Anmeldelse: Terminator: Dark Fate (4K UHD)

He's back! (men nok for sidste gang)

Hvad dælen gør man, når manden bag to af historiens mest succesrige sci-fi-film, James Cameron, forlader det profitable skib, fordi han føler, at fortællingen er kommet i havn? Jo, først laver man en traditionel fortsættelse skåret over cirka samme skabelon som 2'eren ("Terminator 3: Rise of the Machines"). Når den opskrift glipper, så laver man en mere vovet fortsættelse, der tør udspille sig i en anden tidsperiode og droppe Arnold Schwarzenegger ("Terminator Salvation"). Når folk ikke falder pladask for den, så laver man et reboot, der visker tavlen ren og nytænker seriens univers ("Terminator Genisys"). Og når det eksperiment fejler totalt, så ignorerer man alt efter 2'eren, genopliver dens helte og spiller på nostalgien ("Terminator: Dark Fate").

Men med et underskud på godt 800 mio. kroner ender "Terminator: Dark Fate" nok som franchisens bøddel. Men i så fald er den mere værdig til at svinge øksen end sine tre forgængere, selvom det selvfølgelig ikke siger så meget, skønt kun "Terminator Genisys" var decideret elendig. Men "Terminator: Dark Fate" bør ikke affejes som blot endnu en overflødig fortsættelse. Det er en virkelig habil actionfilm, hvis stærke skuespil og indtagende persongalleri opvejer manglen på originalitet og overraskelser.

Ligesom i de fleste af dens forgængere foregår "Terminator: Dark Fate" i nutiden. Et menneske og en terminator er rejst hertil fra fremtiden – den ene er her for at beskytte mexicanske Dani, der får en altafgørende rolle i fremtidens uundgåelige krig mellem mennesker og robotter, mens den anden er her for at dræbe fremtidens frelser. Danis bodyguard er soldaten Grace, som har fået indopereret computerteknologi, der gør hende lynhurtig og robust. Dani og Grace forfølges af en såkaldt REV-9 – den nyeste type terminator, som kan spytte en ekstra dræberrobot ud af ryggen.

Det havde været en glædelig overraskelse, hvis vi havde fået en mere nedtonet "Terminator"-fortsættelse i stil med den originale "The Terminator" fra 1984, hvor man satte sin lid til gys, gru og realistisk action frem for overgearede sekvenser, hvor militærfly støder sammen i luftrummet. Men det er glædeligt, at holdet bag "Terminator: Dark Fate" ikke har dulmet intensiteten og volden for at sikre en lavere aldersgrænse og derved større indtægt. Den fristelse faldt "Terminator Salvation" og "Terminator Genisys" for, og det kunne mærkes i de films tandløse actionscener, hvorimod biljagterne og slagsmålene i "Terminator: Dark Fate" er herligt tempofyldte, brutale og afvekslende. Kun det langstrakte, kaotiske actionklimaks med de førnævnte fly skuffer.

Dani måtte gerne have fået lidt mere tid og plads til at udfolde sig, men Natalia Reyes er karismatisk og veloplagt i rollen. Det samme kan siges om Mackenzie Davis, der spiller Grace – en slagkraftig, charmerende heltinde af rang. Og Gabriel Lunas REV-9 er en overraskende dragende, djævelsk skurk. Og som sagt vender 2'erens helte tilbage: Linda Hamilton spiller nok en gang Sarah Connor, og Schwarzenegger spiller igen en T-800-terminator – denne gang en gammel, gråhåret af slagsen med dæknavnet Carl, som har fået en kæreste og til daglig installerer gardiner(!).

Jovist, Carls forhistorie er en svær kamel at sluge, men filmen får unægtelig noget interessant ud af scenerne mellem Carl og Sarah, hvor sidstnævnte pludselig skal forholde sig til, at hendes ærkefjende har udviklet en samvittighed. Hamilton brillerer især i en scene, hvor Sarah begræder, at hun er ved at glemme sin døde søns ansigt. En scene, der understreger, hvad filmen kunne have været, hvis dramaet var blevet prioriteret højere. Og Schwarzenegger leverer sin karrieres nok bedste præstation. Med den helt rette blanding af maskinagtig kølighed og menneskelig varme får han os til at holde af Carl. Det er bare en skam, at Schwarzenegger og Hamiltons "Terminator"-svanesang hverken formår eller for alvor forsøger at nå seriens to første kapitler til sokkeholderne.

BILLEDE & LYD

Billedsidens detaljerigdom imponerer allerede helt fra start, hvor vi får et nærbillede af Graces ansigt og nærmest kan tælle alle dunene på hendes kind, og selv ikke i filmens dunkleste nattescener går detaljer tabt i mørket. Farverne – lige fra hudtonerne til de grønne nuancer i Texas' blade og buske – imponerer, og selvom filmen er skudt med nymodens digitale videokameraer og bugner af computereffekter, så fremstår billederne heldigvis ikke for pæne og polerede. Diskens Atmos-lydspor er endnu mere imponerende. Særligt panoreringerne er exceptionelle – under fremtidsscenerne føles det nærmest, som om robotternes luftskibe flyver gennem stuen, og de mange slag, skud og sprængninger giver både subwooferen og underboens puls en workout.

EKSTRAMATERIALE

Alt ekstramateriale ligger på udgivelsens medfølgende Blu-ray-disk. Her er ni minutters slettede og alternative scener. Ingen af dem savnes i filmen, og de alternative scener er helt klart svagere end de scener, de blev erstattet med i den færdige film. Derudover er her fire korte minidokumentarer, som tilsammen varer godt én time, og som fokuserer på arbejdet på manuskriptet, skuespillernes indsats foran kameraet og filmens visuelle effekter. Nogle af interviewene er hæderlige, men deltagerne spilder også en hel del tid på at recitere plottet og udveksle skulderklap.