Anmeldelse: Thirteen Lives (Prime Video)

Med en hæderlig vision og ditto udførelse er "Thirteen Lives" solid, inspirerende underholdning.

Når samtalen falder på Ron Howard, taler man samtidigt om et CV af blandet kvalitet. Den amerikanske instruktør har tidligere leveret fremragende film som "Apollo 13", "Frost/Nixon" og "Rush", men også stinkere som "Hillbilly Elegy" og Dan Brown-filmatiseringen "Inferno". Men den røde tråd gennem instruktørens bedste værker er, at de er baseret på virkelige hændelser. "Thirteen Lives" er endnu en i rækken.

I 2018 tager et ungt thailandsk fodboldhold på tur efter træning, hvor de besøger Tham Luang-grotten. Desværre ender de 13 drenge, inklusive deres træner, med at blive fanget i grotten grundet voldsom monsunregn, der har oversvømmet vejen ud. De thailandske myndigheder, sammen med frivillige dykkere fra både ind- og udland, igangsætter en redningsaktion. Vi møder Richard (Viggo Mortensen) og John (Colin Farrell) – to professionelle dykkere, som tilbyder at hjælpe med at eksekvere en umiddelbart umulig mission.

Med "Thirteen Lives" undgår Ron Howard først og fremmest den overdramatiske sentimentalitet, som mange nok vil anklage ham for at være tilhænger af. Filmen er en hyldest til alle dem, der deltog i redningsoperationen. Alle som én modtager hæder, mens de kæmper mod voldsomme vejrforhold, ualmindeligt besværlige arbejdsforhold og pres fra medier og familier. Det kan mærkes, at manuskriptforfatter William Nicholson er fokuseret på det øjeblik, hvor mennesker af forskellig rang og nationalitet slog sig sammen for at redde tretten mennesker. Koste hvad det vil.

Således bliver "Thirteen Lives" til en opløftende fortælling om sammenhold. Og selvom slutningen måske kendes på forhånd, formår filmen at holde sig interessant – ikke mindst takket være Sayombhu Mukdeeproms formidable fotografering, der tager os helt ned i vandet og gennem de mørke grotter. Scenerne, der foregår under vandet, er intense, når orienteringen forsvinder, og klaustrofobien tager over.

Hvor filmen dog taber point er på karakterfronten. Alle skuespillere er fremragende, men alligevel føles det, som om noget mangler. Viggo Mortensens Richard er på sin vis kynisk og sortseende i sin redningstilgang, men vi kommer ikke helt ind under huden på dykkeren – hvad driver ham til den anden ende af verden? På trods af senere, vellykkede forsøg på humor, så savner fortællingen mere fokus på karaktererne, selvom der også er noget fascinerende i at se Mortensen og Colin Farrell spillede lavmælte, "rigtige" mennesker.

"Thirteen Lives" er ikke en perfekt film, men det er et gedigent dykkerdrama, som får dig til at holde vejret. Men som en skildring af begivenhederne i Thailand og menneskerne, der slog til, da det gjaldt, er dette en fremragende film. En gribende film om en forfærdelig begivenhed, der fik folk til at stå sammen i kampen mod naturen for at redde tretten liv. Ron Howard viser endnu en gang, at han ikke blot er god til at lave film baseret på virkelige hændelser, men også til at lave opløftende, medrivende fortællinger. Hvilket vi især har brug for i disse dage. Filmens ærinde er sympatisk, den er teknisk flot skruet sammen, og skuespillet er godt – således ender "Thirteen Lives" med at være solid, inspirerende underholdning.

Thirteen Lives (Prime Video)

Kommentarer

Thirteen Lives (Prime Video)

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen