Han har været med i en håndfuld virkelig gode film. Jeg kunne bedste lide ham i Unbreakable, synes han viste nye takter og gjorde det formidabelt. Men 12 Monkeys, Pulp, Die Hard og Sjette Sans er også højdepunkterne.
Bruce Willis stopper karrieren på grund af sygdom
Den 67-årige "Die Hard"-superstjerne trækker sig tilbage og afslører, at han lider af hjernelidelsen afasi.
Bruce Willis' familie bekræfter i en officiel udtalelse, at den Emmy-belønnede, mangeårige megastjerne dropper karrieren som skuespiller, eftersom han lider af afasi.
Afasi er en neurologisk lidelse, der forårsages af en pludselig hjerneskade og resulterer i tab af evnen til at opfatte, tale, læse og skrive – med andre ord: evnen til at kommunikere og formulere går bort.
Udtalelsen lyder: "Vi vil gerne fortælle Bruces fantastiske fans, at vores elskede Bruce har døjet med nogle helbredsmæssige problemer og for nylig blev diagnosticeret med afasi, som påvirker hans kognitive evner. Som konsekvens – og efter grundige overvejelser – dropper Bruce nu den karriere, der har betydet så meget for ham.
"Dette er en virkelig udfordrende tid for vores familie, og vi sætter stor pris på jeres kærlighed, medfølelse og støtte. Som Bruce altid sagde: 'Nyd livet', og det vil vi gøre."
Der har længe floreret ubehagelige rygter om, at Bruce Willis lider af demens. Rygterne er bl.a. opstået på baggrund af Willis' karriere de seneste år, som har budt på et veritabelt bjerg af elendige, spekulative hjemmevideo-produktioner, hvori Willis blot medvirker i få minutter, men til gengæld er blevet betalt relativt store millionbeløb for sin optræden – nedsablede makværker som "Apex", "Fortress", "Cosmic Sin" og "A Day to Die".
Og Willis-familiens udtalelse understreger tilsyneladende det, mange har gættet på ovenpå disse film: at Willis har været bevidst om sin sygdom og derfor har lavet så mange film som muligt så hurtigt som muligt, så han kunne tjene penge ind til sin familie, mens han stadig kunne optræde foran et kamera.
I mange af disse film har Willis også haft et begrænset antal replikker, og i flere tilfælde kunne man tydeligt spotte en øresnegl i Willis' øre – hvor en person bag kameraet formentlig har givet Willis' hans replikker, mens kameraerne rullede.
Bruce Willis' film – inklusive de i alt fem "Die Hard"-film – har tilsammen indtjent godt 5 mia. dollars på verdensplan.
Ud over den succesfulde actionfranchise er Willis også kendt for roller i hits som "Den sjette sans", "Pulp Fiction", "12 Monkeys", "Sin City" og "The Expendables".
Hans sidste større biograffilm var M. Night Shyamalans "Glass".