Indieperle? Jeg troede det var Universal Pictures der stod bag.
Anmeldelse: The Invisible Man (4K UHD)
"The Invisible Man" er på mange måder én af årets mest effektive og medrivende gyser-thrillers.
Retrospektivt kan meget siges om Universals mange monsterfilm. Sequels, prequels og talløse fortolkninger og reboots, ofte af litterære klassikere, som intet udover titlen har at gøre med ophavet. Enhver blodsdråbe presses ud med svingende resultater. I dag benyttes modellen langt fra kun af Universal, der en smule overraskende opgav Dark Universe-lanceringen, hvor de gamle monstre atter skulle genoplives, efter "The Mummy" mere end snublede ved billetlugerne. At lade australske Leigh Whannell instruere en uafhængig lavbudgetsudgave af "The Invisible Man" har imidlertid vist sig at være en mindre genistreg.
Cecilia (Elisabeth Moss) er flygtet i skjul fra sin voldelige ægtefælle, den geniale videnskabsmand Adrian. Efter et par uger får Cecilia en meddelelse om, at Adrian har taget sit eget liv og efterladt fem millioner dollars til hende. Cecilia får dog hurtigt en fornemmelse af, at ikke alt er, som det burde være.
Grundpræmissen i "The Invisible Man" er selvsagt udfordrende, idet at "monsteret" er usynligt. Frygten for det ukendte er ganske vist et urinstinkt, der skyggefuld står i kontrast til fornuftsbaserede ræsonnementer, og antydningernes kunst er ofte den mest grufulde i gysets ABC. At fremstille dén frygt – toppet med tungsindig paranoia – og ikke mindst at skabe tvivl om hovedpersonens motiver som utroværdig fortæller sammensmelter Whannell uden at ryste det mindste. Hverken på hånden eller i bukserne.
Ikke at der er mange nye tricks i værktøjskassen, da "The Invisible Man" helt til plotniveau er set før. Men Leigh Whannell, der også har skrevet manuskriptet bag, kender de fortælletekniske virkemidler til perfektion. Simpelt og elegant vendes fortællingens perspektiv til en mentalt forslået kvinde, der har alt at frygte og intet at tabe. Selvom ingen er i tvivl om, at der reelt er en usynlig mand på spil, fødes skikkelsen ud af traumet efter et voldeligt fysisk og psykisk forhold. Fortiden slipper ikke hånden om halsen og forsvinder hele tiden ud af øjenkrogen – selvom ingen andre kan se det. Men vi kan mærke det. Vi kommer dybt ind under Cecilias koldsvedklamme hud, eminent portrætteret af Elisabeth Moss, der modsat den usynlige mand som et symbol på frygt står som indbegrebet af angst. Dog især hjulpet på vej af et ekstraordinært lydunivers, der i kispus med publikum aldrig mister sin ikke-håndgribelige intensitet.
Som i Leigh Whannells kultfilm "Upgrade" spiller lydsiden også i "The Invisible Man" en kæmpe rolle. Komponist Benjamin Wallfisch beviser endnu engang, at han for alvor er noget ved musikken med sit stemningsfulde, minimalistiske score, mens lyddesignet er mest iørefaldende. Will Files og P.K. Hooker har holdt kreativ lyd-legestue, hvor orkestreringen af chokeffekter, balancen mellem stilhed og detaljerig lydmur af kaos underbygger Cecilias kollapsede sind – og bogstaveligt talt, når hun tager steak-kniven i egen hånd i én af filmens mindeværdige scener. Og dem er der mange af i, hvad der på mange måder er én af årets mest effektive og medrivende gyser-thrillers.
BILLEDE & LYD
"The Invisible Man" anno 2020 kræver som lyd-vidunderbarn, at det tekniske afspejler den store indsats af Wallfisch, Files og Hooker for at underbygge Whannells indie-perle. Og heldigvis for det bydes der på et eminent Dolby Atmos-lydspor. Samtlige højtalere, fra center til baghøjtalerne, udnyttes til fulde med et imponerende detaljerigt lydunivers, hvad end sekvenserne er dialogbårne, urovækkende eller hårdtpumpede – eller i de hurtige og uforudsigelige skift mellem dem. Skru op, det er ganske enkelt ét af de bedste lydspor, jeg har hørt på en UHD-udgivelse. Transferret er ligeledes skarpt og afvekslende i samspillet mellem kold tint, nattescener og flotte panoramaskud. Indimellem falder sorteniveauet en smule ud, og der er få sekvenser med støj ved ansigterne, når kontrasten makses ud i mørke scener. Det er dog så få steder, at de færreste vil hænge sig i det, mens det absolut ikke ødelægger helhedsindtrykket.
EKSTRAMATERIALE
Ekstramaterialet er hæderligt, men ikke imponerende, med alt præsenteret i 1080p. Udover 13 minutters slettede scener, som vitterligt heller ikke er særligt interessante, indeholder det et fire minutters portræt af Elisabeth Moss' optræden, et overblik over skuespillerne og et kort indblik i Leigh Whannells kreative proces på tre minutter. Mest spændende er et 11 minutter langt interview med Whannell, "Director's Journal with Leigh Whannell", og kommentarsporet, også med den kyndige australier.