Anmeldelse: Taxi Téhéran (dvd)
"Taxi Téhéran" er en af den slags film, der klart fungerer bedst med lidt baggrundsviden. Den iranske instruktør Jafar Panahi har nemlig et meget målrettet og personligt budskab, som er affødt af de handlinger, den iranske regering har foretaget mod ham. Iran har et helt grundlæggende regelsæt hvad angår film – nemlig at de skal vise landet, dens befolkning og dens regering i et positivt lys.
"Taxi Téhéran" er skudt i dokumentarisk form. Jafar Panahi har placeret et par kameraer i en taxi og agerer taxichauffør for den almene iranske borger. I Iran deler man taxier, så ofte bliver der samlet mere end én person op, og det skaber en del debat i Jafars taxi. Skudt på kun 15 dage ligner det noget af en bedrift at få så konkrete budskaber ud af den iranske befolkning, der passer så perfekt på Jafars situation, og det er naturligvis også for godt til at være sandt. Dette er nemlig ikke en dokumentar, som den ellers udgiver sig for at være. Derimod er det et underholdende drama med flere stærke budskaber.
Panahi har igennem længere tid svømmet mod strømmen og skabt film på lige præcis den måde, som han har lyst til. I Europa er han som den eneste iranske instruktør hidtil blevet hyldet med både Guldpalmerne (Cannes), Guldløven (Venedig) og Guldbjørnen (Berlin), men i hjemlandet er flere af hans film blevet bandlyst. I 2010 tog Iran skridtet videre, og retten idømte ham seks års husarrest og 20 års forbud mod at lave film. Han har dog fået lov til at bevæge sig mere frit i hjemlandet siden, og i skjul har han nu fået skabt "Taxi Téhéran".
At lave et drama i denne form er måske ikke noget nyt, men det fungerer for Jafar Panahi. Tænk på, hvor meget manden har skullet skjule for at få sat et projekt som dette i gang – for ikke at snakke om at få klippet filmen og sendt den ud af landet uden at blive opdaget. "Taxi Téhéran" følger en nøje tilrettelagt dramaturgisk kurve, der kulminerer med et brag af en morale. For hver person, som Jafar samler op i sin taxa, bliver Iran blottet mere og mere. Vi kommer som ikke-forstående vesterlændinge meget tæt på at forstå en kultur og et land på kun 78 minutter, og det må siges at være en fremragende bedrift. Jafar fokuserer nemlig ikke kun på de mørke sider af sin regering og sin kultur, men lader sine passagerer debattere i ro og mag om både de positive samt negative sider ved Iran. Jafar sidder blot og følger med med et hyggeligt smil på læben, og selvom manden ikke ytrer mange ord, lærer man ham hurtigt at kende.
Desværre er "Taxi Téhéran" ikke det ubetingede mesterværk, som jeg havde håbet på. Der er tider, hvor filmen og dens budskaber føles alt for forceret – såsom den ellers underholdende indledningsscene, hvor en afsløring af en passagers beskæftigelse smører lidt for tykt på. Jafars niece får også en stor rolle i filmens sidste halvdel, og selvom hun er hyggelig og sød, bliver budskaberne fra hendes mund også skåret lidt rigeligt ud i pap. Det ændrer dog ikke på, at "Taxi Téhéran" er en utrolig vigtig film, der fungerer glimrende som en opfølger på Jafar Panahis videodagbog "This Iis Not A Film". Filmen er tilmed langt mere underholdende, sjov og varm, end man egentlig skulle tro. Selv med dens tunge budskaber glider filmen meget let ned. At den også vandt Guldbjørnen i 2015 bliver det sidste kort, jeg vil trække – "Taxi Téhéran" er en film, der skal ses!
Billede & Lyd
På trods af at være skudt på små kameraer i en taxi, er filmen ikke uden sin kunstneriske værdi. Billedet er meget gult og lyst, hvilket giver en forståelse af, at vi befinder os i et varmt land. Generelt er billedet forholdsvist skarpt, men der er ofte et lag gryn, der tiltager og aftager lidt i styrke undervejs i filmen. Lyden springer lidt op og ned, og der er en masse støj undervejs. Nu er filmen også skabt under besværlige betingelser, men især lyden kunne sagtens have været renset lidt mere.
Ekstramateriale
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.