Anmeldelse: Away – Sæson 1 (Netflix)
Rumudforskningen med Hilary Swank er rig på personlighed, men "Away" savner større ambitioner.
Som det gør sig gældende med Netflix' originale spillefilm, er der også en stor kløft mellem de gode og dårlige serier, som streaminggiganten producerer. For enhver mesterlig "BoJack Horseman" er der en sløj "Fuller House". Streamingservicens seneste bud på en ny binge-værdig serie er "Away". Et rum-drama skabt af Andrew Hinderaker og produceret af blandt andre Matt Reeves (den kommende "The Batman", "Abernes planet: Opgøret"). Og ligesom tilfældet var med Netflix' seneste film, "Project Power", er bunden langt fra nået – men toppen er også et pænt stykke væk.
Astronauten Emma (Hilary Swank) er del af en international besætning på fem personer, der deltager i en tre år lang mission for at være de første mennesker på Mars. Alt imens er husbonden Matt (Josh Charles) og datteren Alexis (Talitha Bateman) efterladt på jorden, hvor de bearbejder savnet af Emma. Samtidig har den kvindelige astronaut også problemer med besætningen, der alle har deres skavanker, som skal behandles, når det fælles mål om liv på Mars skal indtræffes.
"Away" glimter mest med sit gode portræt af savn og afmagt, der opstår, når distancen mellem mennesker bliver ubærlig. Til trods for enkelte klichéer føles denne del af plottet autentisk, hvor det enkelte gange er hårdt at være vidne til. At være langt væk fra sine elskede, når de har mest brug for en. Og hvad der ofres til fordel for karrieren og potentielt menneskeligheden. Emner, som er lette at føle for. Meget af æren og den følelsesmæssige potens skyldes i særdeleshed Oscar-vindende Hilary Swank og hendes to medspillere, som udgør familien. Swank har endelig fundet en ny, god hovedrolle, og hele vejen rundt leveres flotte præstationer under disse sekvenser.
Dertil bliver Swank bakket godt op af sine med-astronauter. Selvom de episoder, der fokuserer på besætningsmedlemmernes baggrund, delvist giver efter for tåkrummende klichéer – f.eks. med flashbacks, der viser enkelte klip fra fortiden, som derefter forklares i dybden til de andre astronauter – er de nemme at holde af. Fra den stædige, men kærlige Misha til den uerfarne, religiøse Kwesi. Generelt er der en god kemi mellem de fem astronauter, der i sig er nok til at holde rumekspeditionen interessant.
Det er dog tydeligt, at "Away" ikke er en realistisk fortælling, men en tv-fortælling. For uanset hvor stort det nuværende problem er, så skal det hele nok gå. Og har karaktererne problemer indbyrdes, skal de nok tilgive hinanden, som intet er hændt, imens alle har lært noget nyt om livet og opfattelsen af andre, når episoden er ovre. Hvilket så bliver skåret ud i pap, så vi er sikre på, at alle foran tv-skærmen forstår de pågældende afsnits budskaber og morale.
Det er en skam, at serien tyr til de sikre kort, for "Away" har ellers øjeblikke, hvor den er medrivende. Karaktererne er lette at holde af, og emnerne om isolation, at være adskilt fra sine elskede og ambitionen om at opnå store ting i livet er til at føle for. Andrew Hinderaker satser dog i sidste ende på det letspiselige – lommefilosofiske pointer og fortærskede klichéer. "Away" kan sagtens binge-watches, da karakterarbejdet hiver forestillingen op på en solid oplevelse. Men en eventuel anden sæson må gerne være mere ambitiøs i sin rumudforskning.
Anmeldelsen er baseret på alle ti afsnit, som udkommer på Netflix 4. september.