Anmeldelse: Superman/Batman 9-Film Collection (Blu-ray)

Både "Superman"- og "Batman"- franchisen rammer det nær perfekte, det middelmådige og det dybt elendige. Samtlige film er dog værd at se.

Superhelte har længe fyldt en stor del af Hollywoods produktioner. De er blandt de film, der får de største budgetter og indtjener allerflest penge. Blandt de mest populære figurer finder vi de to ikoner Batman og Superman. De er begge en del af det nylige DCEU, hvor de senest har optrådt sammen i "Justice League". De er også blandt de figurer, der findes i flest forskellige inkarnationer, som kan spores adskillige årtier tilbage. Nu har Warner så valgt at udgive en boks med de fem "Superman"-film, der blev startet af instruktøren Richard Donner i 1978, samt de fire "Batman"-film, som instruktøren Tim Burton startede op i 1989. Der er tale om de samme udgivelser, man får, hvis man køber filmene enkeltvis, og der er derfor intet nyt at hente, hvis man allerede ejer disse film.

Superman

Allerede i starten af 70'erne begyndte man at planlægge en ny "Superman"-film. Der skulle dog gå en del år, før man havde instruktøren og hovedrollen på plads. Richard Donner blev hyret til at skyde hele to "Superman"-film samtidig. Den første af filmene fik den passende titel "Superman" og udkom i 1978 med det dengang højeste budget på en film nogensinde. Filmen fulgte tegneserien ganske godt og startede ud med destruktionen af planeten Krypton, hvor videnskabsmanden Jor-El i sidste øjeblik får sendt sin søn Kal-El afsted mod Jorden. Som tre-årig lander han og bliver fundet af en familie, der beholder ham og giver ham navnet Clark. De lærer dog hurtigt, at han ikke er som alle de andre børn, for Clark kan flyve og er stærkere end nogen voksen. Som voksen har han påtaget sig alter-egoet Superman, hvor han iført en kulørt dragt hjælper mennesker. I hverdagen er han dog stadig bare Clark Kent – en lidt kikset og grå fyr med briller, der arbejder som journalist på avisen The Daily Planet.

Tempoet er blandt det mest bemærkelsesværdige ved "Superman", for modsat nutidens superheltefilm tager denne sig tid til at opbygge sine karakterer uden brug af de store actionsekvenser. "Superman" har en lang introduktion, som herefter går over i filmens svageste del. For præsentationen af selve Superman kommer lidt ud af det blå og uden de store armbevægelser. Man skal et godt stykke ind i filmen, før man bliver introduceret til det egentlige plot, som naturligvis kommer i form af ærkefjenden Lex Luthor. Gene Hackman er i denne rolle tilpas manisk og komisk, men det må stadig siges at være Christopher Reeves film. Reeve skaber en tilpas distance mellem Clark Kent og Superman med masser af charme og humor i en perfekt balance. Selvom effektarbejdet er en del dateret, tempoet er helt i bund, og klipningen ofte virker en smule spontan, er "Superman" stadig den mest vellykkede filmatisering af superhelten indtil videre. Den har en velfungerende pompøs stemning med en sublim score af John Williams og et neglebidende samt emotionelt klimaks, som ingen anden "Superman"-film har kunnet opnå før eller siden.

Superman II

Richard Donner blev næsten færdig med optagelserne til "Superman II", inden han blev fyret af producerne. Herefter blev Richard Lester hyret til at færdiggøre optagelserne samt skyde en masse optagelser om, så han kunne være den eneste instruktør stående på plakaten. Resultatet blev en langt mere komisk film end den første og med et langt højere tempo. I "Superman II" bliver vi introduceret til et flyvende fængsel, der huser en række kriminelle fra planeten Krypton. Da disse slipper fri og begynder at terrorisere Jorden, får Superman sit at se til. Samtidig overvejer Clark at opgive sine kræfter fuldstændigt til fordel for et romantisk forhold til Lois Lane.

Der findes to udgaver af "Superman II", da man i 2006 klippede filmen om med Donners optagelser i stedet for Lesters. Denne udgave kaldes for "The Richard Donner Cut" og skulle være den udgave, der er med i boksen her. Til min store overraskelse var det dog den almindelige biografudgave, der var i min boks. Om det er en engangsfejl eller en fejl i samtlige bokse, ved jeg dog ikke. Richard Donners udgave er en langt mere sammenhængende fortælling, der er helt på højde med den første "Superman"-film, mens biografudgaven har så mange platte vittigheder, at den nye altoverskyggende trussel i filmen nærmest reduceres til en bagatel. Lesters version passer bedre som en familiefilm for et større publikum, og den er da bestemt stadig underholdende. Den mangler dog stemningen fra den første film. Dette bliver dog opvejet af Clark og Lois' forhold, der bliver til et tema om ansvar kontra kærlighed, og hvordan disse to elementer kan flettes sammen. Måske bliver temaet ikke udforsket godt nok, men der bliver stillet nogle vigtige og eksistentielle spørgsmål, der danner ramme om en række mindeværdige scener.

Superman III

Da "Superman II" blev en ligeså stor økonomisk succes som den første film, fik Richard Lester lov at fortsætte som instruktør. Denne gang var han instruktør på samtlige optagelser, og resultatet blev fuldstændigt som forventet – et endnu mere humoristisk bud på "Superman" end tidligere. Richard Pryor blev hyret til en betydelig birolle, hvor hans computertalenter bliver udnyttet af en rigmand. Da Superman forsøger at sætte en stopper for rigmandens skumle og kriminelle planer, må han naturligvis stoppes for enhver pris. Skurkene får fat i noget kryptonit til at gøre det af med Superman. Det går dog ikke helt efter planen, og Superman bliver derimod splittet i to. En god og en ond version.

"Superman III" blev ikke den store økonomiske eller kritiske succes. Derfor skulle dette være den sidste i rækken af "Superman"-film for nu. Tilføjelsen af Richard Pryor kunne have givet humoren lidt kant, frem for de platheder den sidste film bød på, men han bliver slet ikke udnyttet godt nok. Det ville have været interessant at give Pryor frie tøjler i en film som denne, men "Superman III" er en familiefilm, og derfor fik han naturligvis en del restriktioner. Den nye skurk Ross Webster er slet ikke i nærheden af Lex Luthor, selvom skuespilleren Robert Vaughn gør sit bedste for at gøre ham ubehagelig og uforudsigelig. I sidste ende er det dog plottets skyld, at filmen ender som en middelmådig affære. Det er rodet og uvedkommende. Samtidig kan Lester hverken ramme en tone eller en jævn balancegang mellem det seriøse og humoristiske. Derfor skal man helt til filmens klimaks, før det for alvor bliver underholdende. Superman vs. Superman er et af franchisens allermest mindeværdige og dystre øjeblikke, så det er værd at holde ud så længe.

Superman IV: The Quest For Peace

Umiddelbart direkte efter udgivelsen af "Superman III" opkøbte Cannon Films rettighederne til Superman. De havde et ry for fjollede b-film, hvoraf flere anses som kultklassikere den dag i dag. Produktionen af "Superman IV: The Quest For Peace" løb hurtigt tør for penge, så flere effekter endte med at se ufærdige ud, mens andre scener måtte skydes helt om for at undgå mere effektarbejde. Dermed endte deres ellers ambitiøse projekt på præcis samme måde som resten af deres film. De fik ellers Gene Hackman tilbage som Lex Luthor, der med Supermans DNA skaber en superskurk ved navn Nuclear Man, der med hans faretruende lange negle kan sætte vulkaner i udbrud! Filmen blev dårligt modtaget af testpublikummet, så man klippede hele 45 minutter ud af filmen, hvilket gjorde flere scener usammenhængende.

"Superman IV: The Quest For Peace" anses fortsat som en af de værste film nogensinde af god grund. Lex Luthor har pludselig hår på hovedet i stedet for hans velkendte paryk, Superman kan pludselig reparere Den Kinesiske Mur ved at puste på den, og et menneske kan pludselig overleve at blive fløjet langt ud i rummet og tilbage igen uden en rumdragt. Der tages ikke hensyn til mytologien, og plottet giver næsten ingen mening. Der er dog ingen tvivl om, at filmen er meget ufrivillig komisk, og den kan sagtens ses af den årsag. Den er dog en skamplet på franchisen og en virkelig ærgerlig afslutning for Christopher Reeve som Superman såvel som Gene Hackman som Lex Luthor.

Superman Returns

I 2006 genoplivede instruktøren Bryan Singer franchisen. "Superman Returns" er en fortsættelse af "Superman II" og ignorerer dermed begivenhederne i "Superman III" og "Superman IV: The Quest For Peace". Superman har besøgt resterne af sin hjemplanet og er efter fem år vendt tilbage til Jorden. I mellemtiden har Lois Lane fundet sig en anden mand og fået et barn. Lex Luthor har heller ikke siddet stille og er klar med en plan for at få verdensherredømmet og destruere Superman.

Produktionen på "Superman Returns" løb løbsk, og derfor endte filmen som endnu en økonomisk fiasko, der blev det sidste søm i kisten for denne inkarnation af Superman. På trods af det enorme budget er "Superman Returns" hovedsageligt et semi-tungt familiedrama med kun få afbræk af action og effektarbejde. Brandon Routh som Superman er en acceptabel erstatning af Christopher Reeve, men han mangler den naturlige karisma, der gjorde rollen til Reeves egen. Kevin Spacey klarer det derimod glimrende som Lex Luthor. Filmen har dog et enormt problem, for der er ikke meget Superman over "Superman Returns". Den har ellers en interessant præmis, men når filmens spænding kun føles som et nødvendigt onde, bliver familiedramaet et dominerende aspekt i en superheltefortælling, der ligeså godt kunne være uden superhelte. "Superman Returns" er derfor ikke meget bedre end de fortsættelser, den ignorerer, men den er trods alt en noget bedre afslutning på franchisen end "Superman IV: The Quest For Peace".

Batman

Det var først efter, at "Beetlejuice" blev en stor succes, at instruktøren Tim Burtons næste projekt fik det grønne lys. "Batman" ville tage udgangspunkt i de mindre kulørte tegneserieudgaver af Batman og tilpasse sig Tim Burtons mørke og gotiske stil. Selvom valget af Michael Keaton som Batman mødte enorm kritik, endte filmen som en stor økonomisk og kritisk succes, der affødte hele tre fortsættelser. Tim Burton blev med "Batman" for alvor et stort navn i Hollywood, og Michael Keaton beviste, at han kunne meget mere end blot at være sjov. "Batman" startede med Batmans oprindelseshistorie, hvor milliardæren Bruce Wayne var vidne til drabet på sine forældre som barn og derefter viede sit liv til at bekæmpe kriminalitet. Da Batman en dag skubber gangsteren Jack Napier ned i et kar med syre, skaber han utilsigtet sin ærkefjende Jokeren, der snart bliver en langt større trussel mod Gotham City, end han var førhen.

Det var helt sikkert en genistreg at hyre Jack Nicholson i rollen som Jokeren. Han krævede efter sigende enorme summer penge for arbejdet, men endte som et enormt trækplaster for "Batman". Indtil Heath Ledgers præstation som Jokeren i "The Dark Knight" var Jack Nicholson også anset som den eneste rigtige inkarnation af Jokeren i en live-action film. Utroligt nok er det dog Michael Keatons underspillede versioner af Batman og Bruce Wayne, der stjæler billedet i "Batman". Selvom filmen tager sig god tid til at udforske både plot og karakterer, følger den en nøje tilrettelagt og velfungerende spændingskurve, der forsikrer, at man aldrig støder på et kedeligt øjeblik. Det allermest imponerende ved "Batman" er dog Tim Burtons visionære udtryk. Gotham City er en dyster by af den gamle skole komplet med damp i gaderne og kulisser som taget ud af Hollywoods klassiske film noirs. Det praktiske effektarbejde er lige dele imponerende og troværdigt. Det er ærgerligt, at Tim Burtons "Batman" efterhånden står lidt i skyggen af Christopher Nolans, for det er mere end blot en hæderlig indsats.

Batman Returns

Efter en lille pause med "Edward Scissorhands" vendte Tim Burton tilbage til Batman-universet med "Batman Returns". Burton ville oprindeligt ikke lave flere "Batman"-film, men blev lovet endnu mere kreativ kontrol og takkede derfor ja. "Batman Returns" blev derfor endnu mere dyster end "Batman" og blev endnu engang en både kritisk og økonomisk succes. "Batman Returns" introducerede en række velkendte figurer fra Batman, heriblandt Pingvinen og Catwoman. Oprindeligt skulle Robin samt Harvey Dent aka Two-Face også have været en del af fortællingen. Endnu engang hyrede Tim Burton en velkendt komisk skuespiller i sin film, denne gang Danny DeVito som Pingvinen. Selvom han måske ikke leverer en ligeså gennemført præstation som Michael Keaton, beviser DeVito, at han kan fungere som andet end blot et komisk indslag.

"Batman Returns" fungerer perfekt i forlængelse af "Batman". Den introducerer tilpas nok nye ting til mytologien om Batman uden at miste fokus på plottet og karaktererne. Michelle Pfeiffer i rollen som Catwoman er endnu et bevis på, at Tim Burton dengang kunne finde de helt perfekte skuespillere til rollerne i sine film. Pfeiffer rammer den svære balance, hvor man aldrig rigtigt ved, hvor man har hende. "Batman Returns" er helt på højde med "Batman". Filmens mørkere tone klæder franchisen godt, og endnu engang sidder dramaturgien lige i skabet. Michael Keaton leverer endnu engang varen, og man kan mærke, at han er begyndt at føle sig hjemme i rollen som Bruce Wayne og især Batman.

Batman Forever

Umiddelbart efter "Batman Returns" gik Tim Burton i gang med forberedelserne til den tredje "Batman"-film. Filmselskabet havde dog andre planer og ville gøre franchisen mere børnevenlig efter den sidste dystre omgang og reducerede derfor Burtons rolle til producer. Joel Schumacher blev hyret som instruktør, og hans vision var en langt mere humoristisk og kulørt udgave af Batman. Michael Keaton brød sig ikke om manuskriptet, så Val Kilmer blev i stedet hyret til rollen som Batman. Denne nye udgave af Batman modtog blandede anmeldelser, men blev en kæmpe økonomisk succes og var alligevel ganske velanset komplet med hele tre Oscar-nomineringer. Filmen introducerede både Tommy Lee Jones som Harvey Dent/Two-Face, Jim Carrey som The Riddler og Chris O'Donnell som Batmans trofaste side-kick Robin. Derudover blev der også plads til Nicole Kidman og Drew Barrymore i filmen.

Som de mange nye rollenavne antyder, gaber "Batman Forever" over alt for meget. Den har enormt travlt med at etablere et udgangspunkt for plottet og mase så mange unødvendige actionscener ind som overhovedet muligt. Springet fra Burtons mere realistiske og gotiske stil til Schumachers farvelade-verden er så markant et skift, at det er svært at anse "Batman Forever" som en fortsættelse. Den føles reelt mere som et reboot. Val Kilmer er ikke en helt ueffen Batman, men han blegner fuldstændigt i forhold til Keaton. Jim Carrey er Jim Carrey. Hans version af The Riddler ligger ikke langt fra hans version af The Mask, men det passer egentligt meget fint til filmens tone. Det mest positive ved filmen er dog nok Tommy Lee Jones. Naturligvis havde han sine begrænsninger i forhold til filmens tone og humor, men han ramte den delte personlighed godt. Som helhed er "Batman Forever" dog en af de film, man glemmer lynhurtigt igen.

Batman & Robin

Efter "Batman Forever" var Tim Burton fuldstændigt ude af billedet, og Warner Bros. fik den kontrol over franchisen, de så desperat havde hungret efter. Joel Schumacher fik lov til at leve sine vildeste fantasier ud med "Batman & Robin". Resultatet blev en full blown tegneseriefilm, der mest mindede om tv-serien fra 60'erne. Karaktererne snakker med sig selv, kulisserne ligner noget fra et vanvittigt LSD-trip, og den platte humor er konsekvent i front. Val Kilmer havde forpligtet sig til en anden film, og den næste Batman blev ingen ringere end George Clooney. Derudover fik Uma Thurman rollen som Poison Ivy, Arnold Schwarzenegger blev filmens hovedskurk Mr. Freeze og Alicia Silverstone blev Batgirl.

På sin vis er "Batman & Robin" en virkelig gennemført film. Den minder utroligt meget om at læse de mest børnevenlige "Batman"-tegneserier komplet med dårlige one-liners, stiv dialog og utroværdig action. Arnold Schwarzenegger leverer den velsagtens mest platte superskurk nogensinde på film, og når linjer som "What killed the dinosaurs? The ice age!" samt "You’re not sending me to the cooler!" præsenteres med den tunge østrigske accent, er ikke et øje tørt. "Batman & Robin" anses af mange som et decideret makværk, og selvom der er noget om snakken, er den befriende underholdende af alle de forkerte årsager. George Clooney er spøjst nok filmens største hæmsko. Han spiller rollen som Bruce Wayne og Batman utroligt anonymt og passivt og passer slet ikke sammen med resten af løjerne.

Både "Superman"- og "Batman"-franchisen rammer det nær perfekte, det middelmådige og det dybt elendige. Samtlige film er dog værd at se af meget forskellige årsager. Der bliver indenfor begge franchises præsenteret nogle vidt forskellige visioner, hvor alle naturligvis ikke er lige vellykkede. Meget lidt binder dog filmene sammen, så det er ikke nødvendigt at starte et bestemt sted. Det anbefales alligevel at se det hele fra starten. Bare for at få det hele med.

Både billede og lyd kunne godt trænge til en opdatering på langt de fleste film i boksen, hvor "Batman"-franchisen overgår "Superman"-franchisen med flere længder. Utroligt nok er den nyeste film i udgivelsen, "Superman Returns", blandt de allerværste med en virkelig svingende billedkvalitet. Ekstramaterialet svinger naturligvis også meget med fremragende kommentarspor med Tim Burton på sine "Batman"-film (samt et underholdende et med Joel Schumacher på "Batman & Robin") til stort set ingenting på "Superman IV: The Quest For Peace". Hvor ville det have klædt lige præcis dén film, at give os de 45 minutter, der blev klippet ud af filmen, som ekstramateriale.