Anmeldelse: The Nun

I nogle film er det tydeligt, hvor instruktørens indflydelse har været gældende, og hvor producenterne har trumfet. "The Nun" er sådan en film.

Med en reklame, der havde et jump-scare, som var så skræmmende, at YouTube følte sig nødsaget til at tage det ned fra deres side, har Corin Hardys "The Nun" fået al den hype, den kunne ønske sig. Det svarer til den sædvanlige "den er så uhyggelig, at nogen besvimede i biografen" og lyder som et billigt trick, der skal give flere billetindtægter og derfor også flere muligheder for at lave flere film som "The Nun", der har en enkel tjekliste, den skal igennem, før den kan kalde sig en strømlinet skrækfilm. Eller sagt med andre ord: I nogle film er det tydeligt, hvor instruktørens indflydelse har været gældende, og hvor producenterne har trumfet. "The Nun" er sådan en film.

Ligesom de andre film i James Wans "Conjuring"-franchise har "The Nun" en fast skabelon, der skal følges, og som kun afføder sagte kedsomhed. En ung novice, der endnu ikke har taget sit endelige nonneløfte, og en præst bliver sendt af Vatikanet til et kloster i Rumænien, hvor en ung nonne netop har begået selvmord. Her opdager de noget ugudeligt, der findes bag klostrets mure, mens de får hjælp fra en fransk-canadisk knøs med charmeklud. Sammen skal de kæmpe mod den onde, nonnelignende dæmon, der ikke just har en lys fremtid i tankerne, når det kommer til de tre uheldige sjæle.

Efter den beskrivelse af handlingen spørger du, kære læser, måske: jamen, hvad handler filmen om? Handlingsbeskrivelsen beskriver jo ikke plot, kun omstændigheder. Jamen, det er helt rigtigt, for selv efter at have set "The Nun" er det stadig svært at regne ud, hvad selve plottet går ud på. Noget med en nonne, der skal virke uhyggelig med spidse tænder, og en masse kors, der bliver vendt om i en sådan grad, at det nærmer sig nedladende historiefortælling. Vi har en romantisk helt, der ender med at være det komiske tredjehjul, og Taissa Farmiga, der sikkert håber på at opleve den dag i sin skuespillerkarriere, hvor hun ikke kun bliver hyret til roller på grund af sit uskyldige ansigt.

Hardy og co. tror, de har fundet en guldgrube med filmens monster, der ser uhyggelig ud på samme måde som alle andre i James Wans univers, og dertilhørende billige jumpscares, men der skal mere til for et hærdet skrækfilmspublikum. Når filmen endelig virker, er det fordi, den hylder 60'ernes genrefilm og tilhørende overdrevne gimmicks. "The Nun" etablerer sin stemning hurtigt, der sommetider kan forveksles med Hammer-horror fra de gode, gamle dage, og den bevidsthed om egen genre er noget af det bedste ved "The Nun", der i sidste ende dog er horrorfilm for dummies med så tydelige fortællingsgreb, at ingen bliver forvirrede.

Corin Hardy kan godt være en visionær instruktør, men kender ikke forskel på original tanke og afprøvet kliché, og derfor ender "The Nun" med at blive til en religiøs omend usædvanlig umorsom version af "Evil Dead 2" i sine sidste øjeblikke. Uhyggen er ej heller med her, selvom lyddesignet fører sig voldsomt frem som trættende skræmmemiddel.

"The Nun" forsøger sig med de moderne teknikker, som "Conjuring"-franchisen efterhånden har udtømt til døde. Måske er det på grund af dette, at "The Nun" virker lang på trods af sin halvanden time, hvis sidste akt især ville have godt af en udførlig klipperedigering, for på dette tidspunkt er der ikke flere fantasifulde idéer tilbage og kun få scener, der virker. I sidste ende skal der nok være et publikum til "The Nun", men om tyve år vil den for længst være begravet og glemt.