Anmeldelse: X-Men: Dark Phoenix

James McAvoy og Michael Fassbender fortsætter det høje niveau.

"X-Men"-franchisen har hidtil været varieret. I hvert fald, hvis serien kigges i sømmene, hvor man har været alle kvalitets-parametre igennem. Der har været de elendige, såvel som de fremragende. Tolvte film i universet, "X-Men: Dark Phoenix", ankommer under særlige omstændigheder. Efter Disneys famøse køb af Fox er dette den sidste "X-Men"-film med nuværende besætning. Seneste film i mutant-universet er måske derfor en kvalitetsmæssig mellemvej.

Året er 1992, og mutanterne har opnået heltestatus hos befolkningen – til stor glæde for deres talsmand, professor Charles Xavier (James McAvoy). Da Xaviers mutanter redder en gruppe astronauter i rummet, kommer Jean Grey (Sophie Turner) i kontakt med en mystisk substans. Denne forvandler hende til den mest kraftfulde mutant til dato og gør hende derfor svær at kontrollere. Fra det ydre rum ankommer samtidig en række væsner, der søger Greys nyerhvervede kræfter til egen vinding.

Præmissen fejler intet, og der scores point for at være mere tro mod tegneserieudgaven af "Dark Phoenix" end den maltrakterede fortolkning i "X-Men: The Last Stand" – uden at blive helt super. Dels fordi instruktør og manusforfatter Simon Kinberg træffer de sikre valg i stedet for at gøre handlingen kompleks.

Ikke at det ikke stemmer overens med kildematerialet, at Greys nyfundne kræfter tiltrækker opmærksomhed fra det ydre rum. Dog havde det klædt filmen at fokusere på den unge mutants ustabile sindstilstand. At fortællingen ender med en slutspurt, hvor tredje akt dukker op ud af ingenting, gør heller intet godt for filmen. Hvilket er en skam, for her er ellers flere elementer, der er værd at rose. Skuespillerne gør deres bedste med, hvad de har. Især Turner leverer en hæderlig indsats til trods for hendes alt for simple karakter – i forhold til, hvor magtfuld og kompleks hun reelt er. James McAvoy og Michael Fassbender fortsætter ydermere det høje niveau, som de har påført deres roller siden "X-Men: First Class".

Tonen er dyster. Actionsekvenserne leverer på spektaklet, mens Hans Zimmers fremragende underlægningsmusik løfter filmens energi. Alt i alt har vi at gøre med en blandet fornøjelse. En film, der har mindst lige så mange problemer som positive elementer. Til trods for frustrationerne over netop det, skal ja-hatten ikke glemmes. Underholdningsværdien indfries det meste af vejen, selvom de bedste dage for længst er ovre for denne inkarnation af X-Men.

Simon Kinbergs instruktørdebut er kompetent uden at være prangende. En fifty-fifty film, der har gode idéer og et potentiale, der desværre ikke helt indfries. Det gode skuespil, actionsekvenserne og filmens score redder dog dagen langt hen ad vejen.

Se Moovy TV's eksklusive "X-Men: Dark Phoenix"-interviews:

X-Men: Dark Phoenix

Kommentarer

X-Men: Dark Phoenix

  • 0

    Altså, ganske som det plejer, samt vedblive fremover i mange, mange år.

    Skal: Le,Græde eller bare :-I

    Gasivodo 6-06-19 02:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen