Jeg var forbi Cinemateket i forgårs og se Benjamin Christensens Häxan i anledning af filmens 100 års fødselsdag.
Hvis man ikke kender den, så er det den dyreste stumfilm, der nogensinde blev produceret i Skandinavien. Den blev produceret for svenske penge, men optaget i København med en dansk instruktør ved roret.
Häxan er en ret bizar film, der er umulig sådan helt at sætte i bås. Den starter som en slags dokumentarisk foredrag om hekseforfølgelserne, hvor mellemteksterne udreder de historiske fakta, i hvert falds som de var kendt dengang i 1922, og illustrerer med middelalderlige tegninger og senere malerier. Men så klippes der pludseligt til en “live-action reenactment” af datidens “kloge koner” og senere til en genopførsel af, hvordan man i middelalderen forestillede sig, at en heksesabbat på Bloksbjerg tog sig ud. Benjamin Christensen viser os også, hvordan en fuldstændig fiktiv hekseproces måske kunne tage sig ud – hvordan over- og mistro fører til angivelser, tortur fører til nye angivelser for til sidst at udslette stor set en hel husholdning. I mens klippes der løbende tilbage til det mere “faktuelle” foredrag, og Häxan slutter med at føre tråden fra fortidens hekseforfølgelser op til den moderne psykiatri anno 1922 og sammenstille dem med historien om en ung kvinde, der lider af den dengang anerkendte diagnose hysteri.
Det er en ordentlig mundfuld og kan nogle gange føles en smule drøjt i spyttet. Jeg er også stødt på mange, der foretrækker den alternative, forkortede version, Witchcraft Through the Ages, der blev klippet i 1960’erne, og som har Beat-forfatteren William Burroughs som fortællerstemme.
Men for første gang syntes jeg, at det fungerede rigtigt godt, og jeg var opslugt fra start til slut. Jeg er faktisk helt deroppe, hvor jeg er meget tæt på at give den topkarakter.
Det gjorde en stor forskel at se den på et stort lærred, for jeg lagde mærke til mange flere detaljer, end jeg før har gjort. Meget af effektarbejdet er imponerende, når man tænker på, at det er en 100 år gammel film – Benjamin Christensen viger ikke tilbage for at vise os det hele og optræder såmænd selv som Djævlen undervejs. Nogle gange falder det igennem – som når skuespillere optræder i katte- og grisekostumer. Men dæmoner og djævlehåndlangere er mere vellykkede, og man kan sagtens forstå, at der var en del religiøs kritik af Häxan i samtiden. Vi ser både gravrøverier og spædbarneofringer - ting der selv årtier efter var alt for hård kost for censuren. Det er ikke uden grund, at Häxan normalt anses som en proto-horror-film, en film, der flirter med horror-genrens virkemidler, før genren egentligt rigtigt opstod i filmmediet.
Vi så en DCP af den tintede restaurering fra 2016, og den stod utroligt flot.
Før filmen havde Cinemateket arrangeret en kort introduktion af en producent fra SF Film (som var dem, der producerede filmen i sin tid). Og man havde til lejligheden også fundet en gammel introduktion af instruktøren selv frem, filmet i forbindelse med en repremiere i 1940.
Det bedste var dog, at filmen blev vist med et splinternyt elektronisk score, der blev fremført live til lejligheden af komponisterne og musikerne Greta Eacott og Jonas Engdahl. Det fungerede fantastisk godt og understøttede fint filmens nuancer uden nogensinde at overdøve, som ellers tit kan blive et problem. Jeg er tæt på at mene, at det er det bedste score, jeg har hørt til filmen, og jeg håber virkeligt, at nogen på et tidspunkt sender det ud sammen med filmen.
Alt i alt en virkelig god aften, og det var også meget positivt at se, at salen var stort set udsolgt (ca. 95%) til en stumfilm. Det sker ellers kun, når det er Jakob Stegelmann, der introducerer.
Häxan 5/6 (med stor mulighed for at stige)
Apropos Stegelmann, så talte jeg før filmen med Thomas Christensen, der står for Cinematekets årlige stumfilmsfestival, og han kunne heldigvis fortælle, at den vender tilbage igen til januar.
Jeg havde lidt håbet, at man måske havde fået fat på den nye restauring af Tod Brownings The Unknown, der blev vist for en måned siden i Italien, men den var ikke med. Til gengæld introducerer Stegelmann igen en Photoplay-restaurering. Jeg har desværre glemt titlen, men sidst var det The Cat and the Canary, så det bliver nok noget i samme dur.
Blandt de andre titler, vi kan forvente, er tre film fra Friedrich Wilhelm Murnau Stiftung, bl.a. Nosferatu (!), og så er der verdenspremiere på DFI’s egen nye 4K-restaurering af Benjamin Christensens første amerikanske film, The Devil’s Circus fra 1926.
