80er-klassikeren "Field of Dreams" bliver til en tv-serie

If you build it, he will come...

For få år siden blev ovenstående filmreplik kåret til den 39. bedste af slagsen af det amerikanske filminstitut. Det stammer fra det finurlige sportsdrama "Field of Dreams" fra 1989, som i sin tid blev nomineret til tre Oscars (inklusive Bedste film og Bedste manuskript) og var baseret på W.P. Kinsellas bog "Shoeless Joe".

I filmen spillede Kevin Costner en baseball-glad farmer i Iowa, Ray Kinsella, som en dag pludselig hører en stemme, der siger de førnævnte ord. Efter noget betænkningstid regner Ray sig frem til, at hvis han nedlægger en stor del af sine afgrøder og bygger en baseball-bane, så vil flere afdøde baseball-legender genoplives og spille igen på hans ejendom. Javel ja.

Selvom plottet lyder en kende gakket, så er "Field of Dreams" en både humoristisk og bevægende perle af rang, som har fået mange tårekanaler til at ryste i årenes løb takket være sin rørende fortælling om baseball og båndet mellem fædre og sønner.

Læs også: "Waterworld" får en efterfølger som tv-serie

Og nu rapporterer Variety, at en "Field of Dreams"-tv-serie er på trapperne. Serien udtænkes af den Emmy-belønnede producer Michael Schur, som bl.a. har arbejdet på succesfulde komedieserier som "The Good Place", "Parks and Recreation", "Brooklyn Nine-Nine" og "The Office".

Schur spillede sågar den spøjse Mose, Dwights fætter, foran kameraet i "The Office", og han er efter sigende en kæmpe baseball-fan.

Ligesom filmen vil "Field of Dreams"-serien byde på et miks af familiedrama, baseball, Iowas smukke omgivelser og rendyrket magi. Det vides endnu ikke, om den oprindelige films karakterer eller skuespillere dukker op igen.

Serien har endnu ikke fået en fastlagt premieredato, men den udkommer på Universals amerikanske streamingtjeneste Peacock.

Kommentarer

80er-klassikeren "Field of Dreams" bliver til en tv-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen