Moovy Exclusive: Fra "Man of Steel" til "Zack Snyder´s Justice League": Historien om DCEU (Del 2)

I anden artikel om superheltefilmene fra DCEU kaster tegneserieeksperten Bruno Olsen sit blik på filmatiseringerne af "Suicide Squad" og "Wonder Woman".

"Suicide Squad"

Det økonomiske grundlag for DCEU blev cementeret af "Suicide Squad", der udkom samme år som "Batman v Superman: Dawn of Justice". Her er det så også, at vandene bliver noget mudrede, for der har været en masse skriverier om indblanding fra DC's ledelse i stort set alle filmene fra "Suicide Squad" og frem, men det er svært at dokumentere, hvad der er sandt og falsk.

"Suicide Squad" er skrevet og instrueret af David Ayer og lader til at have hentet generel inspiration fra tegneserierne, men mig bekendt er der ikke hentet noget fra specifikke historier.

Filmen hægter sig direkte på "Batman v Superman", da Task Force X, som er det officielle navn for gruppen af superskurke, skabes af Amanda Waller (Viola Davis), der har samme bekymringer som Batman. Vi får et kort glimt af Batman, men ellers er Margot Robbie som Harley Quinn og Will Smith som Deadshot i front.

Udover Batman, Wallers motivation for at skabe Task Force X og en end credit-scene med Bruce Wayne kører filmen i sit eget spor, og den sært sammensatte gruppe af skurke, krydret med soldaten Rick Flag (Joel Kinnaman) og superhelten Katana (Karen Fukuhara), må kæmpe mod magiske væsner fra oldtiden, Incubus og Enchantress.

Selve handlingen i filmen skabte ikke stor kontrovers, selvom der er en bred enighed om, at filmen føles noget klodset til tider. Samtidig var publikum generelt ikke glade for Jared Letos Joker.

"Suicide Squad" blev en økonomisk succes samt vel modtaget af publikum, mens kritikerne ikke var positive. Det har ledt til, at filmen får en slags soft reboot næste år, hvor nogle af skuespillerne gentager deres roller, herunder Margot Robbie.

Efter kampagnen for at få Zack Snyders udgave af "Justice League" udgivet, er der opstået en tilsvarende for Ayers originale "Suicide Squad", som kun kræver, at han får lov til at gå i gang med at klippe den. Modsat "Justice League" eksisterer alt råmateriale allerede.

"Wonder Woman"

Den første store succes på alle parametre i DCEU-universet kom med "Wonder Woman". Skrevet af Zack Snyder, Allan Heinberg og Jason Fuchs og instrueret af Patty Jenkins.

Som "Suicide Squad" kører "Wonder Woman" i sit eget spor og er kun knyttet sammen med "Batman v Superman" via startscenen. Wonder Woman modtager et billede fra 1. verdenskrig, man første gang så i "Batman v Superman", hvor hun står sammen med en flok soldater. Herfra starter hendes skabelseshistorie.

I modsætning til de foregående film i DCEU-universet er der ikke meget at fortælle om "Wonder Woman". Filmen følger tegneserieforlægget forholdsvist tæt, men læner sig opad de moderne udgaver af tegneserien, hvor Diana er datter af Zeus. Ikke skabt af ler, men ellers er det meste af oprindelseshistorien fra tegneserien til stede. Heriblandt at hun forelsker sig i piloten Steve Trevor, som bliver forbindelsen til menneskeheden.

Filmen blev præcis det, DC-ledelsen havde ønsket. Alt var godt, indtil "Justice League" så landede et halvt år senere.

Kommentarer

Fra "Man of Steel" til "Zack Snyder´s Justice League": Historien om DCEU (Del 2)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen