Anmeldelse: Star Trek: The Original Series (Blu-ray)

I år er det 50 år siden, at den allerførste ”Star Trek”-episode blev transmitteret. "The Man Trap" hed afsnittet, hvori rumskibet Enterprise møder et uhyre, der ligner en deform bavian og slår folk ihjel ved at suge alt salt ud af kroppen. Med mindre man dengang var en førsteklasses clairvoyant, havde man næppe spået, at en så vanvittig vrøvlehistorie ville blive efterfulgt af ikke blot 78 tv-afsnit, men også 13 spillefilm og hele fem (snart seks) nye "Star Trek"-serier. Til gengæld behøver man ikke gense mange af de oprindelige "Star Trek"-afsnit, før man forstår, hvorfor franchisen fortsat er vanvittigt populær hele fem årtier efter sin fødsel.

Jovist, selv inkarnerede fans vil formentlig fnise indimellem over diverse corny effekter, papmachekulisser og gummidragter, som kun fremstår endnu mere kunstige her i knivskarp HD. Men bag seriens noget forældede facade gemmer der sig altså en diamant. Der er ganske vist flere bagateller (og tilmed enkelte fadæser) blandt seriens 79 afsnit, og dens 3. og sidste sæson er gennemgående gennemsnitlig. Men når ”Star Trek” for alvor kommer op i warp-gear, er den uforlignelig.

Og fordi datidens tv-serier (hvis vi altså ser bort fra sæbeoperaerne) var episodiske, og hvert ”Star Trek”-afsnit således skulle rumme sin egen, selvstændige fortælling, så er seriens kreative diversitet enorm. Nej, fordi serien springer så meget i tid og sted fra episode til episode, så får vi ikke den slags dybe, sammenhængende historier eller den mærkbare karakterudvikling, der præger mange nyere serier. Men til gengæld får forfatterne lejlighed til at give os enormt forskelligartede fortællinger – såsom mægtige monsterepisoder som ovennævnte "The Man Trap", "The Doomsday Machine" (Enterprise går i clinch med et gigantisk, planetslugende fartøj), "Arena" (Kirk slås med den øgleagtige Gorn) og klassikeren "The Devil in the Dark".

I sidstnævnte afsnit støder den heroiske kaptajn Kirk, den skarpsindige Mr. Spock og resten af Enterprise-besætningen på et brølende bæst, der har dræbt adskillige mennesker i en underjordisk mine. Ved første øjekast er væsnet tilsyneladende direkte ondskabsfuldt, men Kirk og Co. forkaster al hævntørst og forsøger at kommunikere med kræet, mens minearbejderne banker arrigt på porten. Og dialogen afslører, at det ikke er dyret, der har opført sig dyrisk. "The Devil in the Dark" er blot ét pragteksempel på det, der er "Star Trek"-franchisens største force: dens positivitet og omfavnelse af tolerance og samhørighed. Uanset din tro, dit køn eller din etnicitet bliver du hørt og respekteret. Ja, sågar hvis du ligner en firbenet calzone, som lægger æg.

Denne inspirerende positivitet får "Star Trek" til at adskille sig fra langt det meste sci-fi, og den kommer især til udtryk gennem Enterprise-besætningens mangfoldighed. I 1960'erne – mens Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse kæmpede bravt for sortes rettigheder, mens krigen i Stillehavet stadig var et åbent sår, og mens den kolde krig var på sit varmeste – placerede seriens skaber, Gene Roddenberry, en sort afroamerikaner, en japaner og en russer på sit rumskibs bro. Budskabet var soleklart: i det 23. århundrede hører diskrimination fortiden til. Nutidens synder er tilgivet, og fremtiden er lys. Derfor taler vi stadig om "Star Trek": fordi den giver os håb om en fremtid, hvor vi ikke har totalskadet planeten og udraderet hinanden.

"Star Trek" har politisk ladede afsnit ("A Private Little War" gik i kødet på den nyttesløse Vietnam-krig adskillige år før Hollywood). Komedieafsnit. Actionafsnit. Ja, sågar romantiske afsnit – måske endda tv-historiens største kærlighedshistorie i form af det skelsættende afsnit ”The City on the Edge of Forever”, hvor Kirk ryger tilbage i tiden og falder for en kvinde, der er nødt til at dø for at forhindre en katastrofal ændring af tidens gang. Kirks pinsler er hjerteskærende, fordi William Shatner har ført os helt ind under huden på den karismatiske kaptajn, og resten af castet er lige så veloplagt – inklusive Leonard Nimoy, som i sin tid blev Emmy-nomineret tre år i streg for sin immervæk nuancerede præstation som den snusfornuftige Spock. Kemien mellem d'herrer, som blev bedstevenner i virkeligheden, er bomstærk og besnærende. Ligesom serien.

BILLEDE & LYD

"Star Trek" ligner bestemt ikke en 50 år gammel tv-serie. Jovist, indimellem optræder et halvsløret skud med matte farver, men næsten ingen støj forekommer, og billedet er som regel så knivskarpt, at man kan spotte hvert eneste lille sting på skuespillernes kulørte uniformer. Kontrasten er også solid, og farverne er for det meste aldeles appetitlige. Og serien lyder omtrent lige så godt, som den ser ud. DTS-HD Master Audio 7.1-lydsporene byder aldrig på støj eller overstyring på trods af kildematerialets alder. Det er primært fronthøjtalerne, som er i aktion, og baghøjtalerne bliver kun sparsomt brugt til at levere subtile baggrundslyde eller panoreringer, der fungerer fortrinligt. Hardcore fans kan desuden glæde sig over, at de oprindelige mono-lydspor også følger med.

EKSTRAMATERIALE

Først og fremmest må man rose udgivelsens bagmænd for at have inkluderet både de opdaterede versioner af samtlige afsnit, som er blevet udrustet med nye (og smagfulde) computereffekter, samt de uforandrede originaludgaver fra 1960'erne. Desuden indeholder boksen de oprindelige tv-trailers til samtlige afsnit samt adskillige timers dokumentarer, der kigger nærmere på alt fra skuespillerholdet og alskens "Star Trek"-merchandise til seriens visuelle design og skabelsen af udvalgte afsnit. Trekkies bør værdsætte den interaktive guide til Enterprise, som byder på en masse herlige HD-billeder af det karakteristiske rumskib. Hvis du leger lidt med menuerne og fjernbetjeningen, kan du også finde frem til en masse skjulte, korte dokumentarer.

Bedst af alt er de video-kommentarspor, som er blevet produceret til flere udvalgte episoder. Når disse aktiveres, bliver man præsenteret for adskillige interviews, billeder og tekstlige anekdoter, mens afsnittet kører. Ydermere er her ét afsnit af den animerede "Star Trek"-serie fra 1970'erne (som der også er blevet indtalt et kommentarspor til) og ét afsnit af franchisens formentlig bedste spin-off, "Star Trek: Deep Space" (som desværre blot er blevet opskaleret til HD), samt to alternative udgaver af den oprindelige series to pilotafsnit: "The Cage" og "Where No Man Has Gone Before". Her er vel at mærke intet splinternyt ekstramateriale på denne BD-genudgivelse af den oprindelige "Star Trek"-serie, som udkommer i forbindelse med seriens 50-års jubilæum.

Star Trek: The Original Series (Blu-ray)

Kommentarer

Star Trek: The Original Series (Blu-ray)

  • ★★★★1

    Come on du kan ikke bringe et billede af den kære Kirk og "hans" Tribbles uden og kommenter det bare lidt :)

    Elwood 8-10-16 13:37

  • ★★★★★★1

    Den har jeg lige købt af Hr. Lund herfra Moovy af:-) Har ellers set serien flere gange, men kvalitet som ST har det med at kalde på flere gensyn og så må BD være det næste format den ses i. Har oprindeligt set den i tysk tv som barn (flere gange tror jeg endda) og bilder mig ind at få afsnit fandt vej på VHS til dk? Sidst jeg så den, for få år siden, var på dvd. Dem har jeg solgt, men BD boksen forbliver i samlingen:-D

    T. Nielsen 8-10-16 16:02

  • ★★★★1

    Jeg satsede jo på, at du ville komme med din sædvanlige, fantastiske billed-kommentar, Kenneth! :-D

    Glæd dig, Thomas! 60'er-Trek på BD er simpelthen en åbenbaring.

    The Insider 8-10-16 21:36

  • ★★★★★★1

    Jeg satsede jo på, at du ville komme med din sædvanlige, fantastiske billed-kommentar, Kenneth! :-D

    Glæd dig, Thomas! 60'er-Trek på BD er simpelthen en åbenbaring.

    Det vil jeg gøre:-)

    T. Nielsen 8-10-16 21:54

  • 0

    Hvad er den generelle konsensus omkring du opdatere effekter? Godt eller dårligt? :)

    T'hain 9-10-16 17:25

  • ★★★★0

    Jeg skal have den her. Det er på høje tid. 

    Riqon 9-10-16 17:26

  • ★★★★0

    T'hain - den mest udbredte opfattelse (som jeg i øvrigt deler, hvilket jeg også nævner i anmeldelsen) er, at de er enormt vellykkede - især fordi de er så simple og "nedtonede"... Som hvis man havde haft virkelig basic CGI-animation til rådighed i 60'erne. Der er INGEN uheldige episoder som i Star Wars SE, hvor de nye effekter adskiller sig så meget fra live-action-optagelserne, at man distraheres.

    Og hey... Gider du ikke de opdaterede effekter, så kan du vælge at se afsnittene uden :) 

    The Insider 9-10-16 22:41

  • 0

    Jeg er faktisk lige ved at være igennem alle tre sæsoner nu, med de originale effekter. Grunden til at jeg spørger, er at serien absolut er vokset på mig efter at have set så mange afsnit, og jeg gerne vil tilbage og se dem forfra på et tidspunkt. Og så ville jeg derfor høre om det var værd at prøve de nye effekter, og det lyder det jo til, så det vil jeg gøre! 8)

    T'hain10-10-16 13:27

  • ★★★★0

    Cool! Det synes jeg så absolut, du bør gøre - lad høre hvad du synes! :-)

    The Insider11-10-16 23:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen