så "Superman" til urpremieren i 1978, så har du formentlig aldrig set filmen se så godt ud, som den gør her i 4K. Det er dog vigtigt at understrege, at der altså er tale om en 40 år gammel film, og der optræder flere delvist slørede skud undervejs (primært pga. totalt bevidst brug af særlige filtre), og samtidig figurerer der naturligvis en hel del gryn, idet filmen blev skudt på 35mm og ikke digitalt som alle nyere, store superheltefilm. Men grynteksturen gengives perfekt og fremstår aldrig som støj.

Detaljerigdommen er derudover fantastisk – fra alle de dalende vanddråber, da Californiens store dæmning smadres, til småstenene på vejen lige ved Clark Kents barndomshjem... fans kommer stensikkert til at spotte detaljer, de aldrig før har bemærket. Og den Dolby Vision-kodede billedside leverer exceptionelt klare, appetitlige og naturtro farver. Tjek bare den røde lak på Lois Lanes bil og de utallige grønne nuancer i den amerikanske naturs græstæpper. Wow. Derudover er det engelske Atmos-lydspor fænomenalt – alle lyde, musiktoner og replikker kommer klokkeklart igennem, panoreringerne har pondus, og bunden er solid. Og her er også et mere mådeholdent Dolby Digital 5.1-lydspor, som læner sig mere op ad filmens oprindelige, mindre sprudlende biograf-lydmix.

EKSTRAMATERIALE

Producerne Ilya Salkind og Pierre Spengler har indtalt et kommentarspor, som jeg var spændt på at høre, idet den kontroversielle Salkind ofte gik i clinch med instruktøren Richard Donner, blev sagsøgt af Marlon Brando pga. manglende udbetalinger og sågar fyrede Donner under indspilningen af "Superman II". Ville Salkind mon blot hylde sig selv og svine kollegaerne? Salkind dissekerer ikke de penible sager ("visse ting blev sagt," nøjes han med at sige om sin konflikt med Donner), men han og Spengler disker dog op med talrige spændende historier om alt fra det krævende effektarbejde og kampen for at få Hackman til at barbere overskægget til forsøget på at få Steven Spielberg i instruktørstolen og Robert Redford ned i Superman-dragten.

Men er Salkind pålidelig? Han påstår undervejs, at Mozart blev undervist af Beethoven, hvilket er noget sludder. Beethoven var sølle 21 år gammel, da Mozart døde! Derudover medfølger den gamle Blu-ray-udgivelse af filmen, som rummer tre trailers til filmen, tre klassiske "Looney Tunes"-tegnefilm inspireret af Superman-tegneserierne (samlet varighed: 20 min.), den gamle Superman-film "Superman and the Mole Men" (58 min.) med den legendariske George Reeves i titelrollen samt dokumentaren "The Making of ’Superman: The Movie’" (52 min.), som blev produceret samme år som filmen og byder på mange hygsomme interviews og klip. Med andre ord: her er desværre intet nyproduceret ekstramateriale, men alt på udgivelsens to skiver er værd at se og høre.

Superman (4K UHD)

Kommentarer

Superman (4K UHD)

  • ★★★★★★1

    "Dog er det hverken Reeve eller de dengang revolutionerende effekter, der overbeviser os om, at Superman vitterligt kan flyve – det gør derimod John Williams' majestætiske musik, der med sine gudesmukke melodier og musikalske råstyrke skubber os helt op i skyerne."

    Åh den rammer du lige i røven Johan. Det er så sandt. Hvor har den musik løftet mig op, så jeg følte jeg kunne flyve sammen med Superman, når jeg så filmen. Derudover er jeg enig i det meste af anmeldelsen, der er rigtig fin, med undtagelse af at jeg personligt aldrig har fundet filmens sidste halvdel mister momentum, da opbygningen har været så fremragende at jeg aldrig når at lande før filmen slutter:-) Det er det de rigtig gode action og eventyrfilm de kan. Fortælle en historie, så man glemmer at der ofte ikke sker såååå meget igen måske, i længere perioder. Men når der så sker noget, så er det mesterligt og klasse.

    T. Nielsen15-12-18 22:00

  • ★★★★★1

    "Dog er det hverken Reeve eller de dengang revolutionerende effekter, der overbeviser os om, at Superman vitterligt kan flyve – det gør derimod John Williams' majestætiske musik, der med sine gudesmukke melodier og musikalske råstyrke skubber os helt op i skyerne."

    Åh den rammer du lige i røven Johan. 

    Lige i røven med en superknytnæve! Swoop!! 

    Lars!16-12-18 17:54

  • ★★★★★1

    Billede 1

    Superman is trying to learn the Vulcan Salute

    No no you have to keep two fingers on both side and then the thumb

    Come on Superman you can do it!

    Billede 4

    Margot Kidder just spotted the biggest Spider crawling on Christopher Reeves back.

    Elwood17-12-18 23:36

  • ★★★★★1

    Billede 1

    Superman is trying to learn the Vulcan Salute

    No no you have to keep two fingers on both side and then the thumb

    Come on Superman you can do it!

    Billede 4

    Margot Kidder just spotted the biggest Spider crawling on Christopher Reeves back.

    Haha! Herlig lattermuskel-massage som altid, dude! :-D

    The Insider17-12-18 23:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen